Billedtekst: Den bolivianske revolution i 1952.

Bolivia er især kendt for to ting. Dels de store tinforekomster og miner med militante arbejdere, og dels en lang række af militærkup. 1952-opstanden involverer begge.

I maj 1951 var der præsidentvalg, og det småborgerlige parti MNR (den nationalrevolutionære bevægelse) opstillede en præsident- og en vicepræsidentkandidat, der begge var i eksil. Til alles overraskelse vandt de valget.

Det kunne hverken den siddende præsident, godsejerne, mineejerne eller militæret acceptere, så magten blev overgivet til en militærjunta. Det fik MNR til at forberede en offensiv.

Tinpriser

Da oprøret startede i foråret 1952, var det faktisk USA’s politik, der var skyld i det. Under 2. verdenskrig solgte Bolivia tin til USA langt under markedsprisen som et krigsbidrag, og USA hamstrede. Under Koreakrigen røg tinprisen i vejret til $1600 pr. ton, og USA begyndte at sælge ud af sit lager, købt for $250-400 pr. ton. I juni 1951 var prisen faldet til $900, og Bolivia tvunget i knæ, hvilket førte til krise og splittelser i juntaen.

MNR allierede sig med det paramilitære politi (måske for at undgå arbejderklassen) og forberedte en opstand. Opstanden startede 9. april 1952 i hovedstaden La Paz. Men mod oprørernes forventning forblev hæren loyal overfor juntaen, så det gik ikke som planlagt. Politigeneralen flygtede til udlandet, mens MNR-ledelsen kaldte arbejderne til hjælp.

At arbejderklassen trådte ind på scenen vendte straks billedet. La Paz’ arbejdere gik i krig med erobrede våben, og væbnede minearbejdere sikrede, at der hverken kom forsyninger eller forstærkninger til hæren i hovedstaden.

At arbejderklassen trådte ind på scenen vendte straks billedet

Citat: Freddie Nielsen

Det blev en kortvarig borgerkrig, hvor hæren overgav sig på tredjedagen. Godt 600 døde i krigen, men i forhold til andre borgerkrige og militærkup må det siges at være billigt sluppet.

Med hæren i opløsning og store dele af officerskorpset i fængsel var det nu reelt den bevæbnede arbejderklasse, der stod med magten inden for rækkevidde. Men det blev MNR, der satte sig på regeringen, sammen med repræsentanter for COB, den bolivianske fagbevægelse.

Arbejdermagt

Denne regering blev dog, med en mobiliseret arbejderklasses øjne på sig, stillet overfor langt mere radikale krav, end den selv havde tænkt sig: nationalisering af minerne uden kompensation, arbejderkontrol og godsejernes jord fordelt til fattigbønderne.

Der var uden tvivl en dobbeltmagtsituation i resten af 1952 og ind i 1953. Men uden yderligere fremstød fra arbejderne fadede den ud. Arbejderne overlod magten til dem, der nu havde den.

Det betyder ikke, at opstanden var ligegyldig. Minerne blev nationaliseret, med kompensation til ejerne, og en vis grad af arbejderkontrol eller indsigelsesret og andre forbedringer blev gennemført. Arbejderklassen var ikke slået, og først et stykke inde i 1960’erne havde borgerskabet erobret det hele tilbage. Mellem 1952 og 1967 var der 139 minestrejker, hvoraf 16 involverede samtlige miner.

Der var uden tvivl en dobbeltmagtsituation i resten af 1952 og ind i 1953. Men uden yderligere fremstød fra arbejderne fadede den ud

Citat: Freddie Nielsen

Men hvorfor gik det så som det gik i så gunstig en situation for arbejderklassen? Som i mange andre tilfælde, må vi pege på lederskabet.

Der var tale om tre grupperinger: Det Venstrerevolutionære Parti (PIR), fagbureaukratiet i COB, og endelig Arbejdernes Revolutionære Parti (POR). PIR, der var stalinistisk kontrolleret, men bredere end de traditionelle kommunistpartier, kan hurtigt afskrives. De mistede meget indflydelse blandt arbejderne, da de allierede sig med konservative kræfter i løbet af 1940’erne.

COB var uden tvivl ret militante og langt til venstre, men ikke desto mindre styret af et fagbureaukrati, der som alle andre reformister evnede at dreje til venstre om nødvendigt, og så stille og roligt sætte sig på alt og trække tænderne ud på arbejderklassen.

Den tredje kraft, POR, var et trotskistisk parti med ganske stor indflydelse i arbejderklassen og fagbevægelsen. Det var f.eks. et program udformet af POR, som COB vedtog i 1946.

De revolutionære

POR lignede den vigtigste kraft i arbejderklassen, men der var visse centrale problemer.

Dobbeltmagten var i hænderne på COB og fagforeningerne. Og så længe arbejderne var i fremdrift, lignede det ikke et problem, at der ikke var selvstændige arbejdermagtsorganer (arbejderråd), men det blev det, efterhånden som fagbureaukratiets egne interesser fik overhånd.

Det ene centrale problem ved POR var, at de anså deres indflydelse i fagbevægelsen som så stærk, at deres primære indsats skulle ligge her. På den måde agerede de mere som syndikalister end revolutionære socialister. Men det viste sig snart, at deres indflydelse i COB var udtryk for, at bureaukratiet “lod dem” have den. Da bureaukratiet i 1953 vendte sig mod POR, mistede partiet det meste af deres indflydelse, og det kunne de kun takke sig selv for.

Det ene centrale problem ved POR var, at de anså deres indflydelse i fagbevægelsen som så stærk, at deres primære indsats skulle ligge her. På den måde agerede de mere som syndikalister end revolutionære socialister

Citat: Freddie Nielsen

Det andet centrale problem var POR’s opfattelse af Trotskijs teori om den permanente revolution. De så denne teoris idé om, at en socialistisk arbejderrevolution kan ’trumfe’ en borgerlig/demokratisk revolution mere som en lovmæssighed end en mulighed. De anså det for helt udelukket, at det småborgerlige MNR skulle være i stand til at levere løsninger. Derfor tydeliggjorde de heller ikke deres politiske distance til MNR i tilstrækkelig grad. Da det så viste sig at MNR, ganske vist i fællesskab med bl.a. fagbureaukratiet, kunne levere løsninger, tabte POR terræn, og kapitalismen overlevede i Bolivia.

Læs de tidligere dele af revolutioner i moderne tid.