Billedtekst: Forhandlinger i Folketinget. Foto: Flickr

Dette er en såkaldt “long read”.

Men vi er alligevel nødt til at forholde os lidt mere konkret til valg og parlament. Primært fordi det overvejende flertal af de mennesker vi gerne vil have i tale, har illusioner i det og anser det for meget vigtigt. Desuden er vi heller ikke principielt imod, hverken at stemme eller at stille op til folketing eller byråd – det vender jeg tilbage til. 

Vi må heller ikke lade os snyde af, at mange undersøgelser peger på en stigende politikerlede og manglende tro på, at fremtiden bringer noget bedre end nutiden. Det er desværre ikke udtryk for, at arbejdere i tusindvis begynder at søge alternativer gennem kollektiv kamp for forbedringer. 

….det er altså ikke fordi vi ikke er demokrater, at vi har den holdning til parlamentet, som vi har. Det omvendte er faktisk tilfældet. Vi vil et meget mere udvidet demokrati

Citat: Freddie Nielsen

Det er primært udtryk for at tilliden til politikere er faldende – og ikke ensbetydende med at tilliden til parlamentarismen og det borgerlige demokrati som sådan er faldet – hvilket får rigtig mange mennesker til at søge nye politikere. Populismen har derfor kronede dage.  

Men når vi nu tilsyneladende er lidt hånlige overfor parlamenter og parlamentarisme, er det så fordi vi ikke er demokrater – ikke er demokratisk sindede, som det hedder. Det vil i hvert fald mange socialdemokrater og (andre) borgerlige hævde. 

For dem er parlamentsvalg, med mulighed for at vælge mellem mindst to partier, det ypperste demokrati, de kan forestille sig. Men det er altså ikke fordi vi ikke er demokrater, at vi har den holdning til parlamentet, som vi har. Det omvendte er faktisk tilfældet. Vi vil et meget mere udvidet demokrati, hvor arbejderklassen – ja hele menneskeheden – har langt mere og reel indflydelse på sit eget liv, og på det fællesskab vi lever i – altså samfundet. 

Begrænset demokrati 

Over for dét fremtidshåb ser vi parlamentarismen som en temmelig begrænset form for demokrati, hvor vi en gang ca. hvert 4. år får lov til at afgive en stemme på en politiker, der så kan gøre som hun eller han vil de næste 4 år, mens vi som vælgere forventes at se passivt til. Det er i virkeligheden mere en suverænitetsafgivelse end et valg. At stemmeafgivelsen så yderligere skal ske i hemmelighed, er ikke en garanti imod påvirkning, men derimod en garanti for at den primære påvirkning kommer fra TV og andre medier. Altså en envejskommunikation, hvor vi bare er tilskuere. 

Det er så én kritik af parlamentarismen – af det demokrati som vi lever under. Men vores kritik stikker langt dybere end det. Men inden jeg kommer til det, er det nødvendigt at indskyde, at selv om vi er meget kritiske overfor det eksisterende demokrati, så er vi ikke ligeglade med det. 

Uanset hvor begrænset vi opfatter det, så er det helt sikkert bedre end at leve under et diktatur. Især er forsamlingsfriheden, ytringsfriheden og retten til at organisere sig vigtig for arbejderklassen, og socialister vil helt klart stille sig i spidsen for en kamp for at forsvare det mod angreb.  

Ja, vi vil ikke bare forsvare det, vi vil også kræve forbedringer. Ytringsfriheden i det samfund vi lever i, har f.eks. en tendens til at være meget vigtig, når den bruges til at nedgøre muslimer. Mens dens grænser ser ud til at overskrides, når den bruges til at kritisere Israels folkemord. Vi må derfor omvendt holde fast i, at ytringsfriheden først og fremmest er noget der skal beskytte mindretal, ikke flertallets ret til at nedgøre disse. Ytringsfriheden må bruges med respekt for sine medmennesker. Men der er yderligere dimensioner, hvor ytringsfriheden er en begrænset størrelse. Tænk på hvor farligt det kan være at bruge sin ytringsfrihed på sin arbejdsplads – ligegyldig om den er offentlig eller privat. Og tænk ikke mindst på at de fleste medier er privatkapitalistiske foretagender, der alene på den baggrund har klare interesser i det eksisterende system, hvilket også gælder statslige medier. 

Men lad os nu se lidt nærmere på parlamentet, og hvorfor vi ikke mener, at det er derfra, at løsningen på menneskehedens store problemer skal komme. 

Klassesamfundet styrer 

Først og fremmest må vi tage udgangspunkt i, at vi lever i et klassesamfund, hvor et lille lag af kapitalister og deres venner – borgerskabet – har magten over alle os andre, det store flertal – arbejderklassen.  

Deres vigtigste redskaber til at fastholde magten er dels ejendomsretten til produktionsmidlerne og dels statsmagten. Staten er altså ikke en neutral størrelse, det er en klassestat. Det gælder alle statsmagter gennem tiderne. De har været redskaber til at fastholde magten i hænderne på en herskende klasse – hvilket indtil videre har været mindretalsklasser. 

Stater og statsapparater er altså ikke universelle stater, som f.eks. anarkister mener, og for den sags skyld også reformister af alle afskygninger. Stater er udviklet af en bestemt klasse, med det formål at fastholde magten i hænderne på denne klasse. Det gælder også fremtidens arbejderstat eller socialistiske stat – blot med den enorme forskel fra alle hidtidige stater, at det er en flertalsklasses stat. 

Først og fremmest må vi tage udgangspunkt i, at vi lever i et klassesamfund, hvor et lille lag af kapitalister og deres venner – borgerskabet – har magten over alle os andre, det store flertal – arbejderklassen

Citat: Freddie Nielsen

Det samme gælder parlamentarismen og parlamentet. Det er ikke en universel styreform, men en styreform, der er udviklet og snævert knyttet til den borgerlige stat og dens formål, om at den herskende klasse skal forblive med at være herskende klasse.  

Parlamentet var oprindelig det sted, hvor markedsvilkårene blev forhandlet, for at sikre lige vilkår for alle, der producerede og solgte varer. Og ser man nærmere på de love der vedtages i dagens parlamenter, så har mange af dem, i sidste instans, stadig den opgave. 

Af den grund var der også i parlamentarismens barndom og ungdom en eller anden form for ejendomsbesiddelse knyttet til det at opnå stemmeret. Kvinder og mandlige arbejdere havde bare ikke stemmeret. 

Staten af i dag 

Det forhold er så under det, man kunne kalde den modne borgerlige stat, blevet løsnet op. Ikke sådan at forstå at den “modne” stat har indset, at den var noget udemokratisk i sin ungdom. Derimod skyldes det, at efterhånden som den borgerlige statsmagt har konsolideret sig, så har parlamentet fået mindre betydning i de helt grundlæggende spørgsmål. 

Derfor har det også været muligt at spise arbejderklassen af med mere og mere udvidelse af stemmeretten, når den er blevet lidt for nærgående. Det er dog ikke bare noget, der er sket helt ud af den blå luft. Dertil skal nemlig lægges, at der sideløbende har udviklet sig et fagbureaukrati, der har stået fadder til den politiske reformisme – først og fremmest gennem socialdemokratierne – der er enige i, at de grundlæggende samfundsforhold, vi lever under i dag, stort set skal fastholdes. Samtidig med det er de et aktivt element i at bremse og aflede arbejderklassens selvstændige kampe, hvis disse kommer for tæt på at udfordre de eksisterende forhold. 

Jeg faldt engang over en gammel lærebog i samfundsfag. Og under demokrati var der en tabel over stemmeberettigede i en række europæiske lande i 1902 (tror jeg). Jeg har desværre aldrig fundet den igen, men der er et par oplysninger jeg stadig husker. Ungarn var det land der havde lavest stemmeretsalder, nemlig 18 år. Det lød jo meget demokratisk, men pga. alle mulige andre begrænsninger, var det de facto kun 2 % af befolkningen der havde stemmeret. I Belgien var der derimod mange flere, der havde stemmeret. Men de var inddelt i 3 besiddelseskategorier, hvor vælgerne i den rigeste kategori havde 3 stemmer, mellemkategorien 2 stemmer, mens den mindst besiddende gruppe måtte nøjes med en stemme. 

Og det er ikke kun noget man finder i det frygtelige udland. Det er vel rimelig velkendt, at kvinder og tyende først fik stemmeret i 1915. Men måske mindre kendt at det først var i 1933 at loven om at folk, der havde modtaget offentlig støtte (fattighjælp m.v.) og som ikke havde betalt den tilbage, var frataget stemmeretten, blev afskaffet. 

Sult eller stemmeret 

Og det var bestemt ikke ligegyldigt. I 1880’erne var hver fjerde arbejder, der havde opnået stemmeret, frataget den igen på den konto. På den tid blev stemmeretten opnået ved at have egen husstand. 

Også til kommunalvalg var der mange begrænsende regler. I København skulle man have en årsindkomst på mindst 1.000 kr. for at måtte stemme i 1890’erne. Det fik Socialdemokratiet til at opfordre arbejdere til at selvangive sig for 1.000 kr. Så vidt jeg ved, fik det begrænset udbredelse, for når man selvangav sig til 1.000 kr., så skulle man også betale skat derefter. Men det siger en hel del om Socialdemokratiet. På landet havde de største skatteydere flere stemmer, og noget lignende gjaldt ved landstingsvalgene i landkredse. 

de største og vigtigste økonomiske beslutninger er helt uden for parlamentets resort og rækkevidde. De tages nemlig i de store banker og virksomheders bestyrelseslokaler

Citat: Freddie Nielsen

De fleste af den slags forhindringer er dog for længst fjernet, ligesom at Landstinget, der kunne bremse alt, også er nedlagt. I dag er det “kun” sådan, at de omkring 10% af befolkningen, der er borgere og skatteydere – men ikke statsborgere, er nægtet stemmeret til Folketinget.   

Men hvis nu de 10% får stemmeret – får del i demokratiet, som man siger – så er alt vel godt. Men nej. Et er alle de begrænsninger og forhindringer, der har været lagt på stemmeretten for arbejderklassen. Noget helt andet er så hvor meget, parlamentet virkelig bestemmer.  

Der er nogle helt grundlæggende faktorer. En af de vigtigste er, at de største og vigtigste økonomiske beslutninger er helt uden for parlamentets resort og rækkevidde. De tages nemlig i de store banker og virksomheders bestyrelseslokaler. Og mange af disse er altså multinationale økonomier, der er større end temmelig mange af verdens lande, og dermed også i besiddelse af en enorm magt.  

På samme måde med markedsmekanismerne, der er temmelig autonome. Det er ganske vist muligt for politikerne at lave forskellige reguleringer af markedet, men styre det kan de ikke. Det kommer f.eks. klart til udtryk når markedsmekanismerne fører til kriser og arbejdsløshed. Der er aldrig opstået en økonomisk krise, fordi den er vedtaget i et parlament. Og det eneste politikerne har mulighed for at gøre, er at regulere mellem om det skal være kapitalisterne eller arbejderklassen, der skal betale for krisens følger. De kalder ganske vist den slags politik for kriseløsninger, men det er kun reguleringer, og vi har stadig tilgode at opleve reguleringer der entydigt er til arbejderklassens fordel. 

Repressivt statsapparat 

Derudover er der statsapparatet, ikke mindst de repressive dele, til i sidste instans at sikre, at der ikke kommer noget fra parlamentet, der er uforeneligt med det kapitalistiske samfunds fortsatte beståen. 

Utallige militærkup har fundet sted verden over, når et civilt regime, eller befolkningen, er blevet anset for at gå for vidt. I Europa har der ganske vist ikke været militærkup mod en demokratisk valgt regering siden kuppet i Grækenland i 1967 og Polen 1981. Men i Thailand var der et for nylig, og i 2013 tog militæret magten i Egypten, og helt aktuelt i Madagaskar, bare for at nævne nogle. 

Lige så vigtig er muligheden for økonomisk pression, såvel nationalt som internationalt. Lavere skat til Mærsk og oprettelsen af DIS (Dansk Internationalt Skibsregister) med dårligere forhold for søfolkene, kom efter at A.P. Møller havde truet med at flytte sine interesser ud af Danmark. I 1981 blev Francois Mitterand valgt til præsident i Frankrig på et, for socialdemokrater, radikalt program, og han begyndte at føre det ud i livet. Men efter et år måtte han lægge politikken helt om, tvunget af kapitalflugt og internationalt økonomisk pres. 

Vi må heller ikke glemme hvordan Syriza-regeringen i Grækenland – den mest venstreorienterede regering i Europa i mange år – der kom til i 2015, i løbet af meget kort tid måtte opgive sin radikale politik efter pres fra bl.a. EU og IMF. 

Vi har selvfølgelig en lang række kritikpunkter af reformistiske og venstrereformistiske tiltag og deres utilstrækkelige politik. Men det store problem er i bund og grund, at deres entydige tillid til parlamentarismen og det borgerlige demokrati betyder, at de aldrig kommer videre end til at administrere det eksisterende system, og ender med at skrotte eventuelle radikale programmer – frivilligt eller under pres. 

 Men ok så drastisk behøver det ikke at gå. Militærkup og kapitalflugt er ikke de eneste redskaber i den herskende klasses hænder. De sidder på uddannelserne og bestemmer, hvad der skal undervises i. De kan sætte politiet ind mod vores demonstrationer, og intimidere folk til at holde sig væk. De kan vedtage racistiske love og terrorlove til at splitte og angribe os med. De kan sikre forskning i deres interesser gennem deres økonomiske magt osv. 

Klassekamp eller valgkamp 

Men der er også en anden side til vores manglende glæde over parlamentarismen. Det er, at det socialistiske menneske skabes i klassekamp – ikke i valgkamp. Når så store dele af arbejderklassen bakker op bag parlamentarismen, og lægger stor vægt på valgene, så skyldes det i høj grad at borgerskabet har det ideologiske overherredømme – hegemoni – og at vi herigennem i større eller mindre grad overbevises om at det vestlige demokratis parlamentarisme er uovertruffen som metode – at det er selve demokratiet. 

Men det er kun den ene side. Den anden er, at de fleste arbejdere føler sig magtesløse over for det system, som de godt er klar over, tryner dem. Og det er altså ikke et problem, der kan løses ved at vi individuelt træder af på demokratiets vegne en gang hvert fjerde år. Det løses gennem kollektive kampe – først og fremmest kampe, der vindes, eller som tydeligt presser arbejdsgivere og politikere. 

Det stærkeste middel er strejker, især strejker der breder sig fra arbejdsplads til arbejdsplads, men mindre kan også gøre det. Store demonstrationer, som f.eks. de vedholdende Palæstinademoer gennem de seneste to år. Her går det op for flere og flere, dels at vores magthavere er presset af bevægelsen, og dels at de bestemt ikke er på vores side. 

Et rædselsscenarie for borgerskabet vil f.eks. være det, der kan gå hen og udvikle sig af “bloker alt”-aktionerne i Frankrig og Italien for nylig, hvor strejker og demonstrationer fandt sammen, og blev flankeret af mange Palæstinaflag flere steder. 

Skal revolutionære stille op? 

Men hvis vi vender tilbage til parlamentarismen, betyder vores opfattelse så, at vi bør afstå fra at forholde os til parlamentsvalg, og fra at stille op ved dem? 

Nej, bestemt ikke! Det er en gammel diskussion. Da klassekampsopsvinget i slutningen af 1. verdenskrig slog ud i revolutioner og store strejkebølger – i mytterier og opstande – opstod Komintern (Kommunistisk eller 3. Internationale), og der var et mindretal af venstrekommunister, der ud fra erfaringer med valg og parlamentariske afledninger, argumenterede for at kommunister skulle undlade at deltage i parlamentsvalg. 

Flertallet i Komintern, med Lenin i spidsen, argumenterede voldsomt imod den linje. Ikke fordi de havde parlamentariske illusioner, men fordi store dele af arbejderklassen har parlamentariske illusioner. Lenin skrev endda en lille bog Venstrekommunismen – en børnesygdom, hvor han argumenterede imod disse kræfters meget principfaste og kategoriske holdninger.  

Med deres rigide principfasthed, argumenterede de, at her i socialismens tidsalder var parlamentarismen en historisk udlevet kampform. Til dette svarede Lenin: 

“Parlamentarismen er »historisk udlevet«. Det er sandt nok som teoretisk forklaring. Men enhver ved, at der herfra til dens overvindelse i praksis endnu er meget langt. Allerede for flere årtier siden kunne man – og med fuld ret – erklære kapitalismen for »historisk udlevet«, men det har på ingen måde fritaget os for nødvendigheden af at føre en meget langvarig og sej kamp på kapitalismens grund.” 

I øvrigt fører en fejl ofte andre med sig. Venstrekommunisterne argumenterede ikke bare for at kommunister skulle holde sig fra parlamenter, men også fra at indgå i fagforeninger, som under socialdemokratisk ledelse var reaktionære. Og at enhver form for kompromis principielt må afvises. Man kan sige at det, venstrekommunisterne i virkeligheden argumenterede for var, at kommunister skulle holde sig fra og lægge afstand til alt det man ikke kunne lide – og så ellers forholde sig til og vinde “masserne”.  

Til denne, de renes hænders politik, havde Lenin et svar, der gik i en helt anden retning.  

“For at hjælpe »masserne« og vinde »massernes« tillid, sympati og støtte må man ikke være bange for vanskeligheder, chikanerier, benspænd, fornærmelser og forfølgelser fra »førerne« (der som opportunister og socialchauvinister i reglen har direkte eller indirekte forbindelse med bourgeoisiet og politiet), og man må absolut arbejde dér hvor masserne er.” 

Lenins centrale argument er, at ligegyldig hvor meget parlamentarismen er historisk udlevet, så er den ikke politisk udlevet. Den eksisterer i bedste velgående, ikke mindst i størstedelen af arbejderklassens bevidsthed. Og det nytter altså ikke noget at anse arbejderklassen som reaktionær på den baggrund, men derimod må revolutionære udfordre arbejderne på deres egen bane, og ikke bare vente på at de kommer dryssende over på vores side. 

Massernes aktioner først 

Men dette klare forsvar for at revolutionære skal forholde sig til, og deltage i parlamentarismen, skal så lige kvalificeres med et sidste citat fra “Venstrekommunismen”:   

” … massernes aktioner – for eksempel en storstrejke – er altid vigtigere end parlamentarisk virksomhed, absolut, ikke blot under revolution eller i en revolutionær situation.” 

Det er ikke bare noget der gjaldt for 100 år siden, det gør det også i dag – ja det gælder i endnu højere grad i dag. Men betyder det så, at det er en fejl, at f.eks. IS ikke stiller op til valg? 

En helt central betingelse må være, at et revolutionært parti skal have en vis størrelse for at forsøge sig på den parlamentariske bane

Citat: Freddie Nielsen

Nej, det er det ikke. Der er nogle yderligere betingelser, der skal overvejes. Betingelser der ikke har noget med parlamentarismen at gøre, men med de revolutionæres styrke. 

En helt central betingelse må være, at et revolutionært parti skal have en vis størrelse for at forsøge sig på den parlamentariske bane. I Danmark kræver det at blive berettiget til at stille op til et folketingsvalg en temmelig stor indsats. Så bare af den grund er et rimeligt medlemsgrundlag nødvendigt, hvis ikke partiet skal gå til i den opgave – det er selvfølgelig en mindre opgave ved et lokalvalg. 

Men det er også vigtigt at kunne have en rimelig forventning om at få andet end ydmygelse ud af at stille op ved parlamentsvalg. I 1970’erne stillede SWP (Socialist Workers Party) over flere omgange op til valg i UK, med ganske ringe resultater. Selv Paul Foot, partiets nok mest kendte medlem dengang, fik ikke mere end 1% af stemmerne i sin kreds. Duncan Hallas fra SWP opsummerede efterfølgende: “Vi stillede ikke op til valg primært for at samle stemmer, men vi gjorde det bestemt heller ikke for at opnå resultater som de her.” 

Tidligere forsøg 

Her i Danmark har KAP (Kommunistisk Arbejderparti), SAP (Socialistisk Arbejderparti) og DKP-ML (Danmarks Kommunistiske Parti-Marxister Leninister) forsøgt sig med opstilling til Folketinget, og det med meget lille succes. Bedst gik det KAP i 1979 med 13.070 stemmer. I 1981 stillede både KAP og SAP op, og fik hhv. 4.223 og 2.034 stemmer. I 1984 forsøgte SAP sig igen og fik 2.151 stemmer, mens DKP-ML måtte nøjes med 978 stemmer. 1987 var sidste gang indtil videre hvor revolutionære smågrupper har forsøgt sig, nu fik SAP 1.808 stemmer mens DKP-ML med 987 stemmer havde vundet 9 siden sidst. Procentvis er det bedste resultat 0,41% og det ringeste 0,03%. Det er svært at se resultatet, som andet end en direkte ydmygelse for de revolutionære smågrupper, der har forsøgt sig parlamentarisk i DK. 

Der skal altså en vis fysik til, for at det giver mening at stille op ved folketingsvalg. SAP hævdede ganske vist, at de ikke gjorde det for at blive valgt, men for at blive mere kendt. Men forholdet mellem det store arbejde der lå i at hver eneste SAP’er i gennemsnit skulle samle godt 100 stillere, og så på den anden side at valgkampe er ganske kortvarige foreteelser med års mellemrum, peger på at indsats i bevægelser, avissalg, gadeagitation mv., havde været en bedre udnyttelse af ressourcerne. 

Men der er også en yderligere betingelse, som det er nødvendigt at pege på. Der skal også helst være et – om ikke andet så et begyndende – opsving i klassekampen. Revolutionære skal selvfølgelig arbejde på at bygge op hele tiden, såvel parti som bevægelser, uanset om der er opsving eller nedgang i klassekampen (selv om midlerne kan være forskellige). Men den store tilvækst af revolutionære, hvad enten det sker til en enkelt organisation, som f.eks. IS, eller gennem en omgruppering på den revolutionære venstrefløj, vil mest sandsynligt ske i et sammenfald med et opsving i klassekampen. Hvilket også gør beslutningen om opstilling eller ej lettere. 

Palæstinabevægelsens betydning 

Aktuelt kan vi ganske vist pege på at Palæstinabevægelsen er udtryk for et opsving i aktiviteterne på vores side, og bevægelsen kan da også krediteres for at have været en vigtig katalysator i det generelle stemningsskred, der er sket i.f.t. Palæstina-Israel spørgsmålet, og endda tydeligt har presset en hel del politikere, også i regeringen. 

Men er det virkelig et opsving, der også betyder en mulig forandring på den parlamentariske bane? Som nævnt kan der være et håb fra Frankrig og Italien; hvis en strejkebevægelse mod nedskæringer med store demonstrationer, kan smelte sammen med Palæstinabevægelsen, der samtidig udvikler sig i en mere anti-imperialistisk retning, og det hele så forbinder sig med en anti-oprustningsbevægelse og klimabevægelsen. Så kan det bestemt give gunstige muligheder for revolutionære socialister – formentlig også på den parlamentariske bane. Men som det er nu, så er det reformisterne, der – selv om de igen og igen skuffer deres vælgere – har trukket det længste strå.  

Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men så længe Palæstinabevægelsen fortsætter med alene at fremstå som en solidaritetsbevægelse, og ikke udvikler sig til noget der går mere i retning af en anti-systemisk bevægelse, der rækker ud til sine nærmeste – anti-racismen og anti-oprustningen – så er jeg meget bange for, at de der forestiller sig at Palæstina vil være punkt nr. 1 for meget store dele af vælgerne, vil blive skuffet.  

Men ok, på et eller andet tidspunkt – hellere før end senere – så vil betingelserne for at revolutionære socialister kan stille op til parlamentet være der. Hvad så? Er det så bare lige som de andre partier? 

Det er ikke noget jeg vil gå rigtig dybt ned i. Som det jo nok turde fremgå af vores virkelighed, så er det vist ikke helt lige op over. Men derfor må der alligevel peges på nogle generelle punkter. 

Fra duma til folketing 

Der er ganske vist temmelig langt fra zarens duma i Rusland i 1912, til Folketinget i Danmark i dag. Men derfor kan det alligevel være en god ide at skæve lidt til bolsjevikkerne. 

Badayev, en metalarbejder, der blev valgt til dumaen i 1912 som en af seks bolsjevikker, skrev senere en bog, “The Bolsheviks in the Tsarist Duma“. Og her er noget af det gennemgående det samme, som Lenin skrev i 1920; det er vigtigt at forholde sig til parlamentet, men det er endnu vigtigere, det der foregår udenfor i klassekampen. Som Badayev skriver:

“Som det var tilfældet med alt vores arbejde i Dumaen, så afhang det af hvor meget støtte vi kunne mønstre blandt arbejderne, hvor virkningsfulde vores aktioner var. Selv om Dumaen til en vis grad afspejlede de politiske kampe der foregik i landet, så måtte spørgsmålet i sidste ende løses på fabrikkerne og i gaderne, og ikke inden for Tauride Paladsets vægge.” [hvor dumaen holdt til.] 

Han skriver også forskelligt andet, som det kan være godt at have i baghovedet. Ikke mindst at Duma-fraktionen var en integreret og vigtig del af Ruslands socialdemokrati, men den var defineret som en hjælpeorganisation, der var underordnet partiet og partiets centralkomité. Og at denne underordning var en forudsætning for et vellykket revolutionært arbejde.  

Og videre at samspillet mellem parlamentsgruppe, egen avis og partimedlemmer er helt centralt. Man kan vel påpege, at for socialister er egne medier vigtigere end spindoktorer. Og så skriver han at de nægtede at deltage i det såkaldte “positive” lovgivningsarbejde, og primært brugte Dumaen som talerstol. 

Ingen studehandler 

Det kan nok diskuteres om man skal holde sig ude af lovgivningsarbejdet, eller i hvilken grad man skal deltage. Men man bør forholde sig yderst kritisk og distanceret til de almindelige parlamentariske studehandler – også kaldet forlig. Og så vidt muligt stå uden for dem. 

Enhedslisten har, eller har i det mindste haft, en central parole: “Vi stemmer for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse”. De er vel stort set løbet fra den i udviklingen til et fuldstændigt reformistisk parti, der er indrettet efter og indfanget i parlamentarismens borgerlige logik. Men ikke desto mindre giver parolen god mening, som en tommelfingerregel. Det vil også være en brugbar parole i en revolutionær valgkamp, men den kan ikke stå alene. For den peger på at tingene afgøres i Folketinget, og det er at stikke blår i øjnene på folk. 

Med andre ord, en revolutionær valgkamp må bestå af flere elementer. Ovennævnte parole kan være et, men vigtigere er det at påpege:  

– At vi ikke kommer med en række valgløfter.  

– At vi vil forsøge at tjene arbejderklassens og kun arbejderklassens interesser bedst muligt i parlamentet.  

– At det er kampen på arbejdspladserne og i bevægelserne, der kan forandre ting.  

– At vi først og fremmest vil bruge parlamentet som en talerstol, der skal hjælpe med at styrke bevægelserne og kampe på arbejdspladser og uddannelsessteder. 

Vi arbejder først og fremmest for at styrke kampene uden for parlamentet, selv om vi selvfølgelig ikke har noget imod at blive belønnet med stemmer for veludført arbejde. Men vi er ikke over arbejderklassen eller bevægelserne – vi forsøger at være en integreret del. 

Vi sidder ikke i parlamentet for at få systemet til at glide, men for at hjælpe med til at få det opløst og erstattet af noget helt andet og bedre – socialisme nedefra. At acceptere at det borgerlige demokrati er “demokratiet“, er at acceptere at ejendomsretten til jord og produktionsmidler er noget endegyldigt, der hverken kan eller må anfægtes. 

Læs i øvrigt IS’s anbefaling til det kommende kommunal- og regionsvalg.