Revolutioner i moderne tid. Del 2: Hvorfor ingen revolution efter 2. verdenskrig.

I de to foregående numre af Socialistisk Arbejderavis, rejste vi spørgsmålet: Hvorfor kom der ingen socialistiske revolutioner i kølvandet på 2. verdenskrig, når der nu skete så meget ved afslutningen af 1. verdenskrig?

Billede tekst: Den Italianske modstandsbevægelse var stærk men afleveret deres våben i krigens slutfase. Her i Venedig april 1945. Foto. PICRYL

I første del af denne artikel bragte vi eksempler på bevægelser, modstand, strejkebølger m.m., for at vise, at det ikke skyldtes mangel på utilfredshed, mobilisering eller ønsker om forandring.

I denne del vil vi forsøge at give svar på hvorfor det så gik som det gik. Hvorfor vi stadig må trækkes med livet under kapitalismen i dens imperialistiske form.

Trotskij havde i slutningen af 1930’erne forudset at en ny krig var på vej. Ikke at det var voldsomt profetisk, det burde derimod have stået klart for mange flere. Men desuden mente han, at det ville fælde Stalins regime i USSR, og føre arbejderne tilbage til magten. Og han forventede, at der ville komme arbejderrevolutioner i andre lande.

Forkerte antagelser

Den sidste del af hans antagelser, viste sig så at være helt forkert. Ikke bare udeblev de forventede revolutioner, men heller ikke Stalin faldt. Og ikke nok med det, Stalins magt og image blev kraftigt styrket og hans imperium udvidet med det meste af Østeuropa.

Nu var Trotskij godt nok temmelig isoleret i 1938 og frem til han blev myrdet, men ligefrem en ren fantast, kan man ikke kalde ham. Så der må jo være noget, han har overset.

Man skal selvfølgelig være varsom med at lede efter entydige svar. Sådan fungerer klassekampen ikke. Men ikke desto mindre er det muligt at pege på forskellige faktorer, der utvivlsomt har haft indflydelse på, at det gik som det gik.

Men den vigtigste rolle i de udeblevne revolutioner, må uden tvivl tilskrives Stalin/USSR og alverdens kommunistpartier

Citat: Freddie Nielsen

Blandt forklaringerne kan være: Manglende erfaring hos de kæmpende bevægelser og at det var lettere at få arbejdere og andre til at slutte op bag nationalisme og krigsindsats pga. nazismens bestialitet. Vigtigere var dog at magthaverne overalt var på mærkerne. De ville ikke risikere at blive taget på sengen som efter 1. verdenskrig. Men den vigtigste rolle i de udeblevne revolutioner, må uden tvivl tilskrives Stalin/USSR og alverdens kommunistpartier.

Vestmagterne

Hvis vi starter med at se på vestmagterne i de Allierede, så findes der en række eksempler på hvordan de bevidst arbejdede på at få krigen til at afsluttes, som de ønskede det.

Da den græske modstandsbevægelse i 1944 overtog administrationen af landet, satte Storbritannien en ekspeditionsstyrke ind imod dem, for at sikre at konge og eksilregering beholdt magten i landet.

I Algeriet stoppede Frankrig demonstrationerne for selvstændighed med vold. Det samme gjorde USA i Filippinerne, hvor en stor modstandsbevægelse ikke bare kæmpede mod japanerne, men også mod godsejerne og for bedre forhold.

I Indonesien var en af de Allieredes kapitulationbetingelser til Japan, at de japanske tropper skulle blive i landet, og sørge for opretholdelse af ro og orden, indtil britiske og hollandske tropper nåede frem.

Stalin – hjælper nr. 1

Men uden Stalins hjælp var det ikke gået så let. På Balkan havde Stalin og Churchill aftalt hvilke lande der skulle være hvis interessesfærer, og Grækenland var faldet i Churchills lod. Stalin fik derfor det græske kommunistparti til at stoppe kampene for at vise, at han overholdt aftalen.

På samme måde i Vesteuropa, der var uden for Stalins område. Især de to store lande, Frankrig og Italien, rummede store væbnede befrielsesbevægelser under stærk indflydelse af kommunistpartierne. Men på Stalins bud lod de sig afvæbne og stille sig tilfredse med genopbygningen af de borgerlige demokratier.

Hvis man har set Bertoluccis film 1900, så har man måske bidt mærke i en scene mod slutningen, hvor befrielsesbevægelsens medlemmer bliver pålagt at aflevere deres våben. Det er tydeligt, at hvis ikke en kommunist som de kendte og havde tillid til, havde sagt god for det, så er det tvivlsomt om våbnene var blevet afleveret.

Det er en glimrende beskrivelse af hvordan det skete. Det er selvfølgelig klart at de vestallierede og de gamle magthavere stod bag kravet. Men hvis kommunisterne ikke havde stillet sig sammen med dem, og i stedet havde sagt: ”Nej, ved I hvad kammerater, de våben må vi hellere beholde, dem vil vi nemt kunne få brug for!” Så er det ikke umuligt at meget havde set anderledes ud i dag.

Det skete selvfølgelig ikke sådan at de bare sagde ligeud, at det er bedst at vi overgiver os, men gemt under forblommede vendinger om at nu skulle demokratiet først genopbygges – den gamle folkefrontspolitik, der var blevet prøvet og fundet for let i 30’erne.