Den tidligere regerings stramninger på udlændige- og integrationsområdet kulminerede med vedtagelsen af lov 140.  Loven indskrænker flygtninges rettigheder til at være midlertidige, satser ikke længere på integration, men på hjemsendelse, hvis der sker blot den mindste bedring i oprindelseslandet.  Integrationsministeren kan fastsætte antal familiesammenføringer fra måned til måned og integrationsydelsen forringes og omdøbes til hjemsendelsesydelse.

Formand for SOS Racisme; Jette Møller skrev bl.a.: ”I Danmark har vi ALDRIG før sendt vores flygtninge hjem for at genopbygge deres land. Da fx østblokken brød sammen omkring 1990, var der ikke én, der talte om at sende afhopperne hjem igen. Vi tog mod flygtninge fra hele verden og gav dem et nyt liv her i Danmark, fra Ungarn, fra Tjekkoslovakiet, fra Chile, fra Vietnam, fra Bosnien, Sri Lanka… Og aldrig talte vi om, at de skulle rejse “hjem” igen. For når man flygter, søger man en ny start og lægger sit hjemland bag sig. Det er traumatisk i sig selv.”

I valgkampen forsøgte DF igen at få valget til  at handle om udlændingepolitik. De forventede, at det var en vindersag for dem. Men for det første blev de overhalet indenom af Nye Borgerlige og Stram Kurs og for det andet var folkestemningen begyndt at vende. Befolkningen var mere interesseret i klima og velfærd end udlændingepolitik.  Især vilkårene  for børnefamilier i Udrejsecenter Sjælsmark var blevet for usmagelig for de fleste.

Så selvom Socialdemokratiet stemte for Lov 140 så sent som i februar 2019, er der i det forståelsespapir, som S, R, SF og Ø  blev enige om efter valget, lagt op til at den nye regering vil arbejde for at fremme integrationen, oprette et nyt udrejsecenter for børnefamilier, genoptage modtagelse af kvoteflygtninge og give flygtninge, som har haft job i samme branche i to år, lov til at blive i Danmark. Desuden er øen Lindholm droppet som særligt udrejsecenter.

Hen over sommeren har der været en række sager, som har åbnet yderligere sprækker: Praksis for familiesammenføringer for tyrkiske familier  er blevet dømt ulovlig. Flygtninge skal have gratis uddannelse. Og der genindføres gratis tolkebistand i sundhedsvæsenet.

Og så alligevel ikke: Kommuner har sendt ”rejs hjem tilbud” til 64.100 borgere efter inddelinger opfundet af Danmarks Statistik, som kategoriserer mennesker i ” ikke vestlige”, som en måde at sige ”ikke hvid” på. Sagsbehandlere har pligt til at gennemføre en repatrieringssamtale, når de taler med ”ikke hvide” borgere.

Integrationsydelsen/hjemsendelsesydelsen  er stadig en ydelse, der efterlader tusindvis af familier under fattigdomsgrænsen.

Udrejsecentre som  Kærshovedgård og flygtningefængslet, Ellebæk, fortsætter ligesom tvangshjemsendelserne til Afghanistan, Irak og Somalia.

Burkaforbuddet  forhindrer stadig en lille gruppe kvinder i at bevæge sig lovligt på gaden. Grænsekontrollen fortsætter.

De danske statsborgere og deres børn, som opholder sig i flygtningelejre i Syrien, er endnu ikke blevet hentet hjem.

 Danmark tilbyder stadig ikke permanent ophold og en fremtid for mennesker, der flygter fra krig, undertrykkelse og klimakatastrofer, men foretrækker ligesom resten af Europa at udlicitere opgaven til regimer i Nordafrika og Mellemøsten.

Ja, der er sprækker i paradigmeskiftet, men ingen tvivl om at Mette Frederiksen ønsker at fortsætte den gamle regerings stramme udlændingepolitik.

Så med afsæt i de antiracistiske mobiliseringer under valgkampene og de små sejre antiracister og flygtningevenner kan notere sig, må vi fortsætte og udvikle de mange forskellige netværk og foreninger til en stor samlet antiracistisk bevægelse, der kan sikre lige rettigheder og muligheder for alle i en åben og multikulturel verden.

Foto Hamid Aminrezai fra protesterne mod paradigmeskiftet i Odense den 10.12.18