Billede tekst: Genopbygning af solidaritet i arbejderklassen er nøglen til at kæmpe mod kapitalismens kriser. Foto: Flikr/Andreek
Klimaet er på vej mod en langt højere temperaturstigning end de 1,5 grader, verdens ledere blev enige om i Paris. Det vil snart få endnu mere katastrofale følger på først og fremmest verdens fattige med sult, krige og millioner, som må flygte.
Den globale økonomi halter, og der er kamp om ressourcer blandt de førende imperialistiske magter. Den såkaldte ”regelbaserede verdensorden” er kollapset, og militarisering og oprustning er blevet dagens uorden. Vi opfordres til at bakke op om de rige og mægtige, så de kan slå de andre rige og mægtige. Oprustning og krig bliver hverdag.
Fanget mellem splittelse, fremmedgørelse og demobilisering
For at få deres dagsorden igennem puster magthaverne til racisme og had mod kineserne, russerne og muslimerne. Alt kan bruges. Bare “vi andre” – arbejderklassen – ikke står sammen.
Det parlamentariske system er i krise, tilliden til politikere har aldrig været lavere. De fleste beslutninger er reelt imod flertallets interesser og derfor vokser brugen af spind, løgn og lukkede processer.
Vi opfordres til at bakke op om de rige og mægtige, så de kan slå de andre rige og mægtige. Oprustning og krig bliver hverdag
Citat: Jesper Juul Mikkelsen
De venstre-reformistiske partier (Enhedslisten, SF og Alternativet) har over en bred kam købt ind på den parlamentariske logik og har medvirket til en langsom demobilisering af arbejderklassen. Deres fokus er i stigende grad på næste valgkamp og de gode karrieremuligheder, der følger med en plads i Folketinget – samme udvikling har vi set over hele den vestlige verden.
Karl Marx’s grundlæggende syn på det sociale liv under kapitalismen, nemlig fremmedgørelsen, er en central forklaring på vores livssituation. Ved at komme ind på fabrikkerne mister arbejderne kontrollen med arbejdsprocessen og de produkter, vi skaber via vores arbejde. Og fordi vi mister kontrollen, bliver vi også fremmedgjorte over for vores omverden og hinanden. Denne fremmedgørelse har bevæget sig ud i det sociale liv – tag en tur med S-toget og se hvor lidt mellemmenneskelig interaktion der er.
Håbet og læren fra de store kampe
Men blot et kort blik på arbejderklassens historie i kapitalismens korte levetid viser kampe, som vi kan tage ved lære af. Arbejderklassen er igen og igen gået til kamp. Solidariteten ligger latent i arbejderklassen.
Pariserkommunen 1871, De russiske revolutioner 1905 og 1917, Den tyske revolution 1918 – 23, Den kinesiske revolution 1925 – 1927, Den spanske revolution og borgerkrig 1936-39, Generalstrejken i Frankrig 1968, Solidarność i Polen 1980-81, det arabiske forår i 2011–13, er alle eksempler på oprør fra neden, som har udfordret magten og forandret dem der var en del af disse oprør.
Rosa Luxemburg skrev i sin pjece Massestrejken, at i optakten til disse konfrontationer med magten kommer der en eksplosion af indestængt kreativitet i arbejderklassen. Når en bevægelse får en vis kvalitet og størrelse, bliver politiske kampe til økonomiske kampe og økonomiske kampe bliver politiske. Arbejderne begynder at blive bevidste om deres egen magt og fælles interesser. Marx formulerede det sådan, at arbejderklassen går fra ”en klasse i sig selv, til klasse for sig selv”.
En sådan bevægelse fra neden bærer en enorm forandringskraft i sig – det diametralt modsatte af, hvad livet under kapitalismen lærer os. Vi kan faktisk forandre verden og os selv – sammen.
Reformismen
I den situation vil systembevarende kræfter forsøge at sætte sig på ledelsen af en sådan bevægelse for at lede den ind på en ufarlig vej, der i sidste ende vil resultere i, at det gamle system overlever. For at modvirke dette skal der en organisering til.
Vladimir Lenin, en af lederne af den eneste succesfulde arbejderrevolution, argumenterede for at vi skal bygge et parti af arbejdsledere, formet i de konkrete kampe, som kan kæmpe om retningen under hver en strejke og oprør. For at kunne det, skal man være en vis størrelse. De revolutionære er nødt til at kæmpe for deres idéer inden for arbejderklassen og dens organisationer helt frem til at arbejderklassen kollektivt tager magten.
Vejen frem i dag for socialister
Vi står i en enorm modsætningsfyldt situation i dag. På den ene side siger et stort flertal af befolkningen, at de har langt lettere ved at forestille sig et dystopisk kollaps af vores samfund end en håbefuld social revolution.
På den anden side er dette jo ikke et tegn på tilfredshed blandt arbejdere og unge. Tværtimod er det et billede på en apatisk utilfredshed.
I en tid hvor vi faktisk ser politisk mobilisering, især omkring kampen mod Israels folkemord, men hvor vi på overfladen ikke ser nogen politisk forandring, ja da er det vigtigt at vi retter blikket det rette sted hen. De små sejre og små fremskridt fra mindre kollektive kampe og kampagner er meget vigtige.
De revolutionære er nødt til at kæmpe for deres idéer inden for arbejderklassen og dens organisationer helt frem til at arbejderklassen kollektivt tager magten
Citat: Jesper Juul Mikkelsen
En sådan handlingens optimisme drejer sig om at have fokus på opbygning. De revolutionære laver ikke revolutioner, men når vi kan være ledere i det små, skaber det muligheder for at vi kan være ledende i meget mere tilspidsede situationer.
Når vi er splittede og isolerede, kan vores magthavere og deres system virke enormt stærke. Men hvis vi starter med at finde én anden, som også er utilfreds, og vi begynder at handle sammen, ja så viser det ofte at deres magt bliver en papirtiger.
Vi ser ind i en tid hvor kriserne skærpes. Kampe vil komme fordi de herskende vil angribe os. Vi må være klar til at bygge op i og omkring disse kampe. Vi må bygge en organisation gearet til kamp.
Måske vil vi om ti år kunne sige som Lenin i en lidt omskrevet version fra hans klassiske værk Hvad må der gøres: “Giv os en organisation af revolutionære, og vi skal løfte det kapitalistiske system af hængslerne.”
