I 2020 oplevede Bangladesh ‒ verdens ottende mest befolkningsrige land ‒ sin længste oversvømmelsesperiode i 22 år som resultat af øget monsunregn, også forbundet med klimakrisen. Omkring 37% af landets areal blev berørt, og ca. 1,5 millioner mennesker blev midlertidigt fordrevet eller strandede.
Lavtliggende østater i blandt andet Stillehavet bliver set som særligt udsatte grundet havstigning. Allerede i dag anslås det, at en syvendedel af alle flytninger på den lille ø Kiribati i Stillehavet sker på grund af klimaforandringer, og en IPCC-rapport fra 2021 advarer om, at ø-nationer over hele verden er på randen af udryddelse, hvis ikke der handles hurtigt.
Dette er bare få eksempler på de menneskelige konsekvenser af klimakrisen, som vi kan se allerede i dag. Præcis, hvordan det spiller sig ud, afviger fra sted til sted, men der er alligevel nogle klare tendenser, man kan påpege.
En grundlæggende uretfærdighed
For det første er det tydeligt, at mennesker i det Globale Syd generelt er mere udsatte end i det Globale Nord, og at mere udsatte samfund også er fattigere og mangler den infrastruktur, der gør det muligt at håndtere kriserne. Dermed ikke sagt, at Europa og Nordamerika ikke også er udsat for oversvømmelser, skovbrande og hedebølger, men alle undersøgelser viser, at klimakrisen rammer tidligere og voldsommere i fattigere og mindre ressourcestærke samfund.
For det andet er der i Vesten langt mindre mediedækning af katastrofer, der udspiller sig langt væk, og om mennesker, vi ikke “ser os selv” i. Bare sammenlign dækningen af sidste års oversvømmelser i Tyskland med forholdene på Afrikas Horn lige nu. Hvorfor, det er sådan, er sådan set ligegyldigt. Faktum er, at der er en forskel, og at det påvirker, hvordan vi tænker på klimakrisen.
Og for det tredje er der en klar sammenhæng mellem nationers sårbarhed over for klimakrisen og deres historiske udledninger. Kort sagt ‒ de lande, som næsten ikke har bidraget til krisen, vil disproportionelt lide under den, hvorimod de lande, som har bidraget, og som i højere grad har mulighed for at stoppe den, vil slippe billigere. Denne grundlæggende uretfærdighed gør sig ikke kun gældende mellem lande, men også inden for enkelte samfund på basis af klasse, race, og køn.
Klimaretfærdighed
Den tydelige uretfærdighed ang. klimaet har i klimabevægelsen givet udslag i en ny tendens, der kan betegnes som ‘Climate Justice’ ‒ eller Klimaretfærdighed. Kort sagt går det ud på, at man i stedet for kun at tale om de naturvidenskabelige og fysiske sider af krisen også ser den som et politisk og socialt fænomen og inddrager et normativt aspekt. Altså, at man frem for udelukkende at tale om, hvordan man rent teknisk løser krisen, også påtaler en moralsk forpligtelse til at handle, en forpligtelse, der proportionelt falder på de samfundsgrupper (nationalt som klassemæssigt), der har bidraget mest til krisen.
Dette er et nødvendigt skifte for bare at have et nogenlunde nøjagtigt billede af krisen, og kan være et effektivt retorisk redskab, fordi det netop taler til menneskers forståelse for ansvar og skyld. Alene er det dog ikke tilstrækkeligt, og rollen for socialister bliver at tage det et skridt videre og pege på en grundlæggende ændring i produktionsmåden og ejerskabsformen i stedet for bare at kompensere ofrene.
Klimaflygtninge
Det er altid vigtigt at have et præcist billede af størrelsen på de udfordringer, fremtiden vil bringe. Men hvor videnskaben omkring klimaforandringernes forløb efterhånden er meget sikker, er det vanskeligt at forudse, hvor mange mennesker, der vil blive tvunget på flugt som konsekvens.
Det skyldes mange ting. Vigtigst af alt er det, at humanitære katastrofer aldrig kun sker på grund af naturlige hændelser, men i et samspil med sociale forhold, der enten kan afbøde konsekvenserne eller forværre dem.
Dette er ikke nyt. Kartoffelpesten i Irland i 1845-52 var således langt fra den eneste pest i det århundrede, men det var kombinationen af pesten, den udbredte brug af monokultur og den brutale britiske økonomiske politik, der kostede 1 million mennesker livet og drev 1 million ud af landet. I 1879, da pesten kom tilbage, lykkedes det, takket være social organisering blandt irske bønder, at mindske dødstallet betragteligt.
På samme måde kommer fremtidens flygtningestrømme i høj grad til at afhænge af, hvilke sociale strukturer, der er til stede i sårbare områder, særligt dem skabt og kontrolleret af befolkningen selv.
Selvom tallene er usikre, er det værd at komme med nogle prognoser, hvilket flere forskere også har forsøgt. Allerede i dag er antallet af mennesker på flugt fra oversvømmelser, storme og skovbrande overvældende. FN anslår at det gælder 21.5 mio. mennesker årligt siden 2008. Dertil kommer de flygtninge, der flygter på grund af varige ændringer såsom vandstigning, ørkendannelse og svækkede økosystemer, hvis fordrivelse vil være permanent
Hvor mange flygtninge kan vi forvente?
De fleste prognoser ligger i intervallet 150-216 millioner i 2050, mens de mere pessimistiske forudser op til 1,2 milliarder indenfor samme tidsramme. Her det vigtigt at pointere, at langt de fleste klimaflygtninge er internt fordrevne ‒ det vil sige, at de bliver indenfor deres lands grænser. Og af de flygtninge, der krydser grænsen, slår de fleste sig ned i et af nabolandene. Det er vigtigt af flere grunde.
For det første for at modvirke fremtidige forsøg fra den herskende klasse på at bruge flygtningestrømme som skræmmebillede til yderligere voldelig militarisering af grænserne og splittelse af arbejderklassen.
For det andet, fordi intern fordrivelse betyder yderligere belastning af lokalsamfundenes robusthed/resiliens derfor skaber en ond cirkel.
Og for det tredje, fordi det er meget nemmere for folk i Vesten at lukke øjnene for, hvad der sker langt væk, uanset deres medansvar. Igen en årsag til, at klimaretfærdighed og transnational klimabistand er så vigtige dele af klimakampen.
Hvad skal vi?
Det er for sent at forhindre klimakrisen. Det betyder ikke, at vi skal give op. Kampen handler nu om at mindske omfanget, samt ikke mindst at forberede os på at håndtere konsekvenserne. Vejen for socialister i de kommende årtier bliver ikke nem. Det gør ikke kampen mindre nødvendig.
Vi bliver nødt til fortsat at kæmpe for øjeblikkelig eliminering af verdens drivhusgasudledninger, samtidig med, at vi hjælper de flygtninge og andre ofre, der allerede findes. Og vi må skabe en bevægelse, der forstår, at et økologisk samfund nødvendigvis må være socialistisk. For at menneskeheden kan eksistere i harmoni med (resten af) naturen, kræver det, at produktionen bestemmes af menneskers behov ‒ alle menneskers ‒ og ikke de fås profit.
Lørdag d. 7. march kl. 13.00 i København kan du deltag i Vendepunktets Klimamarch:
