Dette er en “long read” ca. 10 min.

Det er et verdensbillede, der er så stærkt, fordi mange vidt forskellige grupper og interesser har lagt så mange kræfter i at bilde hinanden og andre ind, at sådan er det. Det betyder så omvendt, at det kræver ret meget at få det billede nedbrudt – men det gør det så bare dét mere nødvendigt.

Det er nødvendigt fordi der er så meget på spil. I sidste ende er det i virkeligheden socialismen – socialismen som såvel menneskehedens som naturens redning, der er på spil.

Ét er den forkvaklede socialismeopfattelse, der følger med dette forvrængede verdensbillede. – Det der med at ‘jo mere statsejendom, jo mere socialisme’. En opfattelse der, på forskellig vis, hyldes af såvel stalinister og andre reformister som af borgerlige. Og det gøres helt uden skelen til, om der er arbejdermagt. Noget der for enhver virkelig socialist burde være den helt centrale forståelse af, hvad socialisme er.

….vi er klare på, at Stalin gennemførte en kontrarevolution i slutningen af 1920’erne. Og at resultatet var statskapitalisme, og hverken socialisme eller bare en degenereret eller deform socialisme

Citat: Freddie Nielsen

Ganske vist døde Stalin i 1953. Og det hævdes endda at der blev gjort op med ham i 1956. Men det var alene den ekstreme vold og excesserne, ikke den politik der stammer fra Stalins kontrarevolution, der blev gjort op med. Undertrykkelsen, sammen med magthavernes klyngen sig til magten, ofte med vold imod arbejderklassen, fortsatte både i Rusland og i alle de kloner der siden fulgte.

Ud over den forkerte socialismeforståelse, kan man umiddelbart pege på tre negative resultater af stalinismen, og det manglende opgør med den (som ganske store dele af venstrefløjen har undladt), der har konkret betydning i dag.

For det første er der diverse politisk/strategiske afvigelser, som “min fjendes fjende er min ven”, eller to-fase-strategier der bruges til at begrænse revolutionære opstande, og endelig al snak om folkefronter, som i sidste ende går ud på at lægge arbejderklassen ind under småborgerlige kræfters interesser. Alle tjener de som én bremse på arbejderklassens selvstændige kampe nedefra.

For det andet, så er det stadig sådan, her 35 år efter den kolde krigs afslutning, at det centrale omdrejningspunkt i såvel forskning som debat, tilgås som et sammenstød mellem ideologier, og ikke mellem forskellige imperialistiske magter i deres kamp om markeder og indflydelse. Og man må sige, at sådan er tilgangen til Kina også.

For det tredje er situationen den, at så længe såkaldte kommunister, socialdemokrater og borgerlige i ufrivillig samdrægtighed fastholder, at Stalins Rusland, de østeuropæiske satellitstater, Kina, Cuba osv. har eller havde noget med socialisme at gøre, så vil de fleste arbejdere ganske fornuftigt sige “hvis dét er socialisme, så ser vi ingen grund til at kæmpe for socialisme.”

Men alt i alt står vi overfor stærke kræfter, og derfor er det virkelig nødvendigt, at vi er klare på, at Stalin gennemførte en kontrarevolution i slutningen af 1920’erne. Og at resultatet var statskapitalisme, og hverken socialisme eller bare en degenereret eller deform socialisme.

Så lad os se lidt nærmere på den skæbne, som den russiske revolution led.

Revolutionens kranke skæbne

På nærmest mirakuløs vis vandt Den Røde Hær over både de hvide og de mange udenlandske hære, der var med i borgerkrigen. Men da krigen endte i 1920, var det ikke Rusland af 1917, men noget ganske forandret, der stod tilbage. Som den britiske socialist, Chris Harman skriver, så stod man i den uforudsete situation, “at den udenlandske kontrarevolution havde formået at ødelægge den klasse, der havde været drivende i revolutionen, mens det statsapparat, som den havde opbygget var forblevet intakt.”

Efter tre års blokade og krig var arbejderklassen reduceret til under halvdelen, industriproduktionen endnu mindre og import/eksport nærmest 0. Og endnu værre, det var de mest bevidste dele af arbejderklassen, der var forsvundet. Mange var døde ved fronten, mens andre var i statsadministrationen eller hæren, hvor de forsøgte at styre de mange gamle officerer og embedsmænd fra zartiden, der var trukket ind, og som de efterhånden selv blev en del af.

Lenin, Trotskij og de fleste af de gamle bolsjevikker tog for givet, at revolutionen i Rusland ikke kunne overleve, med mindre den spredte sig til nogle af de industrialiserede lande

Citat: Freddie Nielsen

Bolsjevikpartiet (nu SUKP) var heller ikke det samme. I 1917 var hver 10. arbejder medlem af partiet, og de udgjorde det store flertal af medlemmerne. Men i 1920 var kun 11% af partimedlemmerne arbejdere, mens flertallet var embedsmænd i staten – bureaukrater. Det var også her, Lenin begyndte at pege på, at det ikke var arbejderne og partiet, der ledede statsbureaukraterne, men at det omvendte var tilfældet.

Samtidig havde revolutionen stadig ikke spredt sig. Lenin, Trotskij og de fleste af de gamle bolsjevikker tog for givet, at revolutionen i Rusland ikke kunne overleve, med mindre den spredte sig til nogle af de industrialiserede lande. I foråret 1918 sagde Lenin: “Den fulde sandhed er, at uden en revolution i Tyskland vil vi gå til grunde.”

Men da Lenin døde i 1924, begyndte Stalin, der var blevet udnævnt til generalsekretær i SUKP i 1922, at udvikle sin selvstændige linje med den umarxistiske teori om “socialisme i ét land”.

Lenin havde kort før sin død, i det der siden er blevet kaldt Lenins testamente, advaret mod Stalin, som han mente var for brutal, og ikke egnet til den centrale post, han var kommet til at besidde. Men Trotskij, der tidligere kunne have været et oplagt bud, var i 1924 udmanøvreret. Og Stalin – om hvem Trotskij havde udtalt “han er vort partis største middelmådighed” – blev siddende, og øgede sin styrke ved hjælp af stats- og partibureaukratiet.

NEP – et skridt tilbage

Alt i alt var Rusland i en voldsom krise, og det var nødvendigt at gøre noget. At lade stå til var ganske enkelt ikke en mulighed. Det førte til indførelsen af NEP (den Nye Økonomiske Politik), der åbnede et indre marked for bønderne. Det måtte ganske vist betegnes som et skridt tilbage, men det var med til at lette situationen noget efter den temmelig brutale “krigskommunisme”, der var fremherskende under borgerkrigen, og som ikke mindst bønderne nu modsatte sig. De ville ikke bare fortsætte med at levere korn og andre fødevarer til byerne, uden at få noget til gengæld.

Man kan sige at det drejede sig om at købe tid. Men efterhånden som det blev klart, at den revolutionære bølge var ved at ebbe ud for denne gang, udviklede der sig forskellige linjer i partiet, med hver deres bud på hvordan man overlevede og kom fremad.

På den ene side udviklede der sig en højrefløj, som pegede på at forsætte NEP, en politik der først og fremmest havde været til fordel for storbønderne (kulakkerne), og de såkaldte NEP-mænd, folk som var blevet velstående af NEP som mellemhandlere mellem landet og byerne. Det så højrefløjen som den vej, der kunne udvikle Rusland økonomisk på sin vej mod socialismen. Som Bukharin udtrykte det; vi skal bevæge os mod socialismen i “en snegls tempo”, og til bønderne lød hans opfordring; “berig jer.”

En af oppositionens store fejl var at opfatte Stalin-fløjen, som en centristisk gruppe, som en nærmest viljesløs midte, der vaklede mellem højre og venstre

Citat: Freddie Nielsen

På den anden side udviklede en venstrefløj sig, (den forenede opposition) der centrerede sig omkring Trotskij og Zinoviev, sammen med store dele af de gamle bolsjevikker. For dem stod det klart, at revolutionen ikke kunne overleve i isolation. De gik også efter at vinde tid, og derfor vægtede de en udbygning af industrien. Men det skulle ske i forbindelse med at styrke såvel arbejdernes kontrol, som arbejderklassens stilling over for bønderne.

Oppositionen mente også at indsatsen for at fremme kollektiviseringen på landet skulle øges. Men meget vigtigt for den udvikling de pegede på, så skulle det hele garneres med at partidemokratiet blev styrket, og ført tilbage til 1917-formen. Partidemokratiet var nemlig blevet alvorligt indskrænket under borgerkrigen.

Og midt i det hele stod Stalin og hans fløj. Eller rettere, sådan så det ud i 1924, og i 1927-28 blev det desværre stadig opfattet sådan.

En af oppositionens store fejl var at opfatte Stalin-fløjen, som en centristisk gruppe, som en nærmest viljesløs midte, der vaklede mellem højre og venstre. Med tiden viste virkeligheden sig at være en helt anden. Mens højrefløjen forbandt sig med kulakker og NEP-mænds interesser, og venstrefløjen tog udgangspunkt i arbejderklassen og dens interesser, så var Stalin-fløjens midterposition ikke udtryk for vaklen og usikkerhed, men for at dens basis var det voksende parti- og statsbureaukrati. Og at den snedigt manøvrerede mellem fløjene, for at sikre og udbygge sin position.

Løgn og rygter

Stalin opererede ikke mindst gennem rygter og intriger. F.eks. sørgede han for, gennem en løgn om datoen, for at Trotskij ikke deltog i Lenins begravelse. Noget der senere kunne bruges mod Trotskij, efterhånden som Stalin nærmest fik helgenkåret den døde Lenin.

Men det var ikke kun en slingrekurs gennem svig og bedrag. Bag det udviklede der sig en selvstændig politisk linje. Ideen om “socialisme i ét land”, var i bund og grund et opgør med alt hvad bolsjevikkerne havde stået for, og ensbetydende med at opgive socialismen. Som den canadiske socialist Abbie Bakan har formuleret det: “”Socialisme i ét land” betød et underforstået eller udtrykkeligt samarbejde med kapitalismen i resten af verden.”

Om Stalin og kumpaner var nogle beregnende sataner, der havde udtænkt et komplot, eller de blot lod sig styre af bureaukratiets interesser, og på den måde endte hvor de gjorde, er nok ikke til at svare på, og egentlig heller ikke af større betydning. Men Stalin var uden tvivl magtsyg, så det har sikkert været lidt af hvert. Og under alle omstændigheder fulgte de den logik, der blev skabt af den fuldstændig usocialistiske ide om “socialisme i ét land”. Og på den baggrund myrdede de bogstavelig talt den russiske revolution.

Det skete ikke kun på de indre linjer. Komintern – Kommunistisk Internationale – der i 1919 var blevet skabt som et redskab for proletarisk verdensrevolution, blev også forandret. Det lod sig desværre rimelig nemt gøre, fordi Stalin og SUKP, som han stod i spidsen for, ikke bare var det største parti, men også havde en enorm prestige blandt revolutionære arbejdere verden over, som de der havde gennemført en socialistisk revolution.

Men prestigen blev brugt på at ændre Komintern, fra et redskab for verdensrevolutionen, til et redskab for russisk udenrigspolitik og Ruslands interesser i det hele taget. Revolutionære arbejdere blev over en årrække udviklet til at være lydige agenter, der fulgte og forsvarede Stalin og Rusland i ét og alt – også når det at modvirke revolution var i Stalins interesse. Hvis ikke de fulgte linjen, blev de udstødt.

Verdensrevolutionen blev solgt, og det fik hurtigt fatal betydning. Allerede inden kontrarevolutionen var fuldt gennemført, ses to resultater af denne forandring.

Den første var i Storbritannien (GB), hvor der var opnået et samarbejde med fagtoppen i TUC gennem den anglo-russiske fagforeningskomité. Og af hensyn til at samarbejdet med TUC kunne presse GB’s regering og kapital til handelssamarbejde med Rusland, blev generalstrejken i 1926 solgt. Communist Party of Great Britain (CPGB) underlagde sig fagbureaukratiet og lod det slagte strejken. Det er ganske vist omdiskuteret, om det var pålæg fra Komintern eller CPGB’s inkompetence der gjorde udslaget. Men Komintern gjorde ikke noget for at det skulle være anderledes.

Massakre i Kina

Noget værre var Stalin og Kominterns skyld i massakren på 100.000 kommunister og arbejdere i Kina i 1927.

Fra 1925-27 foregik der en heftig anti-imperialistisk kamp i Kina under ledelse af det borgerlig-nationalistiske Kuomintang. Her erklærede Stalin, at der kun kunne blive tale om en nationalistisk revolution i Kina. Hvilket nærmest må kaldes fødslen af to-fase-strategien, uden for socialdemokratiske rækker. Og for at sikre sig en fremtidig alliancepartner, blev det store kinesiske kommunistparti – der på dette tidspunkt i modsætning til senere, var et reelt arbejderparti – tvunget til at underlægge sig Kuomintang, hvilket i sidste ende resulterede i massakren.

Det var i meget grove træk historien, men både den kinesiske revolution i 20’erne og Kominterns vending fra verdensparti for revolution til stopklods for arbejdernes kamp for socialisme, kunne hver for sig udgøre et emne for artikler – men det må vente til en anden gang.

Tilbage til Rusland i 1927. Den økonomiske krise spidsede til og nåede nye højder. Der måtte gøres noget, og fraktionerne tørnede sammen.

Den forenede oppositions krav var igen en styrkelse af industrien, styrkelse af arbejdernes indflydelse, og lempelser i undertrykkelsen, for på den måde, via et fornyet partidemokrati, at opbygge et værn mod bureaukratiseringen. Desuden krævede de et opgør med den internationale politik, der havde ført til katastrofen i Kina, og som havde åbnet for kapitalistiske elementer i landet. Noget der skete parallelt med de forværrede leveforhold for arbejderne og de fattigste bønder, men oppositionen havde ikke flertal i partiledelsen.

Indtil midten af 1927 havde oppositionen omkring Trotskij og Zinoviev stor opbakning, både internt i partiet og blandt arbejderne. Den holdt store møder i mange industriområder. Og med tanke på at den samlede mange indflydelsesrige bolsjevikker, så kan det virke underligt, at den blev fjernet så let som det skete. Men der må peges på tre grunde.

1. Selvom en stor del af arbejderne støttede den, så var det en arbejderklasse, der var for udmattet og desillusioneret til igen at rejse sig til aktiv kamp. Samtidig så oppositionen også realistisk på landets situation, så den undlod at love arbejderne guld og grønne skove.
2. Midt i den tilspidsede krise opsagde den britiske premierminister – af egne indenrigspolitiske grunde – en engelsk-russisk handelsaftale. Det førte til en frygt for, at imperialismen snart ville iværksætte et angreb på Rusland. Og i den efterfølgende panik blev det lettere for bureaukratiet at øge undertrykkelsen og angribe enhver intern kritik.
3. Stalinfløjen og GPU’s (det hemmelige politi og statssikkerhedstjeneste) manøvrer og metoder. Hidtil havde det været muligt for oppositionen at komme offentligt frem med deres synspunkter, selvom hvert eneste oppositionsindlæg i aviserne blev bragt sammen med 10 hadefulde modindlæg. Men nu blev der lukket af, og det blev fulgt op af smædekampagner og deciderede bander af bøller, der afbrød oppositionens møder og deres talere.

Under udnyttelse af den tilsyneladende alvorlige internationale situation, anklagede Stalin Trotskij og Zinoviev for illoyalitet imod sovjetstaten i sommeren 1927, hvilket må ses som den første forberedelse af opgøret.

Opgøret kommer nærmere

I de næste par måneder udspillede der sig et sært teater, hvor Stalin og kumpaner begyndte at kræve Trotskij og Zinoviev fjernet fra centralkomitéen (CK). Men endnu var der ikke flertal for et så radikalt skridt, hverken i CK eller i kontrolkommissionen, de to partiorganer der skulle tage en sådan beslutning i fællesskab.

Næste akt var at aviserne – efter en hviskekampagne fra Stalinfløjen – diskede op med resolution efter resolution fra partiafdelinger, der krævede opgør med oppositionen. Men da der nu endelig blev skabt et flertal for at eliminere de to ledende partimedlemmer, stillede Stalin sig pludselig på en kompromislinje. Det forvirrede noget, men viste sig blot at være en taktik, for at komme til at fremstå moderat, mens han ventede på det rigtige øjeblik til at slå til.

Og det kom. Natten mellem 12. og 13. september 1927, afslørede GPU meget belejligt et “illegalt trykkeri”, hvor oppositionen var ved at trykke deres platform til efterårets partikongres. En platform som flertallet i partiledelsen havde nægtet dem ret til at trykke. Og nu kom der fart på.

Umiddelbart blev 15 medlemmer udstødt af partiet, herunder tre ledende. 14 dage efter blev Trotskij fjernet fra Kominterns ledelse, og en måned efter blev han og Zinoviev fjernet fra partiets ledelse – og efter atter en uge udstødt af partiet.

Men oppositionen var stadig ikke overvundet. Midt i oktober, da man begyndte at fejre 10-året for revolutionen, befandt Trotskij, Zinoviev og andre oppositionsledere sig i Leningrad, og store dele af paraderne udviklede sig til spontane hyldestdemonstrationer til dem. Oppositionen troede så at den kunne gentage det på selve revolutionsdagen. Men Stalin og GPU var forberedt. Diverse sammenkaldte bander sørgede for at succesen ikke gentog sig.

Friheden og demokratiet fra borgerkrigen og frem til 1927, havde ganske vist ikke været noget at råbe hurra for. Men nu opstod der helt klart en ny situation.

Folk fra oppositionen blev fyret og sortlistet, især gik det hårdt ud over arbejdermedlemmer. Ledende folk blev fjernet, enten gennem “udnævnelser” til poster i fjerne provinser eller udlandet, eller (som i zar-tiden) ved direkte deportation. Trotskij blev f.eks. forvist til Alma Ata i Khasakstan. Men fælles for alle, hvad enten de blev “udnævnt” eller deporteret, så skete det til poster og steder langt fra begivenhedernes centrum.

Og af nok endnu større betydning så fik GPU udvidet sine beføjelser betydeligt, bl.a. nu også med mulighed for at virke inden for partiet.

Inden udgangen af 1927 blev enhver form for opposition umulig. Nu blev opposition en forbrydelse, der skulle sidestilles med spionage. Som Stalin udtrykte det: “Enhver som vækker bare den mindste mistanke skal fjernes, menneskelige hensyn hører ikke til her.”

Oppositionen opløst

Oppositionen blev effektivt opløst, og kunne kun fungere under jorden. Men Stalin havde endnu ikke vundet totalt. Igennem 1928 fortsatte magtkampen mellem Stalin og de moderate (højrefløjen). Og atter viste Stalin og hans fløj sig som eminente taktikere. Ved hjælp af overdrevne GPU-rapporter om oppositionsaktiviteter, fik de dels øget GPU’s terrorapparat, og dels styret de moderate til at være de, der argumenterede for at slå hårdt ned på alle oppositionsaktiviteter.

Det betød dels at terroren blev øget, og dels at de moderate var forsvarsløse over for Stalin, da han anklagede dem for oppositionsvirksomhed – noget som de jo selv lige havde krævet skulle slås ned med hård hånd.

Fra slutningen af 1928 bevægede Stalin sig mod sin enevældige position i Rusland. Og med annonceringen af den første 5-års-plan, var den vigtigste del af kontrarevolutionen gennemført.

Og netop det med 5-års-planen har forvirret mange. For taler vi ikke om, at socialisme er planøkonomi, at den i modsætning til kapitalismens anarkistiske økonomi er kendetegnet ved en planlagt økonomi? Det er rigtigt, men kapitalister kan sagtens planlægge, det gør både store og små selskaber, men de planlægger for profit. De kan derimod ikke planlægge sig ud af anarkiet, der ligger i tvangen til akkumulation. Stalins planøkonomi må nærmere sammenlignes med den planøkonomi, der kendetegnede Tyskland, England og USA under 2. verdenskrig, end med en socialistisk samfundsplanlægning.

Stalins plan har derfor taget røven på mange, både fordi det var en plan, og fordi den tilsyneladende gennemførte venstreoppositionens program om øget industrialisering og kollektivisering på landet. Men virkeligheden var en anden, planen udelod alt det, som oppositionen lagde vægt på, alt om at øge arbejdernes indflydelse og demokratiet, og forbedre kårene for arbejderne og de fattigste bønder.

Michael Reiman, en tjekkisk historiker, som forlod Tjekkoslovaket efter Warzawa-pagtens invasion i 1968, lavede efterfølgende et dybdegående studie af perioden 1927-29 – den periode hvor Stalin vandt den totale magt. Han har en meget rammende beskrivelse af Stalins politik i den såkaldte planøkonomi: “I en situation med meget dyb økonomisk og social krise, som allerede havde ført til en utrolig elendighed i befolkningens brede lag, måtte hans program uvægerligt ignorere enhver menneskelig faktor og menneskeligt behov; det tøvede ikke med at acceptere ethvert moralsk, materielt eller menneskeligt tab uanset dets omfang. Stalins økonomiske og sociale begreber … sank ned på et stade, hvis tanker var fælles med ethvert udbyttende system, som ikke var tvunget til at indrette sig efter offentlig modstand. Det var et totalt brud med både mening og indhold i socialismens sociale doktrin … Det var en plan for organiseret fattigdom og hungersnød.”

Det var alene en plan for akkumulation. En plan for at få Rusland op på siden af imperialismen, uden hensyn til menneskelige omkostninger, for alle andre end bureaukratiet. Som Stalin udtrykte det: “Vi er 50 eller 100 år efter de udviklede lande. Vi må udligne det efterslæb på 10 år. Hvis vi ikke gør det, knuser de os.” 

Rusland blev nu et samfund der akkumulerede kapital for akkumulationens skyld, det findes der kun ét ord for – kapitalisme. Og i et tilbagestående samfund som det russiske, kan en sådan superakkumulation kun ske ved at masserne berøves enhver velstand og frihed, og det er ikke noget som masserne frivilligt dømmer sig selv til, især ikke når det sker uden at de har nogen som helst indflydelse på det.

Var Stalin irrationel?

Det er blevet hævdet, at Stalin var irrationel, og at det var grunden til terroren. Og ja, terroren var der, og ja, den var voldsom og brutal og slog tilsyneladende tilfældigt ned, men den tjente et formål.

Hvis bureaukratiets plan skulle nå sit mål, så måtte to forudsætninger opfyldes. 1. De arbejdende masser måtte kues så meget, at produktionen ikke blev forstyrret. Og 2. Der måtte udvikles et herskende lag, adskilt fra masserne, med en egeninteresse i at opfylde planen.

Det var terrorens formål. Masserne blev kuet, og der blev skabt en kløft mellem dem og det herskende lag. Et lag hvis overlevelse var bundet til at hamle op med imperialismen, først og fremmest i den militære konkurrence, og fordi det var den eneste kilde de havde, til at de kunne fastholde deres egne privilegier. Men også en proces, der gjorde dem selv til en del af imperialismen.

….fra 1929 blev de officielle begrænsninger på partimedlemmers løn ophævet, og det samme blev arbejdernes strejkeret. Over de næste 7 år blev arbejdernes løn skåret ned til det halve, og fra 1930 måtte arbejdere ikke skifte job

Citat: Freddie Nielsen

Ironisk nok betød Stalins sejr, at den internationale situation lettede en hel del. Både Storbritannien, Frankrig, Tyskland og USA åbnede for øget økonomisk samkvem og lån. Det var dog noget som magthaverne i Rusland holdt for sig selv, da den udenlandske trussel var et af deres bedste redskaber til fortsat at føre masserne bag lyset.

Terroren blev da heller ikke lettet, for den tjente et formål. Som Reiman formulerer det: Terroren “blev brugt til at reorganisere magtstrukturen, ændre sammensætningen af det herskende lag, og bryde kontinuiteten til den revolutionære periode.” Terroren havde til formål at gøre op med oktober – med et andet ord – kontrarevolution.

Slavearbejdslejrene, tvangskollektiviseringen og tvangsflytning af bønder i massevis, kan også virke irrationelt. Men mens lejrene fungerede som en trussel for arbejderne, så tjente overgrebene på bønderne til at frigøre arbejdskraft – at øge arbejdsudbuddet. Den eneste ressource Rusland besad i næsten ubegrænset mængde, og som blev udnyttet uden hensyn til menneskeliv eller velfærd.

Og hele denne udvikling kunne kun lade sig gøre, fordi man i slutningen af 1928 havde fået gjort op med de dele af partiledelsen der forsøgte at fastholde oktober, kuet masserne, gennemført et opgør med arbejdernes sidste landvindinger fra oktober, og gjort fagforeningerne til statens redskab mod arbejderne.

Arbejderne disciplineres

I januar 1929 startede en kampagne for at “stramme op på arbejdsdisciplinen”, med hidsige argumenter og indlæg i aviserne. “Det “proletariske parti” skammede sig ikke længere over at betegne sovjetiske arbejdere som dagdrivere, drukkenbolte, sløve bumser og sjuskehoveder”, som Reiman skriver.

Og så gik det ellers slag i slag. 2. februar blev en-mands ledelse af fabrikkerne gennemført. 6. marts fik fabriksledelserne ret til at fyre og straffe arbejdere uden videre. 17. marts forbød justitsministeriet at urimelige straffe og fyringer blev indklaget for domstolene. 26. marts meddelte det Centrale Fagforeningsråd, at de lokale fagforeninger skulle sikre fabriksledelsernes rettigheder og medvirke til at øge arbejdsdisciplinen, samtidig med at man erklærede at man ville nægte at forsvare arbejdere ved domstolene.

Ligeledes fra 1929 blev de officielle begrænsninger på partimedlemmers løn ophævet, og det samme blev arbejdernes strejkeret. Over de næste 7 år blev arbejdernes løn skåret ned til det halve, og fra 1930 måtte arbejdere ikke skifte job.

Reiman dokumenterer på bedste akademiske vis i sit værk, der udkom på tysk i 1979, Stalins kontrarevolution. Det er en dybtgående analyse, i et historisk lys. Men der er også vigtige vidner fra selve tiden, bl.a. Victor Serge, der som belgisk/russisk revolutionær kom til Rusland i 1918 og arbejdede for revolutionen og Komintern, indtil også han blev fængslet. Han overlevede kun fordi et pres fra udenlandske intellektuelle fik ham løsladt og ud af Rusland i begyndelsen af 1936. Senere samme år udkom hans bog “From Lenin to Stalin”, der beskriver hvordan alt blev forandret under Stalin, og påviste at påstande om at Stalin var en naturlig følge af Lenin er helt ved siden af og lige så forkerte som at Stalin gik i Lenins fodspor.

F.eks. skriver han: “Vi kan ikke lægge nok vægt på at i løbet af de sidste 10 år har ordene “ledere”, “partier”, “sovjetter” og “masser”, fuldstændig ændret mening, og er kommet til at betyde det helt modsatte, af hvad de betød under de stærke år med håb og sejr.”

Serge skrev sin bog på den tid, hvor Moskvaprocesserne mod mange gamle bolsjevikker startede. Og han er meget klar på, at det er et opgør med oktober, det der er i gang – at selve eksistensen af virkelige bolsjevikker er en fare for regimet, og derfor skal de udslettes. Som han skriver; “Så længe den Gamle Mand lever, vil der ikke være nogen sikkerhed for det sejrende bureaukrati.” Skulle nogen være i tvivl, så er ‘den gamle mand’ Trotskij.

“Alt er forandret”

Men han skriver også: “Alt er forandret … men det vil kræve et perspektiv i tid, før vi fuldstændig vil forstå realiteten … Her bliver det åbenlyst, at moralske kriterier af og til har større værdi end bedømmelse baseret på politiske og økonomiske overvejelser.” Altså at formelle kriterier omkring ejendomsforhold ikke må være den eneste målestok for, hvad der er socialistisk.

Ved siden af det, peger han på at de mange gamle bolsjevikker, der gav op og underlagde sig Stalin, men som alligevel blev myrdet i Moskvaprocesserne, – at “deres største fejl var at deres klyngen sig til fortiden forhindrede dem i at se at partiet er dødt – og at ikke længere med det, men på trods af og mod det – vil de arbejdende masser en dag vågne og på ny kæmpe for socialismen.”

Nu må vi sige, at det “perspektiv i tid” som Serge peger på må være overstået for længst, og at vi i dag har, og for øvrigt i mange år har haft, alle muligheder for “fuldstændig at forstå realiteten”.

Hvis vi ser lidt nærmere på Stalin, så er der faktisk intet, der kan undskylde at så mange mennesker har fulgt ham, og da slet ikke i den udstrækning han er blevet fulgt. Han har aldrig udviklet selvstændige socialistiske teorier, eller videreudviklet på bestående. Altså gjort eller tænkt noget, der er brugbart i den revolutionære socialistiske strategi. Men derimod var han, med Trotskijs ord, “vort partis største middelmådighed.”

Derimod er det ganske forståeligt, at han har været et forbillede for lange rækker af kræfter uden for arbejderklassen, som har ønsket at sætte sig på magten, i stedet for de der allerede sad på den. Ja, man kunne fristes til at tro at Stalin havde stået model til Goscinny og Tabarys tegneserie Iznogood om den onde storvizir, der gør alt for at blive kalif i stedet for kaliffen – hvis det ikke lige havde været fordi Iznogood aldrig lykkes med at blive kalif.

Det korte af det lange er desværre, at en forkert opfattelse af, hvad socialismen er – hvad vi kæmper for – også fører til en forkert opfattelse af taktik og strategi. Ja, faktisk også til en forkert opfattelse af, hvad kapitalisme og imperialisme er.

Så konklusionen må være, at vi har en stor opgave foran os med at gøre op med Stalin og stalinisme, hvis vi nogensinde skal nå til socialismen.

Læs også: https://socialister.dk/ud-af-stalins-skygge/