Billedtekst: Drivkraften i Sudans 2019 revolution var folket, især kvinder. Foto: Syrian Banksy

Hvad man i stedet ser er på den ene side de socialdemokratiske bevægelser, hvis drøm er en velfærdsstat kombineret med en “tøjlet” kapitalisme, og på den anden side de stalinistiske og andre autoritære tendenser, der peger på Sovjetunionen, Kina, Cuba og andre stater som modeller til efterligning, og ønsker statslig overtagelse af produktionsmidlerne. De to visioner for ‘socialisme’ bliver fremstillet, som var de på hver sin side af et spektrum, med alle andre placeret et sted midt imellem.

Men det er en forfejlet analyse. Socialdemokratisme og stalinisme har mere tilfælles end de hver især vil indrømme. Begge ser de socialisme som noget der skal indføres oppefra, af staten med hele dets magtapparat og bureaukratiske strukturer. 

Almindelige mennesker kan måske hjælpe med at skabe forandring ved at stemme, strejke eller storme parlamentsbygninger, men i sidste ende er de først og fremmest modtagere af de socialistiske goder, som deres repræsentanter i statsapparatet uddeler.

Socialisme fra neden

I modsætning til det har vi en tradition af socialisme “fra neden”. Det er arbejderne selv, der skal tage og bevare kontrollen over produktionsmidlerne, bestemme over produktionen af varer, frem for bare at forbruge dem. 

Dette grundlæggende perspektiv var dominerende før Første Verdenskrig. Det formede Pariserkommunen i 1871, og var drivkraften i dannelsen af arbejderråd (sovjetter) i den Russiske Revolution i 1905 og 1917. I begge tilfælde var det arbejderne, der fandt den optimale model for deres egen frigørelse, og i begge tilfælde kom det bag på de førende socialistiske teoretikere (såsom Karl Marx og Vladimir Lenin), som derefter indarbejdede den praktiske erfaring i deres teorier.

Hvorfor gik idéen om socialisme fra neden tabt? Først og fremmest skyldes det den kontrarevolutionære, stalinistiske udvikling i Sovjetunionen i slutningen af 1920’erne. Sovjetunionens indflydelse og høje status i den globale revolutionære bevægelse gjorde, at den herefter kunne sætte sit præg på revolutionære socialister over hele kloden, der i stedet for at have blikket rettet mod arbejderklassens aktiviteter i højere grad kiggede efter staten som frelser.

Hvorfor gik idéen om socialisme fra neden tabt? Først og fremmest skyldes det den kontrarevolutionære, stalinistiske udvikling i Sovjetunionen i slutningen af 1920’erne

Citat: Asbjørn Valhøj

Under den kolde krig havde både Sovjetunionen og USA en stor interesse i, hvordan masserne opfattede socialisme. Begge pegede på den stalinistiske model som inkarnationen af socialisme i praksis. For Sovjetunionen var formålet at legitimere sig selv; for USA var det at de-legitimere socialismen. Men associationen var den samme.

Sideløbende havde vi de socialdemokratisk ledede velfærdsstater, heriblandt de skandinaviske lande, som i deres iver efter at blive set som del af den vestlige blok fremstillede sig selv som det diametralt modsatte af deres modstandere. I en sådan kontekst havde tendenser, der satte sig mod begge varianter af topstyret socialisme, trange kår.

Situationen i dag

I dag er denne situation tøet noget op, og det er tid til at fortalere for socialisme fra neden genvinder diskursen. 

I dag ser vi adskillige eksempler på organisering nedefra imod diktatur, undertrykkelse, kapitalisme og krig. I Sudan blev revolutionen i 2019 drevet frem af almindelige arbejdere, der strejkede og organiserede i modstands-komiteer. På trods af brutal vold fra statslige militser eksisterer disse basisdemokratiske strukturer stadig. 

I det igangværende oprør i Iran er der rapporter om dannelse af arbejderråd på fabrikker, som sammen med strejker kan fjerne fundamentet for regimets magt. I Palæstina forsvarer befolkningen sig hårdnakket mod den israelske besættelse og folkemord.

Vi ser igen og igen i verdens brændpunkter, at folk selv tager magten over deres sikkerhed, deres liv og deres arbejde. Dette passer ikke ind i mange iagttageres forestillingsverden, der febrilsk leder efter de “virkelige” aktører bag befolkningens oprør. Vi ser det tydeligt, når iranske oprørere bliver beskyldt for at være hånddukker for israelske og amerikanske efterretningstjenester, eller omvendt, når palæstinensere, der gør modstand, beskyldes for at være styret af Iran eller Rusland.

Det er langt fra sikkert, at oprørske arbejdere går ind for socialisme eller ser sig selv som socialister. Men alene det faktum, at almindelige mennesker gør oprør og organiserer sig selvstændigt, er af enorm vigtighed for, hvordan socialister anskuer verden, og den kilde til håb, vi peger på.

I USA, den kapitalistiske verdens højborg, ser vi samme selvorganisering blandt almindelige mennesker. Angreb fra ICE (Immigration and Customs Enforcement), kidnapning og overlagt mord er taget til, men bliver mødt af en bred pallette af ofte kreativ modstand. Almindelige mennesker følger efter ICE-officerer, konfronterer og stiller sig i vejen og filmer deres overgreb. Det er endnu i det små, men det er kimen til den type organisering, som kan vælte en regering eller stoppe en politik.

Fjenden er hjemme

Hvis en krig bryder ud, får vi brug for den slags organisering. Det er uanset om det er mellem USA og Europa over Nunarput (Grønland), eller mellem USA og Kina. Når venstreorienterede partier som Enhedslisten peger på indsættelse af europæiske NATO-tropper i Nunarput som afskrækkelse, viser det den totale mangel på tiltro til almindelige arbejderes formåen. Ingen kan i ramme alvor tro, at dansk militær ville kunne stille noget op overfor det amerikanske militær.

I en krigssituation er det lige nu den amerikanske arbejderklasse, der er perfekt positioneret til at sætte en stopper for en amerikansk krigsindsats, uanset om det er mod Nunarput, Kina, Iran eller andre lande. 

Gennem strejker, sabotage, og opstande, vil de kunne tvinge Trump-regimet til at trække sig. Det samme potentiale gør sig gældende i andre lande, hvis magthavere vil følge deres egne imperialistiske interesser i tilfælde af krig. Ligesom amerikanske arbejdere må organisere sig mod deres stat, må kinesiske arbejdere organisere sig mod deres, russiske mod deres, og vi europæere mod vores stater. Alternativet er en evig spiral af oprustning som “modsvar” til modpartens oprustning, der kun gør verden mere usikker og farlig for det store flertal.

Selvorganisering er potentielt farligt, det er hårdt arbejde og det tager lang tid. Men vi kan lade os inspirere af arbejdere i andre lande, og langsomt opbygge selvsikkerhed og forestillingsevnen blandt den globale arbejderklasse. 

En af Internationale Socialisters vigtigste opgaver er kaste lys over de kim, der er af selvorganisering lige nu rundt om i verden, og styrke den globale klassebevidsthed, der er en forudsætning for en radikal omvæltning af samfundet, hvor arbejderne selv tager kontrollen over deres liv.