Stop regeringens krigsmageri

Retten til livet indebærer også retten til at nægte at lade sig slå ihjel, såvel som retten til at nægte at slå andre ihjel.

Billedtekst: Foto: Wikimedia Commons

I Danmark, ligesom i mange andre lande, er det en ret at nægte at gøre militærtjeneste. Der er desværre også mange lande hvor det ikke er tilfældet, selv om det burde være det.

Krige opstår, når kapitalistiske/imperialistiske magthavere i forskellige lande, mener at de økonomiske magtmidler, de normalt bruger i konkurrencen, ikke længere slår til for at tvinge deres interesser igennem over for andre landes herskende klasser.

Men krige afgøres ikke ved at et lands kapitalister, spekulanter, direktører, ministre og generaler mødes et aftalt sted med våben i hånd, og så klarer deres indbyrdes uoverensstemmelser. De afgøres derimod ved, at mennesker, der overhovedet ingen andel eller interesser har i deres herskende klasser indbyrdes uoverensstemmelser, slår hinanden ihjel på herskernes vegne. Arbejdere slår arbejdere ihjel. Og det, hvad enten de sættes til at skyde hinanden eller bombe civile.

Nægt at gå i krig

I bund og grund udkæmpes krige af arbejdere, der overtales, narres eller tvinges mod deres vilje, til at slå deres medmennesker, mest arbejdere i andre uniformer eller civile, ihjel.

(…) krige afgøres ikke ved at et lands kapitalister, spekulanter, direktører, ministre og generaler mødes et aftalt sted med våben i hånd, og så klarer deres indbyrdes uoverensstemmelser

Citat: Internationale Socialister

Den bedste og mest effektive måde at stoppe krige på, er ved at soldaterne vender våbnene den anden vej, og nægter at udkæmpe magthavernes udestående med hinanden. Det er desværre svært at gøre, og noget der sjældent sker. Derfor kan det være nødvendigt at tage individuelle skridt, som desertation eller militærnægtelse, i brug.

Det første frygter magthaverne, hvorfor de opildner en rå nationalisme for at undgå det, det andet hader de, hvorfor de udstiller og udskammer unge mennesker, der nægter at gøre magthavernes beskidte arbejde for dem.

Forsvar desertører og militærnægtere

Derfor er det enhver krigsmodstander, fredselsker eller socialists pligt at forsvare desertører og militærnægtere. Og det er en pligt der ikke bliver mindre, når vores angiveligt venstreorienterede regering nu vil afvise ukrainske militærnægtere.

Det er simpelthen et skammeligt tiltag, vores regering er i gang med. Både den nuværende og de forrige danske regeringer har siden Ruslands angreb på Ukraine i 2022 stået fast på at støtte NATO’s krig med Rusland og udkæmpe den til sidste ukrainske blodsdråbe.

Men nu strammer de yderligere ved at nægte ukrainske mænd mellem 23 og 60 år, der ikke er fritaget fra militærtjeneste, ophold i Danmark.

Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) ser det som en hjælp til Ukraine. “Det er ikke meningen at vores opholdsregler skal bruges til at undgå mobilisering til det ukrainske forsvar. Det er med til at underminere den ukrainske krigsindsats,” skriver Bødskov i en pressemeddelelse.

Det er et tiltag som vi på det kraftigste må protestere imod, og som vi vil opfordre alle fornuftige kræfter til at protestere imod.

Vi må kræve, at mennesker der nægter militærtjeneste, og som af den grund forfølges i deres hjemlande, opfattes som flygtninge og tildeles asyl. Og i samme åndedrag kræve at EU og Danmark åbner grænserne, for at modtage russiske desertører og militærnægtere som flygtninge.

Endelig må vi advare imod at den holdning, som den socialdemokratiske minister, som repræsentant for regeringen, lægger for dagen, peger på hvordan de vil stille sig overfor danske militærnægtere i den skærpede situation, som den selv er central i at opbygge gennem oprustning og NATO-støtte.