Billedtekst: Vægskulpturgruppen “Til ære for dialektikken” af Joachim Jastram, i Chemnitz. Foto: Wikimedia Commons

Dialektikken tillader os at forstå forandring og kompleksitet i sin helhed, modsat klassisk borgerlig tænkning og videnskab, som grundlæggende kun beskæftiger sig med et tingsliggjort verdensbillede og individuelle objekter. 

Selvom dialektikken som metode og begreb strækker sig tilbage til oldtidens Grækenland, særligt i form af Heraklit, er den største indflydelse på Marx (og Engels) i denne henseende uden tvivl filosoffen G.W.F. Hegel. 

Hegel var optaget af at udvikle en filosofi og erkendelsesteori, der kunne forklare både samfundets udvikling og grundlaget for erkendelse af viden. Dette var således også baggrunden for Hegels første hovedværk, Åndens Fænomenologi, hvori Hegel for første gang søger at demonstrere dialektikken ved at vise, hvordan bevidstheden udvikler sig gennem sin egen fremmedgørelse eller selvkritik. Kun gennem at erkende sine egne begrænsninger og overkomme dem, har bevidstheden mulighed for at udvikle sig og nå nye niveauer af viden for derigennem til sidst at opnå absolut viden.   

Som Hegel uddyber i sin Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse;

“Det, vi ønsker, er i vores undersøgelsesproces at kombinere tankeformernes handling med en kritik af dem. Tankeformerne skal studeres i deres væsentlige natur og fuldstændige udvikling: de er på én gang genstand for forskning og dette objekts handling. Dette er dialektik, i stedet for at blive påvirket af kategorierne udefra, er de immanente i deres egen handling.”

Med andre ord, dialektikken er dermed ikke et dogme eller en måde at forudse fremtiden, men derimod en metode der tager sit udgangspunkt i det konkrete studieobjekt, hvad end det er bevidsthed, socialret, naturen eller lign. Kun ved at give slip på vores fordomme og studere studieobjektet i sin egen udvikling, har man mulighed for at forstå det korrekt. 

Dette demonstrerer Hegel mest fuldendt i sit værk Videnskaben om Logik, hvori Hegel begynder med den mest abstrakte og rene idé, man kan forestille sig, og gradvis gennem modsætninger lader den udvikle sig mere og mere, indtil Hegel, ifølge Lenin, næsten er fuldbyrdet materialist til sidst i værket. Netop her understreger Hegel således det, han betegner som ”Det vigtigste aspekt ved dialektikken”, nemlig loven om Modsætningernes Enhed. Dette vender jeg tilbage til senere.

Marx kontra Hegel

Det er således denne dialektiske metode, Marx overtager og benytter til at analysere kapitalismen, dog i materialistisk form. På samme måde som Hegel lægger ud med den umiddelbare og rene idé og gradvist udvikler mere og mere konkrete koncepter for til sidst at ende ud i den absolutte forståelse, starter Marx med vareformen og bevæger sig gennem kapitalismens øvrige aspekter, for til sidst at ende ud i en forståelse af systemet som helhed. Dog vel og mærke med det forbehold, at Marx aldrig færdiggjorde Kapitalen fuldstændigt. Imidlertid er der dog som sagt en meget væsentlig forskel på Hegel og Marx; hvor Hegels dialektik grundlæggende er idealistisk, er Marx’ imidlertid materialistisk. 

Som Marx famøst skrev i sit andet forord til første bog i Kapitalen;

“Min dialektiske metode er principielt ikke blot forskellig fra den hegelske, men dens direkte modsætning… I sin rationelle skikkelse spreder den forargelse og gru blandt borgerskabet og dets doktrinære ordførere, fordi den i den positive forståelse af det bestående også rummer forståelsen af det beståendes negation, dets nødvendige undergang, opfatter hver opstået form i bevægelsens strøm, altså også fra dens forgængelige side, og ikke lader sig imponere af noget, men i sit væsen er kritisk og revolutionær.”

Gennem en dialektisk analyse forvandler kapitalismen sig fra et retfærdigt, ligevægtigt og naturligt system til et uretfærdigt, ustabilt og historisk forgængeligt system. Hvor Hegels idealistiske dialektik grundlæggende bevæger sig mod et mere stabilt stadie, mere og mere renset for modsætninger, bevæger Marx’ materialistiske dialektik sig grundlæggende mod større og større modsætninger, som kapitalismen skal søge at balancere ud. Den dialektiske metode viser os dermed, at kapitalismen er langt fra det solide og evige system, som dens fortalere ønsker at fortælle os, men i stedet et ustabilt system fyldt med modsætninger, som ultimativt er uforenelige. Dertil kommer, at kapitalismen gennem sin modsætningsfyldte udvikling skaber grundlaget for socialisme i form af bl.a. en større og større arbejderklasse, mindre socialt nødvendig arbejdstid, større overskud og en mere og mere kollektiv produktionsform.  

I Kapitalen påpeger Marx dog, at hans model for kapitalismen primært baserer sig på England, da det i hans samtid er her, at den kapitalistiske produktionsform er mest veludviklet. Selvom den kapitalistiske produktionsform dermed altid vil have ensartede tendenser, vil den dog ikke altid udvikle sig ens. Dette forhold blev dog desværre glemt med den Anden Internationale, som ønskede at gøre den materialistiske dialektik til en vulgær og metafysisk størrelse, hvor socialismen uundgåeligt ville opstå af sig selv ud af kapitalismen, hvorfor aktiv klassekamp i stedet blev afløst af arbejdet for reformer i parlamentet. 

Den dialektiske metode viser os dermed, at kapitalismen er langt fra det solide og evige system, som dens fortalere ønsker at fortælle os, men i stedet et ustabilt system fyldt med modsætninger, som ultimativt er uforenelige

Citat: Julian Weiss Flensburg

Lenin var med udbruddet af Første Verdenskrig derfor nødt til at bryde med den Anden Internationales meget deterministiske historieopfattelse, idet krigens udbrud og de parlamentariske socialistpartiers opbakning til deres respektive nationers krigsdeltagelse, havde modbevist idéen om at kapitalismens kriser automatisk ville udløse en socialistisk revolution. Lenin var derfor nødsaget til at foretage et studie af Hegel i 1914-1915, for at kunne forstå Marx’ dialektik udenom den Anden Internationales meget deterministiske og forvrængede læsning af ham.

Dialektikkens tre love

Men hvorfor er dialektikken så sådan en revolutionær metode? Og hvordan skal den forstås? 

Ifølge Engels indeholder dialektikken tre love;

1. Loven om modsætningers enhed; dvs. at alt indeholder sin egen modsætning; livet indeholder døden, vand indeholder damp osv. Vi kan derfor ikke forstå ting eller koncepter i isolation, men kun i deres helhed og sammenspillet heri.

2. Loven om springet fra kvantitet til kvalitet og omvendt, f.eks. en revolution; en masse indre samfundsspændinger (kvantitet) fører til en revolution (kvalitet), som således fører til en ny historisk epoke (kvantitet).

3. Loven om negationen af negationen, dvs. at alt grundlæggende er forgængeligt og foranderligt. Menneskets evolution er her et godt eksempel; oprindeligt var mennesket en abeart i Afrika, hvorefter vi udviklede os gennem forskellige arter såsom Homo Erectus, Homo Heidelbergensis mv. Selvom vi ultimativt nedstammer fra en abeart, er det dog svært at se, da disse nyere udviklingstrin har ophævet eller negeret de foregående, på samme tid som de foregående har muliggjort de følgende udviklingstrin.    

Dialektikken er således en metode, som vi kan bruge til at analysere og forklare, hvorledes store forandringer tilsyneladende pludseligt kan finde sted. Som historisk eksempel er den Russiske Revolution i 1917 et godt bud.

Dialektikken i den Russiske Revolution  

Romanov familien havde på dette tidspunkt regeret Rusland i 300 år, og selvom det autokratiske zarstyre havde frigjort bønderne fra livegenskab i 1861, havde det ikke grundlæggende forbedret forholdene for bønderne, tværtimod. Derudover led den nyligt opståede arbejderklasse under frygtelige levevilkår i de store byer. Zarstyret var derfor hadet blandt en stor del af befolkningen, som også forsøgte sig med en fejlslagen revolution i 1905. Dette medvirkede til bl.a. til at reformere hæren og give styret en øget følelse af selvsikkerhed. Denne skulle dog som bekendt ikke vare ved. 

Arbejderklassens voksende kampe fra 1912-1914, udsprang i første omgang af en protest mod en voldelig undertrykkelse af en minestrejke, men blev bremset af udbruddet af 1. verdenskrig. Dernæst det forhold at den kraftige undertrykkelse i ly af krigen også dækkede over et voldsomt fald i arbejderklassens levestandard, hvilket omvendt førte til fornyet protest og modstand mod magthaverne, men også mod krigen, hvilket førte arbejdere og soldater til fælles fodslag. Denne udvikling førte således til Februarrevolutionen i februar 1917. 

Konsekvenserne af Ruslands deltagelse i 1. Verdenskrig medførte massiv utilfredshed i den russiske befolkning. Både våbenproduktion, fødevareforsyning og transportsystemet brød sammen omkring årsskiftet 1916-1917. Zaren havde personligt påtaget sig lederskabet af krigsindsatsen, og da denne gik dårligt, steg utilfredsheden blandt de ledende officerer. Tilliden til styret var væk, og soldater deserterede fra fronten i stort antal. I februar-marts var fødevaresituationen blevet så desperat, at arbejderne i frustration holdt op med at gå på arbejde. Strejker og demonstrationer hørte til dagens orden i Petrograd (det nuværende Sankt Petersborg), og kravet om fødevarer blev nu suppleret med politiske krav om frihed og en afslutning på krigen. Dette endte således med at zaren abdicerede, og efter at hans bror nægtede at overtage posten, blev der dannet en provisorisk regering, ved siden af en socialistisk regering – en sovjet, i Petrograd, bestående af arbejdere og soldater. 

Den nye provisoriske regering viste sig hjælpeløs over for løsningen af de interne problemer, og i begyndelsen af efteråret fik bolsjevikkerne ny vind i sejlene og flertal i de vigtigste sovjetter, blandt andet i Petrograd og Moskva. Lenin og formanden for Petrogradsovjetten, Lev Trotskij, gik nu ind for væbnet opstand mod regeringen. Samtidig udspillede der sig en spontan revolution i landdistrikterne, hvor bønderne af egen drift beslaglagde godsernes jorder, mens millioner af soldater strømmede tilbage fra fronten for at få deres andel af den omfordelte jord. Resultatet var et generelt autoritetssammenbrud, der forstærkedes af økonomisk krise, voksende uro på fabrikkerne og i Petrograd-garnisonen, samt flere fatale fejlgreb fra den provisoriske regerings side, som ultimativt kulminerede i Oktoberrevolution og sejr til bolsjevikkernes revolutionære socialistiske linje.

Også her kan vi således se et dialektisk mønster; modsætningerne i det gamle samfund der således ulmer, de mange kvantitative faktorer producerer afgørende kvalitative øjeblikke, der ophæver hvad der kom før, men samtidigt ikke ville være sket uden det der kom før det, vis-à-vis negationen af negationen. Vi kan således se at Oktoberrevolutionen ikke opstod ud af ingenting, men i stedet var en kulmination af historiske begivenheder og klassekamp, som kun kan forstås korrekt, når det forstås i sin helhed.   

Dialektikken som revolutionært våben 

Som Hegel skriver i Åndens Fænomenologi; “Sandheden er helheden”. Hvor den gængse borgerlige hverdagslogik ønsker at se ting i isolation, søger dialektikken i stedet at forstå fænomener i kontekst og i forandring. Dette er således også hovedpointen og den rationelle kerne i Georg Lukács’ Historie og Klassebevidsthed; den borgerlige logik er grundlæggende ikke interesseret i at forstå samfundet i sin helhed, da dette uundværligt ville lede til at se det som fragmenteret og irrationelt, og dermed potentielt undergravende. Selvom Lukács i overvejende grad er mere hegelianer end marxist, består pointen dog stadigvæk; når samfundet ses i sin helhed, forsvinder det umiddelbare billede af samfundet som stabilt og rationelt.

Hvad der således gør dialektikken til et revolutionært våben, er netop at den viser at store forandringer kan ske hurtigt, og afslører at ting, som fremstår som solide og uforanderlige, netop er det modsatte. Dette er modsat den borgerlige logik, hvor ting grundlæggende forandres meget langsomt, hvis overhovedet. En revolution, eller at agitere for at arbejderklassens befrielse er dens eget værk, ville derfor være noget af det mest irrationelle man kan forestille sig. I stedet opererer den borgerlige logik med et dualistisk, eller opdelt, verdensbillede, hvor ting som bevidsthed og materie, grundlæggende er to selvstændige ting, som ikke har noget med hinanden at gøre. 

Hvad der således gør dialektikken til et revolutionært våben, er netop at den viser at store forandringer kan ske hurtigt og afslører, at ting som fremstår som solide og uforanderlige, netop er det modsatte

Citat: Julian Weiss Flensburg

Den dialektiske metode vedrører derfor ikke en statisk virkelighed for sig selv, men netop den virkelighed som er vores dagligdag og realitet, samt de materielle omstændigheder som vi formes af og selv er med til at forme, hvad end vi er bevidste om det eller ej. Arbejderklassens frigørelse er ultimativt dens eget værk, men kun gennem at kende sandheden og forstå dens historiske position har den mulighed for dette, en proces hvori den dialektiske metode er uundværlig. Som Trotskij skrev i Resultater og Perspektiver;  

“Marxismen er frem for alt en analysemetode – ikke en analyse af tekster, men en analyse af sociale relationer.” 

Kontrovers om Engels

I forlængelse heraf ønsker jeg ganske kort at komme ind på kontroversen omkring Engels’ Naturens Dialektik. Med værket ønskede Engels at vise, hvordan selv den solide materielle virkelighed er foranderlig og kan anskues dialektisk. Uheldigvis blev værket i nogle sammenhænge fejllæst som om at dialektikken var en automatisk proces og historien derfor uundgåeligt ville gå med socialismen. Hvilket således blev gjort til et forsvar for diverse reformistiske og stalinistiske opfattelser af marxismen, selvom Engels i værket selv udtrykkeligt påpeger at menneskets historie er dets eget bevidste værk. 

Dette er således noget, vi desværre oplever i dag, når diverse kræfter på venstrefløjen nærer blind tiltro til enten den parlamentariske vej eller de såkaldte “socialistiske lande” såsom Kina, Cuba eller Nordkorea. Ved at reintroducere en dualistisk eller “tingsliggjort” opfattelse af en dialektik, der sker bag om folks ryg, uden at de selv har nogen indflydelse på deres skæbne, risikerer man nemt at gøre mennesker til sekundære agenter i deres eget liv, der blindt styres af anonyme strukturer, såsom hos f.eks. Louis Althusser. 

Ligeledes kan man også finde enkeltsagsbevægelser, såsom f.eks. diverse klima- eller antikoloniale bevægelser, hvor enhver snak om andre af kapitalismens og imperialismens fortrædeligheder “er en distraktion”. Umiddelbart virker det logisk; hvis vi som bevægelse koncentrerer al vores energi om en kamp for en given sag, opnår man mest muligt, hurtigst muligt. Problemet er bare, at bevægelser på nogle tusinder ikke har den samme slagkraft som bevægelser på eksempelvis ti eller hundrede tusinder. Bevægelserne kunne derfor både vokse og få mere indflydelse, hvis de slog sig sammen, men dette ville kræve bl.a. en mere dialektisk forståelse af den givne problemstilling som del af et hele. I forlængelse heraf finder vi også, som nævnt før, reformistiske/parlamentariske bevægelser, hvor spørgsmålet om forandring handler om at “stemme de rigtige ind” uden nødvendigvis at lave om på systemet som hele. Igen kan dette ses som udtryk for en ikke-dialektisk, eller tingsliggjort, forståelse af politik, hvor kapitalismens symptomer ses som problemet i sig selv, frem for et symptom.

Dette er vores rolle som socialister og revolutionære; at organisere arbejderklassen og vise hvordan store forandringer, med andre ord revolutioner, er ganske mulige selv i samfund, der fremstår som solide og uendelige. Til dette formål er den dialektiske metode vores fremmeste våben

Citat: Julian Weiss Flensburg

Som Antonio Labriola og senere Antonio Gramsci påpegede, er marxismen grundlæggende en “praksisfilosofi”, der kan opsummeres i Marx’ famøse udsagn; “Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.” Den dialektiske metode er derfor et afgørende våben i denne sammenhæng, da den viser at verden er foranderlig, og at menneskelig agens spiller en afgørende rolle i denne forandring.   

Den materialistiske dialektik tager dermed udgangspunkt i kapitalismens konkrete levede modsætninger. Af samme grund er valideringen af den materialistiske dialektik ikke en eller anden abstrakt måleenhed efter gængs naturvidenskabeligt forbillede, eller metafysisk filosofisk argumentation, men gennem den praktiske og konkrete forandring af samfundet, til fordel for arbejderklassen vis-à-vis revolution.   

Dette er vores rolle som socialister og revolutionære; at organisere arbejderklassen og vise hvordan store forandringer, med andre ord revolutioner, er ganske mulige selv i samfund, der fremstår som solide og uendelige. Til dette formål er den dialektiske metode vores fremmeste våben.  

Læs også: https://socialister.dk/ny-introduktion-hvad-er-den-virkelige-marxistisk-tradition/