Billedtekst: Tingbjerg mod Ghettoloven. Foto: Flikr/Ann Priestley
Denne artikel blev først publiceret i Politiken d. 5. juni.
SF’s Nikoline Warming har set DR-dokumentaren ’Tingbjerg-eksperimentet’ og skyder i et debatindlæg i Politiken (01.06) med skarpt mod de tilflyttede familier. Dokumentaren afslører ganske vist nogle spændinger mellem nye og gamle beboere, men hendes kritik rammer forkert.
Det er nemlig let at gøre de udvalgte tilflytterfamilier til skurke. De fremstår muligvis både bedrevidende, kulturelt selvbevidste og blinde for egne privilegier. Men de spiller i virkeligheden blot den rolle, som eksperimentets arkitekter forventer af dem. De er nøje udvalgt til at indgå i et socialt eksperiment, hvis erklærede formål er at forandre et boligområde gennem tilførsel af ressourcestærke og købedygtige beboere. At kritisere deltagerne for at spille den rolle, de er blevet castet til, er som at sætte kikkerten for det blinde øje.
I stedet for at skyde på enkelte deltagere, burde man løfte blikket og huske på selve baggrunden for eksperimentet: Parallelsamfundsloven – bedre kendt som ghettoloven. Den blev vedtaget med et bredt flertal i Folketinget efter Lars Løkke Rasmussens ’sorte-huller-i-danmarkskortet’-nytårstale i 2018. Desværre også med støtte fra SF.
Som følge af ghettoloven blev boligorganisationer med afdelinger på listen over »hårde ghettoer« pålagt at nedbringe antallet af almene boliger til maksimalt 40 pct. Et krav, de kunne imødekomme ved enten at nedrive, frasælge boliger eller – som i Tingbjergs tilfælde – at fortætte med nybyggeri. Fortætningen betød frasalg af jord, og hvis der er modstand fra de oprindelige beboere, handler det nok mere om tab af grønne områder, fællesarealer, legepladser og herlighedsværdi end om, at de nye beboere er for woke.
I stedet for at skyde på enkelte deltagere, burde man løfte blikket og huske på selve baggrunden for eksperimentet: Parallelsamfundsloven – bedre kendt som ghettoloven
Citat: Jesper Mikkelsen og Gert Korvig
Lovgivningen bygger på en forestilling om, at beboere ’med ikke-vestlig baggrund’ er skyld i problemerne, og løsningen ligger i en udskiftning af beboersammensætningen. Og på den baggrund er det måske ikke så mærkeligt, at tilflytterne bærer fordomme med sig ind i mødet med Tingbjerg. Samme lovgivning kan i øvrigt meget vel ende med at blive kendt ulovlig af EU-Domstolen, fordi dens udgangspunkt er diskriminerende – og bygger på en racistisk logik.
Man kan nemt blive efterladt med det indtryk, at fysisk omdannelse er den eneste vej til positiv udvikling. Erfaringerne fra Tingbjerg fortæller dog noget helt andet. Da området mistede stemplet som ’hård ghetto’, var der kun opført 8 af de omkring 1000 nye boliger. Den positive udvikling kan primært tilskrives ændrede udlejningsregler og en mangeårig målrettet kommunal- og boligsocial indsats som i høj grad byggede på beboernes involvering og engagement. Det er værd at huske, når succeshistorien i dag bruges som argument for omfattende privatisering og omdannelse af almene boligområder.
Bemærkelsesværdigt er det også, at bydelens boligsociale helhedsplan stort set ikke blev inddraget i arbejdet med at skabe relationer mellem nye og gamle beboere. Dette til trods for, at der allerede eksisterede en lang række lokale fællesskaber, netværk og mødesteder, som kunne virke som platforme til dette formål. Hvis ambitionen var at bygge bro mellem mennesker, havde det været oplagt at inddrage de beboernetværk og medarbejderressourcer, der i årevis havde arbejdet med netop den opgave.
Nikoline Warming efterlyser solidaritet og reel inddragelse af de eksisterende beboere. Det er et sympatisk ønske. Men hvis vi vil forstå, hvad der sker i Tingbjerg, må vi løfte blikket fra de enkelte familier og rette det mod den politik, der har gjort den brune gruppe af beboere til et problem og den hvide gruppe af beboere til deltagere i et eksperiment, de aldrig selv har designet.
