Billedtekst: Er Trump fascist? Foto: Wikimedia Commons

Denne artikel blev først publiceret d. 20. marts i Socialist Worker (UK).

For at besvare spørgsmålet er vi nødt til at se på, hvad fascismens vigtigste karakteristika var. Fascister bruger racisme, sexisme og intolerance som en ideologisk lim, der binder deres base sammen.

Men fascisme går længere end højreorienteret autoritarisme – den er en eksistentiel trussel, der sigter mod at smadre alle arbejderklasse-, demokratiske og civilsamfundsorganisationer, som vi så det i Tyskland i 1933, da nazisterne tog magten.

Fascismen voksede midt i en kapitalistisk krise og, set fra den herskende klasses side, truslen om revolution i kølvandet på Første Verdenskrig.

Når den herskende klasse står over for en krise, kan den ty til mere autoritære metoder. Hvis de almindelige metoder til at opretholde det eksisterende styre ikke længere virker, kan den helt droppe demokratiet og vende sig mod fascismen.

Men fascismen er aldrig blot et redskab for den eksisterende stat. Den udvikler sig som en massebevægelse med en base i den traditionelle middelklasse ‒ små virksomhedsejere, selvstændige fagfolk og ledere. Den arbejder både med og mod  den herskende klasse og deres stat.

Fascismens dynamik

Hvordan passer dette med, hvad der sker i USA? Et synspunkt er, at USA allerede er fascistisk, fordi fascister har ledende stillinger i staten. Et andet synspunkt er, at USA ikke er fascistisk, fordi ICE eksisterede før Trump, og fordi der ikke findes en gadehær uafhængig af staten. Fælles for disse holdninger er en “tjekliste”-tilgang til at forstå, hvad fascisme er. Men vi er også nødt til at forstå den dynamik og de sociale forhold, som fører til fascisme. 

Fascisme blev i 1930’erne beskrevet som en “kontrarevolution nedefra”, der søger at terrorisere sine modstandere ved at mobilisere en massebevægelse. Men virkeligheden har altid været mere rodet end den meget “rene” form for fascisme, vi så i Tyskland. Nogle gange har fascistiske kræfter uafhængigt af staten spillet rollen som en “juniorpartner” i denne kontrarevolution.

(V)i er også nødt til at forstå den dynamik og de sociale forhold, som fører til fascisme

Citat: Tomáš Tengely-Evans

Og andre steder kan højreekstreme formationer, der ikke er fascistiske, udvikle sig i den retning eller udklække nye kræfter, der kan blive fascistiske. Dette var tilfældet i adskillige stater, der blev nazisternes marionetter under Anden Verdenskrig.

Vigtige forskelle mellem 1920’erne og 2020’erne

I dag står den herskende klasse ikke over for en bevægelse i arbejderklassen, der truer selve staten og systemet. Vi kan derfor ikke tale om en “kontrarevolution”. Og vi har ikke været igennem en verdenskrig, der har efterladt millioner af mænd hærdet til kamp i store, værnepligtige hære.

Den kapitalistiske stat er et langt stærkere og større apparat, end den var i begyndelsen af ​​det 20. århundrede.

Fascismen i dag vil se anderledes ud end i 1920’erne og 30’erne. Måske vil den, de steder, hvor den er i stand til at komme til magten, søge at smadre alt demokrati gennem en kombination af statslig undertrykkelse ovenfra og vold nedefra. Balancen her vil afhænge af de forskellige kontekster.

Svækket supermagt, utilfreds befolkning

Der er stærke politiske kræfter og sociale dynamikker, der driver udviklingen af ​​fascisme i USA.

Trumps manglende opfyldelse af sine valgløfter kan føre til yderligere radikalisering af den yderste højrefløj. Og der er potentiale til, at kræfter, der søger at mobilisere uafhængigt af staten, kan vokse.

Den amerikanske stat er i krise både hjemme og internationalt, og lederne har ingen løsninger på de dybe problemer, som millioner af mennesker står over for. Og den autoritære stat befinder sig nu i en legitimitetskrise. Trump er både et brud med og en fortsættelse af det, der er sket før. 

Der har været to vigtige tendenser i den amerikanske stat i de sidste tre årtier: militarisering og privatisering.

Militarisering af politiet og privatisering af militæret

Siden begyndelsen af ​​”krigen mod terror” i 2001 har de amerikanske sikkerhedsstyrker i høj grad været afhængige af outsourcing til private hære.

Og mens de førte krig i udlandet, oprettede man i USA Department of Homeland Security (DHS) som del af en nedkæmpelse af borgerrettigheder.

Dette var led i en bredere militarisering af politiet og de indenlandske sikkerhedstjenester, såsom brugen af ​​”terrorbekæmpelses”-taktikker mod indenlandske modstandere. ICE og grænsepatruljen falder under DHS’s kommando.

En del af denne proces er desuden en langsigtet militarisering af grænsen mellem USA og Mexico. Trum

p har intensiveret denne militarisering ved at inddrage hæren, og grænsekrigen har længe været en testplads for overvågning og undertrykkelse. Det påvirker den bredere deportationsmaskine.

Trump har inddraget grænsestyrker, der er vant til at kæmpe i en krigszone, i de store, etnisk diverse bycentrummer. Resultatet er terroren, kidnapningerne og mordene på Renee Good og Alex Pretti på gaderne i Minneapolis.

Trumps anden periode

Men Trumps anden præsidentperiode markerer et kvalitativt skifte. Staten er ikke en fascistisk stat, men den er heller ikke blot blevet mere autoritær, sådan som mange stater i dag har tendens til.

I dag fungerer ICE og grænsepatruljen som en paramilitær styrke og trækker den yderste højrefløj ind i sine rækker. 

ICE og grænsepatruljens professionelle foreninger blev udklækkelsesrum for højreekstremistiske projekter  før Trump

Citat: Tomáš Tengely-Evan

Den yderste højrefløj har været fast besluttet på at fylde centrale dele af statsapparatet med sine folk, ganske uhindret af mere traditionelle konservative figurer i Trumps første præsidentskab.

ICE’s rekruttering er specifikt rettet mod den yderste højrefløj. Men processen begyndte tidligere og blev ikke kun drevet fra toppen. ICE og grænsepatruljens professionelle foreninger blev udklækkelsesrum for højreekstremistiske projekter  før Trump. Der er rigeligt med beviser for et indbyrdes forhold mellem ICE og gadebaserede fascistiske grupper.

Massemodstand kan stoppe driften mod højre

Ideologerne bag ICE kan dog ikke altid få deres vilje, og de er ikke de eneste kræfter, der opererer i staten. Det andet mord i Minneapolis og massemodstanden tvang Trump til at trække sig tilbage. Det afspejler til dels den bredere stat, som ikke ønsker den form for uro i de amerikanske byer, og som manifesterer sin magt over ICE. 

Nazisterne var ikke den tyske kapitalistklasses førstevalg, og sidstnævnte var allerede selv begyndt at ødelægge det liberale demokrati. Efterhånden som krisen blev værre, begyndte dele af kapitalistklassen at blive større tilhængere af idéen om fascisme og forsøgte at få Hitler ind i regeringen. Det kan være noget lignende, vi skal holde øje med i USA i den kommende tid.

Den slags modstand, vi så i Minneapolis i januar og februar, må bygges stærkere og spredes i USA. Vi så en gnist af det i NO KINGS-demonstrationerne den 28. marts, hvor otte millioner gik på gaden. Kun med en stærkere modstand på gaden, er det muligt at kaste de kræfter tilbage, der driver USA yderligere mod højre.