En antikapitalistisk indstilling har vundet bredere indpas i løbet af de sidste 15 år. Med det Arabiske Forår, klimabevægelsens fremstød i slut-10’erne og den nuværende Palæstina-bevægelse som nogle af de største modsvar på en gennemgribende systemisk krise formet af kapitalismen og dens imperialistiske impulser, er mange på ny nået til den konklusion, at systemet er problemet. 

I en forståelig iver efter at kunne pege på et bæredygtigt alternativ til en kapitalistisk, USA-domineret verdensorden, begynder et nyt lag af unge antikapitalister og revolutionære at læne sig op ad en bipolær retorik, der mest af alt minder om den kolde krigs: min fjendes fjende-blok er min ven. 

I dag er det særligt Kina, USA’s hovedrival, der bliver forbillede. Man fremhæver fx den fremstormende kinesiske tech-industri som bevis på, at “kapitalismen” ikke har sejret; eller man opfatter Kinas brug af “soft power” og diplomati i nogle af dets interessesfærer som modpol til USA’s voldelige invasioner og indblandinger i andre stater. Men også elementer af det gamle USSR og Putins nuværende regime (selvom sidstnævnte ikke engang kalder sig kommunisme) bliver til tider forsvaret for at fremhæve den vestlige imperialismes ‒ NATOs, Israels ‒ meget reelle hykleri, krigsmageri og voldsparathed.

Hvad mener vi med stalinisme?

Det bliver betvivlet, at stalinisme overhovedet eksisterer i dag. Og det er rigtigt, at det er de færreste, der dyrker den personkult, der blev opbygget omkring Stalin selv, mens han regerede. Mange tager afstand fra hans diktatoriske ”misbrug af statsmagt”. Men dette er ikke Stalins egentlige skygge. 

Stalins fløj i det russiske Bolsjevikparti var en kontrarevolutionær kraft i tiden efter revolutionen i 1917. Den stod for dødsstødet til revolutionens idéer, og særligt de nye, radikale magtorganer, arbejderrådene

Citat: Anna Wolf

Vi forstår stalinisme som systemet i USSR mellem 1928 og sammenbruddet i 1991 og den politik, som kommunistpartier verden over førte i perioden ‒ og til dels stadig fører. Det er strukturerne i dette system grundlagt af Stalins politiske fløj, som samlet set udgør stalinismen, der kendetegnes af disse træk: planøkonomi, massivt bureaukrati, total underordning af arbejdere og bønder, imperialistiske fremstød, kontrol med sociale og politiske bevægelser i andre lande. 

Stalins fløj i det russiske Bolsjevikparti var en kontrarevolutionær kraft i tiden efter revolutionen i 1917. Den stod for dødsstødet til revolutionens idéer, og særligt de nye, radikale magtorganer, arbejderrådene.  

Det er i grunden kernen i den praksis, der endte med at forme en stalinistisk ideologi: modstand nedefra, særligt i den “sovjetiske republik”, al reel arbejdermagt, må bekæmpes eller inddæmmes. Partiet vil bringe socialisme/kommunisme til arbejderne ‒ socialismen er partiets politik, og derfor må man sætte sin lid til partiet. I høj grad, ligesom opfattelsen var og er hos de socialdemokratiske partier. 

Den stalinistiske praksis har bremset og afsporet oprør fra neden op gennem det 20. århundrede. Der kan ikke gås i dybden med dem her, men listen er lang: Kina i 1920’erne og 1930’erne, Spanien i 1930’erne, Ungarn i 1956, Prag og til dels Paris i 1968, Polen i 1981. Størstedelen af dette udspillede sig længe efter Stalins død. 

I kernen af opgøret med Stalins skygge ligger et helt centralt spørgsmål om, hvad vi mener med socialisme eller kommunisme.

Statskapitalisme

Vores revolutionære argument mod stalinismen er, at man ikke, modsat hvad nogle vil påstå, i USSR under Stalin og frem skabte et alternativ til kapitalismen, men en ny afart af kapitalisme: statskapitalisme.  

I kapitalistiske lande med “frie” markeder konkurrerer virksomheder om at tjene den største profit og akkumulere mest mulig kapital . Dette gør de ved teknologisk optimering af produktionsmåden og produktivkræfterne og ved at gå efter at tjene den størst mulige merværdi på arbejdernes arbejdskraft. Dette skaber to grundlæggende klasser: kapitalistklassen, som lever af at eje, og arbejderklassen, som må sælge arbejdskraft for at leve.

Klassesamfundet og dets magtstrukturer var intakte i det planøkonomiske USSR og satellitstaterne. I stedet for privatejede firmaer kontrollerede statsbureaukratiet produktionsmidlerne, og bureaukratklassen nød overdådige privilegier over almindelige arbejdere. Arbejderdemokrati var ikke-eksisterende. Planøkonomi alene gør ikke socialisme. 

USSR var altså ikke styret af markedets konkurrence nationalt, men lå under for presset for kapitalakkumulation for at holde trit med vestlige kapitalister. Dette indebar en hård disciplin og underordning af arbejdere. Systematiske “udrensninger” af politiske modstandere, tvangsarbejdslejre, hemmeligt politi, kvindeundertrykkelse og undertrykkelse af minoriteter var integreret i dette system.

Klassesamfundet og dets magtstrukturer var intakte i det planøkonomiske USSR og satellitstaterne. I stedet for privatejede firmaer kontrollerede statsbureaukratiet produktionsmidlerne

Citat: Anna Wolf

At se dette som “misbrug af statsmagt” eller som én forskruet persons værk er ikke at anerkende den rolle, undertrykkelsen spillede i industrialiseringen og disciplineringen og, i arbejdslejrenes tilfælde, som direkte metode til kapitalakkumulation. Det er at acceptere den form for statsmagt, der gjorde sig gældende i USSR i det hele taget, at sige, at så længe, den ikke blev “misbrugt”, var den legitim og endda ”socialistisk”, ”kommunistisk” eller en ”arbejderstat”. 

Hvis vi ser på Mao Zedongs Kina, er der tale om samme grundlæggende system. Det nye Kina var bevidst planlagt som statskapitalistisk. Mao sagde selv i 1949: “Vores politik i øjeblikket er at regulere kapitalismen, ikke at gøre en ende på den.” 

Ligesom i Rusland tidligere betød det en lynindustrialisering ‒ med femårsplaner og på ryggen af det ”folk”, som var drivkraften i verdenshistorien ifølge Maos ”Lille Røde”. En ny herskende klasse i form af partibureaukrater, fabriksledere og hærens officerer (og mange af det gamle styres kapitalister) tog form.

Imperialismens monster  

Det mangehovedede monster, der går gennem stalinismens opkomst, storhed, fald ‒ og genoplivelse ‒ er imperialismens monster. 

Imperialismen er kapitalismen som globalt system, der pressede USSR ud i konkurrence med Vesten og umuliggjorde og fortsat umuliggør socialisme i ét land; imperialismen er implicit i den borgerkrig, der svækkede den Russiske Revolution, og eksplicit i USSR’s katastrofale interventioner i oprørsbevægelser globalt og i de direkte militære aktioner, der indlemmede og brutalt nedkæmpede opstande i de østeuropæiske lande. 

Imperialismen i form af udenlandske interessers belejring var hovedfjenden i den kinesiske revolution. Oprøret var en national frihedskrig, og de revolutionære vandt − men det var “Partiet” og ikke arbejderklassen, der kom til magten, og det har været soleklart i det kinesiske regime lige siden. 

Ligesom Stalins metoder har formet kommunistpartier verden over, har Maos “folkesocialisme” haft stor indflydelse ‒ på kommunistpartier, men særligt siden 1960’erne på organiseringen af solidaritet med modstandsbevægelser i den koloniserede og postkoloniale verden. Vi ser det i skrivende stund med Palæstina-solidariteten i dag, hvor forsøg på at kæde den kamp sammen med andre systemiske spørgsmål bliver beskyldt for at “distrahere” fra “palæstinensernes kamp”. 

Som revolutionære støtter vi palæstinensernes kamp mod undertrykkelse og besættelse, fordi vi støtter retten til national selvbestemmelse, men også fordi den kamp udfordrer det imperialistiske verdenssystem i sin kerne. Vi kan som solidariske i Danmark og Europa ikke gøre meget for at vinde kampen om national selvbestemmelse for palæstinenserne. Men vi kan, nedefra, vende skytset mod vores egne magthavere og eksponere deres imperialistiske manøvrer. 

På samme måde mener vi, at arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk, og derfor kan socialisme/kommunisme aldrig opnås oppefra og ned ‒ uanset hvor meget, man gerne vil kunne pege på et eksisterende alternativ til kapitalismen.