Endnu en gang river krig millioner af menneskers liv fra hinanden. En hovedstad er under bombardement, døde kroppe ligger i gaderne, mens hospitaler og markeder brænder. Det er blevet overladt til almindelige mennesker at organisere medicinske forsyninger, finde vand og mad og risikere deres liv under beskydning for at sikre den grundlæggende infrastruktur.
I modsætning til i krigen i Ukraine er de stridende parter i Sudan begge fra samme land som den civilbefolkning, de terroriserer. En af parterne, Rapid Support Force (RSF), er en brutal milits, der voksede ud af Janjaweed-styrkerne. Den anden part er de sudanesiske væbnede styrker. Begge militære ledere har længe været partnere i forbrydelser mod det sudanesiske folk: fra Darfur, til Port Sudan, til Khartoums gader. Nu kæmper disse tyve og mordere mod hinanden om magten over Sudans rigdomme.
Ligesom i Ukraine er krigens rædsler dog ikke kun en lokal konflikt. Den er resultatet af kræfter og modsætninger i det kapitalistiske system. Sudans guld flyder gennem markederne i Golfen, og dets husdyr og frugtbare jorder fodrer millioner af mennesker ud over dets egne grænser. Dette land, hvor en tredjedel af befolkningen er afhængig af humanitær hjælp, producerer en helt utrolig rigdom for et lille mindretal. Dette mindretal tjener de herskende klasser i de rigere og mere magtfulde stater såvel som dens egne. Unge sudanesiske mænd tjener som kanonføde i Saudi-Arabien og UAE’s krig mod Yemen. De tjener som støtte til det egyptiske diktatur i den voksende magtkamp med Etiopien om Nilens vand og de fungerer som stedfortræder grænsevagter for EU og Storbritannien, som har hjulpet med at finansiere RSF.
De konkurrerende stater i regionen og stormagterne i centrum af det globale system har det sudanesiske folks blod på deres hænder. De boostede disse gangsters våbenarsenaler, mens de belærte de sudanesiske civile partier og landets revolutionære bevægelse om behovet for at sætte sig ned og forhandle magtdelingsaftaler med deres mordere.
Og nu optrapper EU og Storbritannien deres krig mod de sudanesiske flygtninge og nægter dem sikker passage gennem giftige kampagner, som giver næring til den yderste højrefløj. Det står i skarp kontrast til den imødekommenhed, som de ukrainske flygtninge møder, og demonstrerer tydeligt de imperialistiske landes hykleri omkring krig og flygtninge.
Det eneste reelle alternativ til dette blodbad er den revolutionære bevægelse, som har opnået så meget siden diktatoren Omar al-Bashirs fald i 2019. Og arbejderklassens internationale solidaritet er afgørende for at støtte den.
Ud af asken fra årtiers borgerkrig, midt i sult og fattigdom for mange, har almindelige mennesker over hele Sudan smedet nye former for selvorganisering nedefra i et omfang, vi ikke har set i årevis. Modstandskomitéer, uafhængige fagforeninger og kampagner, der rejser krav om flygtninges rettigheder og miljø retfærdighed, har mobiliseret millioner mod diktaturet. I fællesskab har de skabt et charter, der foreslår vidtrækkende demokratiske reformer og fordeling af rigdom. Ofte er de trådt til over for den sociale nød, som er opstået pga en fraværende eller fjendtlig stat og skaffet mad, husly, lægehjælp, elektricitet og vand til almindelige mennesker.
Det er her, styrken kan findes til at udfordre ikke kun de krigsførende generaler, men hele den sudanesiske herskende klasse, dens allierede i regionen og på længere sigt nedbryde den stat, der fører krig mod Sudans befolkning.
Solidaritet med den sudanesiske revolution er en presserende opgave for socialister, arbejdere og fagforeninger over hele verden. Rædselen i Sudan er endnu et eksempel, der bekræfter, at kapitalismen intet har at tilbyde arbejderne og verdens fattige. Kapitalismen betyder krig, fattigdom, racisme og miljø sammenbrud.
Koordineringen af International Socialist Tendency – 5. maj 2023
Læs også: https://socialister.dk/militaere-magtkampe-truer-den-sudanesiske-revolution/
