Billedtekst: Plakater set på en anti-imperialistisk demo d. 7.02.26. Foto: Andreas Bülow.
Denne artikel blev først publiceret d. 16. februar i Socialist Worker.
Den 29. januar erklærede Trump-administrationen Cuba for en “usædvanlig og ekstraordinær trussel” som et led i USA’s fornyede forsøg på at dominere Latinamerika. Trump har strammet den amerikanske blokade for at kvæle den caribiske øs olieforsyninger og dermed få det cubanske regime til at makke ret.
Benzinkøerne er kilometerlange og der er knaphed på mad. Elektriciteten er regelmæssigt afbrudt, da oliefyrede kraftværker står stille for at spare på det resterende brændstof.
Fly har ikke nok brændstof til at lande. Turismen er styrtdykket, da hotellerne lukker. Universitetet i Havana har lukket og den offentlige transport i hovedstaden har været ude af drift i dagevis.
Det er USA´s ansvar
Amerikansk imperialisme er hovedansvarlig for den humanitære krise i Cuba. Vigtig import af olie til Cubas forsyningsvirksomheder er stort set stoppet, efter at Trumps intervention i Venezuela sidste måned stoppede handel med Cubas mest pålidelige handelspartner.
Og tilfangetagelsen af Venezuelas præsident Nicolás Maduro har afholdt andre latinamerikanske stater fra at hjælpe Cuba.
Trump har opbygget amerikanske flådestyrker i Caribien, som også har angrebet russiske tankskibe.
Selv Mexicos ofte trodsige præsident, Claudia Sheinbaum, har måttet bøje sig for Trumps ordre. Mexico sendte to skibe med en begrænset forsyning af nødhjælp, fødevarer og olie til Cuba, slet ikke nok til at bryde belejringen.
Blokaden har været langvarig
USA indførte blokaden kort efter, at Fidel Castros guerillakrigere væltede USA´s allierede, den brutale diktator Fulgencio Batista, i 1959. Den nationale revolution var et slag mod imperialismen, som havde forvandlet Cuba til en legeplads for de rige og hæmmet den økonomiske udvikling.
I 1961 erklærede Castro retrospektivt, at revolutionen var “socialistisk” og allierede Cuba med Sovjetunionen. Han adopterede Sovjetunionens statskapitalistiske model, hvor det herskende bureaukrati præsiderede over økonomien, som om det var én gigantisk kapitalistisk virksomhed i konkurrence med Vesten.
Den nuværende præsident Miguel Diaz Canel har ikke gjort andet end at indføre nedskæringer, mens de statskapitalistiske bureaukrater forbliver i deres palæer i Havana
Citat: Liam Winning
Castro-regimet havde støtte fra størstedelen af den cubanske arbejderklasse og fattige cubanere. Det holdt stand mod amerikansk imperialisme, støttede nationale befrielseskampe i det globale syd og forbedrede sundhed og uddannelse i de første år efter revolutionen.
I dag er der ikke meget opbakning til det cubanske regime, da folk blot forsøger at overleve. Det heltemod, som Castro-familien opretholdt, er falmet. Fidel Castro er væk, mens hans bror og efterfølger, Raul, trak sig tilbage som præsident i 2018.
Den nuværende præsident Miguel Diaz Canel har ikke gjort andet end at indføre nedskæringer, mens de statskapitalistiske bureaukrater forbliver i deres palæer i Havana.
Som den cubanske socialist Frank Hernandez siger: “Regeringen har opbygget et rygte af at være en bande ubrugelige slogan-gentagere, ude af stand til at løse problemer så basale som at garantere mad.”
Den cubanske stat har privatiseret store dele af økonomien, hvilket har ført til store prisstigninger. Sidste år førte en stigning på op til 800 procent på priserne på mobiltelefoni til protester ved universitetet i Havana.
I takt med at hospitaler og huse forfalder, har regimet brugt millioner af dollars på at opføre luksushoteller til turister. Selv før Trumps offensiv var daglige strømafbrydelser blevet normen.
Hvad bliver Cubas skæbne?
Det er uklart, hvilken skæbne Cuba står overfor på nuværende tidspunkt, hvor regimet ser ud til at ville forhandle med Trump.
I modsætning til Venezuela mangler Cuba en levedygtig alternativ leder inden for regimet. Og personer i Trump-administrationen frygter, at et regimekollaps vil føre til immigration til USA.
Socialister kræver øjeblikkelig ophævelse af sanktioner og vi går ind for et nederlag for amerikansk imperialisme overfor Cuba. En sejr til Trump ville kun styrke de superrige, virksomhederne og den yderste højrefløj i hele Latinamerika.
Det ville også tjene til at styrke Trumps imperialistiske kontrol over Caribien som en strategisk region for global kapitalisme i fortsat konkurrence med sin rival Kina.
Men det betyder ikke, at man skal fremhæve Cuba som et forbillede for socialisme. Storstilede protester som 11J-bevægelsen i 2021 viser, hvordan cubanere kan gøre oprør nedefra. Håbet ligger hos den cubanske arbejderklasse, som må kæmpe for sine egne interesser.
