Hvis ikke vi har en analyse af hvad for et samfund, vi lever i, og hvilke livsbetingelser, som bestemmer hvordan vi tænker og handler, bliver værdier abstrakte og ubrugelige. Værdier er nemlig ikke neutrale eller uafhængige af den kontekst, de bruges i. Deres brug er til gengæld knyttet til hvem, der italesætter dem, og hvilke klasse-interesser, de tjener.
Eftersom vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor præmissen for at leve for langt de fleste mennesker er, at de bliver nødt til at sælge deres arbejdskraft for at kunne skaffe mad, husly, tøj osv. for at overleve, er værdierne forskellige, alt afhængig af den klasse, man tilhører.
Det er det, Marx kaldte de “sociale” betingelser for livet her på jorden. De betingelser er forskellige for dem, som deler og fordeler arbejdet og dem, som skal modtage ordrerne. Det er udgangspunktet. Det betyder, at når arbejderen træder ind i fabrikshallen, kontoret eller offentlige institution, har hun ikke kun lovet at være til rådighed for arbejdsgiveren for en løn, men også frasagt sig retten til at bestemme særlig meget. Derfor ser demokrati meget forskelligt ud, alt efter hvor man befinder sig i det sociale hierarki.
Gennem tiden og klassekampen har den enkelte, gennem medlemskab af et kollektiv, vundet lidt flere rettigheder end tidligere. Men der, hvor fagforeningerne ikke er stærke eller i det hele taget ikke eksisterer, er rettighederne færre. Man skal ikke gå længere end til nemlig.com eller minkfarmerne for at finde nærmeste feudale forhold for arbejderne her i Danmark.
Demokrati stopper ved fabriksporten
Demokrati er, for det meste, derfor sat ud af kraft for langt de fleste i en af de vigtigste og mest aktive dele af deres liv – deres arbejdsliv. Men også, hvis vi ser på demokrati som en værdi, kan vi se, at det betyder noget forskelligt alt efter klasseinteresser.
For den herskende klasse betyder demokrati det repræsentative demokrati. Folk kan få lov at stemme en gang hvert fjerde år, men ellers er alle beslutninger overladt til repræsentanter, som kun kan væltes ved næste valg.
Men demokrati set fra den herskende klasse skal kun gælde en del af samfundet. Folketinget bestemmer faktisk meget lidt. For det første er statens og kommunernes budgetter kun en tredjedel af økonomien. To tredjedele er underlagt private ejere, som bestemmer over stort set alle investeringer og retninger i økonomien. Her er der ingen demokrati.
Og hvis arbejderklassen bruger deres demokratiske ret til at strejke, kan det kun gøres efter meget bureaukratiske regler, som er lavet for at forhindre strejkerne. Hvis de alligevel forsøger at tage midler i brug såsom blokade af en virksomhed – enten, fordi der er strejkebrydere eller firmaer, som forsøger at aflevere varer til den strejkeramte virksomhed – så sættes politi ind mod de strejkende.
Hvis nogen forsøger at argumentere for, at det er muligt at forestille sig andre, mere demokratiske former end det repræsentative demokrati – såsom et samfund bygget på arbejderråd, eller at man kunne forestille sig valg af en lokal “betjent”, som så i samarbejde med beboerne i et område kunne sørge for den ro og orden, som beboerne syntes, der var brug for ‒ bliver det straks udskreget til at være en “udemokratisk” tankegang.
Faktiske har vi kun ”demokrati” til låns. Arbejderklassen har måttet slås for at få indført almindelig valgret, ligesom stemmeret for kvinder og senere for folk på offentlig forsørgelse eller indsatte (dette kom først meget senere). Den herskende klasse har kun modvilligt accepteret det meget begrænsede demokrati, der findes. Den herskende klasse er kun interesseret i demokrati, så længe det ikke truer dens magt. Så snart magthaverne føler sig truede, betyder demokrati ingenting for dem. Den klassiske eksempel er nazi-Tyskland. Den herskende klasse stillede sig med åbne øjne bag Hitler, fordi de var mere bange for en revolution ledet af arbejderklassen end Hitler, som de troede, de kunne tæmme. Demokrati som universel værdi betød intet.
Ytringsfrihed – en værdi, som kan fortolkes
En anden højt besunget værdi er ytringsfrihed. Igen må vi prøve at kigge på substansen. Så snart vi gør det, ophører ytringsfrihed med at være hævet over virkeligheden. Den herskende klasse stod næsten entydigt bag Jyllands-Posten, da de trykte Muhammed-tegningerne. Og næsten lige så entydigt bag fordømmelser af protesterne mod tegningerne.
Disse protester var “udemokratiske” og forsøgte angiveligt at forhindre ”ytringsfrihed”. En frihed, som Jyllands-Posten og andre medier havde brugt i rigelig spalteplads til at nedgøre og dæmonisere muslimer og Islam siden 2001 (og før). Man forsvarede en avis’ ret til at håne og latterliggøre et undertrykt mindretal (de religiøse muslimer), mens man fordømte ofrenes protest imod det. Hykleriet drev (og driver fortsat) ned ad væggene.
Denne selektive brug af ytringsfrihed er slående, når vi kigger på de drakoniske fængselsstraffe til folk, som har protesteret mod Corona-restriktioner: to års ubetinget fængsel for at ytre sig militant til en demonstration og fortsat at opildne demonstrationen via en megafon. Til gengæld finder der beskyttelse af Rasmus Paludan og arrestation af mod-demonstranter sted, når han brænder Koranen af over hele landet med fuldt overlæg, og ikke i et øjebliks ureflekteret handling. Hvad der passer til de behov som den herskende klasse har, er hvad der bestemmer, hvordan “ytringsfrihedens” indhold er lige nu. Islamofobi er ok, protest mod Corona-restriktioner skal straffes både hårdt og dobbelt.
Værdiernes dobbelte standarder
Diskrimination og racisme skal bekæmpes. Det er også en værdi, som officielt italesættes. Men virkeligheden er en anden. Mette Frederiksen bruger sin statsministerpost til at slå fast, at jødiske traditioner, som omskæring af drengebørn, skal beskyttes. Det gør hun, fordi jødernes beskyttelse taler ind i hendes påstand om, at antisemitisme florerer på venstrefløjen og blandt muslimer. Her skal den specifikke form for racisme bekæmpes, mens den selv samme antisemitisme blev tilladt i 1930’erne af hendes parti. Flygtende jøder blev sendt tilbage til Tyskland, ligesom flygtende syrere bliver det i dag. En sammenligning, som Benjamin Koppel benyttede sig af i Debatten i DR1.
Men racismen skal, hvis man følger Socialdemokraternes linje, ikke bekæmpes, hvis det er begået imod muslimer, som får flået tørklædet af eller bliver diskrimineret på job- eller boligmarkedet. For det er ikke en del af fortællingen om “parallelsamfundet” og lukkede indvandrermiljøer.
Med andre ord skal noget diskrimination bekæmpes og visse minoriteter beskyttes, men ikke andre. Det passer fint med regeringens erklærede mål om “nul” flygtninge til Danmark. Bekæmpelse af islamofobi og beskyttelse af muslimer vil forstyrre billedet. Således kan den herskende klasse vende og dreje værdier alt efter deres aktuelle behov.
Ligestilling for kvinder – eller hvad?
Alle hylder værdien om kvinders og mænds ligestilling, og det bruges offensivt mod den påståede ikke-ligestilling blandt muslimer i Danmark. Inger Støjbergs korstog mod unge asylpars kærlighed var en del af denne fortælling. Men hvis ligestilling skulle være en værdi for det danske samfund, så tåler det ikke et realitetstjek. Ligeløn eksisterer ikke. Tværtimod sakker kvinder bagud. Løngabet er stigende. Så snart kvinderne “erobrer” et fag, skrider mændene, og lønnen falder.
Det samme gælder overgreb mod kvinder. Det frembragte latter fra alle sider, da en rapport fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder i 2014 konstateret at kvinder over 15 år i Danmark var mest udsat for både fysisk og seksuel vold fra mænd (partner og ikke-partner) i hele EU ‒ nemlig 52 %. Det kunne ikke passe. I Danmark, ligestillingens førende land! Latteren er forstummet nu efter MeToo og senere Sofie Lindes genoplivning af diskussionen. Danmark er ikke noget særligt ligestillingsland, som man kan slå minoriteter oven i hovedet med. Tværtimod. Men den påstand fremsættes ufortrødent, fordi den herskende klasse ønsker at fremme den fortælling.
Alle beder til velfærden – få vil forsvare den
Da man nogle år tilbage skulle prøve at finde de “danske værdier” og lavede en afstemning om, hvad befolkningen satte højest som værdi, bonede “velfærden” ud som absolut topscorer. Ikke underligt; velfungerende velfærd, som passer på ældre, børn og syge og ikke lader det være afhængigt af private firmaer og pengepungen er afgørende for arbejderklassen og garant for et nogenlunde anstændigt liv.
Derfor forsøger den herskende klasse også at tage patent på den værdisætning, som er allermest populær. Når de taler om at skære ned i velfærden, hedder det “reformer”. Når de fyrer folk, kalder de det “effektivisering”. De påstår, at der er flere offentligt ansatte nu end for 10 år siden, men glemmer at fortælle, at vi alt i alt også er blevet flere.
Pointen er, at de forsøger at erobre en “værdi”, som de ved er populær, men som de af profitmæssige årsager er nødt til at angribe. For dem har velfærden ikke nogen værdi – ellers ville de passe på den. I stedet privatiserer de den og skærer den ned til sokkeholderne. Som Corona-krisen så klart har afsløret, er det højt besungne danske sundhedsvæsen en andenrangs affære.
Den seneste eksempel er forholdene på fødegangene, som de ikke kan komme uden om på grund af de mange grumme historier og protester fra patienter og jordemødrene. Det har tvunget politikerne til at love mindst to overnatninger til fødende, som har brug for det. Regionsrådsformand i Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokraterne, måtte slå ud med armene og sige ja, det ville vi gerne, men vi har hverken penge eller ansatte til at gennemføre det. De ønsker at underlægge en arbejderklasseværdi deres ideologi. Men de støtter den ikke. Vi har den kun til låns og kun så længe, vi forsvarer den.
Arbejderklassens værdier
Betyder dette, at socialister er ligeglad med værdier? Ingenlunde. Men socialister opstiller ikke abstrakte værdier, som gælder i alle tilfælde. Vi ser på, hvilke værdier, der kan bringe arbejderklassen tættere på et mere retfærdigt samfund. Et samfund fri fra udnyttelser og udbytning af menneske mod menneske.
Arbejderklassen kan kun bringe fremskridt for sig selv ved at bruge kollektive og solidariske midler. Midler, som samler og inkluder alle. Racismen og sexismen splitter og gør os svage. Derfor bekæmper vi dem.
Den enkeltes ret til arbejde skal vi slås for, men ikke midt i en strejke eller når vedkommende melder sig ud af fagforeningen. Så ophæves hans rettigheder. Ytringsfrihed er for alle i den demokratiske forsamling, men derefter handler man sammen ‒ uanset, om man måtte have stemt imod en strejke eller foretrukket en anden tillidsmand. Man respekterer afgørelsen og underlægger sig flertallet, ellers står man splittet over for arbejdsgiverne. Og sådan kunne man blive ved. Værdier skal måles i forhold til det specifikke forhold, de bruges i. Hvad der bringer kampen for et bedre samfund videre og hvad, der ikke gør.
Deres ideologi og vores sandheder
Karl Marx beskrev engang, hvordan det lille mindretal, som hersker over samfundet, kan binde det store flertal, som de behersker, til sig.
Han skrev ”De herskende ideer i et samfundet, er de herskendes ideer.”. Med det mente han at de behov, som den herskende klasse har for at få os til at acceptere deres regime, forklares gennem en ideologi, de har konstrueret, og som de fleste accepterer.
Hvis vi modsat ikke accepterede deres ideologi, ville vi kunne kæmpe for magten, samlet, det store flertal. Det er kun accepten af den herskende klasses ideologi, som forhindrer det. I virkeligheden nedbrydes den herskende klasses ideologiske greb om arbejderklassen ikke på en gang, men delvist og over tid og i spring, når der er kamp. Men det er en helt anden historie.
Det absolut stærkeste ideologiske våben, som den herskende klasse har, er den nationale identitet, og det står over alle de andre ideologiske værdier. Det forklarer alting ud fra, hvad der tjener Danmark bedst. Omvendt er sandheden den, at ved at underlægge sig national identitet, så fraskriver man sig sin klasseidentitet og dermed det sociale og økonomiske fællesskab, man har med arbejderne i andre lande. Den ophæver dermed klassesolidaritet. Selv de liberale værdier som i denne skrift viser sig at være abstrakte og uden substans, forsøges gjort “nationale”, selv om de deles af og også misbruges af herskere i alle andre lande.
Hvis man ser alle såkaldte værdier efter i sømmene, dvs. hvem bruger dem, i hvilke sammenhæng og til hvilket formål, ville man opdage, at der ligger klare ideologiske fordrejninger bagved. Kun ved at sætte disse ideologiske sværmerier op mod, hvad der tjener kampen for socialisme og arbejderklassen bedst, både aktuelt og fremadrettet, kan man håbe på at finde frem til vores klasses sande standpunkt i alle klassekampens spørgsmål.
Læs også:
Trotsky, Deres moral og vores: http://marxisme.dk/arkiv/trotskij/1938/02/deresmoral.asp
Borgerlige rettigheder: Deres sandhed og vores: http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=4409
Klasser og ideer: http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=16316
Begge af Martin Johansen.
