Af Anna Wolf (fra Socialist Worker + Socialist Review)
Den britiske folkeafstemning om EU-medlemskab, som endte med Brexit og et Leave-flertal i 2016, har sendt Storbritannien ud på en usikker grund, der er et stykke inde i sit tredje år. Den har også mere generelt udstillet og tydeliggjort positioner i den ideologiske debat om EU og de problemer, der ligger bag disse positioner.
Vi ser en debat lignende Remain vs. Leave-diskussionen udspille sig i Danmark, selvom vi ikke her står umiddelbart overfor at skulle til folkeafstemning om at forlade unionen.
Leave og Remain
Den 20. oktober sidste år gik en meget broget flok på gaden i London under overskriften ”The People’s Vote” i en af de største demonstrationer siden årtusindskiftet. Her marcherede liberale, Tories, dele af Labour og andre Remain’ere side om side for en gen-afstemning i håb om at kunne blive i EU.
Som Joseph Choonara skriver i tidsskriftet Socialist Review handler dette håb for mange af kapitalistklassens Remain’ere selvfølgelig om at sikre sine interesser, som understøttes af EU’s indre marked og neoliberale monetaristiske politik.
Men et væld af demonstranter, mange fra store dele af venstrefløjen, deltog i demonstrationen for at støtte den union, som de er kommet til at se som skjold mod reaktionære nationalistiske og racistiske idéer bag Brexit og den usikkerhed, som udenlandske EU-borgere i Storbritannien er blevet kastet ud i.
Mens bekymringen for ikke-briter i Storbrita nnien er reel nok, afspejler koalitionen mellem humanistiske, pluralistiske idealer og EU-samarbejdet en forsimplet og forfejlet diskurs, hvor Leave altid betyder fremmedhad, nationalisme og lukkethed, og Remain står for åbenhed, samarbejde og endda menneskerettigheder.
Og mange vil genkende dette billede herhjemme. Her repræsenteres EU-skepsis-siden i medierne som oftest af Kristian Thulesen-Dahl med en stemme for Danmarks nationale ”suverænitet” og danskeres ret til at bestemme over ”deres eget land”. SF har for længst erklæret sin fulde opbakning til Danmarks medlemskab.
I et debatklima som dette er det ikke altid let at føre venstrefløjens sag mod EU; det bliver ofte et spørgsmål om, om det ikke er bedre at blive i en uperfekt, men ultimativt god union end at forlade den og sige nej til europæisk samarbejde.
Der er brug for, som Lapavitsas gør i bogen, The Left Case Against The EU, at se nærmere på EU’s projekt og dets økonomiske strukturer.
Et ”neoliberalt citadel”
Men hvilken sag står vi som socialister og marxister med mod EU?
Svaret skal findes i kernen af EU som organisation og det kapitalistiske projekt, der lå bag selve unionens fødsel.
Venstrefløjen var bredt set skeptisk over for det tidligere Europæiske Fællesskab (EF), forløberen for det nuværende EU, som blev set som en ”bosses’ club”. Det havde det indre marked som sit fokuspunkt fra første færd. Den endnu ældre forgænger, Den Europæiske Kul- og Stålunion, skabte idéen om et reelt fælles marked ved at sigte mod en ”rationel” håndtering af de store krigsrelaterede kul- og stålindustrier.
De tætte og samlende markedsrelationer, der skulle komme ud af dette, skulle også forhindre fremtidige krige mellem Frankrig og Tyskland – en idé, der ofte fremhæves som den fredsbevarende kerne i EU-projektet.
Men det er også historien om, hvordan EU fra sin tidligste begyndelse har formået at skrive ”fred” ind i det, der først og fremmest er europæisk kapitals integration og pluralisme.
Det var med Maastricht-traktaten i 1992, som tog de første tilløb til udarbejdningen af euroen som fælles møntfod, at neoliberale idealer og normer blev fasttømret i kernen.
Lapavitsas skriver, at tyske kapitalinteresser spillede en central rolle i de strukturelle problemer, der fulgte med euroens indpas. Tyske arbejderes løn blev presset massivt for at øge produktiviteten, og sammen med dette sikrede den Europæiske Centralbanks monetarisme tyske virksomheders eksport og profit.
Han peger yderligere på, at EU ikke er struktureret som en national regering. EU er ikke en føderal stat som fx USA. Det betyder, at man ikke kan presse den nedefra eller uden videre foreslå reformer. Det betyder også, at EU ikke virker alt efter, hvem der har regeringsmagten i de forskellige medlemsstater.
EU’s magtcenter består af Tyskland, men ikke Tyskland forstået som den tyske befolkning eller endda den tyske regering. Det er tyske kapitalinteresser. EU er, med Lapavitsas ord, et ”neoliberalt citadel”, et Fort Europa, som bygger sine mure og holder den sydeuropæiske periferi – Grækenland, Spanien, Portugal – i et jerngreb.
Fort Europa
Der er de grundlæggende marxistiske, strukturelle argumenter mod EU’s opbygning, projekt og dens indbyggede, udemokratiske grundlag, som er helt centrale.
Med til den rigide, neoliberale ramme med det indre marked og fælles valuta hører ”de fire friheder”: den fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og ydelser. Disse, endda i dette neoliberalt klingende ordvalg, er en stor grund til støtten til venstre for midten og fra idealistiske liberale.
Og paradoksalt nok er både de neoliberale tendenser og en bredere støtte fra venstrefløjen i Europa intensiveret de senere år. Bevægelsesfriheden er en stor del af fortællingen om den pluralistiske union, som bringer folk sammen på tværs af grænser.
Denne kønne fortælling burde betyde, at EU tog imod flygtninge med solidaritet og en konsensus om menneskerettigheder. Men realiteten blev et lukket fort og Middelhavet som en grav for tusinder af bådflygtninge.
”Fort Europa” er et kendt billede fra den venstreorienterede kritik af EU, stærkest illustreret af billedet af tusinder af desperate mennesker på flugt fra krig, som forgæves banker på ”portene” til det lukkede fort.
Og kritikken fra menneskerettighedsorganisationer har også haglet ned over EU, for at lave aftaler med Erdogan i Tyrkiet og Lukasjenko i Hviderusland, hvor milliarder af euro gives for at holde flygtninge ude af EU, uden at skele til hvilke midler, der bruges for at opnå dette.
Men det økonomiske fort – det indre marked – er ikke kun måden, hvorpå EU med betydningen ”Europa” kan forme og vedligeholde sig selv som en del af verdens ”center” med det globale syd som periferi. Denne konstruktion spejles også, som nævnt, inde i EU selv f.eks. med et kapital-center i Tyskland, der kunne og kan presse det ”perifere” og underordnede Grækenland, som vi har set det med de låne-sparepakker, som Trojkaen har “tilbudt” til Grækenland. Og den generelle omtale om grækerne, som levede ”over evne” og ”dovne” som grundlag har mange ligheder med anti-immigrations-retorikken fra de udtalt racistiske dele af Leave-siden i Brexit.
For bevægelsesfrihed og solidaritet
Venstrefløjen må kæmpe for menneskers bevægelsesfrihed og solidaritet mellem mennesker i og udenfor Europa.
Vi skal altså kritisere, hvordan EU’s handels- og fiskeripolitik på den ene side tager levebrødet fra folk i dele af Afrika og på den anden side, hvordan EU betaler mere eller mindre autoritære regimer for at holder flygtninge og migranter ude.
Vi skal kæmpe for at gæste-arbejdere fra f.eks. Grækenland eller Portugal sikres samme løn og vilkår, som danske arbejdere og kæmpe mod låne-sparepakker til fx Portugal og Grækenland, der tvinger landene til at sælge ud af statslig ejendom, fyre offentligt ansatte og slagte velfærdsordninger.
Disse kampe vil skulle føres på trods af og imod EU.
