Dette er en “long read”, ca. 10 minutter.
Den første fremtrædelse er USA´s relative svækkelse som økonomisk magt over tid. Den anden er USA´s tiltagende impotens som militær magt, eksemplificeret med dets impotens i krigen mod Iran, som USA og Israel startede i fællesskab men ikke kan slutte.
Bag disse tendenser ligger en udvikling, hvor staten spiller en større rolle i værdiskabelsen og i relationerne mellem stater. Udviklingen tog især fart efter finanskrisen i 2007-08, som indledte det, den marxistiske økonom Michael Roberts har kaldt »den lange depression« i verdensøkonomien. Den fortsatte krise har skærpet de interimperialistiske rivaliseringer både økonomisk og militært.
Politisk har udviklingen svækket det politiske centrum og øget polariseringen, især i Europa, men også mange andre steder. Bevægelsen går primært mod højre, men også mod venstre, mens det politiske centrum har mistet en stor del af sin legitimitet.
USA’s relative svækkelse
Den vigtigste langsigtede udvikling er, at USA ikke længere er den eneste økonomiske stormagt. I 2019 stod USA for 16,5 % af verdens BNP, EU for 15,9 % og Kina for 14,5 % ifølge IMF’s seneste tal. De tre magter er således næsten lige store økonomiske.
USA stod for 40 % af verdens BNP i 1960 og 26 % i 1990. Udviklingen mod økonomisk multipolaritet har derfor været længe undervejs. En del af forklaringen er globaliseringen af finans og handel efter neoliberalismens gennembrud, som fulgte de keynesianske årtier og USA’s dominans i perioden 1945-70. Sydøstasiatiske økonomier med billig arbejdskraft, blandt andre Sydkorea, Singapore, Hongkong og Taiwan, kunne konkurrere med ældre industrier, især inden for skibs- og bilproduktion.
Senere styrkede EU’s indre marked og voksende politiske integration europæiske produkters position på verdensmarkedet. Udvidelsen mod Østeuropa efter Sovjetimperiets sammenbrud i 1989-91 gav EU et markant økonomisk løft og gjorde unionen i stand til at matche USA. Samtidig åbnede Kina for udenlandske investeringer og voksede frem som en konkurrerende stormagt med vækstrater på over 10 %, indtil finanskrisen og den stagnerende verdenshandel satte en brat stopper for udviklingen.
USA’s militære svækkelse
USA’s gradvise relative økonomiske svækkelse førte ikke straks til militær tilbagegang. Landet var fortsat stærkt nok til at reagere på Iraks trussel mod Kuwaits olieressourcer, fordrive Saddam Hussein og ødelægge hans hær i begyndelsen af 1990’erne.
Nu står Trump svækket i Mellemøsten, fordi Iran med begrænsede midler og relativt billigt militært udstyr kan modstå USA’s pres. Trods bombardementer og drab på politiske og militære ledere kan USA ikke afslutte krigen som sejrherre
Citat: Charlie Lywood
George W. Bush forsøgte at gentage succesen i 2003, og indledningsvis gik det godt: Iraks forsvar kunne ikke matche den USA-ledede »koalition af villige«. Problemerne opstod bagefter, da modstanden i Irak og Islamisk Stats fremvækst i nord påførte USA så store tab, at landet til sidst trak sig ud uden at have sikret fred.
Nu står Trump svækket i Mellemøsten, fordi Iran med begrænsede midler og relativt billigt militært udstyr kan modstå USA’s pres. Trods bombardementer og drab på politiske og militære ledere kan USA ikke afslutte krigen som sejrherre.
Mange lande og blokke har draget konsekvensen: USA kan ikke længere fungere som verdens politibetjent eller gennemtvinge sin vilje alene gennem militær overlegenhed. Det ses i den nye alliance mellem tre traditionelle amerikansk-allierede: Tyrkiet, som er medlem af NATO, Saudi-Arabien og Pakistan. De vurderer, at USA ikke længere alene kan garantere deres sikkerhed.
EU opruster massivt, ikke kun under pres fra Trump, men også fordi Europas herskende klasse erkender, at europæiske og amerikanske interesser ikke længere er sammenfaldende. Det ses blandt andet i toldkrigen, EU’s eftergivenhed over for Trump og ønsket om at styrke europæiske virksomheders position på verdensmarkedet.
Statens voksende rolle i nutidens kapitalisme
Finanskrisen i 2007-08 og covid-19 viste tydeligt kapitalismens afhængighed af staten i krisetider. Finansmarkedernes kollaps begyndte på det amerikanske boligmarked og spredte sig globalt. Det kunne kun bremses, fordi den amerikanske centralbank støttede, truede store virksomheder og pumpede penge ind i økonomien gennem udstedelse af statsobligationer.
Noget lignende skete i Danmark, da Danske Bank angiveligt truede Lars Løkke Rasmussens regering med at lukke sine pengeautomater, hvis banken ikke fik en fordelagtig aftale om kapitaltilførsel.
Under covid-19 kunne markedet heller ikke håndtere pandemien. Kun en omfattende statslig indsats med restriktioner og massevaccinationer kunne begrænse dødstallene. Handelen blev kraftigt bremset, og milliarder blev udbetalt i erstatning, blandt andet til minkavlere. Pointen er, at kun staten havde rækkevidden og magten til at gennemføre så vidtgående tiltag.
Er forholdet mellem stat og kapital dermed grundlæggende ændret? Ikke nødvendigvis. I 2023 udgjorde de offentlige budgetter ifølge IMF mellem 33 % af BNP i Brasilien og 57 % i Frankrig; i USA var andelen 36 %. Trods teorier om frit bevægeligt kapital i en global økonomi har niveauerne været forholdsvis stabile siden 1970.
Kapitalen har altid været afhængig af staten, men siden finanskrisen er statens rolle blevet mere synlig, og de økonomiske og politiske indgreb mere omfattende. Samtidig afspejler statens form den dominerende produktionsmåde, her den kapitalistiske. Forholdet mellem stat og kapital ændrer sig derfor løbende med produktionsvilkårene.
AI-boblen er et eksempel. Teknologigiganternes placering i USA’s og Kinas økonomier, den hårde konkurrence, overinvesteringerne, den manglende indtjening og billigere kinesiske modeller påvirker statens handlinger. Derfor så vi det sykofantiske syn ved Trumps indsættelse i 2025 hvor techgiganternes bosser stod på rad og række og slikkede Trump op og ned ad ryggen. De har brug for ham og han har brug for dem.
Trumps ønske om at »eje« Grønland og en ny aftale, der giver USA vetoret over investeringer i minedrift, kan først og fremmest ses som forsøg på at sikre sjældne jordarter, der er afgørende for både AI- og militærteknologi.
Den globale handel er stagneret siden 2008, men udgør stadig 50 % af verdens BNP mod 25 % i 1970. Det har skærpet konkurrencen om handelsforbindelser, billige råvarer og andre ressourcer og øget spændingerne mellem de imperialistiske blokke. Heri ligger baggrunden for Ukrainekrigen, forsøget på at knægte Iran og toldkrigen. Stærke stater skal varetage kapitalens interesser; derfor ser vi flere statslige indgreb, oprustning og mere autoritær lovgivning, som skal sikre befolkningens loyalitet.
Det politiske centrums legitimitetskrise

Trumps sejr og Brexit i 2016 rystede det politiske centrum. Hillary Clinton tabte til realitystjernen, og vælgerne stemte for Brexit trods de etablerede partiers anbefaling. Resultaterne udtrykte en folkelig dom over, hvem der betalte for finanskrisen. Siden har centrum – også kaldet »det ekstreme centrum« – hverken imødekommet krav om bedre velfærd eller afhjulpet nedslidningen af velfærden og den omfattende boligmangel.
Mette Frederiksen siger, at man kan »stole på myndighederne«. Men en række begivenheder og forhold har svækket befolkningens tillid til myndigheder og politikere.
Manglende handling mod klimaforandringer mærkes allerede i hverdagen: skovbrande, ekstrem varme, døde kystområder og en intensiv landbrugsproduktion, der udsætter dyr som grise for daglige lidelser. CO₂-udledningen falder ikke hurtigt nok til at bremse den globale opvarmning. Ingen akutplan eller iscenesættelse af indsatsen kan ændre det, folk selv ser og oplever.
Myndigheder og politikere udpegede Rusland som ansvarlig for eksplosionerne ved Nord Stream. Det viste sig tilsyneladende ikke at være tilfældet; mistanken rettede sig i stedet mod Ukraine, en af »vores« allierede. Den danske undersøgelse blev aldrig offentliggjort med den begrundelse, at ingen kunne retsforfølges. Det har styrket oplevelsen af, at offentligheden blev vildledt.
Det samme gælder drone-sagen: Var dronerne der eller ej? Daværende justitsminister Hummelgaard sammenlignede først situationen med 11. september. Senere lød forklaringen blot, at pålidelige soldater havde set droner med egne øjne; der blev ikke fremlagt billedmateriale. Det gør det svært at have tillid til myndighedernes udlægning.
Også sager, hvor politiets topfolk gentagne gange begår fejl, skjuler dem eller benægter dem – eksempelvis »vaskesagen« – svækker tilliden, især når de blot flyttes til andre ledende stillinger. Når folks erfaringer ikke stemmer med politikernes ord og handlinger, falder tilliden til systemet, og flere søger alternativer både til venstre og højre. Det øger polariseringen.
Hvad kendetegner verden i dag?
Verden er først og fremmest præget af interimperialistiske rivaliseringer og krige, hvor befolkninger opfordres til at »forsvare« deres eget land eller deres egen blok. EU opruster økonomisk, militært og politisk og kræver ofre for befolkningen.
I en kronik i Politiken den 29.07.26 argumenterer udenrigsminister Lars Løkke, DI-formand Klaus Sørensen og Metals formand Claus Jensen for, at Europa skal gå forrest teknologisk, produktionsmæssigt og militært ved at fjerne hindringer – herunder miljømæssige, sociale og rettighedsmæssige begrænsninger.
Et andet eksempel er Mette Frederiksen og Giorgio Melonis fælles erklæring om, at Europa står på et kristent værdimæssigt grundlag, som skal forsvares mod den muslimske invasion udefra. »Vi« er nu Europa, hvis storhed skal fremmes og forsvares. Der spilles på de europæiske nationale trommer.
Verden er først og fremmest præget af interimperialistiske rivaliseringer og krige, hvor befolkninger opfordres til at »forsvare« deres eget land eller deres egen blok
Citat: Charlie Lywood
Verden er også præget af fascismens genkomst i Europa – ikke kun parlamentarisk, som i Italien, men også på gaden. I Storbritannien står Robinsons bevægelse stærkt, mens det DF-lignende parti Reform, som i perioder har ført i meningsmålingerne. I Danmark har den udbredte islamofobi fået et gadeudtryk i Det Danske Folks march den 5. september og den planlagte march den 17. oktober. Også her flyder den ekstreme højrefløj og fascistiske miljøer sammen.
Vi ser også meget apati, hedonisme og nihilisme. Mange dukker sig fordi verden slet ikke er til at forstå eller finde rundt i, og digitalisering smider mange folk af. Apati er hvad man søger til for en smule ro. Hold verden væk. Eller man forkæler bare sig selv, hvis man har penge, og går kun op i det som behager og holder på den måde verden ud.
Desværre søger nogle andre ind i nihilisme. Det hele er noget “lort” og man kan lige så godt gøre skade på andre for at få udløst sine egne frustrationer. Derfor ser vi opkomsten af NVE’er (Nihilistisk Voldelig Ekstremisme).
Modstand og vreden bobler under overfladen
Mette Frederiksen siger at “håb er ingen strategi”. Muligvis. Men uden håb er der ingenting. Heldigvis findes der håb. Verden er også præget af modstand. Israels krig i Palæstina har skabt en verdensomspændende bevægelse, som dog nu er på retur. På sit højeste udløste den massestrejker i Italien, Spanien og Grækenland og formede en generation, der gennemskuer fortællingen om Israel som demokratisk stat og ser landets imperialistiske karakter og rolle som besættelsesmagt.
Oprøret mod korruption i Serbiens statsapparat, drevet af studerende og med bred folkelig opbakning, afspejler en generation, der ikke vil acceptere myndighedernes løgne og bedrag. Lignende masseprotester ses i Indien, hvor Cockroach-bevægelsen væltede en undervisningsminister, og i Albanien, hvor Flamingo-oprøret udfordrer udenlandske matadorers – i dette tilfælde Trump-familiens – frie spil med landets miljø og kystlinje.
Protester, der begynder med en enkelt sag, kan hurtigt udvikle sig til systemkritiske bevægelser, hvis de får momentum og forbindes med de mange korruptionssager og myndighedernes ydmygende og arrogante behandling af befolkningen.
Et godt eksempel er gymnasieelever og studenters oprør i Frankrig i begyndelsen af oktober. Oprøret begyndte i de fattige forstæder i Paris, såsom Saint-Denis, hvor det lynhurtigt udviklede sig til et nationalt opgør. Ikke bare over uddannelsessystemets elendighed og ulighed, men gik videre til dele af arbejderklassen, som bakkede op om protesterne og stillede egne krav om bedre velfærd mv. Oprøret er også koblet til kampen mod fascismen, Rassemblement National, som står stærkt til præsidentvalget i foråret 2027.
Protester, der begynder med en enkelt sag, kan hurtigt udvikle sig til systemkritiske bevægelser, hvis de får momentum og forbindes med de mange korruptionssager og myndighedernes ydmygende og arrogante behandling af befolkningen
Citat: Charlie Lywood
Et andet er boligbevægelsen i Spanien, som gennem massivt pres har forhindret en 87-årig at blive smidt ud af hendes lejlighed, da en boligspekulant havde tredoblet huslejen. Bevægelsen mod huslejestigninger og boligmangel overalt i Spanien har presset politikerne. Meget af vreden på gaderne var rettet mod premierminister Pedro Sanchez’ socialdemokratiske regering. Han har nu udskrevet nyvalg den 29. november.
Også i Spanien bliver arbejderklassen stimuleret til kamp ud fra en enkelt sag. Spaniens to største fagforeninger, CCOO og UGT, blev mandag i denne uge enige om at indkalde til en 24-timers generalstrejke under valgkampen på grund af boligomkostninger og lønninger. Undervisningsarbejdere indleder en tidsubestemt strejke i Madrid den 14. oktober.
Hvad er socialisters opgaver i en sådan verden?

Vi skal være åbne over for og rumme oprør, som hverken er socialistiske eller systemoverskridende, men rummer potentiale til at udvikle sig til mere end et krav om udskiftning i toppen.
Men kapitalismen og dens regeringer kan ikke besejres, før den vigtigste forandringskraft – arbejderklassen – træder ind på banen. I andre lande har vi set begyndende politisk mobilisering for egne krav, blandt andet i strejkerne for Palæstina og i lønkampen i Storbritannien for tre år siden. Alligevel er arbejderklassen endnu ikke stærk, hverken i Danmark eller i Europa generelt. Genopbygningen af dens politiske og sociale styrke må derfor stå øverst på socialisters dagsorden.
Det kræver også politisk klarhed på venstrefløjen. Specielt ift. imperialisme. Desværre deles venstrefløjen hovedsageligt op i to lejre. De som mener at EU og Europa skal forstærkes for at “forsvare” os mod Rusland, Kina, USA og andre fjender, og som ser Europa som håbet for verden. De underlægger sig de europæiske herskende klassers prioriteter. For eksempel går Enhedslisten forrest i at støtte op om militærassistance til Ukraine.
Så er der dem, som mener, at der er kun én imperialistisk fjende i verden – USA. Og undlader at se at både Kina og Rusland også har imperialistiske interesser. At de også er fanget i den inter-imperialistiske rivalisering. Socialister skal modsætte sig alle imperialistiske stater og det system som er skyld i at vi har krig og klimakrise.
Det kræver derfor også en stærk revolutionær venstrefløj, der kan udfordre reformismen i arbejderklassen og de kræfter, som vil binde fagbevægelsen til den herskende klasse, som i den ovennævnte kronik i Politiken. Kun ved at udfordre og til sidst bryde deres dominans kan vi skabe håb om en bedre verden, frem for en fremtid præget af krig og klimakatastrofer.




