Billede tekst: Kvindernes march i Calgary, Canada 2018. Foto: Wikimedia Commons.

Enhedsfronten ‒ at samles og kæmpe på tværs af mindre politiske skel om det, vi er enige om: Flygtninge og muslimer er velkomne; ingen fascister i vores gader; transkønnede har ret til at færdes og eksistere i det offentlige rum; personer med handikap skal ikke behandles som andenrangsmennesker.

Alt sammen mens vi aldrig mister den for bevægelsen livsnødvendige politiske diskussion om retning, mål og midler af syne. Så enkelt kan det egentlig siges. Og den aktive deltagelse i kampen mod undertrykkelse må simpelthen være et krav til alle, der kalder sig revolutionære.

“Anti-woke”

Ikke desto mindre er der strømninger på venstrefløjen i dag, både i Danmark og andre steder, som markerer sig som ’anti-woke’, særligt i lyset af Donald Trumps genvalg som USA’s præsident.

De kommer gerne fra en analyse af, hvad der får dele af arbejderklassen til at læne sig mod højrepopulisme eller fascisme, som vi det seneste årti har set en stigende tendens til: Den politiske elite har i årevis ført woke symbolpolitik for at ”bekæmpe” diskrimination af minoriteter, alt imens den gang på gang angriber arbejderklassen og udhuler leveforholdene for de mange, siger man. Venstrefløjen bør nu først og fremmest fokusere på materielle spørgsmål som boliger, almen velfærd osv.

Den politiske elite har i årevis ført woke symbolpolitik for at ”bekæmpe” diskrimination af minoriteter, alt imens den gang på gang angriber arbejderklassen

Citat: Anna Wolf

Der kan være rigtige impulser i dette. Dels er den neoliberale identitetspolitik med krav om flere kvinder på de bonede gulve og Danske Bank i regnbuens farver til Pride et meningsløst svar på undertrykkelsens levede erfaring. Og dels er det rigtigt, at fraværet af klassepolitik og en bredt kæmpende arbejderklasse spiller en stor rolle i, at fx Trump kunne komme til at udgøre en modpol til den politiske elite for dele af arbejderklassen.

Glidebane

Men den ’anti-woke’ vej er en potentielt farlig glidebane. Det er en sandhed med store modifikationer, at den ”politiske elite” faktisk har ageret for at bekæmpe diskrimination af minoriteter. Mens det at klæde sig i regnbuen i en årrække har været en nem gestus i en overfladisk fejring af ”mangfoldigheden”, er hetzen mod muslimer i Danmark fx stadig legitim.

Og denne kombinerede kritik af ’venstrefløjen’ og den ’politiske elite’ kommer snublende tæt på at udøve den samme sammensmeltning af de to, som højrefløjen gør med fuldt overlæg. Når man først har lavet denne sammenskrivning, er det nemt at glide ind i den næste: at ’eliten’, ’venstrefløjen’ og forskellige udtryk for politisk italesættelse af minoritetsidentitet i virkeligheden udgør et og samme problem, som ’vi, de mange’, står overfor.

Fejlslagen forståelse

Et eksempel på denne tendens fra en aktør i god tro er Revolutionært Kommunistisk Parti i dette års maj-nummer af avisen Revolution. I en artikel tolker de ”afvisningen af woke” og politisk korrekthed blandt arbejderklassen som udtryk for et ”oprigtigt klassehad”, der kan kanaliseres ind i en ny, militant klassebevidsthed.

Det er rigtigt, at størstedelen af de mennesker, som i dag mener, at ”politisk korrekthed” har ”taget overhånd”, er nogle, vi skal kæmpe side om side med i fremtidens kampe. Men lige så lidt som de holdninger blandt almindelige arbejdere nødvendigvis er udtryk for ”dybtliggende fordomme”, der ikke kan rykkes ved, lige så lidt er de udtryk for et ”progressivt” opgør med angreb på arbejderklassen.

Desuden er RKP’s definitioner af både udtrykket woke og ’identitetspolitik’ stærkt reduktive. De skriver, at woke er neoliberal identitetspolitik med ”kønskvoter” og ”nye, politisk korrekte ord”, og at identitetspolitik er et rent postmoderne fænomen, som hænger uløseligt sammen med klassepolitikkens og -bevidsthedens nedgang.

Disse halve forståelser af begreberne og de tendenser, de betegner, er faktisk en kapitulation til højrefløjens og mainstreams forståelser og blokerer for en forståelse af de splittelser, der lige nu findes i arbejderklassen

Citat: Anna Wolf

Det fulde billede er mere komplekst. Woke er ikke neoliberalt eller en politik overhovedet, men et tillægsord fra afroamerikansk engelsk. Det spiller på awake eller woken (up) og betegner det at være ’vågnet op’ til en bevidsthed om racismens virkemåde udover den individuelle oplevelse – altså en politisk opvågnen. Og mens det er rigtigt, at udtrykket ’identitetspolitik’ kom frem i 1960’erne og 70’erne for så at blive hængende i en svækket form, der havde svært ved at stå alene, mens klassekampen var for nedadgående, så fandtes denne form for politik – simpelt sagt det at organisere sig politisk omkring en (forfulgt eller marginaliseret) identitet – langt tilbage i historien og har en meget tæt sammenhæng med arbejderkampe i bred forstand.

Disse halve forståelser af begreberne og de tendenser, de betegner, er faktisk en kapitulation til højrefløjens og mainstreams forståelser og blokerer for en forståelse af de splittelser, der lige nu findes i arbejderklassen – woke og anti-woke, kunne man sige.

De undertryktes festival

Hverken woke eller anti-woke er tilstrækkeligt i den marxistiske forståelse. Men når konklusionen bliver, som hos RKP, at marxister må bekæmpe identitetspolitik, fordi den er individualiserende, så har man fejlet i analysen af, hvad revolutionæres opgave er i øjeblikket.

Lenin skrev i forbindelse med den russiske revolution, at “revolutioner er de undertryktes festivaler”. Med dette mente han ikke, at revolutionen er en dejlig dag for undertrykte grupper, fordi en arbejderrevolution automatisk har fjernet racisme og andre fordomme og stigmatiseringer fra Jordens overflade. Derimod peger det på, at når revolutionen er en realitet, er det en særlig festdag for undertrykte minoriteter, fordi de har kæmpet side om side med resten af arbejderklassen mod både undertrykkelse og kapitalistisk udbytning i en og samme vending og derfor fejrer en dobbelt selvfrigørelse.

Frigørelsen for den ene gruppe er ikke på bekostning af den anden. Klassesamfundet er ganske vist strukturen, der indkapsler undertrykkelse og marginalisering, og derfor bygger vi op for en kæmpende, samlet arbejderklasse. Men den dobbelte selvfrigørelse begynder længe før en revolution – og det indebærer at forbinde og gøre de ‘identitetspolitiske’ kampe til alles.