De græske bosættelser, der vokser til bystater og bliver førende i den antikke periode imellem år 900 før vor tidsregning (f.v.t). og indtil romernes erobring af den græske halvø år 146 f.v.t., er kendetegnet ved en særlig geografi, der præger samfundsudviklingen på en række områder: I Grækenland er der alt for mange bjerge og derfor ikke megen frugtbar landbrugsjord. Til gengæld er der masser af hav. Det tvinger disse små byer til at åbne sig op og skabe forbindelser omkring dem i hele middelhavsregionen. De skabes både i gennem nye bosættelser samt ved handel.
Fremskridtene sker altså gennem alle de forbindelser med andre store stater og civilisationer, der eksisterer i og omkring Middelhavet.
En langsom udvikling over nogle få hundrede år imellem år 900-600 f.v.t. betyder, at disse små spredte bosættelser udvikler sig til en decideret civilisation i et netværk af bystater, der er bundet sammen af handel, sprog og alfabet, kulturelle og religiøse forestillinger samt ceremonier, hvoraf de olympiske lege er mest kendt. Antikkens Grækenland blomstrer op igennem brugen af jern, nye landbrugsteknikker, handlen samt udviklingen af det græske alfabet (endnu et græsk ord).
Alle disse teknikker var inspireret af eller tyvstjålet fra de mange andre stater, som grækerne var i konstant forbindelse med, særligt Ægypten og Mesopotamien (som vi beskrev i sidste nummer).
Slave-økonomi
Brugen af slaver blev helt central: Skulle landbrugsarealerne udvides (f.eks. ved at anlægge terrasser op ad bjergskråningerne), krævede det enorme mængder hårdt, slidsomt arbejde. Her samt i miner og i værksteder blev slaver anvendt i stor stil. I de tidligere store bystater havde der også eksisteret slaver, men de havde ikke været en så integreret del af økonomien som i antikkens Grækenland (og senere Rom).
Det var det slidsomme arbejde fra slaver, som samme med nye teknologier muliggjorde et overskud af ressourcer, som en overklasse af frie borgere kunne nyde godt af. Uden slaverne havde man ikke i samme grad set en kulturel opblomstring. Det dokumenteres også af skrifter fra tiden.
Slaverne havde af forskellige grunde meget ringe muligheder for at gøre oprør. For det første var de oftest krigsfanger med vidt forskellig baggrund fra hele middelhavsområdet og intet fælles sprog. For det andet hjalp grækerne hinanden hver gang, der var anstrøg til oprør, og i forlængelse af dette, blev hele den politiske tænkning indrettet med udgangspunkt i at slaverne var en essentiel del af økonomien.
Klassekamp imellem soldater, borgerskabet og aristokratiet
Der opstår kampe mellem på den ene side menige soldater, håndværkere, små bønder (frie borgere) og på den anden side de store, rige landbesiddere.
Flere steder styrter de store landbesiddere de hidtidige konger. Herved opstår nye oligarkiske republikker, ledet af den nye, rige klasse.
Det nye oligarki intensiverer udbytningen af samtlige klasser under dem. Beskatningen fra små bønder øges, så bystaternes flåde kan oprustes til mulige krige og erobringer. De små bønder lider under dette, og i år med tørke ender mange bønder som gældsslaver for oligarkerne.
Disse konflikter kunne udvikle sig mere radikalt, særligt i Athen. Her opstår de første demokratier. Det er dog kun de allerfærreste indbyggere, som har demokratiske rettigheder. Demokratiet blev ofte ledet af rige landejere, der kunne vinde opbakning blandt masserne ved at tage nogle af deres krav til sig. Det betød f.eks. at gældsslaveri blev afskaffet i Athen i år 594 f.v.t.
På denne måde kunne ambitiøse mænd fra overklassen vinde opbakning fra de fattige, kuppe republikken og indsætte dem selv som ledere.
Perioden med store sociale omvæltninger og klassekamp, er også bestemmende for antikkens berømte litteratur, filosofi og videnskab. Samfund i opbrud giver grundlag for stille spørgsmålstegn ved det bestående og tænke nyt den verden man befinder sig i. Og disse forhold var i høj grad til stede i disse dynamiske netværk af bystater uden store bureaukratier og præstestyre.
