Forside Blog

Hvorfor arbejderne som klasse kan ændre systemet

Oversat og redigeret fra Socialist Worker af Bo Nielsen
-
0
Hvorfor arbejderne som klasse kan ændre systemet

Billede tekst: Arbejderklassen viser deres magt mod magthaverne i Hvidrusland. 2020.

Arbejdsgivere ejer måske butikkerne, call-centrene, fabrikkerne og maskineriet, men intet kører uden arbejdere. Kapitalisme er et system, der er afhængigt af profit. Men profitskabelse er kun muligt, fordi kapitalistklassen ikke betaler arbejderne, hvad deres arbejde er værd. Bosserne beholder det, der er tilovers, merværdien, for sig selv.

De betaler, i teorien, arbejderne lige nok til at de kan få brød på bordet og tøj på kroppen og sørge for deres familier. Socialister kalder denne form for røveri for udbytning. Men det kapitalistiske samfund er ikke kun præget af udbytning – dets andet hovedtræk er konkurrence. Rivaliserende kapitalister er i en endeløs kamp for at få mest muligt overskud.

Konkurrencetvangen har skabt et system, som ingen rigtig har kontrol over. Det er præget af kriser og ustabilitet. Det er et system, hvor profit kommer før folks behov. Og det er drivkraften bag alle de forbundne kriser, som arbejderne står over for i dag, inklusive krig, klimaforandringer og undertrykkelse.

Alligevel skaber de selvsamme forhold, der medfører så megen lidelse for arbejderne, også potentialet for en kamp, der kan vælte det system, der skabte dem. 

Konkurrencetvangen har skabt et system, som ingen rigtig har kontrol over. Det er præget af kriser og ustabilitet. Det er et system, hvor profit kommer før folks behov

Citat: Socialist Worker

Af praktiske årsager pressede kapitalistiske arbejdsgivere arbejderne til at samles i byer. Og arbejdsgivernes vedvarende motivation til at udvikle ny teknologi for at øge profitten betyder, at arbejderne aldrig tidligere har været så godt rustet til at kæmpe tilbage.

Arbejderne har været i stand til at organisere sig, opbygge fagforeninger og slå tilbage mod arbejdsgiverne. Aldrig tidligere i historien har en udbyttet klasse haft så stærkt potentiale til at overtage og styre samfundet. Men arbejderne kan kun opnå denne forandring gennem kollektiv handling.

Arbejderne kunne ikke drømme om at dele fabrikker eller supermarkeder op, sådan som bønder har delt godsejernes jorde op. Hvis én arbejder indleder en lønstrejke, kan chefen straffe arbejderen. Men hvis alle på arbejdspladsen udvandrer sammen, vil arbejdernes styrke være langt større.

Socialisme fra neden

Udbytningen tvinger arbejdere sammen som et kollektiv, hvilket giver dem potentialet for at gå sammen om at slås. Arbejdere er en kollektiv klasse i udbytning såvel som frigørelse. Vi mener, at arbejderklassen er den eneste klasse, der kan knuse kapitalismen og bygge et socialistisk samfund. Vores vision om, hvordan dette ville være, er klar på to måder.

Den første er, at arbejderne rent faktisk styrer samfundet og træffer beslutninger om, hvordan det organiseres. Den anden er, at det vil være et samfund baseret på at opfylde menneskelige behov, ikke på at tjene penge. For at opnå denne transformation har vi brug for et oprør af millioner af arbejdere over hele verden.

Vi tror ikke på, at socialisme kan påtvinges ovenfra gennem parlamentet eller guerillakrig – eller selv ved valg af gode medlemmer af Folketinget fra venstrefløjen

Citat: Socialist Worker

Som Marx udtrykte det, er en arbejderrevolution den eneste måde at befri arbejdere fra “århundreders ragelse og blive i stand til at grundlægge samfundet på ny”. Vi tror ikke på, at socialisme kan påtvinges ovenfra gennem parlamentet eller guerillakrig – eller selv ved valg af gode medlemmer af Folketinget fra venstrefløjen.

Statskapitalismen, som vi har set i Sovjetunionen siden Josef Stalin kom til magten, overlod produktionsmidlerne i hænderne på bureaukraterne. Han og hans efterfølgere kaldte det socialisme, men arbejderne havde ikke kontrollen. Den autentiske marxistiske tradition viser, at socialismen kun kan komme nedefra, fra arbejderne selv.

Arbejderklassen kan befri sig fra det kapitalistiske systems rædsler, når den handler i egen interesse, som klasse.  Som Marx argumenterede for, skal arbejdere blive en “klasse for sig selv”. Det er derfor, at det er så vigtigt at tage ud og støtte enhver strejke. Kun kamp kan opbygge arbejdernes selvtillid og give dem et glimt af, hvordan de kan tage kontrol over deres liv og skæbne.

 

Seksuel vold mod palæstinenserne, en del af zionismens DNA

Internationale Socialister
-
0
Seksuel vold mod palæstinenserne, en del af zionismens DNA

Billede tekst: Israeli Defence Forces, IDF – Kfir Brigade. Foto: Flikr

Der er omfattende rapportering om, at palæstinensiske fanger bliver tortureret i israelske fængsler. FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) har modtaget rapporter om systematisk mishandling af palæstinensere, der er blevet taget til fange fra Gaza af israelske styrker. 

Det nye er, selvom dette altid har kunnet  læses i bøger og rapporter, at det nu til er debat i det israelske parlament, hvor Likud-politikeren Hanoch Milwidsky har udtalt, at “alt er tilladt”, da han blev spurgt om, hvorvidt voldtægt af palæstinensiske fanger kan retfærdiggøres. 

Baggrunden er, at ni israelske soldater er blevet tilbageholdt og skal afhøres i en sag om mistanke om overgreb på en fange. Da nyheden blev kendt, strømmede flere hundrede israelere til detentionscentret for at vise støtte til de tilbageholdte soldater. Blandt andet flere politikere fra den yderste højrefløj i Israel. Nogle stormede også centeret og trængte ind i det, men blev dog smidt ud igen af det israelske militær.

Seksuel vold og ydmygelser er heller ikke forbeholdt zionisterne i Israel. Det ramte også bosnierne i Srebenica i 1995 i forbindelse med de nationalistiske krige, som kom efter Jugoslaviens opløsning. Også irakerne blev mødt med seksuel vold og ydmygelser i Abu Ghraib fængslet, da USA besatte Irak i 2003. 

I enhver erobringskrig ser vi hvordan “fjenden” dæmoniseres og gøres til et “ikkemenneske”, som det er tilladt at skræmme, ydmyge og dræbe.

Takket være civile bosniske bevægelser, antikrigsbevægelsen og solidaritetsbevægelsen med Palæstina, skete og sker dette i “fuld offentlighed”. Vi ser det og vi glemmer det ikke.

 

Arbejderbevægelses historie, del 26: Arbejderflertallet

Freddie Nielsen
-
0
Arbejderbevægelses historie, del 26: Arbejderflertallet

Billede tekst: Poul Dam og Morten Lange fra SF’s højrefløj, har været til møde i statsministeriet: Foto. Arbejdermuseet/ABA

I november 1966 ændrede det sig i princippet. Ved valget 22. november, gik SD nok 7 mandater tilbage, men SF vandt 10, og fordoblede sit mandattal til 20. 

Det første arbejderflertal i Danmark var en realitet. Langt om længe. Men resultatet var at SD og SF, på mindre end 13 måneder, satte det hele over styr. Nu kan socialismen selvfølgelig ikke indføres gennem Folketinget, men end ikke små forbedringer hentet fra partiernes programmer blev det til. 

SD ville hellere tryne SF, mens SF med Aksel Larsen i spidsen mest ønskede bare at få lov til at være med

Citat: Freddie Nielsen

Og selv om SF blev gjort til syndebuk, må det konstateres at SDs mangeårige argument var rent mundsvejr. End ikke deres eget, eller dele af deres eget program ønskede de at gennemføre, hvis det skulle ske med SFs stemmer. Den såkaldte Krag-doktrin. 

SD ville hellere tryne SF, mens SF med Aksel Larsen i spidsen mest ønskede bare at få lov til at være med. 

I 1969 udgav VS-forlaget Røde Hane en antologi, ”Arbejderflertallet”, her hed det indledningsvis: ”Tilegnet Aksel Larsen »vor tids største taktiker«, der på sit livs højdepunkter i 1945, i 1956 og i 1966, aldrig har forsømt at få det mindst mulige ud af situationen.” 

Boligforliget 1966 

SDs tilbagegang fortsatte tendensen fra kommunalvalget tidligere på året. Det var en protest mod SDs samarbejde med de borgerlige, og især at de i begyndelsen af 66 indgik et boligforlig, der over 8 år ophævede det regulerede boligmarked til et frit boligmarked, dvs. huslejer på markedsvilkår. 

Forligspartierne bildte hinanden ind, at markedet kunne løse boligmanglen. Argumentet er fremført gang på gang, men har aldrig kunnet bevise sin værdi. Derimod betød forliget en enorm pengeoverførsel fra lejere til ejere. 

Forligspartierne bildte hinanden ind, at markedet kunne løse boligmanglen. Argumentet er fremført gang på gang, men har aldrig kunnet bevise sin værdi

Citat: Freddie Nielsen

Forliget mødte stor modstand, også fra SDere som f.eks. de ledende folk i lejerbevægelsen, og selvfølgelig også fra SF. Derfor var en fremgang for SF også ventet, men at den førte til et arbejderflertal, kom nok bag på mange, og var heller ikke noget SD-toppen var glade for. 

I begyndelsen fastholdt J.O. Krag, at regeringen ikke ønskede at gennemføre noget, hvis det alene skete på SF-stemmer. Men dét medførte protester fra dele af fagbevægelsen, og krav om, at SD skulle bruge flertallet. 

Krag-doktrinen falder 

Per Hækkerup (S) i 1972. Foto: Wikimedia Commons

Selv om højrefløjen med Per Hækkerup i spidsen ikke kunne lide det, endte Krag med at indlede forhandlinger med SF. Det var i den anledning, at han udtalte de berømte ord: ”Man har et standpunkt til man tager et nyt.” 

Et er så forhandlinger og aftaler. SD opstillede et regeringsprogram, som SF lovede at støtte, men meget imod Aksel Larsen og højrefløjens vilje, sagde SF-flertallet nej til at deltage i regeringen. Noget helt andet er så, hvad der kom ud af det. 

Og dét må siges at være meget lidt. SDs skattereform med kildeskatten blev gennemført. Kildeskatten betød, at lønmodtageren, når kronen var tjent, fik trukket skatten med det samme, og kun udbetalt restbeløbet. Hidtil havde man fået hele lønnen ud, og så selv indbetalt skatten i rater. 

Kildeskatten var ikke noget større stridspunkt, det var da også den efterfølgende VKR-regering, der implementerede den. Derimod var skattefradragsreglen – det at man havde fradragsret for den skat man betalte året før – noget som SF havde stået hårdt på at få afskaffet. Men SD havde allerede op til valget rykket sig, så det var en billig sejr. 

SF under åget 

Det var her, at Per Hækkerup udtalte, at nu havde SD fået SF under åget. Og det havde man. Da de borgerlige truede med at stemme imod finansloven, følte afrustningspartiet SF sig tvunget til at stemme for loven, inklusiv militærudgifter, for at redde regeringen. Det samme var tilfældet med momsen, som SF var arg modstander af, og at arbejdsanvisningen blev taget fra fagbevægelsen og lagt i den statslige Arbejdsformidling. Begge dele var SF med til at stemme igennem i deres iver for at bevare SD-regeringen. 

I sommeren 67 vandt venstrefløjen HB-flertallet i SF, de kunne dog ikke styre folketingsgruppen, især højrefløjen, når den lovede Krag støtte uden at spørge i partiet først. Det skete ikke mindst i november 67. Storbritannien devaluerede, og regeringen besluttede at følge GB noget af vejen. Men en devaluering ville medføre inflation, og dermed udløse dyrtidsportioner. 

Regeringen ville så indefryse (udslette) to portioner, der stod til udbetaling i januar 68. Det var et indgreb i den OK som LO og DA havde indgået i foråret. LO, tjenestemandsorganisationerne (FTF) og SF’s  højrefløj accepterede det, men SF’s HB sagde nej, og blev fulgt af 8 folketingsmedlemmer. 

Dog holdt kun 6 stand efter at Krag gjorde det til et kabinetsspørgsmål, og udskrev valg, da forslaget faldt. 

SF splittes 

Pressemøde efter VS’s dannelse. Bl.a. ses Hanne Reintoft, Willy Brauer, Erik Sigsgaard og Preben Wilhjelm. Foto: Arbejdermuseet/ABA

SD arbejdede på at svække SF, og det lykkedes. SF var knækket og blev splittet. På kongressen i december forlod venstrefløjen partiet, og dannede dagen efter Venstresocialisterne (VS).

På få uger lykkedes det VS at gøre sig opstillingsklar, og selv om det var på et hængende hår, kom partiet i Folketinget med 4 mandater ved valget i januar 68, mens SF mistede 9 og SD 7, og VKR-regeringen – første borgerlige regering i 15 år – kom til. 

Så meget for det arbejderflertal. SD ville hellere smadre det end risikere at skulle gennemføre sin politik på venstrefløjens stemmer. SD havde også noget at kæmpe for. I hovedstaden var partiet fra 1956-67 gået tilbage fra 60.000 til 35.000 medlemmer. 

VS’ dannelse fandt egentlig sted på et sært tidspunkt. Det skete i en periode uden voldsomme kampe. De fleste arbejdere manglede selvtillid, og kritiserede VS for at vælte arbejderflertallet, hvor de havde parkeret håbet. 

Men regeringssamarbejdet var en bremseklods. 1967 var OK år, og ganske vist blev arbejdstiden nedsat med 1½ time, efter en kraftig produktivitetsstigning. Ellers var det småt. De gamle fjender fra ølstrejken, LO og Holger Foss, opfordrede hånd i hånd til tilbageholdenhed af hensyn til regeringen. 

Lidt sent brud 

VS kom til at stå ret alene, og radikaliteten var begrænset. F.eks. stillede partiet op til valget i 68 på SF’s program, som man mente at SF selv var løbet fra. 

Det ville have været en stor fordel for arbejderklassen, hvis nogen allerede i 1956 havde brugt opbruddet i stalinismen til et virkeligt brud. I stedet fik vi SF, der nok brød med stalinismens ydre sider, afhængigheden af Moskva og kadaverdisciplinen. Men man fortsatte folkefrontslinjen og en opfattelse af, at det ikke var arbejderklassens selvaktivitet og organisering, der var det vigtigste, men derimod et parti der kunne styre klassen og handle på vegne af den. Og det i en form, der var orienteret efter parlamentet og samarbejde med et SD, der absolut ikke ønskede det. 

Det ville have været en stor fordel for arbejderklassen, hvis nogen allerede i 1956 havde brugt opbruddet i stalinismen til et virkeligt brud

Citat: Freddie Nielsen

DKP eksisterede fortsat, men var heller ikke noget alternativ. Partiet havde fastholdt rigtig mange af sine faglige bastioner, og forsøgte at udbygge dem. Men for DKP betød faglig styrke primært flere bestyrelsesposter. 

Omkring arbejderflertallet var deres position knap så forståelig. DKP støttede det – det var jo noget i den stil, de havde søgt i årevis, dog med sig selv i en større rolle – men i december 67 var de i problemer. På den ene side var de aktive modstandere af dyrtidsindgrebet, men omvendt kritiserede de samtidig de senere VS’ere for at bryde arbejderflertallet. Selv om det jo ret beset var SD, der ødelagde det. 

Continue

At læse det nye menneskes fødsel. Jean Genet og den palæstinensiske modstandskamp

Anna Wolf
-
0
At læse det nye menneskes fødsel. Jean Genet og den palæstinensiske modstandskamp

Billede tekst: “Alle som viser solidaritet med vores døde men ikke vores raketter – er hykler.” Fra en demonstration i London i oktober 2023. Foto: Guy Smallman.

En blodig udmattelseskrig rasede i Mellemøsten, udløst af Seksdageskrigen i 1967, hvor den israelske stat besatte og annekterede Golanhøjderne i Syrien, Vestbredden i Jordan samt Gazastriben og Sinai-halvøen, der hørte til Egypten. Krigshandlingerne mellem Israel på den ene side og Jordan, Syrien og Egypten på den anden skulle vare langt ind i 1970’erne og være med til at forme det trængte Palæstina-kort, vi kender i dag.

Midt i dem stod PLO og det palæstinensiske folk, og de var ikke støttet af de arabiske reaktionære regimer i den territoriale krig, for deres nationale projekt var af en revolutionær karakter. I september 1970 var det ikke Israel, der var den umiddelbare fjende, men det jordanske kongeriges styrker, som nedslagtede de palæstinensiske oprørere.

Hos dem (fedayeen) og sammen med dem observerede han, hvad han så som det nye, revolutionære, arabiske menneske blive født, en ny bevidsthed opstå

Citat: Anna Wolf

Det var blandt disse oprørere og guerillagrupper, kaldet fedayeen (arabisk for ”dem, der ofrer sig selv”) at den knap 60-årige Genet i stedet for et kort besøg i flygtningelejrene endte med at tilbringe et halvt år og siden komme tilbage flere gange. Hos dem og sammen med dem observerede han, hvad han så som det nye, revolutionære, arabiske menneske blive født, en ny bevidsthed opstå.

En rebelsk skikkelse

Jean Genet 1910-1986. Foto: Den Store norkse leksikon

Genet var selv en rebelsk skikkelse og blev i de sidste 20 år af sit liv tæt affilieret med forskellige oprørsgrupper og kampen mod racisme. Han blev født i Frankrig i 1910 af en fattig mor og havnede hos en plejefamilie. Fra helt tidligt synes han at have haft en modstand i sig, et oprør mod både de bløde og hårde autoriteter i det franske samfund, en blank afvisning af det etablerede og det borgerlige.

Gennem sin barndom og ungdom og frem til han var i 30’erne, var han konstant inde og ude af først straffekolonier for ungdomskriminelle, siden fængsel. Hans kriminalitet var primært tyveri og “usædelighed”. Han var homoseksuel og skjulte det ikke – hans debutroman, skrevet i fængsel i 1942 og udgivet efter 2. verdenskrigs afslutning, skildrer en social og seksuel underverden, hvor vold og begær hersker.  

I slutningen af 1940’erne blev han benådet og kom ikke i fængsel igen. Han har sagt i et interview hen mod slutningen af sit liv, at han følte, at han havde ”udtømt” fængslets verden i sin søgen efter erfaringens grænser. Dette går også gennem hans virke som kunstner; han “udtømte” og forlod romankunsten i 1950’erne og skrev herefter teaterstykker, indtil han helt forlod fiktionens verden i 1960’erne og begyndte at skrive mere essayistisk og ikke mindst engagere sig politisk; i oprøret i Paris i maj 1968, med the Black Panthers i USA ind i 1970’erne, og ikke mindst i solidariteten med palæstinenserne frem til sin død i 1986.

En antiimperialistisk kritik

Genets had til det officielle Frankrig, som forsøgte at disciplinere ham i skolen, i straffekolonien, gennem sproget og i retssystemet, kom først til udtryk som fantasier om landets nederlag under 2. verdenskrig og siden mere reflekteret politisk som en antiimperialistisk kritik. I sin første reportage fra Palæstina, Palæstinenserne, skriver han om israelernes terror:

”Hvilken europæer kan det røre?” Franskmændene terroriserer, dræber araberne i Nordafrika, befolkningen på Madagaskar, i Indokina, den sorte befolkning i Afrika. England gør det samme andre steder. Belgierne også. Holland i Indonesien, Tyskland i Togo, Italien i Etiopien og Tripolitania, Spanien i Marokko, Portugal, vi ved nok hvor. Zionisterne er skyldige og hele Europa skyldig i Zionisme.”

Han kalder Israel ”et blåt mærke, en blodudtrædning på den muslimske skulder” – det var ”nødvendigt” bogstaveligt at trække muslimsk blod for at oprette det

Citat: Anna Wolf

Genet var fuldt bevidst om de ting, som stadig i dag, efter mere end et halvt århundredes propaganda, udgør oplysningskampagner i Palæstina-solidaritetsbevægelsen: palæstinensernes panarabiske tilhørsforhold, det zionistiske projekt, briterne og Balfour-deklarationen, amerikanernes overtag og Israel som en udpostering for den vestlige imperialisme. Han kalder Israel ”et blåt mærke, en blodudtrædning på den muslimske skulder” – det var ”nødvendigt” bogstaveligt at trække muslimsk blod for at oprette det.

Drømmen om Palæstina

Både kvinder og mænd var og er aktiv i Fedayeen. Foto: Wikimedia Commons

I samværet med de unge fedayeen observerer Genet, hvordan en revolutionær bevidsthed går fra at være en idé født af en materiel situation til atter at materialisere sig i form af en social væremåde, der skitserer det nye menneske og det nye samfund.

”Palæstinenserne lever”. De vil finde tilbage til Palæstina, men efter en lang omvej, som måske tvinger dem til at lave eller fremtvinge en revolution i hele den arabiske verden,” skriver han og videre: ”Et nyt menneske vil måske se dagens lys i Mellemøsten, fedayeen udgør i mine øjne en skitse til og forløber for dette menneske.”

Drømmen om Palæstina er måske nok en nationalisme, men fedayeens vej til deres forjættede land er revolutionens. Den unge palæstinenser er på dette tidspunkt det fremmeste revolutionære subjekt. 

Der er noget tindrende og dragende over beskrivelsen af atmosfæren og energien i fedayinernes samvær:

”På baserne kunne måden at dele te, brød og smøger på minde om en verden overstrøet med socialisme. Dem som ved tilfældets nåde befandt sig dér var unge mennesker som under træerne for en kort stund undslap fjendens trussel, de overordnedes ordrer, men også kamphandlingernes strenghed. Diskussionerne under stjernerne, og det at sove, spise og ryge under dem, var som at deltage i en kåd fest over for de jordanske soldaters strenghed og israelernes hårdnakkede handlekraft, en måde at give fanden i det hele, lattermildt.”

Glimt af det nye menneske

De undertryktes festival er under udfoldelse. Revolutionen er i sproget, der bliver klart og præcist og smider de overflødige positurer og optrædener af sig, i fagter, der formes af en ”smidig, fleksibel krigsførelse”, i bevægelse, der både bryder den militæriske takt og den ”lidt bedagede ædelhed”, som Genet mener at observere i dele af den arabiske maskulinitet.

Man skal ikke forveksle de dragende glimt af det nye menneske eller drømmen om det frigjorte samvær med idealisme hos Genet

Citat: Anna Wolf

Det revolutionære er en eksistens i verden, der har sin egen dynamiske poesi. Som han skriver indledende i I nærheden af Ajloun: ”Ansigter og kroppe står åbne for dem, som kan læse.” – ikke som eksotiske objekter fra en fremmed kultur, men som et broder- og søsterskab, han kan komme til at kende. 

Man skal ikke forveksle de dragende glimt af det nye menneske eller drømmen om det frigjorte samvær med idealisme hos Genet. Det nye menneske er ikke et ideal, men en proces, og det frigjorte samvær er en situationsbestemt følsomhed for, hvordan dynamikker, man tror fastlåste og naturbestemte, kan ændre sig på kort tid.

Jean Genet var optaget af ekstremer, af dualitet og sammenstød og ikke af synteser, kompromiser eller løsninger. Som skribent er han altid i gang med at destabilisere verden, at stille sig der, hvor de voldsomme gnidninger og løsrivelser sker. 

Over for systemets brutalitet ‒ det være sig historien, zionismen eller ”maskinens autoritet over det menneske, som betjener den” ‒ stiller han altid volden, det han ser som selve livets vold. Det er en provokerende tanke for mange. Men for Genet er spiren, der bryder den hårde jord og fedayeen, som skyder på traditioner og fjender, del af samme drift. 

Continue

Kapitalisme og mental lidelse

Carla Naur Nørremølle
-
0
Kapitalisme og mental lidelse

Billedtekst: Iain Fergusons bog kan købes på modstand.org

At mentale lidelser som stress og depression er blevet folkesygdomme, er en efterhånden velkendt og ofte gentaget påstand. Forsøg på forklaringer er mange og varierer mellem alt fra sociale medier til neoliberalisme til ”overfølsomme unge”. I bogen ”Politics of the Mind – Marxism and Mental Distress” beskriver den britiske socialist Iain Ferguson, hvordan kapitalismen forårsager og forværrer mentale lidelser – denne artikel opsummerer de vigtigste pointer.

Verdensomspændende epidemi af mentale lidelser

Ifølge foreningen Bedre Psykiatri opfylder hver tiende dansker kriterier for mental sygdom og 25% af alle henvendelser i almene lægepraksisser vedrører psykiske problemer. På verdensplan vurderer World Health Organisation at 350 millioner mennesker lider af depression og I EU har 27% af 18-65 årige haft en mental lidelse inden for det sidste år.

Mentale lidelser er som udgangspunkt ikke noget som mennesker fødes med, men i stedet noget som opstår i løbet af livet som reaktion på noget

Citat: Carla Naur Nørremølle

Det er ingen overdrivelse at sige, at vi lige nu oplever en verdensomspændende mental epidemi. Mental lidelse er en term, der her dækker over psykiske lidelser og sygdomme som depression, angst og skizofreni. Det dækker ikke over medfødt neurodivergens som autisme eller ADHD.

Mentale lidelser er som udgangspunkt ikke noget som mennesker fødes med, men i stedet noget som opstår i løbet af livet som reaktion på noget. Som det ses af ovenstående tal er mental lidelse i stigende grad en reaktion på den verden, vi lever i – men det er sjældent verden, der bliver set på, når det kommer til at behandle mentale lidelser.

Den biomedicinske model

Når man skal forstå og behandle mentale lidelser, kan dette ske ud fra flere forskellige forklaringsmodeller, hvor én især er dominerende i nutidens samfund – nemlig den biomedicinske model. I denne betragtes mentale lidelser som sygdomme eller dysfunktioner i kroppen. Man ser lidelsen som et objekt som kan findes, diagnosticeres, og dernæst kureres eller påvirkes via medicinering eller andre medicinske metoder.

Den biomedicinske model er opstået ud af en tendens til at ville ”naturvidenskabeliggøre” mentale lidelser, hvilket indebærer at se bort fra årsagen til lidelse, for i stedet at fokusere på det rent observerbare. Tendensen kan særligt ses i American Psychiatric Associations udgivelse ”Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders” (forkortet DSM), som i dag betragtes som en slags bibel over for mentale lidelser.

Den biomedicinske model er opstået ud af en tendens til at ville ”naturvidenskabeliggøre” mentale lidelser, hvilket indebærer at se bort fra årsagen til lidelse

Citat: Carla Naur Nørremølle

I DSM listes og beskrives forskellige mentale lidelser, og manualen har stor betydning for, hvordan man globalt forstår og behandler disse. Manualen har også stor betydning for psykofarmaka-industrien, idet meget medicin bliver produceret til at skulle behandle de specifikke mentale lidelser som DSM beskriver. Denne forbindelse mellem manual og medicin forstærkes af, at cirka halvdelen af fagpersonerne bag DSM har eller har haft finansielle bånd til psykofarmaka-industrien.

Kritik og alternativ forskning

Den biomedicinske model er dominerende, men også ofte kritiseret. Flere forskere har vist, hvordan denne forklaringsmodel lægger overdreven vægt på biologiske og genetiske årsager til mental lidelse og overser sociale og materielle årsager.

Med den biomedicinske model placerer man årsagen til mental lidelse hos individet og ser bort fra hvilke ydre faktorer der påvirker personers mentale tilstande. Først i begyndelsen af 2000’erne skete der et paradigmeskift i psykiatrisk forskning, hvor man har bevæget sig væk fra kun at kigge på det medicinske til at fokusere på mentale lidelser som meningsfulde svar på svære omstændigheder. Med andre ord, er det først herfra, at forskere for alvor har anerkendt, at et menneskes omgivelser og livsvilkår kan føre til mental lidelse. De fleste forskere er dog stadig langt fra at pege på, hvilke systemiske forandringer der skal til for at ændre grundlæggende på dette.

Marxistisk forståelse af mental lidelse

Iain Fergusen, forfatter til bogen Politics of the mind. marxism and mental illness.

Iain Ferguson foreslår et radikalt alternativ til den biomedicinske model – nemlig en marxistisk model for forståelse af mentale lidelser. Han skriver, at mental lidelse med denne skal forstås som noget der opstår i en historisk kontekst, og som er forbundet til menneskers materielle behov. Derudover skal mental lidelse forstås dialektisk, som noget der opstår i forholdet mellem individ og samfund, hvor individerne ikke kun påvirkes af, men også kan påvirke samfundet omkring dem.

En af Fergusons hovedpointer er, at det kapitalistiske system vi lever i, er ansvarlig for de overvældende niveauer af mental lidelse verden over. Og at i et andet system baseret på socialisme, ville niveauerne af mental lidelse falde markant. Han viser, hvordan der i England er en tydelig sammenhæng mellem klasse og mentale lidelser. Denne pointe gælder også i Danmark. Ifølge Psykiatrifonden er der en klar sammenhæng mellem uddannelsesniveau og psykisk sygdom, således at psykisk sygdom oftere forekommer blandt personer med den kortere uddannelse end blandt personer med længere uddannelse.

En af Fergusons hovedpointer er, at det kapitalistiske system vi lever i, er ansvarlig for de overvældende niveauer af mental lidelse verden over

Citat: Carla Naur Nørremølle

Derudover har minoritetsgrupper generelt dårligere psykisk helbred sammenlignet med resten af befolkningen. Alt dette viser at mentale lidelser ikke er noget som rammer tilfældige individer, men i stedet noget som især opstår hos bestemte klasser i samfundet. Hvis vi ignorerer klasseperspektivet i spørgsmål om mentale lidelser, er vi blinde for, hvordan disse lidelser opstår og kan modvirkes.

Profit før mental sundhed

Den biomedicinske model er ude af stand til ordentligt at forklare eller behandle de stigende niveauer af mental lidelse på verdensplan. Stress alene koster det danske samfund cirka 14 mia. kr. om året i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsnet, og dårligt arbejdsmiljø koster hvert år samfundet over 60 mia. kroner i bl.a. sygedagpenge og tabt arbejdsfortjeneste.

Så hvorfor holder vi som samfund fast i den biomedicinske forklarings- og behandlingsmodel, når den kritiseres bredt og forskningen peger på alternative forståelser? Svaret ligger i, at den biomedicinske model, er den forklaringsmodel, der tjener det kapitalistiske system bedst.

Den herskende klasse har ingen interesse i at se på strukturelle og systemiske problemer som årsager til lidelse. De store psykofarmaka-producenter har stærke økonomiske interesser i at fortsætte med medicin som den mest oplagte behandlingsmetode på forskellige mentale lidelser. Og endeligt vil den herskende klasse påstå at der ikke er ressourcer til at arbejde socialt og strukturelt med mentalt helbred frem for medicinsk.

Hvad kan vi gøre som socialister

Faglig kamp er vejen til psykiatri der ikke er drevet af profit. Her sygeplejestrejken i 2021.
Foto: Carsten Lorenzen/DSR

De kapitalistiske stater er interesserede i profit snarere end mental sundhed, og til dette tjener den biomedicinske model formålet. Som socialister må vi modarbejde individualiserede forklaringsmodeller på mental lidelser og i stedet pege på det kapitalistiske system som den primære årsag. Ved at organisere os kan vi kæmpe mod magtesløsheden ved individuel mental lidelse, og i stedet kæmpe sammen for en anden verden.

 

Imperialismens dynamik i Mellemøsten

Anne Alexander. Oversat og forkortet af Lene Junker
-
0
Imperialismens dynamik i Mellemøsten

Denne artikel blev først publiceret i International Socialist Journal. nr. 182. Her er den engelske orginal version.

Der er således en presserende opgave: at opbygge en bevægelse, der står sammen med palæstinenserne og lægger grundlaget for massemodstand mod krig og militarisme. 

Denne artikel argumenterer for, at effektive strategier til at udvikle modstand skal være forankret i en forståelse af imperialismen, der rækker ud over en analyse af stormagternes globale konkurrence. Vi må også dykke længere ned i systemet for at afsløre, hvordan drivkraften mod krig er forankret i selve den globale kapitalakkumulations dynamik.

Der er således en presserende opgave: at opbygge en bevægelse, der står sammen med palæstinenserne og lægger grundlaget for massemodstand mod krig og militarisme

Citat: Anne Alexander

Jeg vil skitsere, hvordan skift i tyngdepunktet for global fremstilling og fossilkapitalens kredsløb ikke kun understøtter den skiftende balance mellem stormagterne, særligt USA’s historiske tilbagegang og Kinas fremgang, men også har arbejdet sig ind i den eskalerende imperialistiske konkurrence mellem de regionale magter i Mellemøsten. 

Det er vigtigt at lokalisere drivkræfterne bag denne regionale imperialistiske konkurrence, hvor hovedaktørerne i øjeblikket er Israel, Saudi-Arabien, Iran, De Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet. For at undgå den forståelse, at disse blot er marionetter i stormagternes konkurrence, er vi nødt til at se på, hvordan også regionale magter stræber efter at blive uafhængige centre for kapitalakkumulation og forsøger at konkurrere i den kapitalistiske verden. Den verden, som Karl Marx og Friedrich Engels kaldte “banden af ​​stridende brødre”.

Ujævn og kombineret udvikling 

Leon Trotskijs kortlægning af lovene om ujævn og kombineret udvikling kan give nøglen til at forstå resultaterne af asymmetriske konkurrencer i dette system af flere stater, som er låst i mønstre af gensidig interaktion og konkurrence.

At gribe de muligheder, som er forårsaget af historiske sårbarheder hos stormagterne, har længe været en afgørende taktik for nationale befrielsesbevægelser og væbnede oprør. Men jeg argumenterer her for, at vi kan tænke ujævn og kombineret udvikling på en anden måde: som det, der skaber grundlaget for at bygge modstand, der er forankret i kampen mod kapitalen selv. Det er et stærkere grundlag for kampen mod imperialismen end eksisterende eller aspirerende herskende klassers skiftende alliancer til fremme af egne interesser. 

Leon Trotskijs kortlægning af lovene om ujævn og kombineret udvikling kan give nøglen til at forstå resultaterne af asymmetriske konkurrencer i dette system af flere stater, som er låst i mønstre af gensidig interaktion og konkurrence

Citat: Anne Alexander

Dette kræver, at man bygger videre på Trotskijs indsigt om, at ujævn og kombineret udvikling skaber muligheder for arbejderklassen til at påtage sig ledelsen af ​​revolutionære, antikapitalistiske bevægelser selv i sammenhænge, ​​hvor arbejderne ikke er flertallet. Det kræver også en udvikling af radikale, politiske strømninger inden for de brede antikrigs- og antiimperialistiske bevægelser. Strømninger, som insisterer på at bevare deres politiske og organisatoriske uafhængighed, først og fremmest fra deres egen stat, men også fra en hver afhængighed af andre stater.

Regionale magters rolle i den imperialistiske konkurrence

Der er tre nøgleaspekter af imperialismens seneste udvikling i Mellemøsten og resten af ​​verden, som kan være med til at belyse svagheder og modsætninger og dermed skabe muligheder for kamp nedefra mod krig og imperialisme.

Handelskrigen Kina – USA

For det første fortsætter den langsigtede tilbagegang for USA, den centrale magt i den vestlige verden, både på globalt plan og i Mellemøsten. Der er mange nøgleindikatorer på, at dette fald kan accelerere, vigtigst af alt i Ukraine, hvor Rusland har overlevet Vestens sanktioner og massive militære støtte til Ukraine. 

Et andet tegn er den voksende ustabilitet i hjertet af det amerikanske politiske system, symboliseret ved den fornyede popularitet af Trumps reaktionære eventyrisme. 

Og endelig er det modsatte af amerikansk tilbagegang Kinas fremgang som både økonomisk og militær konkurrent. Det gensidige forhold mellem USA’s forfald og kinesisk vækst accelererer også tendenserne i retning af “deglobalisering”, hvor de globale produktionsprocesser skabt inden for mange industrisektorer i løbet af de seneste tre, fire årtier falder fra hinanden.

Energiblokke 

Kraften i Kinas produktionskapacitet har omformet den globale økonomi, og en af ​​virkningerne af dette er en nyorientering af Mellemøstens produktion af fossile brændstoffer og eksportinfrastruktur mod Asien. Omkring 40 procent af den globale handel med råolie gik gennem Hormuz-strædet, den smalle kanal mellem Oman og Iran, der forbinder Golfen med Det Arabiske Hav; mellem januar og oktober 2023 var omkring 70 procent af det på vej til Asien.

Meget tyder på, at der er flere indbyrdes forbundne historiske processer i gang her. De vestlige “supermajor” olieselskabers langsigtede tilbagegang, som baner vejen for nationale olieselskaber, der hovedsageligt beliggende i det globale syd; og en spirende tendens i retning af at skabe to delvist “afkoblede” energiblokke på globalt plan ‒ den ene centreret om USA og den anden om Kina.

Trods fortsat opbygning af militær kapacitet har USA ikke genvundet sin styrke efter de tvillingekatastrofer, som  krigene i Irak og Afghanistan var. I Mellemøsten var Rusland den stormagt, som fik fordel af dette. Som et resultat af sin alliance med Iran har Rusland bevaret en flådebase ved Middelhavet i den syriske by Tartus. Desuden har Rusland, delvis takket være Irans hjertelige forbindelser med Houthi-bevægelsen i Yemen, også bevaret en problemfri rute for sine tankskibe, der transporterer råolie til Indien.

Der er en direkte forbindelse her mellem krigen i Ukraine og dynamikken i den imperialistiske konkurrence i Mellemøsten. Ruslands modstandskraft over for USA’s støtte til Ukraine er forstærket af dets succes med at flytte sin olieeksport mod Asien, væk fra traditionelle eksport-destinationer til USA’s europæiske allierede, som loyalt har sanktioneret Kreml som svar på den russiske invasion.

Der er en direkte forbindelse her mellem krigen i Ukraine og dynamikken i den imperialistiske konkurrence i Mellemøsten

Citat: Anne Alexander

Et andet afgørende træk ved udviklingen af ​​imperialistisk konkurrence både globalt og regionalt er de mindre  magters voksende selvhævdelse i det globale hierarki af stater. Dette fænomen er baseret på opkomsten af ​​uafhængige centre for kapitalakkumulation uden for den historiske kerne af det kapitalistiske system. 

En lignende proces har også gentaget sig blandt magter af anden, tredje og fjerde rang på den imperialistiske scene. Sammensmeltningen af ​​økonomisk og militær konkurrence, som kendetegner den kapitalistiske imperialisme, er ikke begrænset til rivalisering mellem de største magter, men er også struktureret i, hvordan mindre stater og hovedstæder interagerer. 

Historiske processer

Et tredje træk ved den imperialistiske konkurrences politiske økonomi er den måde, hvorpå den kapitalistiske udviklings ujævne og kombinerede karakter udfolder sig, ikke kun på tværs af det globale system, men også inden for en stat.  

Denne indsigt er nøglen til den analytiske tilgang, der er skitseret her. Derudover hjælper forståelsen af, hvordan ujævnheder og kombination på tværs af sociale og politiske former er koncentreret på bestemte steder – og aktiveres af historiske processer, herunder sociale, politiske og militære kampe – med til at kortlægge potentialet for genopretning af handlefrihed nedefra.

Dette er afgørende, fordi det viser muligheden for, at handlinger foretaget af almindelige mennesker – især af arbejdere på kritiske steder i kapitalakkumulationens kredsløb (fra udvinding af råmaterialer til produktion af råvarer og deres udveksling på markedet) – kan detonere, hvad Trotskij betragter som en iboende, ustabil blanding af ældede og nutidige sociale og politiske former. Under omstændigheder, hvor sådanne eksplosioner undergraver statens forsvar, kan dette skabe muligheder for at opbygge bevægelser nedefra, der kan begynde at forestille sig udformningen af ​​ægte alternativer til kapitalismen.

Revolution i moderne tid: Del 1. Hvorfor ingen revolution efter 2. verdenskrig?

Freddie Nielsen
-
0
Revolution i moderne tid: Del 1. Hvorfor ingen revolution efter 2. verdenskrig?

Billede tekst: Berlin 1945. Foto. Wikimedia Commons

II verdenskrig og udfaldet af den blev i høj grad definerende for resten af det 20. århundrede og har stadig, næsten 80 år efter dens afslutning, stadig både ideologisk og praktisk betydning.

Derfor er det vigtigt for socialister at dykke ned i dens historie og skille myter fra realiteter, når vi skal finde veje til revolutionært at ændre det samfund vi lever i.

Et af de centrale spørgsmål, som vi må søge at få besvaret, er: Hvorfor resulterede afslutningen af krigen ikke i socialistiske revolutioner eller revolutionsforsøg, som det skete efter 1. verdenskrig? Ikke mindst i lyset af den snævre sammenhæng, der trods alle forskellene er mellem de to verdenskrige.

Den 1. imperialistiske verdenskrig resulterede ganske vist i, at arbejderklassen tog magten i Rusland, men bortset fra det, blev rivaliseringen mellem forskellige imperialistiske magter, der udløste krigen, på ingen måde løst – det må mest ses som uafgjort. Hele udviklingen, især i 1930’erne, må ses som en optakt til, at nu skulle denne rivalisering afgøres. Det var det der skete med den 2. imperialistiske verdenskrig.

Et af de centrale spørgsmål, som vi må søge at få besvaret, er: Hvorfor resulterede afslutningen af krigen ikke i socialistiske revolutioner eller revolutionsforsøg, som det skete efter 1. verdenskrig?

Citat: Freddie Nielsen

Der blev fundet en afgørelse af en slags, og selv om der rokkes lidt ved verdensordenen hist og her, så er det stadigvæk udfaldet af 2. verdenskrig, der er gældende. 

Bortset fra Tyskland og Spanien – den spanske borgerkrig 1936-39 var en vigtig optakt til den store krig – hvor man nok ikke kommer uden om at arbejderbevægelsen var stort set udslettet, var der faktisk masser af krav, strejkebevægelser, modstandsbevægelser, antikoloniale bevægelser. 

Mange kampe

Her i Socialistisk Arbejderavis vil vi gennem to artikler forsøge først at give et indtryk, gennem eksempler, af hvad der skete især 1945-47, og i nogle tilfælde tidligere. Og siden (artikel 2) give et bud på, hvorfor alle disse begivenheder ikke førte til opstande og socialistiske revolutioner, men i stedet tillod imperialismen at vinde.

De centrale krigsskuepladser i Afrika, Asien og Europa, men også USA, hvor hele samfundet stort set var omlagt til krigsøkonomi, var stærkt påvirket. Og det gjaldt i nogen grad også Canada og Australien, der leverede store troppestyrker til den britiske krigsindsats.

Men det var dog ikke i de centrale krigsførende nationer, at utilfredsheden først udviklede sig til folkelige kampe, hvilket er en vigtig forskel til 1. verdenskrig. Lad os se på nogle eksempler på udviklingen, og lad os starte i Europa.

Italien

Mussolini i Libya. Foto: Wikimedia Commons

Italien under Mussolini havde været krigsførende i både Afrika og Europa som en af Aksemagterne (sammen med Tyskland og Japan), og arbejderbevægelsen havde været hårdt ramt, siden fascisterne tog magten i 1920’erne. Men i ‘43 faldt Mussolini, og den efterfølgende regering (stadig med fascister, men nu som venner med de Allierede) forsøgte at trække Italien ud af krigen. Hvilket resulterede i en tysk besættelse af landet, helt ned til syd for Napoli.

Det var en udvikling, der ansporede til en hastigt voksende og væbnet modstandsbevægelse, der kæmpede mod den tyske besættelsesmagt. En ganske betydelig modstandsbevægelse, der var i stand til at tvinge tyskerne ud af Napoli, Rom, Genova og andre byer, før de Allierede nåede frem.

Det var en bevægelse, der i høj grad var under indflydelse af venstrefløjen. Så stor, at lederen af den borgerlige, katolske partisangruppe ”Grønne Flamme” tog for givet, at kapitalismens dage var talte, når krigen sluttede.

PCI (kommunistpartiet), der var hårdt ramt under Mussolini, havde i 1940 6.000 medlemmer tilbage, og ved krigens slutning nåede det helt op omkring 1,8 mio. medlemmer. Samtidig var man i vekselvirkning med arbejderne i industricentrene, hvor der i 1944 og ‘45 var store strejkebevægelser med udgangspunkt i Genova, Torino og Milano.

Grækenland

Et andet af de centrale eksempler er Grækenland. Landet var først under tysk og italiensk besættelse, og fra ‘43 kun tysk. Der opstod en stor modstandsbevægelse, EAM (den nationale befrielsesfront) med en nærmest regulær hær, ELAS (den nationale folkelige befrielseshær). EAM/ELAS var ret sammensat, men kommunisterne havde en del indflydelse.

I 1944 trak den tyske besættelsesmagt sig ud af Grækenland, det skete dels fordi de var presset af den lokale modstand, og dels fordi krigen i såvel Jugoslavien som Italien krævede flere soldater.

Den gamle magt, et diktatur under den halvfascistiske general Metaxa, var ikke længere noget alternativ, det var derimod EAM/ELAS. Med 70.000 personer under våben og måske helt op til 20% af befolkningen involveret i modstanden, var det en faktor. De kontrollerede 3/4 af landet i 1943, og da tyskerne trak sig ud, overtog bevægelsen kontrollen med hele Grækenland.

I 1944 trak den tyske besættelsesmagt sig ud af Grækenland, det skete dels fordi de var presset af den lokale modstand, og dels fordi krigen i såvel Jugoslavien som Italien krævede flere soldater

Citat: Freddie Nielsen

Det var dog ikke en revolution, og slet ikke en socialistisk en af slagsen. På trods af at 90% af ELAS partisaner var arbejdere eller fattigbønder, så blev der ikke handlet som klasse, arbejderne deltog blot som enkeltpersoner.

Der ud over var der Jugoslavien og Albanien, hvor væbnede modstandsbevægelser under kommunistisk ledelse, selv jog de tyske besættere ud uden hjælp fra de Allierede.

Endelig må det med, at i flere af de lande, der havde været besat af Tyskland, var der større eller mindre strejkebevægelser, for især bedre forhold, genoprettelse af levevilkårene efter flere års elendighed og ofre, og for udrensning af kollaboratører.

Også i de krigsførende lande slog massiv utilfredshed blandt arbejderne ud i strejkebevægelser eller i andre udtryk.

Japan

I Hakkaido-minen i Japan startede 140.000 udenlandske (tvangs)arbejdere (ud af en arbejdsstyrke på 400.000) en besættelse med krav om at komme hjem. De stod ikke alene, aviser blev besat og krav om demokratisering bredte sig. I oktober 45 var 2,5% af minearbejderne organiserede, i december 46 var det 92%. Og på landsplan steg antallet af fagforeningsmedlemmer fra stort set intet, til 6 mio i 47.

Også i GB var der utilfredshed og strejker, og i den britiske hær i Egypten kom det til mytteri, fordi soldaterne ville demobiliseres. De havde ikke lyst til at fortsætte soldatertilværelsen, bare for at sikre, at GB bevarede så meget af imperiet som muligt.

USA oplevede fra efteråret ‘45 til langt ind i ‘46, den største strejkebølge i landets historie. Nu ville arbejderne kompenseres for afsavn, og som for at føje spot til skade, stoppede regeringen det tvungne overarbejde straks efter VJ-day, så lønnen faldt.

Omfanget ses bedst ved at sammenligne med 1937, det store arbejderopstandsår. Her var der 4.740 strejker med 1.861.000 arbejdere i 28 mio. strejkedage. I 45 var der 4.750 strejker med 3.470.000 arbejdere i 38 mio. strejkedage. Og i 46 var der 4.985 strejker med 4,6 mio. arbejdere der strejkede i 116 mio. dage.

Selvstændighed

Også i kolonierne var der bevægelse mange steder. I Algeriet var der allerede en demonstration for selvstændighed på VE-day. Mange algirere havde meldt sig eller var blevet lokket til fransk militærtjeneste – de var jo alle franskmænd hed det, men det blev hurtigt klart, at de kun var franskmænd af anden rang.

I Indien iværksatte Kongrespartiet i 1942 ”Quit India” bevægelsen, fordi GB ikke ville honorere indisk militær hjælp med selvstændighed. Det var omkring 2 mio. indiske soldater i britisk tjeneste under krigen.

Også i Vietnam og resten af fransk Indokina, i Burma, i Korea, i Indonesien, i Malaysia og i Filippinerne opstod der selvstændighedsbevægelser.

 

Hvem støtter Israels krig? Det gør dansk våbenindustri

Lene Junker
-
0
Hvem støtter Israels krig? Det gør dansk våbenindustri

Aktivister har demonstreret og blokeret Termas fabrik og lager i Lystrup og Søborg flere gange med krav om stop for våbensalg til Israel. 

Studerende både på Aarhus og Syddansk Universitet har været opmærksomme på, at universiteterne enten har samarbejdet eller stadig samarbejder med Terma, og de kræver, at dette samarbejde ophører.

Information og DanWatch har afsløret, at Danmark har slækket på kontrollen med Termas våbeneksport, og dermed er på kant med både FN’s våbenhandelstraktat og EU’s Fælles Regler for våbeneksport. Reglerne forpligter Danmark til at sikre, at eksport af våben og militært udstyr fra danske virksomheder ikke bidrager til krigsforbrydelser. Er der en klar risiko, skal eksporten stoppe.

Vi må kræve, at vores skattekroner og pensionsindbetalinger anvendes til gavn for de mange. Som arbejdere må vi kollektivt stille krav om at producere det, som opfylder menneskers behov

Citat: Lene Junker

Da dette ikke er sket, har Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International og Oxfam Ibis som konsekvens heraf anlagt sag mod den danske stat.

Dansk Metal hylder Terma

Når der er arbejdspladser og gode penge at tjene, stilles der ikke spørgsmålstegn ved, hvad der produceres. Den holdning gennemsyrer store dele af fagbevægelsen, særligt Dansk Metal, som i marts 2024 dedikerede hele 6 sider i deres medlemsblad til at hylde Terma, medarbejdernes gode løn og arbejdsforhold og deres bidrag til dansk sikkerhedspolitik. Dansk Metal understreger samtidig, at forsvarsforliget fra 2023, der øger forsvarets budgetter med 18 milliarder de næste 10 år, varsler gyldne tider for forsvarsindustrien. 

ATP investerer i Terma og indtræder i Termas bestyrelse

Ingen tvivl om at ATP også gerne vil have del i de mange skattekroner, som er på vej til forsvarsindustrien. I 2023 indgik Terma en 30-årig rammeaftale med forsvarsministeriet. Trods de fine etiske målsætninger meddelte ATP i juni 2024, at de vil investere et milliardbeløb i Terma og indtræde i Termas bestyrelse.

ATP, Arbejdsmarkedets Tillægs Pension, er en kollektiv pensionsordning, som stort set alle lønmodtagere i Danmark automatisk har indbetalt til siden 1964, da den blev gennemført ved lov. I dag er ATP et af Europas største pensionsselskaber med 5,6 mio. medlemmer og en pensionsformue på 712 mia. kroner. 

Invester og producer for de mange

Det er altså ikke blot vores skattekroner, som bruges på oprustning. Det er nu også vores pensionsopsparing. Vi har ingen indflydelse på ATP.  Det har Finanstilsynet og Beskæftigelsesministeriet. Så igen står vi overfor en regering og et flertal i Folketinget, som vægter oprustning og skattelettelser til de rigeste frem for en fredelig fremtid med velfærd og klimaløsninger.

Vi må kræve, at vores skattekroner og pensionsindbetalinger anvendes til gavn for de mange. Som arbejdere må vi kollektivt stille krav om at producere det, som opfylder menneskers behov.

 

Det mener vi: Højreekstremisme og vores modstand

Internationale Socialister
-
0
Det mener vi: Højreekstremisme og vores modstand

Billede tekst: 3000 anti-racister konfronterede en håndfulde fascister i Finchly, London i august 2024. Foto: Socialist Worker

Allerede i 2020 gik titusindvis af unge på gaden overalt i verden i solidaritet med Black Lives Matter efter mordet på George Floyd, men også i protest mod den racisme, de selv oplevede. Tyve års massiv racisme og islamofobi er en vigtig årsag til, at Mette Frederiksen og verdens ledere kan vende det blinde øje til folkemordet i Gaza, godkende våbensalg til Israel og samtidig støtte Ukraine økonomisk og militært i deres kamp for at modsætte sig russisk aggression og besættelse.

Jo længere og mere brutalt Israels folkemord har udspillet sig, desto mere tid har der også været til, at flere har kunnet sætte sig ind i grundlaget for statens Israels oprettelse: imperialisternes alliancer med zionisterne i kølvandet på 2. verdenskrig.

Derfor rummer den globale solidaritetsbevægelse med palæstinenserne ikke blot en modstand mod racisme. Den er i lige så høj grad også en protest og kamp mod kolonisering og imperialisme. Faktisk fremkalder den et billede af de mange kriser, som flertallet af verdens befolkning selv oplever, og stiller derfor også med rette spørgsmålstegn ved den globale kapitalisme.

Derfor rummer den globale solidaritetsbevægelse med palæstinenserne ikke blot en modstand mod racisme. Den er i lige så høj grad også en protest og kamp mod kolonisering og imperialisme.

Citat: Internationale Socialister

I Danmark, såvel som i resten af verden, har magthaverne i stigende grad gjort brug af nationalismen og racismen for at skabe accept af forringet velfærd og oprustning ved at skabe fjendebilleder og splittelse og vendt det blinde øje til verdens flygtninge og det voksende klimakaos. 

Fordi de både har set stort på almindelige mennesker liv og velfærd og oppisket en voldsom islamofobi, har de gødet jorden for den yderste højrefløj og fascismen. EU parlamentsvalget styrkede den yderste højrefløj yderligere, som også er repræsenteret i de nationale parlamenter og regeringer.

Den ekstreme højre i Storbritannien

Det seneste valg i Storbritannien gav Reform UK med den højreradikale Nigel Farage i spidsen 5 mandater, men fire millioner stemmer, svarende til 14%. Det sker på et bagtæppe af den konservative regerings langvarige, vilde hetz mod flygtninge og muslimer. 

Tommy Robinson ved Speakers Corner, Hyde Park, London, 2018.Foto: Wikimedia Commons

Fascisten Tommy Robinson samlede 15.000 i London forleden. Gennem lang tid har antiracister og flygtningevenner forsvaret asylcentre, flygtningehoteller og moskeer mod den yderste højrefløjs voldelige angreb.

I sidste uge gik den yderste højrefløj amok i mange engelske byer med ildspåsættelser og ødelæggelser på baggrund af en falsk påstand om, at det var en flygtning, som havde dræbt tre børn til et dansearrangement.

Den yderste højrefløj er en trussel mod alle almindelige mennesker. Den udgør stadig et mindretal, men det er nødvendigt, at flertallet samler sig i en bred massebevægelse, som er stor og stærk nok til at stoppe dem på gaden, hver gang de dukker op.

Fremtiden vil kræve meget mere af os. Solidaritet og humanisme må sættes i en ny kontekst. For vi skal både have stoppet den yderste højrefløj og have rettet op på alle de gamle uretfærdigheder, som er ved at splitte kloden ad.

Det er hverken uvidenhed eller ondskab, som er årsagen til oprustning, krig, klimakaos, fattigdom, udbytning og racisme.

Nej, det er et sygt system, som arbejder for profit og magt i stedet for hvad der er bedst for mennesker og natur.

 

Nasjonalismens gift og det internasjonalistiske svaret

Mariette Lobo, internasjonal sosialist og sentralstyremedlem i venstrefløjs parti Rødt, Norge
-
0
Nasjonalismens gift og det internasjonalistiske svaret
Forfatteren til artiklen Mariette Lobo (2015) Foto: Einar Asiaksen, Flikr.

De fleste av dere har et statsborgerskap. Noen har to fordi Norge nå tillater at man kan ha dobbelt statsborgerskap. Noen venter kanskje på å bli norsk statsborger, og håper å komme gjennom alle kravene som nå stilles til for å bli statsborger i Norge. Noen har kanskje ingen og er statsløs. Samtidig er det noen som fratas sitt norske pass fordi staten finner en feil i en søknad som du eller dine foreldre eller kanskje til og med dine besteforeldre gjorde da du eller de søkte om norsk statsborgerskap. Flere regjeringer har valgt å bruke ressurser på dette, og skaper dermed frykt hos mange for at det kan skje også med dem.

Vi sorteres inn og vi sorteres ut. Noen får lov å høre til innenfor et land og andre ikke. 

Det er statsborgerskapet som gir oss tilgang til rettigheter i dagens verden. Derfor er det viktig å forsvare retten til statsborgerskap. Selv om vårt mål må være en verden uten landegrenser, der det ikke finnes forskjeller mellom oss basert på hvilket pass vi har.

Norske romer

En gruppe i Norge som har erfart å bli sortert ut er norske romer . De er i praksis et statsløst folk som har samfunn på tvers av landegrenser og som i lange tider også har hatt en levemåte der de stadig har krysset grenser mellom land. I 1934 tok den norske staten vekk passet til mange norske romer som var på reise utenfor Norge, og nektet dem å få komme tilbake hit.

De passet ikke inn.

Dette var en tid med nasjonsbygging både i Norge og andre land i Europa. Grupper som ikke tilpasset seg den nye nasjonen ble sett på som forstyrrende og derfor undertrykket. Fordi de  ikke lot seg forme inn i en felles identitet rundt et felles språk og en felles kultur. Det var i denne tiden den kjente Ivar Aasen reiste rundt i Norge og samlet dialekter for å lage et felles språk, som også i dag heter «nynorsk». En felles kultur ble skapt blant annet gjennom bunader og sanger med tekster som «Mellom bakker og berg ut mot havet har Nordmannen fått sitt hjem». 

Norske romer passet ikke inn i nasjonsbyggingen. De hadde ikke bare sitt eget språk og kultur, de anerkjente ikke landegrenser. De andre nasjonale minoritetene og den samiske urbefolkningen ble også sett på som forstyrrende i formingen av nasjonen Norge. Den norske staten igangsatte derfor en prosess for å tvinge dem inn og assimilere dem, kjent som fornorskningspolitikken. De ble ikke bare fratatt språk, kultur og religion, men noen av de nasjonale minoritetene ble fratatt sine barn og kvinner ble sterilisert slik at gruppen skulle dø ut. 

Dette skjedde fra midten av 1800-tallet. Det var ikke tilfeldig at nasjonsbyggingen fant sted akkurat da. Det sammenfalt med fremveksten av kapitalismen. Nasjonsbygging og nasjonalisme er ideologisk innvevd i kapitalismen. Kapitalismen trenger nasjonalisme og nasjonalstater. 

Behov for en nasjonalstat

Kapitalismens drivkraft er profitt, noe som forutsetter konkurranse. Konkurranse om råvarer og markeder. Staten trengs for å tilrettelegge for utvinning av råvarer, produksjon og distribusjon til markeder. I form av infrastruktur, ved å trykke penger og ved å sikre kontinuerlig tilgang til arbeidskraft, som vedlikeholdes ved at arbeiderne har boliger, helsetjenester osv. 

For at råvareutvinning, produksjon av varer og salg på markeder skal fungere trengs det også effektiv kommunikasjon. Derfor er det ikke bare behov for en stat, men en nasjonalstat med felles skriftspråk og et utdanningssystem. Skoler, som lærer folk dette språket og bygger en nasjonal identitet, som binder arbeiderklassen til «sin» stat. Det trengs ikke bare en stat, men en nasjonalstat og et nasjonalt fellesskap skapt gjennom nasjonalisme. Det vil si forestillingen om at «vi» har noe felles i «vår nasjon» som er annerledes enn andre, og at det er et historisk fellesskap bygget over lang tid. Under kapitalismen er det nødvendig at arbeiderklassen er lojal til sin egen nasjon. Slik at de bygger fellesskap på tvers av klasse i sin egen nasjon istedenfor å stå sammen som klasse på tvers av nasjoner. Og slik at de kan sendes ut for å drepe og selv dø for sin egen nasjon i krig mot arbeiderklassen fra andre nasjoner. Denne forestillingen om noe naturlig med nasjoner er falsk.  

Derfor er det ikke bare behov for en stat, men en nasjonalstat med felles skriftspråk og et utdanningssystem

Citat: Mariette Lobo,

Akademikere med ulikt politisk ståsted har skrevet om at nasjonalisme ikke er noe naturgitt, men er skapt. Her er et par korte eksempler. Filosofen og antropologen Ernest Gellner, skrev at «Nasjoner som en gudegitt form for klassifisering av mennesker er en myte.» Han beskrev nasjonalisme som en særegen form for patriotisme, som hører til i en bestemt historisk epoke: Den moderne industrialiserte verden med en sentralisert stat, der økonomien av avhengig av befolkningen kan kommunisere effektivt. 

Statsviteren Benedict Anderson har skrevet boken Imagined Communities der han beskriver hvordan nasjonalisme er forestillinger om folk bundet sammen av felles røtter tilbake i tid. Det vil si forestilte samfunn. 

Kapitalismen behøver nasjonalstater og nasjonalisme i jaget etter profitt, og det har ulike konsekvenser. Vi blir fortalt fra vi er barn at folk i ett land har mer til felles enn folk i andre land, uavhengig av klasse. Og at de som hører til i et land har noe spesielt sammen, noe verdifullt og umistelig, som må beskyttes mot andre.

Venstresiden forsvarer nasjonalstaten

Ledende, nu afdøde, medlem af den Britiske Socialist Workers Party, Chris Harman. Foto: Flikr.

En av våre sentrale tenkere i den internasjonale sosialistiske tendensen, Chris Harman, har skrevet veldig godt om nasjonalisme og alle bør lese hans artikkel The Return of the National Question. Der skriver han blant annet at «Overalt er forskjeller i kultur eller levemåter større mellom de rike og fattige, eller mellom arbeidere og bønder, innenfor en nasjonalstat enn mellom folk fra samme klasse på ulike sider av nasjonale grenser.»

Nasjonalisme knytter arbeiderklassen til én stat, til ett land. Som nevnt legger det grunnlaget for at unge kan sendes ut i krig for å forsvare «sin» nasjon. Men nasjonalismen har andre konsekvenser også. Verden er inne i en ny opprustningsspiral, og i Norge har alle partier på Stortinget, inkludert Rødt og SV, stemt for enorme summer til opprustning. Over 1600 milliarder kroner over de neste 12 årene. Venstresidens partier, som skulle ha stemt imot dette, mener det er nødvendig for å forsvare nasjonalstaten Norge. Dette er penger som burde ha gått til velferd og klimatiltak. 

«Overalt er forskjeller i kultur eller levemåter større mellom de rike og fattige, eller mellom arbeidere og bønder, innenfor en nasjonalstat enn mellom folk fra samme klasse på ulike sider av nasjonale grenser.»

Citat: Chris Harman

En annen konsekvens av å binde arbeiderklassen til staten gjennom nasjonalisme er at det skapes et bilde av at vi har en økonomisk kake på deling i Norge, som vi alle har ansvar for å ta vare på sammen. Dermed kan man holde lønningene nede ved å si at det vil gå utover Norges konkurranseevne hvis arbeiderne krever mer i de årlige lønnsoppgjørene.

Det er også en konsekvens av nasjonalisme når statsminister Jonas Gahr Støre påstår at studenter i Norge er så annerledes i Norge enn i USA, og at studenter her ikke kommer til å protestere mot Israels krigføring på Gaza på samme måte som studenter på amerikanske universiteter gjør. Som om studenter i Norge er så forskjellige fra studenter i USA. Vi hørte det samme da Black Lives Matter bevegelsen spredte seg til hele verden og også hit. Da skrev kommentatorer i aviser om at vi ikke må få «amerikanske tilstander» her. 

Nasjonalisme og rascisme

En veldig alvorlig konsekvens av nasjonalisme er at det gir grobunn for rasisme ved å tegne et bilde av «oss» mot «de andre». Dermed kunne stater legitimere undertrykking av grupper som ikke passet inn i nasjonsbyggingen. Dermed kan flyktninger i dag beskrives som en belastning og en trussel, som må holdes ute. Og noen grupper til og med nektes et område å bo på, som palestinerne og kurderne.

Samtidig har vi stadig sett at grupper som selv undertrykkes av nasjonalisme, selv griper til nasjonalisme i sin motstand. Slik vi har sett med samene, og slik vi ser med palestinerne og kurderne. Nasjonalisme er undertrykkende, men tas også i bruk av undertrykte nasjoner i kampen for frigjøring. Nasjonalisme er et sammensatt fenomen, og når vi som sosialister skal forholde oss til nasjonalismens ulike sider i dag er det viktig å lære av hvordan sosialister har forholdt seg til dette sammensatte bildet tidligere.

Marx og det nasjonal spørgsmål

Marx og Engels skrev som kjent: «Arbeidere i alle land foren dere». Denne ene setningen rommer en dyp forståelse av både arbeiderklassens avgjørende rolle i å kunne knuse kapitalismen og skape en sosialistisk verden, og av hvor viktig og nødvendig det er at den globale arbeiderklassen bryter med nasjonalistisk tankegods for å klare dette. 

Marx så selv hvordan nasjonalismen i England gjorde at engelske arbeidere ble satt opp mot irske arbeidsinnvandrere. Han beskrev hvordan nasjonalistiske ideer omgir oss hele tiden i vår hverdag. Han skrev: «motsetningsforholdet mellom engelske og irske arbeidere blir holdt kunstig i live og forsterket av pressen, prekestolen, komibladene – i korthet – med alle midlene som den herskende klassen har til rådighet.» (I dag ville vi brukt ord som triviallitteratur eller kiosklitteratur om det Marx viste til som komibladene på den tiden). Vi kan legge til at vi blir foret med nasjonalistiske ideer også på andre måter, ikke minst gjennom skole og kultur. 

Selv om den engelske arbeiderklassen var godt organisert, mente Marx at den var svekket av nasjonalismen mot de irske arbeiderne. Han skrev at «Det er slik kapitalistklassen kan opprettholde sin makt, og den er fullstendig klar over det.» Vi kan jo spørre oss hvordan den norske arbeiderklassen i dag svekkes av at et parti som Rødt ikke konsekvent forsvarer arbeidsinnvandreres rett til å jobbe i Norge.

Marx mente at den engelske arbeiderklassen måtte støtte Irlands løsrivelse fra britisk styre. Det var riktignok et nasjonalistisk krav, men for ham var det vesentlig at Irland var en undertrykt nasjon. Han skrev: «Ikke av sympati med irerne, men som et krav som springer ut av den engelske arbeiderklassen. Hvis ikke vil den engelske arbeiderklassen for alltid være bundet til herskerklassen fordi de vil bli tvunget til å inngå en felles front med dem mot Irland.»

Nasjonal selvbestemmelse debat

Lenin utviklet Marx sin tenkning om nasjonalisme videre. Sammen med Rosa Luxembourg og andre sosialister måtte de ta stilling til det nasjonale spørsmålet helt konkret fordi de sto midt oppe i det. De var ledende sosialister i en tid da det var bevegelser for nasjonal selvbestemmelse i blant annet Polen og Ukraina. Luxembourg var imot alle former for nasjonalisme, mens Lenin mente at man måtte ta stilling til hver situasjon for seg. Han støttet Polens og Ukrainas løsrivelse fra det russiske storriket, men var tydelig på at arbeiderklassen måtte holde sammen på tvers av den undertrykkende og den undertrykte nasjonen.

Selv om Lenin så kampen for nasjonal selvbestemmelse som en viktig politisk kamp, var han klar når det gjaldt alles dens begrensninger

Citat: Mariette Lobo,

Lenin mente at sosialister måtte støtte nasjonal selvbestemmelse av to grunner: Den ene er for å motvirke reaksjonære ideer i arbeiderklassen i den undertrykkende nasjonen. Den andre er at hvis arbeiderklassen i den undertrykkende nasjonen forsvarer selvbestemmelse av en undertrykt gruppe eller nasjon vil man svekke sin egen herskerklasse og dens støttespillere i andre land. Selv om det er vanskelig å se for seg dette i dagens situasjon i Midt-Østen, kan vi prøve å tenke hva disse to begrunnelsene fra Lenin kunne ha betydd for palestinerne og vår felles kamp mot imperialisme hvis det var en sterk bevegelse i Israel som støttet palestinernes kamp.

Selv om Lenin så kampen for nasjonal selvbestemmelse som en viktig politisk kamp, var han klar når det gjaldt alles dens begrensninger. En nasjon som river seg løs fra en undertrykkende nasjon vil dyrke sin egen nasjonalisme og få sin egen herskerklasse, som igjen vil undertrykke arbeiderklassen i den nye nasjonen – fordi vi lever i en kapitalistisk verden. Han advarte derfor mot å dyrke «nasjonal kultur» og skrev: «Bekjempe all nasjonal undertrykking? Ja, selvsagt! Kjempe for enhver form for nasjonal undertrykking, for «nasjonal kultur» generelt» Selvsagt ikke!»

Han oppfordret sosialister istedenfor til å se at det i alle nasjoner finnes former for demokratisk og sosialistisk kultur. Dette vokser ut av arbeiderklassens liv med slit, undertrykking, manglende innflytelse over samfunnet og lite kontroll over eget liv. Men denne arbeiderklassekulturen slipper ikke til fordi den nasjonale kulturen er den dominerende kulturen. Arbeiderklassen styrer ikke mediene, institusjonene og andre måter der den nasjonale kulturen spres, av det som i hans tid var borgerskapet, de geistlige og landeierne.

“Forestill deg at det ikke finnes noen land”

Vi har alle behov for tilhørighet og trygghet i et fellesskap med andre mennesker, og Lenin pekte på hvordan arbeiderklassen i alle land utvikler kultur som bærer i seg kimen til en demokratisk og sosialistisk kultur basert på et fellesskap skapt nedenfra. Det er noe helt annet enn det nasjonale fellesskapet som tilbys oss, og som fører til splitt og hersk. I Lenins ånd kan og må vi se for oss et annet fellesskap bygget av flertallet i verden. Der vi fortsatt kan være glad i stedet vi vokste opp og naturen rundt oss. Ikke fordi det er «norsk», men fordi det er «vårt». 

For noen år siden var jeg med på å slå ring rundt et asylmottak i Oslo der det bodde enslige mindreårige asylsøkere. Flere asylmottak i Sverige hadde blitt påtent og naboer og andre tok initiativ til å slå ring rundt asylmottak i Norge for å skape trygghet blant beboerne som var redde for at det kunne bli påtente branner også her. En ung jente sang utenfor asylmottaket der jeg hadde møtt opp og sangen hun valgte var Imagine av John Lennon. Jeg vil avslutte med noe av hans tekst, som beskriver godt hva vi ikke bare drømmer om, men jobber for:

“Forestill deg at det ikke finnes noen land

Det er ikke vanskelig å gjøre Ingenting å dø eller drepe for

Og ingen religion

Forestill deg alle menneskene

Som lever liv i fred

Forestill deg ingen eiendeler

Jeg lurer på om du kan

Ingen grunn til griskhet eller sult

Et brorskap av folk Forestill deg alle menneskene

Som deler en felles verden”

 

 

 

 

123...51Side 1 af 51
© Newspaper WordPress Theme by TagDiv