Den første OK under krisen, i 1931, behøvede politikerne ikke at blande sig i, den ”klarede” De samvirkende Fagforbund (DsF) helt selv, med lidt pres fra Dansk Arbejdsgiverforeningen (DA).
DsF accepterede DAs krav om, at forligsmandens mæglingsskitse skulle ses som en helhed. Alle forbund skulle altså stemme ja for at undgå konflikt. Normalt var det alene nej-forbund, der gik i strejke, men sådan ville DA det ikke denne gang – enten stemte alle ja, eller alle blev lockoutet.
Efter afstemningen var der nej-flertal i 10 forbund ud af 15, men så sendte DsF bare det samme forslag i ny afstemning, begrundet med at for få havde stemt i forbund der brugte urafstemning. Den manøvre skabte 4 ja-forbund mere, men det var ikke nok. Så DsF sendte forslaget ud i en tredje afstemningsrunde. Og det gik så godt at kun skotøjsarbejderne stod tilbage med et nej.
DsF undgår (næsten) konflikt
Ifølge aftalen med DA var det stadig ikke ”godt nok”. Det slog dog ikke DsF ud. Sammen med SD overtalte de DA til, at der kun skulle konfliktes i skotøjsindustrien, mod at hverken DsF eller forbund under DsF ville støtte skotøjsarbejderne. Bureaukratiet har ingen hæmninger, når det drejer sig om at undgå konflikt.
Men Stauning-regeringen kunne også give en hånd med. I 1933 stod den bag det såkaldte ”Kanslergadeforlig”, der mest huskes som starten på socialreformen. SD fik Venstre til at stemme for Steinckes reform, der faktisk var ret begrænset. Der skete en forenkling af de eksisterende love, men den eneste virkelige forbedring var indskrænkning i brug af fattighjælp. Hvilket betød at langt færre blev frataget deres stemmeret. Derimod skete der ingen bedring af arbejdsløshedsunderstøttelsen før 1937, der indtil da stadig kun var omkring 1/4 af arbejdslønnen.
Den virkelige baggrund for forliget var heller ikke socialreformen, men regeringens behov for støtte til et kriseforlig, hvis centrale punkt var et politisk indgreb i OK forhandlingerne. Det første i Danmarkshistorien, men langt fra det sidste.
Regeringsindgreb
Såvel DA som regeringen hævdede, at indgrebet var til fordel for arbejderne, fordi arbejdsgiverne igen krævede 20% lønnedgang, og OKerne blev forlænget (med strejke og lockout forbud i et år). Men et andet element i forliget var devaluering af kronen, hvilket forringede købekraften.
Det betød noget, hvordan lønnen blev udhulet. Som partihistorikeren, Poul Hansen, senere skrev: ”Prishævnings- og kronesænkningspolitikkens reelle forringelse af lønnens værdi fik ikke den psykologiske virkning, som en direkte lønreduktion ville have haft.”
Men nu løber OKer jo ikke til evig tid. Allerede i 1934 blandede regeringen sig derfor igen, men denne gang mere udspekuleret.
Siden 1910 havde forligsinstitutionen været statens mæglingsorgan ved faglige stridigheder. En slags statslig anerkendelse af Septemberforliget og ”den danske model”. Det blev i 1934 fulgt op med Forligsmandsloven, der udstyrede forligsmanden med særlige beføjelser.
Det vigtigste var sammenkædningsreglerne. Nu kunne forligsmanden efter eget frie valg bunke vidt forskellige OKer sammen til fælles afstemning. Hvis man kæder OKer med sandsynligt ja sammen med OKer, hvor man frygter nej, så har man et bedre chancer for at sikre samlet ja. Forligsmanden – hvis opgave er at undgå arbejdskonflikter – har nu fået et yderligere redskab til at sikre roen på arbejdsmarkedet.
Metoden var dog ikke skudsikker. Slagterioverenskomsten udløb nemlig ikke samtidig med øvrige OKer, der var ingen at sammenkæde med, og resultatet blev et nej. Så igen måtte regeringen lave et politisk indgreb.
Stauning forsvarede sig med, at eksporten til England var ”af største interesse for både arbejdere og landmænd … 5.000 slagteriarbejdere og 100 slagterier kan ikke få lov til at lamme vort lands økonomiske liv.”
Hvor skal magten ligge
Det er nødvendigt at vende tilbage til forligsmandsloven, for det var ikke bare et redskab til at indskrænke strejkeretten.
Siden DsF blev dannet i 1898, havde der været stridigheder internt i bureaukratiet om, hvor meget magt der skulle være centraliseret i DsF, og hvor stor suverænitet de enkelte forbund skulle have.
I 1922 fik det en foreløbig kulmination. Ledelsen i DsF stillede forslag på generalforsamlingen: ”DsF har ret til at indgå overenskomst med den modstående hovedorganisation om spørgsmål af almen interesse for arbejderne … samt sådanne andre spørgsmål af vital interesse … egnede til fælles afgørelse.” Især den sidste ret elastiske formulering, ville samle meget magt i DsF.
Men de havde gjort regning uden vært. Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF) stillede et modforslag, der indebar at DsF ikke kunne indgå OK på medlemsforbundenes vejen, eller mod deres vilje. Og ikke nok med det, DsF måtte heller ikke forhandle OKer uden de omhandlede forbund var repræsenteret.
For DsF ledelsen faldt forsøget på magtkoncentration uheldigt ud. DAFs forslag blev vedtaget, og nu var der klare regler for hvad den ikke måtte. Det var ikke, fordi DAF toppen var mere demokratisk eller mindre bureaukratisk end DsF ledelsen, de ville ikke give magt fra sig.
Afslutningen af OK-1931 skete dog på en måde, der gav mere magt til DsF. Og ikke mindst med sammenkædningsreglerne, skete der en svækkelse af de enkelte forbunds suverænitet.
Med regeringens hjælp lykkedes det at centralisere magten i DsF, noget som SD og Stauning ikke var uinteresseret i. Det sænkede risikoen for forstyrrende arbejdskampe. Som metalformanden, Johs. Kjærbøl sagde i 1934 omkring OK-1931, ”… i vor vurdering af, hvad situationen krævede af os, indgik også hensynet til parti og regering.”
Urafstemningsprincippet
Men der var stadig en forhindring at overvinde. En del forbund brugte urafstemning ved OK indgåelse, altså at medlemmerne blev direkte involveret. Det forhold forsøgte man nu at underminere.
På DsF generalforsamling i 1934 holdt Stauning foredrag, og sagde om urafstemning: ”Fagenes medlemmer bør møde og stemme, når de ønsker at bevare det upraktiske system for afgørelser. Det mest praktiske er naturligvis at give mandat til en ansvarlig repræsentation (til forhandling og afslutning af overenskomst) – men det giver naturligvis ikke kommunisterne den adgang til spektakel som afstemningerne byder.”
I 1937 skrev den senere minister, Kaj Bundvad, om urafstemningsprincippet: ”De enkelte medlemmer kan ikke have tilstrækkelig viden om købekraften … hans standpunkt får derfor et tilfældighedens præg.” Det var ikke den store tillid socialdemokraterne havde til arbejderne.
Man slap dog ikke af med urafstemningsprincippet, men på DsF generalforsamling i 1939, besluttedes det at stadfæste afstemningsprincippet fra 1935. For at et flertal kunne forkaste et mæglingsforslag, skulle mindst 75% af de stemmeberettigede have stemt, i modsat fald skulle en kompetent forsamling – ofte en hovedbestyrelse – supplere med stemmer op til de 75%. For en sikkerheds skyld føjede regeringen den regel til forligsmandsloven allerede samme år.
Det korte af det lange er, at i løbet af 30’erne lykkedes det i høj grad at få centraliseret magten i hænderne på DsF’s ledelse. Ikke mindst gennem forskellige argumenter om, hvordan arbejderne måtte være ansvarlige overfor samfundet.
Del 1-10 i Arbejderbevægelsens historie kan du læs her.
