Billede: Trotskij på talerstolen i Idrætshuset i 1932. Foto: Wikimedia Commons
Talen kom til at dreje sig om Oktoberrevolutionen. Uden for Idrætshuset demonstrerede DKP og krævede Trotskij udvist. Allerede ved ankomsten til Esbjerg demonstrerede DKP, og det fortsatte i København. Fra såvel Tyskland som Sovjetunionen indløb protester mod besøget.
Med Stalins sejr over resterne af arbejdermagten i Sovjetunionen blev Trotskij først udstødt af partiet, så forvist til Sibirien og i 1929 udvist af Sovjet. Nu var han endt i Tyrkiet, langt fra begivenhederne.
Venstreoppositionen (VO, Trotskijs fløj), der var næsten udslettet i Sovjetunionen, levede videre i små grupper i en del lande. Dog ikke i Danmark. Trotskij tog imod invitationen, i håb om eksil i Danmark. Det kunne der dog ikke blive tale om. Stauning accepterede besøget, men var uforstående over for ideen med det og ville hurtigst muligt af med ham igen.
Bernhard Bøggild fra Socialdemokratiske Studenter var primus motor i besøget. Han var fortsat en vigtig kontakt og nærmede sig VO, inden han døde i 1936.
Københavnermødet samlede en række af Trotskijs tilhængere, fra organiserede VO-grupper i europæiske lande, til møder med ham.
Emigranterne
Efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland måtte VO’ere flygte, herunder George Jungclas, der havde været central i VO i Hamburg siden 1930. I sommeren ‘33 kom Jungclas til København og kontaktede Bøggild, som han havde mødt i ‘32.
I løbet af året kom der flere til, og der blev en lille gruppe VO’ere, der dels forholdt sig til Tyskland, og dels forsøgte at skabe kontakter og opbygge en gruppe i Danmark.
De første kontakter var mest til oppositionelle eller ekskluderede DSU’ere. I 1933 gennemførte regeringen en lov mod uniformerede politiske korps. Den var nok vendt mod højrefløjen, men de aktivistiske (og uniformerede) DSU’ere i ordensværnet (og DKP’s Arbejderværnet) var også en torn i øjet på SD’s ledelse.
Resultatet var en del udmeldelser og eksklusioner. Omkring 200 af disse samlede sig i den såkaldte Alarmgruppen. Det betød ikke det store for DSU, men venstrefløjen fik vand at svømme i.
De tyske emigranter, især jøder og kommunister, var ikke særlig velkomne i DK, de blev dog tålt, men det var dem strengt forbudt at agere politisk. Hvis de skulle arbejde politisk, var danske medarbejdere nødvendige. Desværre kom der ikke det store ud af Alarmgruppen. I løbet af et år var de fleste tilbage i DSU eller gået ind i DKU.
“Efter 1. verdenskrig var det svært nok at få opbygget en revolutionær bevægelse, selv med tidens stemning af opstand og revolution. Nu, i begyndelsen af 1930’erne, var der krise, og arbejderklassen var knust af fascismen i Tyskland og Italien m.fl. – der var nederlagsstemning”.
Citat: Freddie Nielsen
Første sektion
Der opstod dog en lille gruppe, der kaldte sig Den danske sektion af Internationale Kommunister (Bolscheviker-Leninister), med Svend Johansen som drivkraft. De var omkring 20, emigranterne inklusive, og de udgav nogle af VO’s tekster på dansk. I 1935 udgav de Trotskijs tale fra Idrætshuset ‒ ”Et forsvar for den russiske revolution”.
En anden forbindelse var til Mothgruppen, en gruppe, der samlede sig om Poul Moth med bl.a. Tage Lau og Åge Kjelsø. De havde været aktive i Arbejdernes Esperanto-Klub og i DSU’s ordensværn, var ekskluderet af DSU og var måske de, der var nærmest den trotskistiske bevægelse og vejen mod at skabe 4. Internationale (FI).
Men nemt var det ikke. I efteråret ‘37 skrev Jungclas i en rapport: ”Intet lykkes her. Alle forudsætninger var til stede. Men de tåbeligste grunde kan få alt til at gå i vasken.”
Man må forstå, hvor svært det var. Efter 1. verdenskrig var det svært nok at få opbygget en revolutionær bevægelse, selv med tidens stemning af opstand og revolution. Nu, i begyndelsen af 1930’erne, var der krise, og arbejderklassen var knust af fascismen i Tyskland og Italien m.fl. – der var nederlagsstemning.
Moskvaprocesserne
Dertil kom den massive, stalinistiske kamp mod Trotskij og hans tilhængere. De blev udskreget som sabotører, fascistiske agenter, spioner og Hitlers håndlangere. I Sovjet blev trotskister og andre oppositionelle udsat for horrible anklager, dømt og henrettet.
Forfølgelsen var international, og flere, bl.a. Trotskij selv, blev myrdet. I forbindelse med disse Moskvaprocesser udgav DKP’s Arbejderforlaget 3´tre pjecer og bøger: ”Trotski og Gestapo. Processen i Moskva” (1936), ”Stalin: Kampen mod Fascismens Trotskistiske Agenter og Partiets Opgaver” (1937) og ”Paa vagt mod Trotskismen” (1938). I april 1937 lød en overskrift i Arbejderbladet: ”Udryd Trotskisterne”. Fyldt med løgne og løse påstande som de var, gjorde de selvfølgelig deres.
Efter den første proces i Moskva i 1936 mente mange i DK, at der nok var noget om anklagerne. Det betød, at det krævede en stærk psyke og personlighed at tilslutte sig trotskismen. Det kom så også til at betyde mange interne sammenstød mellem stærke personligheder.
Mothgruppen var entusiastisk, men politisk uerfaren og også nogle fantaster, der nærmest var kronisk arbejdsløse og ikke det bindeled til den danske arbejderklasse, som emigranterne og FI søgte.
Leninistisk Arbejdsgruppe
Der blev arbejdet med forskellige organisationsformer. Trotskisterne samlede sig i Leninistisk Arbejdsgruppe (LAG) og forsøgte både med entrisme i Socialdemokratiet (ikke med godt resultat, man mistede nok flere, end man vandt) og med fælles samarbejdsorganisationer, bl.a. Socialistisk Arbejder Ungdom sammen med resterne af Alarmgruppen, der udgav bladet Klassekampen.
Under borgerkrigen i Spanien deltog Tage Lau og Åge Kjelsø i POUM-militsen. I 1937, da POUM efter stalinistisk pres blev opløst og forbudt, var Kjelsø blandt dem, der blev arresteret og dømt til døden, men det lykkedes ham at flygte. Oplysning om situationen i Spanien var med til at øge mistroen mod de stalinistiske argumenter og Moskvaprocesserne. Dette lettede samarbejdet med andre lidt. I det hele taget var gruppen med til at underminere flere af de såkaldte ”beviser” i Moskvaprocesserne.
Forfølgelsen var dog langt fra slut. Foråret ‘38 tog Lau til Paris for at møde det Internationale Sekretariat (for stiftelsen af FI). Her mødtes han med sekretariatets sekretær, Rudolf Klement, men han kom aldrig videre, for mens Lau var ved at blive clearet, blev Klement myrdet, sandsynligvis af agenter fra Sovjet.
Et lyspunkt kom i 1937, hvor Socialistisk Samvirke stiftedes på initiativ af en gammel revolutionær, Alfred Kruuse. Her samarbejdede revolutionære grupper og enkeltpersoner, herunder LAG og Syndikalistisk Ungdomsforbund med bl.a. Carl Heinrich Petersen og Halfdan Rasmussen, der med tiden nærmede sig trotskisterne. En anden vigtig person var Marie Nielsen, der, siden hun forlod SD i 1916, havde været med i revolutionær opbygning. Hun var i 1936 blevet ekskluderet af DKP for 3. gang.
Revolutionære Socialister
Alt var dog ikke godt. Der var fortsatte stridigheder og mistillid. Først med dannelsen af Revolutionære Socialister i ‘39 opstod en mere arbejdende og målrettet organisation.
De blev aldrig store eller toneangivende, men det vigtige ved eksistensen af disse grupper i 1930’erne lå i, at de fastholdt den revolutionære teori og pegede på de nødvendige opgaver, efter at KI og deres sektioner var degenereret til nikkedukker for Stalin, styret af Sovjets udenrigspolitiske behov uden hensyn til arbejderklassen og den revolutionære bevægelses behov og muligheder.
I et programudkast skrev Poul Moth f.eks.: “Teorien om socialismen i ét land, der betragter verdenssamfundet, ikke som et udeleligt hele, men derimod som en sum af nationale enkeltsamfund, miskender altså en af den proletariske revolutions vigtigste funktioner.”
Man er nødt til at vælge side mellem det revolutionære perspektiv og det at bøje af over for imperialismens indre væsen. Det kunne mange lære ét og andet af i dag.
De første 12 dele af serien kan læses her
