Billede tekst: Fra typografernes strejke i 1947. Sådan skal det være. Solidaritet frem for alt. Foto: Arbejdermuseet/AAB.
Igen året efter, i 47, sås et relativt højt tal, op imod ½ mio. tabte arbejdsdage. Men når vi kommer til 48, så er der kun registreret 8.000 tabte dage, efterfulgt af 3 år med endnu lavere tal. Hvordan er det dog gået til? Ingen forestiller sig vel at arbejdsgiverne overopfyldte arbejdernes krav i stort mål?
Ganske vist skal nogle af strejkeopgørelserne tages med et gran salt, f.eks. lyder tallet for 45 på bare 66.000 tabte arbejdsdage, et tal der næppe dækker bare aktionsdagen, 4. juli, med op mod 100.000 foran Christiansborg, de fleste i en eller anden form for arbejdsnedlæggelse.
Men inden vi når frem til en forklaring på denne hurtige og voldsomme nedgang i klassekampen i DK, så skal vi først omkring de mange strejkedage i 46 og 47 og se, hvor de stammede fra.
I 46 drejede det sig primært om to overenskomster og strejker afledt af dem. I første omgang kan man sige, at det afhang af en splittelse, hvor de stærke faglærte grupper – provinstypograferne og smedene – gik med til nogle dårlige forlig, ud fra en forhåbning om at indhente det forsømte ved lokalforhandlinger. Men det efterlod arbejdsmændene og slagteriarbejderne på perronen.
Problemet var opstået, fordi DsF (De samvirkende Fagforbund – (svarende til det senere LO og FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) i dag)) havde fået gennemført, at årets OK-forhandlinger skulle foregå decentralt, altså at hvert forbund forhandlede og afsluttede for sig. Noget som DKP havde støttet.
Splittelser
Splittelsen mellem faglærte og ufaglærte er og har desværre været en ganske almindelig foreteelse. Måske knapt så ekstremt som dengang i 1897, da Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF – forløberen til 3F i dag) blev dannet. Da mente flere faglærte grupper, at DAF ikke måtte kalde sig en fagforening – de havde jo ikke noget fag.
Arbejdsmændene gik i strejke i slutningen af april 1946, men forbundsledelsen kørte ikke ligefrem strejken, som om de ønskede at vinde den. F.eks. nægtede den at tage transportarbejderne med ud i strejke, så dens betydning for arbejdsgiverne blev begrænset.
Det endte med, at arbejdersiden vedtog mæglingsforslaget. Ganske vist var der nej ved urafstemningen, men da stemmeprocenten ikke var høj nok iflg. forligsmandsloven, supplerede forbundets såkaldt kompetente forsamling op til et samlet ja. Arbejdsgiverne forkastede, men det endte med, at mæglingsforslaget blev ophøjet til lov.
Samtidig var slagteriarbejderne i forhandlinger. Slagterierne var en af de mest gennemrationaliserede industrier, og slagteriarbejderne sloges både med højt tempo og lønefterslæb efter besættelsen. Desuden var der det særlige forhold, at arbejdsgiverne havde indført en praksis med at fyre de fleste om fredagen, og så (måske) antage dem om mandagen, hvilket skabte en del utryghed.
Det mæglingsforslag, de blev mødt af, var da heller ikke tilfredsstillende, og de stemte det ned. Men i modsætning til arbejdsmændene fik de ikke lov til at strejke. Knud Kristensens sorte Venstre-regering fik ophøjet mæglingsforslaget til lov og forbudt strejke – man var vel bøndernes parti.
Imod regeringen
Det afholdt dog ikke slagteriarbejderne, der straks gik i proteststrejke. En strejke, der hurtigt blev fulgt op af sympatistrejker på de fleste større arbejdspladser i både København og i provinsen. Strejkebevægelsen blev udløst af et regeringsindgreb, men var i allerhøjeste grad en protest, der var vendt imod regeringen som sådan.
DKP – der stadig levede i håbet om en enhed med SD og en folkefrontsregering – begyndte at trække følehornene til sig og tale for, at strejkerne skulle stoppe
Citat: Freddie Nielsen
DKP støttede strejkerne og mente, at de skulle vælte regeringen og i stedet få en fortsættelse af befrielsesregeringen, der i DKP’s øjne var en slags antifascistisk folkefront. SD stemte imod indgrebet i Folketinget, men var noget mere halvhjertede i deres støtte til strejkerne. Og især var de meget klare på, at regeringen ikke skulle strejkes væk. Den skulle stemmes væk ved at stemme SD ved næste valg.
DKP – der stadig levede i håbet om en enhed med SD og en folkefrontsregering – begyndte at trække følehornene til sig og tale for, at strejkerne skulle stoppe.
Denne forsigtige linje var ikke ny, den havde præget DKP siden befrielsen. Man ville ikke skræmme SD væk fra den enhed, som DKP drømte om. Og det selvom Socialdemokratiet havde gjort det klart, at de ikke var interesserede.
Forsigtigheden indebar, at man ikke talte alt for højt om, at man i løbet af 45 havde vundet måske op mod 30% af de københavnske faglige tillidsposter fra SD, og mindre i provinsen. Og man forsøgte at undgå, at det blev alt for åbenlyst, at det var DKP, der stod bag den store strøm af resolutioner fra fagforeninger og arbejdspladser, der opfordrede til enhed i arbejderbevægelsen.
For forsigtige
Disse ting havde ikke den store praktiske betydning. Meget værre var, at DKP i flere situationer havde arbejdet for at begrænse arbejdernes strejker og aktioner af samme grund. I februar 1946 var der de såkaldte Klagenberg-strejker, en protestbevægelse mod at stikkeren Klagenberg fik nedsat sin straf. Noget der chokerede SD og borgerskabet, og som fik partiavisen Land og Folk til at skrive i en leder: ”Hvad Danmark i dag har brug for er ikke folkestrejker, men arbejdsro.”
OK-46 er også den eneste gang i efterkrigstiden, hvor DKP har opfordret til at stemme ja til et mæglingsforslag, som de gjorde hos typograferne og smedene.
I februar 1946 var der de såkaldte Klagenberg-strejker, en protestbevægelse mod at stikkeren Klagenberg fik nedsat sin straf. Noget der chokerede SD og borgerskabet, og som fik partiavisen Land og Folk til at skrive i en leder: ”Hvad Danmark i dag har brug for er ikke folkestrejker, men arbejdsro.”
Citat: Freddie Nielsen
I 1947 blev det så de københavnske typografers tur til at forhandle OK, og her var der tale om en faggruppe, hvor DKP stod stærkt. Arbejdsgiverne var selvfølgelig ikke til sinds at opfylde typografernes krav, der drejede sig om både højere løn, 40 timers arbejdsuge og længere ferie. Typograferne gik derfor i strejke 1. marts i noget, der blev en meget lang og opslidende kamp.
Efter en måned begyndte typografernes strejkekasse at blive tom, men Fællesorganisationen i København besluttede at støtte, og ”anbefalede den af typograferne besluttede indsamling til medlemmernes velvilje.”
I maj rettede et mæglingsforslag op på lønningerne, men ingen ændring af arbejdstiden. Typograferne stemte nej, og strejken fortsatte, men det begyndte at knibe med pengene igen, og forbundet ansøgte DsF om et lån på 1 mio.
DsF knækker strejken
DsF nægtede at yde lånet med henvisning til, at typograferne allerede havde opnået det samme som andre forbund. Efter 3 måneders strejke måtte de bide i græsset og acceptere mæglingsforslaget.
Når det er vigtigt at gøre så meget ud af denne strejke, så skyldes det, at den udover kampen mod arbejdsgiverne også blev en styrkeprøve mellem SD og DKP om den faglige linje i arbejderbevægelsen.
Efter de magre resultater året før, skulle DKP nu vise, via et forbund, de dominerede, hvordan faglig kamp skulle føres. Men de slap ikke alt for heldigt fra det. Og det er der især to grunde til:
Den ene er, at DKP fortsat vaklede mellem gerne at ville være ledende for arbejderklassen, men samtidig hele tiden holdt igen for at tækkes muligheden for et tæt samarbejde med SD. Et samarbejde som SD på ingen måde ønskede – det var folkefrontstrategiens forbandelse.
Den anden var den voldsomme anti-kommunisme, som SD stod for allerede kort efter befrielsen, hvor Churchill holdt sin ”jerntæppe ”-tale, før USA opfandt Marshall-hjælpen i krigen mod kommunismen. Og nu begyndte anti-kommunismen at bære frugt.
Ganske vist måtte typograferne betale, men for SD betød det fremgang. I løbet af 47 begyndte det igen at gå SDs vej i antallet af tillidsposter i Københavns fagforeninger. Og ved valget i oktober samme år, blev DKP halveret i Folketinget – fra 18 til 9 mandater, alle 9 gik til SD.
De første 17 artikler i serien “Arbejderbevægelsens historie” kan læses her
