Sammen med andre paroler og kampråb har råbet ”Boykot Israel” gjaldet fra de mange demonstrationer, der har samlet i tusindvis af unge og gamle, mørke og lyse, kvinder og mænd i fælles frustration og vrede over, at den israelske overmagt bomber og myrder løs i Gaza. Det er en vrede, der også er rettet mod danske politikeres og mediers følgagtighed over for Israel.
Parole
Demonstrationerne har rummet en enorm entusiasme, og en parole som ”Boykot Israel” kunne muligvis bruges til at organisere en i nogen grad mere målrettet og lige så entusiastisk bevægelse.
Demonstranterne og ikke mindst arrangørerne har vist en sjælden standhaftighed, men i længden er demonstrationer ikke nok – der skal en egentlig organisering til, og andre typer af aktivisme må supplere og klargøre bevægelsens retning.
Hvad er formålet? Hvordan opnår vi en omfattende boykot? Hvilke midler skal der til? Hvem skal gøre det? Hvordan får vi flere med?
Citat: Freddie Nielsen
Der er al mulig grund til at boykotte Israel: Israels krig og myrderier i Gaza; apartheidpolitikken; bosætterpolitikken; bosætternes og IDF’s voldelige fremfærd på Vestbredden.
Så langt så godt. Men der er nogle spørgsmål, som må rejses og besvares i den forbindelse.
Ikke mindst er vi nødt til at forholde os til spørgsmål som: Hvad er formålet? Hvordan opnår vi en omfattende boykot? Hvilke midler skal der til? Hvem skal gøre det? Hvordan får vi flere med?
Som det er nu, hvor det primært er et kampråb på demonstrationerne, og hvor opfordringer til (personligt) at efterleve alenlange lister florerer på de sociale medier, bliver det mest en moralsk kampagne for, at vi som atomiserede individer har pligt til at gøre noget, gøre et eller andet. Og så til at vi, ”de hellige”, kan moralisere over dem, der ikke gør det.
Den politiske forbruger
Det er selvfølgelig klart bedre, at vi efter bedste evne fører boykotten ud i livet, end at vi ikke gør det. Men vi er nødt til at se lidt på den politiske forbruger, og hvad denne kan opnå.
Problemet med den politiske forbruger er, at det er noget meget individualiseret. Forbrugere er ikke en kollektiv kategori. Vi går ikke rundt i butikkerne og diskuterer dagens politik med hinanden, eller hvad vi gør ved den. Ideen om forbrugerne som en stærk, politisk faktor er derfor noget vrøvl, allerhøjst en rar drøm, hvis den ikke organiseres.
Økonomisk krigsførelse
Økonomisk krigsførelse, som vi også kan kalde det, er ikke noget, der er forbeholdt bevægelser og aktivister. Vores egne magthavere og deres makkere i de imperialistiske spændinger var meget hurtige til at sætte en omfattende boykot af Rusland i gang efter Putins invasion af Ukraine. De kaldte det sanktioner, men det gør ingen forskel. De var noget mere træge i det, da det i Sydafrika i 1970’erne og ’80’erne drejede sig om at tvinge det hvide mindretalsstyre til at opgive apartheid. Den boykot blev heller ikke overholdt nær så nidkært som boykotten af Rusland.
Desuden skal det med, at det ikke var den internationale boykot, der knækkede apartheid. Boykotbevægelsen sikrede fortsat international opmærksomhed, men det var det sorte befolkningsflertals modstand og især den sorte arbejderklasses strejker, der i sidste ende knækkede apartheidstyret.
Hvad er vores formål?
Så det første vi må gøre os klart er: Hvad er vores formål med at boykotte Israel? Vi kan lige så godt erkende, at hvis vi forestiller os, at en international forbrugerboykot skulle knække Israel, så vil bevægelsen ende med at gå til i frustration og skuffelser.
Hvis vi derimod ser ”Boykot Israel” som parole og handling, som et middel til at fastholde opmærksomheden på Palæstina og fastholde de fleste fra det aktivistlag, der er opstået med Israels krig mod Gaza, fastholde dem i aktivistiske bevægelser, der gerne skulle udvikle sig til lokalgrupper, grupper i fagforeninger, arbejdspladsgrupper osv. – så bliver det et mere realistisk projekt.
Vi kan lige så godt erkende, at hvis vi forestiller os, at en international forbrugerboykot skulle knække Israel, så vil bevægelsen ende med at gå til i frustration og skuffelser
Citat: Freddie Nielsen
Det vil med en bred bevægelse under parolen ”Boykot Israel” blive muligt at diskutere Palæstina og løgnene om Israel med kolleger, studiekammerater, familie, venner og på gaden. Og det vil være muligt at opstille et mål om fastholde og udbygge bevægelsen med henblik på at tvinge vores egne magthavere til at opgive støtten til Israel. Men vi skal ikke stikke os selv blår i øjnene – det vil ikke være let. Der er selvfølgelig en grund til, at de imperialistiske magthavere holder så fast på Israel, som de gør, stort set ligegyldigt hvad den zionistiske apartheidstat foretager sig.
Den modstand og mistænkeliggørelse, som vi af den grund udsættes for, vil selvfølgelig stadig være der. Men i længden skal der noget andet til udover demonstrationerne. Demonstrationerne tiltrækker de i forvejen overbeviste. De er vigtige, fordi de styrker os i, at vi har ret, når vi er så mange, der deltager, men nu må det gælde om at komme bredere ud. Om at konfrontere dem, der er enige med magthaverne og især dem, der vakler på grund af magthavernes og mediernes argumenter, dem, der ikke af sig selv begynder at komme til demonstrationer.
Men hvad skal der mere til?
Det vil være oplagt, at ”Stop Annekteringen af Palæstina” og andre, der står for at arrangere demonstrationer, begynder at opfordre til at organisere sig lokalt omkring boykotkampagner. Og så vil det nok også fremme processen, hvis man som hovedorganisator forholder sig lidt mindre sekterisk til, at der kan findes forskellige opfattelser af kampen og fremtiden inden for bevægelsens grundlag, og åbne for mere debat og erkende, at det også er nødvendigt at inddrage forskellig politisk stillingtagen.
Dernæst er det nødvendigt at gøre parolerne enkle – opfordringen til boykot må gå på ”Made in Israel” og ”Oprindelsesland Israel”. Alle de lange lister med gode og mindre gode begrundelser for at boykotte gud og hvermand holder ikke, hvis der skal skabes en bevægelse, der går langt ud over det, der er nu. Det kan f.eks. godt vise sig at være sværere at skulle argumentere for at boykotte UNICEF ud fra den begrundelse, af chefen for UNICEF er gift med en mand, der investerer i Israel, end for israelske produkter.
Og hvis vi erkender, at boykotten i sig selv ikke kan stoppe Israel, men at målet er at skabe en meget bredere bevægelse, så betyder det heller ikke så meget, om en vare mere eller mindre skulle undslippe vores opmærksomhed.
Organiser konkret og lokalt
Derimod er spørgsmålet om pensionskassernes investeringer i Israel og i våbenproduktion vigtig, fordi det er et oplagt emne at rejse på arbejdspladser og i fagforeninger, som er i direkte forbindelse med de enkelte pensionskasser. Det samme gælder for ansatte i virksomheder med interesser i Israel. En gruppe studerende på Københavns Universitet har rejst spørgsmålet om KU’s investeringer i Israel og krævet dem trukket ud. Det er helt klart et eksempel til efterfølgelse. Det samme med blokaderne mod Terma, selv om de i længden ikke holder, medmindre der skabes forbindelse til og opbakning blandt dele af virksomhedens ansatte.
Og hvis vi erkender, at boykotten i sig selv ikke kan stoppe Israel, men at målet er at skabe en meget bredere bevægelse, så betyder det heller ikke så meget, om en vare mere eller mindre skulle undslippe vores opmærksomhed
Citat: Freddie Nielsen
Det mest effektive vil selvfølgelig være, at havnearbejdere, lagerarbejdere og transportarbejdere, der står for modtagelse, håndtering, transport og fordeling af varer fra Israel, nægter at have med varerne at gøre. Men det er kun realistisk at opnå dette, hvis der findes en bred bevægelse, der kan bakke dem op.
Alle kan i princippet gå i gang med at indkalde til og starte boykot- og solidaritetsgrupper i deres lokalområde, på deres arbejdsplads, på deres uddannelsesinstitution eller i deres fagforening. Men det vil unægtelig være så meget mere givende, hvis den aktuelle bevægelse sætter sig for at gøre sine demonstrationer til omdrejningspunkt for dette – ser sig selv som fødselshjælpere, selvfølgelig stadig med kravet om våbenhvile i centrum.
