Billede tekst: Revolutionær socialist og anti-racistiske organiser Denis Godard from Paris talt til Charlie Kimber fra Socialist Worker om truslen og håbet. Foto: Socialist Worker
CK: Hvad er følelsen ude blandt folk, og hvad ville det betyde, hvis fascisterne vandt valget?
DG: Overalt er der en følelse af en nødsituation, og at alle må vælge side, om de støtter fascisterne eller ej. Ingen kan slippe udenom. På enhver gade, et hvert marked, enhver arbejdsplads, butik og kø til bussen, er man enten for dem eller imod dem. At nægte at tage stilling er i sig selv en politisk stillingtagen.
Det er intenst, det er tvingende. Det store antal stemmer til Rassemblement National (RN), Marine Le Pen og Jordan Bardellas fascistiske parti ved Europa-Parlamentsvalget var ikke en overraskelse – desværre.
Meningsmålingerne og erfaringerne fra de seneste valg pegede på, at partiet kunne få over 30 pct. af stemmerne. Og det var, hvad der skete. Det, der virkelig galvaniserede den nu massive respons fra folk, var, da præsident Emmanuel Macron udskrev parlamentsvalg. Så forstod folk , at partiet kunne danne den næste regering.
Pludselig blev det helt konkret – vi ville kunne få en fascistisk premierminister om få ugers tid, RN kunne blive det største parti, og fascisterne kunne få kommandoen over statslige funktioner. Hvis RN får flertal i parlamentet, vil det få afgørende betydning i forhold til styrkelse og forhærdelse af staten; frie tøjler til politiet og til grænsevagterne. Vi har allerede en autoritær og islamofobisk stat, som det er nu, men det ville blive meget værre for migranter og muslimer.
Den reelle udvikling er, at parlamentariske fremskridt til fascisterne giver selvtillid til bøllerne på gaden – forløberne til den fascistiske gadehær. Vi kan se det allerede.
Pludselig blev det helt konkret – vi ville kunne få en fascistisk premierminister om få ugers tid, RN kunne blive det største parti, og fascisterne kunne få kommandoen over statslige funktioner
Citat: Denis Godard
I Paris og i to andre store byer, Lyon og Montpellier, har fascister og grupper fra det yderste højre angrebet migranter, transkønnede og faglige aktivister. Disse fascistiske gadebander er stadig små. Men de vokser.
Hver landvinding til RN giver dem et fremstød, forskubber den fascistiske trussel fra mainstream-politik og åbner potentialet for det klassiske fascistiske sigte at opbygge en fysisk styrke til at angribe arbejderklassens organisationer og knuse demokratiet. Den fascistiske landvindring har også betydet, at de to største, private medieselskaber øjeblikkeligt sprang til at give plads til det yderste højre.
De siger åbent, at der nu skal være flere kommentatorer fra det yderste højre og mere dækning af RN. Det betyder, at sendefladen bliver mættet med Bardella (den nye leder af RN, der efterfulgte Marine Le Pen) og de andre, der udspyr racistisk propaganda.
Og storkapitalen rører også på sig. På nuværende tidspunkt siger de fleste fra erhvervstoppen, at de går efter ”stabilitet” og ikke ønsker ”ekstremer” fra hverken højre eller venstre. Dog har adskillige topfolk udtalt til avisen Financial Times, at de, hvis de skulle vælge, ville foretrække RN frem for venstrefløjen.
Så de sender følere ud til det yderste højre. RN har til gengæld slået en mere venlig tone an over for de store virksomheder. Den konkrete virkelighed i det fascistiske fremstød er et spørgsmål for alle samfundsklasser, inklusive dem, der sidder i bestyrelseslokalerne.
CK: Hvad har responsen været på gaden?
DG: Vi har altid sagt, at det ikke bare er et spørgsmål om, at racister og fascister vinder frem, men om polarisering. På en lørdag for ca. to uger siden gik 650.000 på gaden mod fascisme og for venstre koalitionen Nouveau Front Populaire (NFP, den Nye Folkefront).
Andre demonstrationer dagen efter betød, at 800.000 var aktive over weekenden. Folk vil gerne gøre noget. Møder, som bliver sat op for at diskutere, hvad der må gøres, har fulde huse, og demonstrationer tiltrækker nye folk.
Og folk venter ikke bare på at blive fortalt, hvad de skal gøre af det siddende lederskab. Folk tager selv initiativ. De printer klistermærker eller laver et banner og sådan noget.
Hver politisk aktion nu – demonstrationer for Palæstina, for migranters rettigheder, mod sexisme, for klima og miljø – handler alle sammen også om fascisme. Stemningen påvirker også strejker.
Arbejdere skrider til handling på økonomiske spørgsmål, men de ved også godt, at de står med det yderste højre som modstandere, for det yderste højre vil slå ned på strejker og gøre det af med arbejderes rettigheder.
CK: Hvad med Nouveau Front Populaire, det nye valgforbund?
DG: Det fælles program fra den parlamentariske venstrefløj er et resultat af det store pres fra neden. Da folk gik på gaden, krævede de, at politikerne stoppede med at tænke på deres egne personlige karrierer og politiske manøvrer. Folk sagde, at de skulle forene sig mod den fare, vi nu stod over for. NFP har først og fremmest givet folk håb. Den tiltrækker folk i meget stort antal.
De, der før sagde, at valg er værdiløse, og at partier ikke gør nogen forskel, er nu i fuld gang med at dele løbesedler ud for at få folk til at stemme. NFP er antifascismens håb og de tiltag, som NFP gør, rækker ud over det sædvanlige, socialdemokratiske midterpolitik (“ekstreme center”)
Mange vil stemme på NFP, og det vil vi ikke gå imod. Men der er nogle meget reelle begrænsninger. Det ensidige fokus på den parlamentariske stemme styrker dem, der tidligere sagde, at der ikke var nogen fascistisk trussel.
NFP’s ledere debatterer med RN, som om dette bare var endnu et politisk parti. Dette legitimerer fascisterne som del af den normale politiske strid.
Et andet problem er, at fagforeningerne og en stor del af venstrefløjen koncentrerer alt deres krudt på at vise, at fascisterne ikke er arbejderklassens venner, fordi de står side om side med de rige og kapitalen.
Selvfølgelig skal man pointere det, men det argument viger uden om spørgsmålene om racisme, islamofobi og behandlingen af migranter. Hvis ikke man konfronterer racismen, kan man ikke for alvor tage kampen op mod fascisterne.
For eksempel, hvis man bare siger, at de ikke er gode på spørgsmålet om leveomkostningskrisen, fungerer det ikke. Nogle vil svare, at alle de andre partier også var frygtelige på det spørgsmål, så lad os da give RN enchance. Og fascisterne vil ofte lade som om, at de vil gøre tiltag for at hjælpe arbejderklassen
Og det er ikke bare sådan, at nogle af NFP-lederne undgår at adressere racisme. De går på kompromis med racismen og retter deres egne angreb mod migranter og muslimer.
Således taler den kommunistiske partileder, Fabien Roussel, som er del af NFP, om hvordan grænserne er ”sier”, der lader for mange komme igennem, og hvordan han vil have mere politi ved grænserne.
Fokusset på NFP kan indsnævre demonstrationerne. Hvis man bliver nødt til at støtte NFP for at gå med på gaden, så begrænser det mobiliseringen.
For virkeligt at forene folk mod fascisterne, bliver man nødt til at kunne sige, at vi har nogle uenigheder. Vi har nogle forskellige syn på løsningerne, men vi kan samle alle i hver bydel og på hver arbejdsplads. Det er meget vigtigt på nuværende tidspunkt at sige, at vi har brug for mere mobilisering, ikke mindre.
Og det er ikke bare sådan, at nogle af NFP-lederne undgår at adressere racisme. De går på kompromis med racismen og retter deres egne angreb mod migranter og muslimer
Citat: Denis Godard
Palæstina-bevægelsen er vokset – lad os ikke isolere den. Solidaritetsbevægelsen med dem, der kæmper mod fransk kolonialisme i Ny Kaledonien i det sydlige Stillehav, er stor. Lad os ikke standse den.
Vi siger til de folk, der deler løbesedler ud for NFP: I skal endelig mobilisere for at få folk til at stemme. Men som det afgørende, kom til demonstrationerne, kom til et lokalt møde for at finde ud af mere om, hvad vi kan gøre. Hvis en fascist vil ud i det offentlige rum for at føre kampagne, så lad os organisere mod det. Lad os gøre det selv.
Og lad os sige til fagforeningerne, at vi har brug for strejker, strejker, der stiller sig klart imod fascismen. Fagtoppen siger, at truslen er lige oppe over. De siger, at de er imod RN. Udmærket, og det skal de også gøre, for op mod en tredjedel af de folk, som findes omkring fagforeningerne, stemmer RN. Men det er bevægelse på flere millioner med store ressourcer og stor social rækkevidde. Lad være med bare at skrive på de sociale medier eller dele løbesedler ud. Gør brug af de organiserede arbejderes magt.
CK: Hvad er vejen frem?
DG: Situationen er langtfra håbløs. De fascistiske bander vokser, men de kan ikke samle titusinder på gaden. Venstrefløjen og fagbevægelsen kan få hundrede tusinder på gaden og har kapaciteten til at mobilisere millioner.
I stemmeboksen står RN stærkt, men det gælder ikke hvad angår organisering og social kraft. Selv hvis RN vinder premierministerposten, vil det på nuværende tidspunkt ikke betyde, at potentialet for modstand er slået ned.
Sagen er, at vi må anerkende truslen, men ikke gå i panik. NFP-lederne siger: Stem på os, og alt vil være godt. Nej, løsningen er, at folk organiserer sig og skrider til handling. Og særligt, at de kæmper mod racisme. Et af vores mange slogans er ”C’est maintenant” – ”Det er nu”. Vi kan ikke vente, og vi vil ikke vente. NFP’s program stiller nogle klare tiltag for de første 15 dage og dernæst til de første 100 dage.
Men tiltag af enhver art i retning af, fx, at omstøde de senest vedtagne racistiske love, udskydes til en ikke nærmere bestemt fremtid. Vi ved, at NFP-lederne aldrig vil konfrontere racismen, medmindre der er et yderst voldsomt pres på dem.
At bekæmpe racisme er en forudsætning for at kæmpe effektivt mod fascisterne. Ellers gentager man bare de samme politikker, som banede vejen for fascisterne i første omgang. Kampen stopper ikke på valgdagen d. 8. juli. Selv hvis NFP vinder, vil hverken den parlamentariske trussel eller de fascistiske bander forsvinde.
RN har dybe rødder. Der er omtrent ti millioner mennesker, som stemmer på det yderste højre, ikke bare én gang i protest, men gentagne gange. Det, vi kan gøre nu, er at forhindre det antal i at vokse og begynde at tære på de ti millioner, der støtter. Og vi kan bygge en større antiracistisk bevægelse.
CK: Hvilken rolle kan revolutionære socialister spille?
DG: Når alle taler om parlamentsvalg, er det meget nemt for revolutionære at komme til at smide alle deres basale principper overbord – at den fælles kamp er vigtigere end den parlamentariske stemme, at det at opbygge uafhængighed i arbejderklassen side om side med enhedsfront aktiviteterne altid er af stor betydning, at arbejdere har en enorm magt, hvis de gør brug af den.
Der er brug for folk med klare idéer og budskaber, som kan hjælpe med at mobilisere en massebevægelse såvel som at analysere situationen – og som ikke har glemt alle fortidens erfaringer.
Folkefronten går nu bevidst Folkefronten fra 1930’erne i bedene. Hvad skete der den gang? Der var nogle storartede ting – enorme strejker, arbejderorganisering, fabriksbesættelser, store demonstrationer.
Der er brug for folk med klare idéer og budskaber, som kan hjælpe med at mobilisere en massebevægelse såvel som at analysere situationen – og som ikke har glemt alle fortidens erfaringer
Citat: Denis Godard
Men sandheden er altså, at det endte med en sejr til nazisterne, og at det meste af Frankrig blev regeret af nazi-kollaboratøren Marshal Pétain. Det kan man ikke bare ønske væk ved kun at se på den rosenrøde fortælling om 1930’ernes Folkefront.
Vi har brug for antiracister – og mange flere socialister.
Hurtige fakta om det franske valg
En strid med en afgørende anden runde
Der vil være to stemmerunder til parlamentet 30. juni og 7. juli. For at blive valgt i første runde, skal en kandidat opnå mindst 50 % af de afgivne stemmer – med en valgdeltagelse på mindst 25 % af de stemmeberettigede.
Hvis ingen kandidat vælges i første runde, kan enhver kandidat, som får mere end 12,5 % af stemmerne, gå videre til anden runde.
En forenet venstrefløj?
Venstrefløjens Nouveau Front Populaire har samlet socialdemokratiske typer fra Socialist-partiet, de Grønne (Les Verts), Kommunisterne og tidligere præsidentkandidat Jean-Luc Mélenchons parti La France Insoumise (Det Oprørske Frankrig) om et fælles program.
Men der er store forskelle mellem dets forskellige dele, særligt i forhold til Palæstina, krigen i Ukraine og migration.
