Serie: Almindelige menneskers historie. Del 8: Kalifatets storhed og fald

I sidste artikel i denne serie beskrev vi baggrunden for kalifatets opståen i 600-tallet på den arabiske halvø. I denne artikel vil vi beskrive rigets storhed og forfald. 

Profeten Muhammed dør blot to år efter erobringen af Mekka i år 630. Efter Muhammed følger henholdsvis Abu Bakr og Umar som kaliffer for den nye stat. De forstår, at de store riger omkring dem, Romerriget, Det Østromerske Rige og Det Persiske rige, ikke er så stærke som tidligere, og én efter én vinder de store vigtige byer såsom Damaskus, Kairo og Alexandria.

De stormer disse byer fra ørkenen med stor fart og styrke på kamelryg, og møder heller ikke meget modstand fra civilbefolkningen, da de fleste er jøder og ”forkerte” kristne, som undertrykkes af de hidtidige magthavere. Kalifatets magtovertagelse betyder i begyndelsen stor religiøs frihed til befolkningen, og det konfiskerer kun statens og nogle adeliges jordejendomme. Så længe indbyggerne betaler en særlig skat til de nye magthavere er deres religion intet problem.

Rivalisering og splittelse: shia og sunni
Udvidelsen af riget skaber enorme rigdomme for en arabisk elite, men interne stridigheder imellem de klaner, som får del i byttet, og dem der ikke får, begynder at skabe større og større spændinger op igennem 640’erne. Da Umar bliver myrdet i år 644 og lederskabet overgik til Uthman, som også var medlem af den mest indflydelsesrige handelsfamilie i Mekka, fører det til endnu mere bitterhed over Mekkas dominans, og han bliver myrdet i 656 af muslimer fra Egypten og Irak.

Da Muhammeds fætter og svigersøn, Ali, bliver valgt som den fjerde kalif fører det til åben borgerkrig. Ali bliver myrdet af en gruppe af hans egen tilhængere fra Khariji-sekten, der mener, at Ali opførte sig blasfemisk i fredsforhandlinger med sine fjender.

Denne fejde mellem forskellige magtfulde slægter bliver til to retninger inden for islam, som stadigvæk i dag har stor betydning. Dem som mente, at lederskabet skulle overgå til Ali og hans efterkommere, som var i direkte familie med profeten, kaldes shiiter eller shia,  som er en forkortelse af “Alis Parti”. Og dem, som mente, at befolkningen eller repræsentanter for disse, skulle vælge en, der efterlevede profetens ord og sædvane, hans sunna og deraf navnet sunni-islam.

Efter mordet på Ali er det Uthmans fætter Muawiyah, der bliver kalif, og et arveligt dynasti af efterkommere af Umayyaderne blev indført, fremfor at kaliffen som før blev valgt. Alis følgere nægtede at anerkende den nye kalif og forskansede sig i det sydlige Irak, imens at Umayyaderne flyttede hovedstaden fra Medina til Damaskus.

Klassekonflikter
Selvom der hersker disse forskelle, er der stadigvæk tale om ét samlet rige, som i perioden med Umayyaderne dækker et område, der går fra Spanien og Nordafrika, langs Mellemøsten, Centralasien og stopper ved Kinas og Indiens grænser. Men utilfredsheden over en række arabiske slægters privilegier i et rige, der allerede 100 år efter dets oprindelse har en majoritet af ikke-arabiske muslimer i rigets store byer, skaber grundlaget for et folkeligt oprør.

Det er ikke-arabiske indbyggere, der udgør den nye klasse af arbejdere inden for handel, håndværk, industri og landbrug. De herskende arabiske slægter er i højere og højere grad optaget af statsadministration og ledelsen af hæren og bruger flere og flere ressourcer på luksus og store paladser til sig selv.

De forskellige religiøse og sociale grupper taler nu med Muhammeds ord og gerninger mod dette herredømme. Særligt Alis parti vinder indflydelse blandt rigets ikke-arabere såvel som lavere klasser af arabiske borgere og samles i en bevægelse, der kaldes abbasiderne, som i år 747 indledte en opstand med tilslutning fra et bredt lag af befolkningerne i riget.

En ny blomstringstid
Bare tre år efter er næsten alle fra Umayyaderne dræbt, men det betyder ikke mere frihed og fremgang til de fattige, selvom staten grundlæggende ændrer karakter. Den går fra at være baseret på et arabisk militært aristokrati, samt være en stat, der hviler på militære erobringer, plyndringer og særlige skatter på de ikke-arabiske borgere, til at være en muslimsk universel-stat.

Introduktionen af nye teknikker og afgrøder gør, at landbruget oplever stor fremgang, og hovedstaden flyttes fra Damaskus til Bagdad i Irak, hvor digtere, filosoffer og andre lærde flokkedes for at finde en filantrop, der kunne støtte deres åndelige arbejde. Det er bl.a. fra denne periode, vi kender de fantastiske fortællinger fra ”Tusind og én nat”, heriblandt ”Aladdin”, men også i samme periode, hvor udviklingen af mere avanceret matematik sker (algebra er bl.a. et arabisk ord). Samtidig ser vi begyndelsen til et bankvæsen, og genfundne filosoffer fra antikkens Grækenland oversættes til arabisk og en enorm idéudveksling finder sted.

Det er i samme periode, at religiøse lærde (haditherne) begynder at samle Muhammeds beretninger, ligesom de islamiske retslærde samler de religiøse love og regelsæt (sharia). Forskellige religiøse skoler eksisterede stadigvæk inden for islam i åben kamp om den rette lære.

Nedgang
Periodens kulturelle og åndelige landvindinger blev ikke mødt med samme grad af teknologisk innovation og forbedring af rigets produktionsapparatet. Selvom  byernes middelklasse fik større indflydelse på kalifatet efter den abbasidiske revolution, er det kun en ”halv revolution”, da den reelle kontrol over staten stadigvæk er forbeholdt en elite af aristokrater. De beslaglagde mere og mere profit, der blev brugt på luksus og overdådighed, som kunne repræsenterer deres “storhed” overfor resten af befolkningen.

Og de belønner deres trofaste generaler, regionale statsministre (vesirer) og ledende embedsmænd fremfor for at forbedre vilkårene for de producerende klasser. Forholdene for bønderne bliver ringere bl.a. ved en større brug af slaveri i landbruget, hvilket betyder, at de føder færre børn til at overtage og udvikle landbruget.

Denne nedgang i økonomien fra omkring det 10. århundrede rammesætter og intensiverer de politiske konflikter, der udvikler sig til by-oprør, bondeoprør, slaveoprør, religiøse oprør og  borgerkrige. I løbet af det 11. århundrede er kalifatet opdelt med forskellige regenter i forskellige områder.

Selvom at kalifatet i høj grad vedbliver med at være en magtfaktor, mister det gradvis sin betydning og allerede i løbet af det 13. århundrede er ”kalif” en tom titel for forskellige provinsers regenter.