Det var resultatet af den såkaldte ”genopretningspolitik” som han stod i spidsen for igennem godt 10 år og fire regeringer.
Keynesiansk økonomisk politik spiller fallit
Den Keynesianske økonomiske politik som ellers havde tjent både kapitalen og arbejderne godt i de ”gyldne år” i 1950’- og 1960’erne slog fejl i 1970’erne, da den uundgåelige krise indtraf. De faldende profitrater nåede sit lavpunkt i 1982 såvel i Danmark som på verdensplan. Anker Jørgensens socialdemokratiske regering havde ellers forsøgt at styre inflationen via løntilbageholdenhed men lige lidt hjælp det. Arbejdsløsheden nåede i 1982 op på over en kvart million. Underskuddet på betalingsbalancen var på 19 mia. kr., den offentlige og indenlandske gæld til udlandet beløb sig samlet til mere end 160 mia. kr., og rentebetalingen af gælden udgjorde mere end halvdelen af betalingsbalanceunderskuddet. Der skulle andre boller på suppen. Meget drastiske indgreb i arbejderens økonomiske og sociale rettigheder, for at skabe plads til at kapitalen igen skulle få lyst til at investerer. Det havde Socialdemokrater ikke mod på. De var bange for at deres bagland ikke ville accepterer det, at de ville miste opbakning i fagbevægelsen.
Schlütter var en del af trenden mod neo-liberalisme
For Schlüter og hans borgerlige regeringer blev hoved prioritet forbedring af investeringslysten gennem nedskæringer i lønudgifter og velfærd. Men Schlüters Firkløverregering i 1982 må ses i sammenhæng med de konservative og liberale ledere som kom til magten i samme periode. Mest markante var den amerikanske præsident Ronald Reagan, den britiske Margaret Thatcher og Helmut Kohl i Vesttyskland Disse ledere gjorde op med 1970’ernes keynesianske stimulering af økonomien. I stedet gennemførte de det der blev kaldte monetarisme – altså at lade de frie markeder råde, sammen med deregulering og nedskæringer af de offentlige udgifter, privatiseringer og brutalt at åbne de globale markeder, så de var ubeskyttede mod at store transnationale selskaber kunne dominere overalt i verden. Schlüter og co. var forløber for neo-liberalismen som stort set har hersket indtil i dag.
Men han hyldede også en ideologisk betinget kritik af den organiserede arbejderbevægelses indflydelse på samfundet, herunder ikke mindst det politiske liv. Derfor ligesom Thatcher, Reagan og co. så han det som sin opgave at gøre op med fagbevægelsens indflydelse. Og det betød flere meget store konfrontationer med både fagbevægelsen og med arbejderne generelt. Mest markant er havnearbejderstrejken i 1982-3, HT-strejken i 1984 og påskestrejkerne i 1985.
Direkte angreb på arbejderklassen
Midlerne var offentlige besparelser samt indkomstpolitiske tiltag, dvs. forsøg på at kontrollere lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Et andet vigtigt styringsredskab var indførelsen af fastkurspolitikken. Det skulle sikre tilliden til den danske krone efter en række devalueringer i 1970’erne og dermed lette det internationale pres på kronen. Hyppige devalueringer mindskede nemlig udlandets tillid til den danske valuta. Det skulle tiltrække investorer i den danske krone. Men det betød også stigende arbejdsløsheden.
Her er en kort gennemgang af angrebene på arbejderklassen under Schlüters regeringer:
- Et midlertidigt løn- og avancestop, hvilket betød, at der for perioden 5. oktober 1982 indtil 1. marts 1983 ikke gyldigt kunne aftales, fastsættes eller godkendes højere arbejdsvederlag (løn) end dem, der var gældende den 5. oktober 1982.
- Regeringen lagde herefter en linje for de kommende overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet og holdt dermed lønudviklingen under kontrol i hele den kommende overenskomstperiode. Offentlige overenskomster skulle indgås før det private arbejdsmarkeds forhandlinger. For det andet henstillede regeringen til, at man holdt lønstigningerne inden for den dengang uhørt lave ramme på 4 % årligt. Det blev således også tilfældet både på det offentlige og det private arbejdsmarked.
- Dyrtidsregulering, der var en ordning, der sikrede automatiske løntillæg (dyrtidsportioner) i takt med inflationen, blev angrebet. Tidligere indgreb mod ordningen havde virket ved at indefryse dyrtidsportioner (under Anker Jørgensen), der så ville komme til udbetaling senere, men nu blev de helt suspenderet og siden fjernet.
- Regeringen fjernede flest mulige reguleringer og restriktioner for det private erhvervsliv.
- Regeringen stoppede de almindelige reguleringer af offentlige ydelser og overførselsindkomster. Derved blev de udhulet over tid. Det betød at på dagpengeområdet, blev maksimumssatsen låst fast i stedet for at stige sammen med inflationen.
- På sygedagpengeområdet blev der indført en karensdag uden løn ved sygdom
- Bistandslovens bestemmelser om kontanthjælp blev også justeret. Den maksimale kontanthjælp blev nedsat med godt 11 %. Endvidere blev perioden, hvor maksimumydelsen kunne opnås, begrænset til 9 måneder, hvorefter klienterne skulle overgå til den lavere såkaldte ”varig hjælp”.
- Ungdommen måtte holde ekstra for, da socialminister Palle Simonsen fik vedtaget forslag om nye regler for bistandshjælp til unge i alderen 18-21 år. Unge kontan
thjælpsmodtagere, fik fremover en lavere ydelse end andre kontanthjælpsmodtagere. Af modstanderne blev tiltaget kaldt for ‘sultecirkulæret’. Derudover blev indtægtsgrænsen for tildeling af børnetilskud sat ned. - Et markant tiltag var en nedsættelse af kommunernes bloktilskud med 3 mia. kr. i 1983 og 6 mia. kr. i 1984. Mange af velfærdsstatens udgifter gik via kommunerne, og derfor måtte genopretningen også forholde sig til den kommunale økonomi. Bloktilskuddet var et udligningsbeløb, staten tildelte kommunerne og amterne med henblik på at kompensere for demografiske, sociale og erhvervsmæssige forskelle, så kommunerne og amterne ikke alene var afhængige af det skattegrundlag, man havde lokalt. Målsætningen var, at de offentlige besparelser til sammen ville nedbringe underskuddet fra 15 % af bruttonationalproduktet til 13 % i 1983. Tiltaget havde også en ekstra social slagside, da amts- og kommuneskatten, i modsætning til statskatten, ikke var progressive.
Schlüter regeringens besparelser på dagpengeområdet resulterede i vinteren 1982-83 i en langvarig havnearbejderstrejke. Arbejdskonflikten blev en af efterkrigstidens hårdeste. Politiet blev sat ind overalt i Danmark på både små og store havne. Og mange steder kom det til regulære voldelige slag på havnene.
Ved overenskomstforhandlingerne i 1985 kom det til en officiel strejke, som regeringen efter en god uges strejke, greb ind i og ophøjede det forkastede mæglingsforslag til lov. Dette førte til et enormt raseri i arbejderklassen, og den største bølge af uofficielle strejker i mange år. Kampene bølgede med masser af aktive blokader, og der var 3 demonstrationer med mindst 100.000 deltagere hver gang, foran Christiansborg, på mindre end 2 uger.
Kuren var ikke hård nok
Alle disse angreb på arbejderklassen var ikke nok til at pumpe profitterne op så kapitalen ville investerer og skabe produktion for de mange tusinde arbejdsløse. Så Schlüter gik endnu hårdere til værks. Først kom ’Julepakken’ i 1985, der skulle begrænse det offentlige og private forbrug, dels ved indførelsen af en strafafgift for kommuner, som ikke overholdt regeringens krav om uændrede offentlige udgifter, dels ved at begrænse privatpersoners muligheder for at optage lån i friværdien af fast ejendom. Endelig indeholdt julepakken også en række afgiftsforhøjelser på benzin, olie, gas og kul. Alt sammen for at bremse forbruget.
I 1986 fulgte så ’Påskepakken’, der skulle begrænse det voksende privatforbrug gennem afgifter på bl.a. alkohol, tobak, charterrejser, elektronik mm. Men den mest kendte ’pakke’ er ’Kartoffelkuren’ fra 1986, hvor der blev indført afgifter på en del almindelige forbrugsvarer samt en renteafgift på 20 % på alle forbrugslån i banker, finansieringsvirksomheder og andre konto- og afbetalingsordninger. Det sidste blev endda indført med tilbagevirkende kraft. Men lige lidt hjælp det. Arbejdsløsheden rokkede sig ikke ud af stedet. Derimod blev almindelige arbejdere fattigere. og dem uden job endnu mere.
Schlüter og arbejdsgiverne var med baggrund i de massive strejker i 1985, mere forsigtige ved overenskomsten i 1987, og valgte en ny strategi om at ”købe” sig til løntilbageholdenhed, og de fik bestukket fagbureaukratiet i de såkaldte ”trepartsforhandlinger”, sidste i 1980’erne, til at forpligte sig til at den fremtidige lønudvikling skulle foregå inden for en ”samfundsøkonomisk ansvarlig” ramme, hvor omkostningsudviklingen ikke måtte overstige udlandets. Til gengæld for fagbevægelsens løfte om fremtidigt at acceptere en ringere lønudvikling, garanterede arbejdsgiverne og regeringen, at de ville bistå med at få udbredt arbejdsmarkedspensioner. Og sådan har det været lige siden. Fagbevægelsen falbyder deres samfundssind mens regering efter regering presser den tunge end nedad. Schlüter var den der startede showet.
Men alligevel var de økonomiske problemer stadig store under Schlüters sidste periode ved magten. Underskuddet på betalingsbalancen var fortsat højt (ca. 17 milliarder), arbejdsløsheden var vokset til 245.000 ledige, og det danske landbrug var præget af betydelige gældsproblemer. Schlüter og Venstre gik efter en rendyrket neo-liberalistisk politik, hvor massive offentlige besparelser skulle kombineres med mærkbare skattelettelser. En forløber for de endnu hårdere angreb og forgyldning af de rige, under Fogh Rasmussen og de senere regeringer, både Venstre og Socialdemokratiske regeringer. Det lykkedes til sidst at nedbringe både gælden og betalingsbalanceunderskuddet men hvem betalte prisen – det gjorde arbejderklassen med løntilbageholdenhed, 280.000 arbejdsløse samt en meget svækket velfærdsstat.
Schlüter var en loyal allieret for USA og EU
Mange har hæftet sig ved ”fodnotepolitikken” på udenrigsområdet under Schlüter hvor et folketingsflertal behæftede forskellige lovforslag med en fodnote om, at de var uenige med ditten og datten men alligevel undlod at vælte regeringen. Det er blevet set som en svaghed hos Schlüter og det bragte Danmark i miskredit i det vestlige alliance – især i NATO. Men i virkeligheden dækkede det over at Socialdemokratiet (og de Radikale som i øvrigt også sad i regeringen flere gange under Schlüter) ikke ville bringe regeringen til fald på spørgsmålet om fred og imperialisme.
Schlüter og hans regering bakkede op om udstationering af amerikanske atombevæbnede Cruise missiler på Vesttysk jord, som var et led i Reagans strategi om at udmatte Sovjet gennem et nyt våbenkapløb. Der var også massive protester i den anledning i Danmark hvor fredsbevægelsen blev meget stor. Schlütter bakkede også op om invasionen i Irak – den første Irak krig i 1990-1. Danmark sendte ganske vist kun et ubåd men signalet var klart. Danmark var en del af ”de villiges alliance”. Bushs’ imperialistiske eventyr for at sikre olien i Mellemøsten og USA’s geopolitiske position blev bakket loyalt op af Danmark.
Da EF blev omdannet til EU i Maastricht var Schlüter også på pletten. Den europæiske kapital havde bruge for nogle andre rammer at vokse i, da globaliseringen for alvor var begyndt at blive rullet ud. Det bakkede Schlüter regering helt op om, og hvis ikke det havde været for et flertal af befolkning, så var det gået helt uden forbehold.
Schlüters eftermæle
Schlüter var en klassekriger. Han var manden der samlede det politiske Damark til at tjene kapitalens interesser efter en periode hvor arbejderklassen gennem 70’erne havde tippet balancen mellem dem og kapitalmagten til sin egen fordel både gennem kampe for løn og arbejdsforhold, men også gennem lovgivningen. Både sociale fremskridt og økonomiske fremskridt som efterløn. Alt dette satte Schlüter sig for at rulle tilbage. Og det gjorde han eftertrykkeligt og med flittig brug af politistave. Bag det tilsyneladende lidt kejtede ansigt gemte sig en jernhård klassekæmper som vidste hvem han tjente. Han var ingen ven af folket.
