Selvfølgelig kaster vi os ind i bevægelsen for at stoppe den aktuelle udvisning, men vi går længere. Vi ønsker åbne grænser. Alle flygtninge skal gives ly og skal selv bestemme, om de vil blive, om de ønsker at rejse “hjem” eller videre.
De problemer, som vi står overfor i dag med krige, flygtninge, pandemier, forurening og klimaforandringer, er alt sammen grænseoverskridende problemer. Disse problemer kan kun løses internationalt; de lukkede grænser hjælper os ikke.
De lukkede grænsers politik har desuden direkte og forfærdelige konsekvenser; tortur ved grænserne, tusindvis af druknede i Middelhavet, folk, der tjener penge på flygtninge, korrupte grænsevagter, der udplyndrer, koncentrationslejre og en udsigtsløs tilværelse for 85 millioner i grænseområderne, hvor folk lider og mange dør.
Det er billedet i dag, og fremtiden vil kun blive endnu mere brutal med de lukkede grænsers politik, der i øjeblikket føres.
Kapitalen kan flyde over grænserne, ikke mennesker
Markedsøkonomien, specielt de sidste 30 års globalisering, har åbnet alle lande for firmaernes plyndringer af arbejdskraft og ressourcer, og verden er blevet global for multinationale selskaber. Nærmest alt, vi bruger i vores hverdag, trækker tråde ud over hele verden.
Den mobiltelefon, du bruger hver dag, er produceret af hundredvis af små dele, som har været gennem arbejderes hænder i miner, på fabrikker, samlebånd, reklamekontorer, lagerbygninger og er blevet transporteret og solgt. I alle de ting, vi skaber og omgiver os med, indgår produkter, redskaber og maskiner, som alle er produceret af den globale arbejderklasse.
Kapitalstrømme, varer og ydelser kan frit flytte sig over grænser. Hvorfor kan mennesker ikke? Hvorfor må folk i fattige lande ikke søge derhen, hvor de kan få en bedre tilværelse?
Miseren findes i selve kapitalismens måde at organisere sig på. Kapitalisterne presser arbejdstiden, lønninger og tempoet i deres indbyrdes konkurrence. Og de bruger hver især deres stat til at sikre, at produktionen og profitmaksimering fortsætter uhindret. Nye markeder åbnes. Overalt i verden.
Internationalisme er vores værn
Almindelige mennesker har brug for noget andet. Nemlig solidaritet på tværs af grænser til at modsvare kapitalens magt. Ellers taber man, i hver sin lille (eller store) nation.
Danmarkshistoriens største arbejdskamp var Storlockouten i 1899, hvor arbejdsgiverforeningen én gang for alle ville sætte arbejdernes fagforeninger på plads. Men solidariteten til de danske arbejdere strømmede ind fra hele verden. Der kom 194.000 kr. fra Tyskland, en enorm sum på det tidspunkt, hvor en vellønnet arbejder tjente 1.000 kr. om året. Mindre beløb kom fra England, fra USA, fra Sverige og fra Norge, selv fra nogle afrikanske lande kom der 1.400 kr. i solidaritet.
Det var tydeligt for arbejderne i disse lande, at klassekampen var international. Hvad udfaldet blev for arbejderne i Danmark, var vigtigt for arbejderne i resten af verden. Med udbruddet af første verdenskrig 15 år senere led internationalismen i arbejderbevægelsen imidlertid et stort nederlag. Arbejdere fra ét land skød på arbejdere fra et andet. Nationalismen blev brugte til at splitte arbejderklassen internationalt. Og Socialdemokraterne i alle de krigsførende nationer støttede deres eget land og forrådte derved alle arbejdere i Europa.
Nationalstaten er ikke vores
Nationalstaten bliver fremstillet som et forsvar for omverdenens kaos ‒ borgerens forsvar. Men nationalstaten er arbejderklassens lænker. Det binder os til at tænke nationalt og ikke globalt. Flygtninge og andre “omkostninger” bliver noget, der skal kontrolleres og bruges ideologisk. Vi har ikke råd, bliver der sagt, mens formuerne hos de økonomiske magthavere vokser år for år.
At insistere på et internationalt udsyn og sige, at grænserne skal være åbne for flygtninge, kan virke utopisk, når der ikke er så meget gang i modstanden, men flere gange i historien har vi set, hvordan de nationale lænker brydes i kamp og den medfølgende solidaritet.
Efter første verdenskrig opstod arbejder- og soldaterråd, som i en kort periode var skudt op fra Rusland til Atlanterhavet (også i Sønderjylland). Vi så det også, da studenteroprøret og det efterfølgende arbejderoprør fra 1968-76 fik magthaverne til at ryste på tværs af kontinenter, både på den ene og den anden side af jerntæppet. Vi så den internationale solidaritet, da hele verden satte sig i bevægelse mod Irakkrigen i 2003 (selvom vi ikke kunne forhindre blodbadet), og i dag ser vi det i den internationale organisering mod racisme og klimakatastrofen. I alle disse tilfælde er kimen det samme ‒ nemlig en konsekvent internationalisme.
Nationalstaten forsvarer os ikke, den tjener kapitalen, så de fattigste kommer til at bære de største lidelser og byrder. Det sker både inden for de enkelte landes grænser og også landene imellem. Det kalder vi imperialisme. Og den økonomiske og militære konkurrence, som de forskellige imperialistiske magter fører, skaber flygtninge i verden. Det er magthaverne, som har skabt situationer, hvor folk flygter. Derfor skal vi sige: “Åbn grænserne ‒ flygtninge er velkomne her!”
