Syrisk sit-in: Det gælder deres liv

Rehab Qassim, 65 år, er palæstinenser og kom til Danmark i 2013 med sin familie, to børn og syv børnebørn. Hun bor til daglig i Sønderborg med sin familie og deltager i syrernes sit-in protest foran Christiansborg.

Rehab flygtede, da Assads militær jævnede Yarmouk-lejren i udkanten af Damaskus, som har huset titusinder af palæstinensiske flygtninge siden 1947, med jorden. Hun har af Udlændingestyrelsen været indkaldt til et syv-timers interview i Sandholmlejren, hvor hun følte sig ”anklaget”. Efter en tid med uvished om sin fremtid fik hun for nylig et brev om, at hun skulle udsendes til Syrien. 

“Jeg har ingenting at komme tilbage til i Syrien. Det er et totalt latterligt synspunkt, at jeg som bedstemor uden familie skal ’genopbygge mit land’.”

Denne stolte og trodsige kvinde er en blandt mange syriske flygtninge, som ikke stiltiende vil acceptere deres skæbne. De har nu (d. 12.06) i snart fire uger siddet foran Christiansborg for at protestere mod denne åbenlyst kriminelle handling begået af den danske regering. 

Foto: Charlie Lywood

De er kommet strømmende fra hele landet og har overnattet på må og få. De har skaffet toiletter og sørget for mad og drikke. De har organiseret mange happenings, demonstrationer og har forsøgt at få politikerne, som kom forbi dem, i tale. Deres selvorganisering og mod er et lysende eksempel på de undertryktes styrke, når de står sammen mod uretfærdighed.

Desværre mødes deres sag og mod, som så åbenlyst er retfærdige, med kynisk tilsidesættelse hos udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye. Tesfaye kunne med det samme rejse til Langeland, lytte til den lokale befolkning og omgøre beslutningen om placering af et udrejsecenter i løbet af et par dage. Intet problem. Men at forholde sig til mennesker som Rehab, der vil blive tvunget væk fra sin familie og skal bo i et trøstesløst udrejsecenter, sandsynligvis i årevis, og frygte for det næste skridt for hende – det er der ikke tid til.

Jo. Han havde fem kvarter til at høre på den danske musiker Benjamin Koppel over en kop kaffe for nylig  https://www.facebook.com/groups/481103379794161 Men resultatet af hans “lytten” var lig nul. Regeringens politik ligger fast. Der skal ikke laves noget om.

Konklusionen er klar. Appeller til regeringen dur ikke. Nogen sætter deres lid til, at SF og EL vil trække tæppet væk under regeringen på grund af denne sag. Det ville være godt, hvis de gjorde det, men der er intet, som tyder på, at det sker. Derfor må der bygges en anderledes slagkraftig massebevægelse op, hvis regeringen skal rokkes. 

Der er tre afgørende elementer til at opbygge sådan en. For det første må de syriske flygtninges egen styrke og selvorganisering være en central del af kampen. NGO’er og andre antiracistiske organisationer skal give førsteplads og stemmer til syrerne selv. Det er deres kamp for livet. 

For det andet må der ske en meget mere håndfast koordinering af kampen. Indtil nu har det mest været spredte fægtninger. Et godt initiativ i denne sammenhæng er Mellemfolkeligt Samvirkes forsøg på at samle aktivisterne, som støtter syrernes kamp. Men der skal mere til. 

For det tredje må man bygge på aktivisme. Demonstrationer er godt, men aktivitet i hverdagen er bedre. Derfor er skolestrejkerne for syrerne så vigtige, for her kan alle elever på landets uddannelsesinstitutioner være med (se artiklen om skolestrejkerne). De gode udmeldinger fra FOA og uddannelsessektorens fagforeninger skal omsættes til handling og ikke kun ord. Man kan rejse sagen i sin egen fagforening. For det gælder ens kolleger eller kommende kolleger. 

Hvis ikke vi ønsker at acceptere Rehab Qassims skæbne, så er det nu, der skal handles.