Der opstod stor modstand imod Israels overgreb på palæstinenserne, da staten forsøgte at fratage 18 palæstinenser deres hjem i Jerusalem. Den palæstinensiske modstand bredte sig straks internationalt. Det startede i Jerusalem i nabolaget Sheikh Jarrah.
Palæstinensiske demonstranter gik på gaden og protesterede imod de israelske bosættere og udvisningerne af Sheikh Jarrahs beboere. Dernæst udviklede de store spørgsmål sig, som kendetegner Israel som besættelsesmagt overfor palæstinenserne, både indenfor og udenfor selve Israel. Spørgsmål om menneskerettigheder og Israels åbenlyse krænkelser af palæstinensernes rettigheder.
Palæstinenserne demonstrerede i stort set alle byer i Palæstina: Gaza, Silwan, Ramallah, Rafah, Al-Khalil og ikke mindst hovedstaden Jerusalem. Og den én-dags generalstrejke, som fandt sted overalt i Palæstina og i selve Israel, var den største i historien, selv om den desværre ikke kunne fortsætte pga. Israels undertrykkelse. Men her er nøglen til vejen frem.
Arbejderklassen på banen
Internationalt rejste der sig en mægtig solidaritetsbevægelse i mange lande. Blandt andet i USA og England samledes hundredtusindvis af demonstranter til protest imod Israels handlinger! I Danmark gik seks tusinde demonstranter igennem Københavns gader. Protesterne er fortsatte i ugevis.
Arbejderklassen internationalt tog også affære. I den Italienske havneby Livorno i Toscana i nægtede havnearbejderne at en læsse israelsk våbenlast på et skib til Israel, da de fandt ud af at forsendelsens destination, i solidaritet med palæstinenserne. “Livornos Havn ville ikke være medskyldig i massakren af det palæstinensiske folk” udtalte en repræsentant for fagforeningen, L’Unione Sindacale di Base.
Og det er netop disse kollektive handlinger, som de italienske arbejdere viste, som er vejen til et frit Palæstina. Først og fremmest har vi set i det Arabiske forår hvor meget magt, der ligger i den arabiske arbejderklasse. Specielt den egyptiske, men også i en lang række andre lande, spillede arbejderklassen en afgørende rolle i at udfordre de diktatoriske regimer i Mellemøsten. Palæstinenserne gør klogt i først og fremmest at søge solidaritet og opbakning fra deres arabiske brødre i arbejderklassen, og ikke de arabiske landes herskere som, gang på gang har solgt dem for en slik.
Israel kan ikke besejres militært
Hamas i Gaza-striben affyrede advarselsmissiler i solidaritet med opstanden, men Israels militære magt er så overlegen, at missiler, uanset deres rækkevidde, kan ikke besejre dem. Det er højst markeringer. Israel kan ikke besejres militært. For at der kan skabes grobund for en løsning, hvor alle religioner og folk i området kan leve i fred, kræves der en massebevægelse med baggrund i arbejderklassen.
Vi så det under Sydafrikas apartheidstyre under den lang kamp for frihed fra 1960-1995. Frihedsforkæmper og vestlig-dømt ”terrorist”, Nelson Mandela og ANC tog den lange vej til frihed og bekæmpede besættelsesmagten. En kombination af massehandlinger og arbejderklassens aktive medvirken opnåede det, som mange troede ikke var muligt. Sydafrika befriede sig fra apartheid med flertalsstyre. Med sammenhold og kammeratskab som deres stærkeste våben, med oprøret fra neden, opnåede de det, der synes umuligt. Et af Mandelas mest berømte citater lyder: “Vi ved alle udmærket, at vores frihed er mangelfuld og ufuldstændig, uden palæstinensernes frihed og selvstændighed!”
