Billede tekst: Berlin 1945. Foto. Wikimedia Commons
II verdenskrig og udfaldet af den blev i høj grad definerende for resten af det 20. århundrede og har stadig, næsten 80 år efter dens afslutning, stadig både ideologisk og praktisk betydning.
Derfor er det vigtigt for socialister at dykke ned i dens historie og skille myter fra realiteter, når vi skal finde veje til revolutionært at ændre det samfund vi lever i.
Et af de centrale spørgsmål, som vi må søge at få besvaret, er: Hvorfor resulterede afslutningen af krigen ikke i socialistiske revolutioner eller revolutionsforsøg, som det skete efter 1. verdenskrig? Ikke mindst i lyset af den snævre sammenhæng, der trods alle forskellene er mellem de to verdenskrige.
Den 1. imperialistiske verdenskrig resulterede ganske vist i, at arbejderklassen tog magten i Rusland, men bortset fra det, blev rivaliseringen mellem forskellige imperialistiske magter, der udløste krigen, på ingen måde løst – det må mest ses som uafgjort. Hele udviklingen, især i 1930’erne, må ses som en optakt til, at nu skulle denne rivalisering afgøres. Det var det der skete med den 2. imperialistiske verdenskrig.
Et af de centrale spørgsmål, som vi må søge at få besvaret, er: Hvorfor resulterede afslutningen af krigen ikke i socialistiske revolutioner eller revolutionsforsøg, som det skete efter 1. verdenskrig?
Citat: Freddie Nielsen
Der blev fundet en afgørelse af en slags, og selv om der rokkes lidt ved verdensordenen hist og her, så er det stadigvæk udfaldet af 2. verdenskrig, der er gældende.
Bortset fra Tyskland og Spanien – den spanske borgerkrig 1936-39 var en vigtig optakt til den store krig – hvor man nok ikke kommer uden om at arbejderbevægelsen var stort set udslettet, var der faktisk masser af krav, strejkebevægelser, modstandsbevægelser, antikoloniale bevægelser.
Mange kampe
Her i Socialistisk Arbejderavis vil vi gennem to artikler forsøge først at give et indtryk, gennem eksempler, af hvad der skete især 1945-47, og i nogle tilfælde tidligere. Og siden (artikel 2) give et bud på, hvorfor alle disse begivenheder ikke førte til opstande og socialistiske revolutioner, men i stedet tillod imperialismen at vinde.
De centrale krigsskuepladser i Afrika, Asien og Europa, men også USA, hvor hele samfundet stort set var omlagt til krigsøkonomi, var stærkt påvirket. Og det gjaldt i nogen grad også Canada og Australien, der leverede store troppestyrker til den britiske krigsindsats.
Men det var dog ikke i de centrale krigsførende nationer, at utilfredsheden først udviklede sig til folkelige kampe, hvilket er en vigtig forskel til 1. verdenskrig. Lad os se på nogle eksempler på udviklingen, og lad os starte i Europa.
Italien
Italien under Mussolini havde været krigsførende i både Afrika og Europa som en af Aksemagterne (sammen med Tyskland og Japan), og arbejderbevægelsen havde været hårdt ramt, siden fascisterne tog magten i 1920’erne. Men i ‘43 faldt Mussolini, og den efterfølgende regering (stadig med fascister, men nu som venner med de Allierede) forsøgte at trække Italien ud af krigen. Hvilket resulterede i en tysk besættelse af landet, helt ned til syd for Napoli.
Det var en udvikling, der ansporede til en hastigt voksende og væbnet modstandsbevægelse, der kæmpede mod den tyske besættelsesmagt. En ganske betydelig modstandsbevægelse, der var i stand til at tvinge tyskerne ud af Napoli, Rom, Genova og andre byer, før de Allierede nåede frem.
Det var en bevægelse, der i høj grad var under indflydelse af venstrefløjen. Så stor, at lederen af den borgerlige, katolske partisangruppe ”Grønne Flamme” tog for givet, at kapitalismens dage var talte, når krigen sluttede.
PCI (kommunistpartiet), der var hårdt ramt under Mussolini, havde i 1940 6.000 medlemmer tilbage, og ved krigens slutning nåede det helt op omkring 1,8 mio. medlemmer. Samtidig var man i vekselvirkning med arbejderne i industricentrene, hvor der i 1944 og ‘45 var store strejkebevægelser med udgangspunkt i Genova, Torino og Milano.
Grækenland
Et andet af de centrale eksempler er Grækenland. Landet var først under tysk og italiensk besættelse, og fra ‘43 kun tysk. Der opstod en stor modstandsbevægelse, EAM (den nationale befrielsesfront) med en nærmest regulær hær, ELAS (den nationale folkelige befrielseshær). EAM/ELAS var ret sammensat, men kommunisterne havde en del indflydelse.
I 1944 trak den tyske besættelsesmagt sig ud af Grækenland, det skete dels fordi de var presset af den lokale modstand, og dels fordi krigen i såvel Jugoslavien som Italien krævede flere soldater.
Den gamle magt, et diktatur under den halvfascistiske general Metaxa, var ikke længere noget alternativ, det var derimod EAM/ELAS. Med 70.000 personer under våben og måske helt op til 20% af befolkningen involveret i modstanden, var det en faktor. De kontrollerede 3/4 af landet i 1943, og da tyskerne trak sig ud, overtog bevægelsen kontrollen med hele Grækenland.
I 1944 trak den tyske besættelsesmagt sig ud af Grækenland, det skete dels fordi de var presset af den lokale modstand, og dels fordi krigen i såvel Jugoslavien som Italien krævede flere soldater
Citat: Freddie Nielsen
Det var dog ikke en revolution, og slet ikke en socialistisk en af slagsen. På trods af at 90% af ELAS partisaner var arbejdere eller fattigbønder, så blev der ikke handlet som klasse, arbejderne deltog blot som enkeltpersoner.
Der ud over var der Jugoslavien og Albanien, hvor væbnede modstandsbevægelser under kommunistisk ledelse, selv jog de tyske besættere ud uden hjælp fra de Allierede.
Endelig må det med, at i flere af de lande, der havde været besat af Tyskland, var der større eller mindre strejkebevægelser, for især bedre forhold, genoprettelse af levevilkårene efter flere års elendighed og ofre, og for udrensning af kollaboratører.
Også i de krigsførende lande slog massiv utilfredshed blandt arbejderne ud i strejkebevægelser eller i andre udtryk.
Japan
I Hakkaido-minen i Japan startede 140.000 udenlandske (tvangs)arbejdere (ud af en arbejdsstyrke på 400.000) en besættelse med krav om at komme hjem. De stod ikke alene, aviser blev besat og krav om demokratisering bredte sig. I oktober 45 var 2,5% af minearbejderne organiserede, i december 46 var det 92%. Og på landsplan steg antallet af fagforeningsmedlemmer fra stort set intet, til 6 mio i 47.
Også i GB var der utilfredshed og strejker, og i den britiske hær i Egypten kom det til mytteri, fordi soldaterne ville demobiliseres. De havde ikke lyst til at fortsætte soldatertilværelsen, bare for at sikre, at GB bevarede så meget af imperiet som muligt.
USA oplevede fra efteråret ‘45 til langt ind i ‘46, den største strejkebølge i landets historie. Nu ville arbejderne kompenseres for afsavn, og som for at føje spot til skade, stoppede regeringen det tvungne overarbejde straks efter VJ-day, så lønnen faldt.
Omfanget ses bedst ved at sammenligne med 1937, det store arbejderopstandsår. Her var der 4.740 strejker med 1.861.000 arbejdere i 28 mio. strejkedage. I 45 var der 4.750 strejker med 3.470.000 arbejdere i 38 mio. strejkedage. Og i 46 var der 4.985 strejker med 4,6 mio. arbejdere der strejkede i 116 mio. dage.
Selvstændighed
Også i kolonierne var der bevægelse mange steder. I Algeriet var der allerede en demonstration for selvstændighed på VE-day. Mange algirere havde meldt sig eller var blevet lokket til fransk militærtjeneste – de var jo alle franskmænd hed det, men det blev hurtigt klart, at de kun var franskmænd af anden rang.
I Indien iværksatte Kongrespartiet i 1942 ”Quit India” bevægelsen, fordi GB ikke ville honorere indisk militær hjælp med selvstændighed. Det var omkring 2 mio. indiske soldater i britisk tjeneste under krigen.
Også i Vietnam og resten af fransk Indokina, i Burma, i Korea, i Indonesien, i Malaysia og i Filippinerne opstod der selvstændighedsbevægelser.
