Det kurdiske folk har været et af de største ofre for imperialismen, som har sat rammerne for befolkningerne i Mellemøsten. Forskellige kurdiske alliancer med imperialismen har oftest, og nu igen, gjort kurderne til tabere i dette spilmagt
Fotografiet viser den syrisk-kurdiske by Ras al-Ayn efter bombning 9. oktober
Da Storbritannien og Frankrig delte det tyrkisk-ottomanske imperium for næsten 100 år siden, blev kurderne nægtet retten til national selvbestemmelse. I stedet blev de delt op imellem flere stater, Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran, hvor de som et nationalt mindretal har været undertrykte.
Denne undertrykkelse er fortsat helt op til nu, hvor Tyrkiet har invaderet den nordlige del af Syrien, Rojava, som er styret af det kurdiske parti PYD. Problemet er imidlertid ikke kun de undertrykkende regimer i Iran, Irak, Syrien og Tyrkiet, men også de valg, som de kurdiske ledere har truffet, hvor de har allieret sig med de imperialistiske stormagter, især USA.
Kurderne i Irak
Dette har længe været strategien for de to kurdiske, nationalistiske partier i Irak, KDP og PUK. De brugte situationen i kølvandet på den USA-ledede Golfkrig i 1991 imod Saddam Husseins Irak til at oprette en enklave, hvor de kunne drage fordel af det amerikanske luftvåbens beskyttelse.
USA’s og dets allieredes invasion i 2003 af Irak tillod den kurdiske enklave at konsolidere sig selv. Den forekom som en ø med relativ ro i forhold til det kaos, som det øvrige Irak sank ned i.
Islamisk Stats fremvækst i 2014 og erobring af Mosul i den nordlige del af Irak syntes at give kurderne flere muligheder. Kurdiske militærstyrker udnyttede forvirringen i Bagdad til at erobre områder, der hidtil havde været strid om, først og fremmest oliefelterne ved Kirkuk. Og de kurdiske styrker modtog massiv amerikansk støtte, da de kæmpede sammen med irakiske regeringsstyrker for at drive Islamisk Stat ud af Irak.
I 2017 iværksatte kurderne en folkeafstemning om uafhængighed og truede med at løsrive den olierige provins. Efter at den irakiske regering havde tilbageerobret Mosul takket være ikke blot USA’s støtte men også de iransk støttede militser, så den irakiske ministerpræsident Haider al-Abadi en chance for at også at tilbageerobre de områder, som kurderne havde taget i 2014 – især Kirkuk med oliefelterne.
Kurderne i Syrien
Det arabiske forår og oprøret i Syrien brød ud i 2011. Det banede vejen for dannelsen af Rojava.
Da den syriske borgerkrig brød ud, valgte Bashar Hafez al-Assad’s regime at samle det syriske militær i nogle udvalgte dele af landet, og derfor blev den syriske hær trukket væk fra de kurdiske områder. I det magttomrum, der herved opstod, greb kurderne chancen til at etablere deres egen enklave, Rojava. Denne er således ikke kun et resultat af kurdernes egen indsats, men alle syreres oprør mod det syriske regime.
Islamisk Stat
Irakkrigen i 2003 efterlod Irak som et ødelagt og splittet land. I kølvandet på krigen opstod vrede, bitterhed og voldsom frustration. Dette var grundlaget, som Islamisk Stat byggede på, efter at det arabiske forår blev slået tilbage. Samtidig var det USA-støttede regime under Nouri al-Maliki pilråddent, og dens hær gennemkorrupt.
I 2014 væltede hele det korthus, som USA havde opbygget i Irak – med bl.a. Danmarks støtte. På ganske få måneder erobrede Islamisk Stat betydelige dele af det nordlige Irak, især millionbyen Mosul. Den irakiske hær kunne intet stille op.
I Syrien udnyttede Islamisk Stat det magttomrum, som Assad-regimet havde efterladt, da det mistede kontrollen over dele af landet. På utroligt kort tid kunne Islamisk Stat gøre store erobringer. Byen Raqqa blev hovedby. Herfra truede Islamisk Stat det kurdiske Rojava.
USA’s skiftede nu holdning til kurderne. Fra at være “terrorister”, blev de nu allierede, selvom det ikke passede Tyrkiet, der som NATO medlem var nær allieret med USA. Men da Islamisk Stat i 2014 på ingen tid truede meget af det, som USA havde fået opbygget siden Irakkrigen i 2003, fik Washington pludselig meget travlt med at få en ny allieret til at bekæmpe Islamisk Stat: Kurderne og deres hær YPG i Syrien. De forhenværende “terrorister” blev allierede og fik våben og luftstøtte af USA og NATO.
Kurdiske militser gik forrest i kampen mod Islamisk Stat, som blev nedkæmpet, og de kurdiske YPG-styrker beholdt kontrollen med Rojava, som er navnet på den kurdiske enklave i nordøst-Syrien.
USA har misbrugt kurderne og er ligeglade med deres skæbne.
USA har længe ønsket at nedtone sit militære engagement i Mellemøsten. Dels fordi det har slået fejl, og dels fordi USA vigtigste strategiske interesser ligger i Asien. Dette blev endnu tydeligere, da Trump blev præsident.
På den ene side har Washington været interesseret i kurderne med henblik på at opbygge en styrke, hvis indsats var vigtig for at slå Islamisk Stat. Og på den anden side ønskede USA at bibeholde forholdet til Tyrkiet, der som NATO medlem er blevet støttet med våben og penge. Tyrkiet brød sig ikke om, at kurderne i Syrien var kommet ind i varmen, fordi det også styrkede de tyrkiske kurdere og PKK.
Første gang USA lod kurderne i stikken, var i slutningen af 2017 da de så på, mens regimet i Bagdad sammen med iranske militser tilbageerobrede betydelige kurdiske områder i Irak, især oliekilderne ved Kirkuk, efter at Barzani med en folkeafstemning havde taget skridt til at løsrive området fra resten af Irak.
Anden gang USA lod kurderne i stikken var, da de så på, mens Tyrkiet med Ruslands billigelse gav Tyrkiet grønt lys til at invadere den syrisk-kurdiske by Afrin og området omkring i 2018.
Tredje gang, USA og NATO lod kurderne i stikken, er nu, hvor de med beklagelse ser på, at Tyrkiet angriber den nordlige dele af Syrien, hvor kurderne er.
Kurdernes bedste chance for national selvbestemmelse og frihed var at have tilsluttet sig oprøret i Syrien i 2011 mod Assad-regimet da det arabiske forår udspillede sig i hele Mellemøsten og Nordafrika. Det arabiske forår blev slået tilbage og sat på pause. Men under asken ulmer gløderne. Vi har fornylig set nye oprør i Algeriet og Sudan og en genopblussen af oprøret i både Irak og Egypten. Det er ikke for sent, for det arabiske forår vil blusse op igen og skabe mulighederne for frihed og social retfærdighed for alle.
Hvorfor gav Trump “grønt lys” til den tyrkiske invasion?
USA og EU har kun i ord bebrejdet Erdogan, at han oven på kupforsøget i Tyrkiet i 2016 har indskrænket de demokratiske rettigheder i Tyrkiet kraftigt. Det har dog ikke forhindret fortsatte våbensalg og indgåelse af flygtningeaftalen med Tyrkiet.
Men her i sommeren 2019 blev konflikten mellem Tyrkiet og USA optrappet, fordi Tyrkiet har købt et russisk luftforsvarssystem, S-400, i stedet for amerikanske Patriot-missiler. USA står svagt i Mellemøsten og har haft brug for at levere en imødekommende gestus over for Tyrkiet. Samtidig prioriterer USA at sikre Saudiarabien ved at sende flere amerikanske soldater dertil.
Internt i Tyrkiet har Erdogan brug for en afledningsmanøvre ift. den økonomiske krise i landet, som truer hans politiske liv. Samtidig vil Tyrkiet udvise de syriske flygtninge til de områder, som de erobrer. Flygtninge, som de tyrkiske nationalister ser skævt til og bruger som syndebukke.
Demonstration i byen Ras al-Ayn 10. okt mod invasionen – dagen efter bombeangrebet, som ses på det øverste billede. Bemærk at kvinderne fremfører slogans på både kurdisk og arabisk.
