Om forfatteren: Forfatter til bogen ’Lageret Huset Marie’ og novellemsamlingen ’Efter solen’. Har blandt andet modtaget Nordisk Råds litteraturpris, Munch Christensens debutantpris, Michael Strunge Prisen og Montanaprisen.
Dimitterede fra Forfatterskolen i 2015.
På den ene side af den polsk-belarussiske grænse står omtrent 15.000 polske soldater, bevæbnet med geværer og tåregas, bakket op af militærkøretøjer og -helikoptere. På den anden side af grænsen befinder sig nogle tusinde flygtninge. De mangler mad, drikke og medicin. Nødhjælpsorganisationer og journalister er forment adgang på grund af den nye polske nødretslov. Om natten er temperaturerne under frysepunktet. Mindst ti er allerede døde af kulde. Vi kommer formentlig ikke til at kende deres navne.
Mediedækningen af situationen har primært fokuseret på, hvordan de flygtende er en del af et storpolitisk spil. At den belarussiske diktator, Alexander Lukashenko, bruger dem som en del af et orkestreret angreb, blandt andet for at få EU til at fjerne deres sanktioner mod Belarus. Ligeledes med de politiske reaktioner: Ifølge EU-Kommissionens forkvinde, Ursula von der Leyen, er der tale om »et hybridangreb« fra Lukashenkos side; ifølge Jeppe Kofod en »menneskefjendtlig instrumentalisering af migration«.
Europa er en militariseret fæstning
Hvad angår Lukashenkos motiver, har de måske ret. Men deres udtalelser har, ligesom store dele af mediedækningen, den funktion at skubbe problemet væk fra Danmark, væk fra EU. Grænsevolden er noget, der foregår derude, ude ved de yderste grænser. Det er Lukashenko, der er gal, han bruger flygtninge som et våben. Det, vi ikke taler om, er, hvem der har givet ham det våben i hænderne.
Når mennesker, der flygter mod Europa, er blevet til våben og trusler, så er det et udtryk for, hvad Europa er for en størrelse i dag. Europa er en militariseret fæstning, massivt investeret i at holde ’ikke-vestlige’-indvandrere ude. Med alle midler. Siden 2015 har EU-medlemslandene ikke kunnet blive enige om nogen fælles modtagelse eller fordeling af flygtninge. Men de har kunnet blive enige om en hel masse andet: over en milliard euro til Frontex, militarisering af grænserne, off-shore-lejre hvor børn og voksne kan få lov at rådne op i årevis og blive angrebet af nynazister. Detentionscentre og massedeportationer. Såkaldt ’eksternaliseret migrationskontrol’ i Libyen, hvilket i praksis betyder EU-støtte til militser, der indespærrer, torturerer og slavegør flygtninge fra primært subsaharisk Afrika. Systematisk nedlukning af sikre migrationsruter, hvilket kun styrker de store, organiserede smuglere og bidrager til den massegrav, som Middelhavet er.
Så når den polske stat befæster dens grænse med pigtråd og militær, følger den først og fremmest trit med resten af EU. Så er det et udtryk for, at Polen er ved at blive europæisk: voldeligt ekskluderende og villig til at sende flygtninge i døden for at opretholde den herskende raciale orden.
»Den ydre grænse er også Danmarks grænse«
Siger Mathias Tesfaye (når han skal forklare, hvorfor han glædeligt sender pigtråd til Litauen), og taler for en gangs skyld sandt. Den grænse, der bevogtes, er også Danmarks. Den går gennem Jylland og Sjælland, langs hegnene omkring detentionscentrene, hvor folk spærres inde på ubestemt tid uden rettigheder; gennem de offentlige statistikker, hvor den i bund og grund raciale kategori ’ikke-vestlige indvandrere og efterkommere’ legitimerer ghettolov, fattigdomsskabende ydelser og udvisningsdomme for småforbrydelser; gennem lufthavnene, hvorfra folk bliver deporteret til forfølgelse og tortur.
Lige nu er det blandt andre de syriske flygtninge, der er i fare. Med en general i Bashar al-Assads hær som den eneste ”ekspert”, der stadig står ved den bagvedliggende rapport, er Danmark klar til at sende folk tilbage til Damaskus-området, selv om man ved, at det kan koste dem livet.
Når det kommer til grænserne, er Danmark altså på linje med Polen. Ligesom EU giver Lukashenko våben i hånden i stedet for at afvæbne ham på den mest oplagte måde: ved at åbne grænserne. Der er en uhyggelig, dybtliggende affinitet mellem de europæiske stater på det her område, hvilket måske også er en af grundene til, at de ikke viser sig mere solidariske med de belarussiske revolutionære, eller med de polske forkæmpere for abort- og LGBT+-rettigheder. Europa lader gerne alt det gå ad helvede til, sammen med retsprincipper og menneskerettigheder, når det handler om at holde de ikke-vestlige ude.
Vi skal vælge side
Alt det siger jeg ikke for at indtage en kynisk eller apatisk position. Jeg synes ikke, vi skal stoppe med at være vrede over den europæiske grænsevold. Men måske vi skal stoppe med at være overraskede. Måske er det et privilegium, nogle af os har haft for længe. I stedet må vi lære at se, hvad Europa egentlig er, og lære at høre, hvad politikerne egentlig siger. Når Mathias Tesfaye siger – med sin sædvanlige nødvendighedsretorik – at det gør ham »trist at se hegn og mure rundt om i Europa«, men at »vi er nødt til at se virkeligheden i øjnene«, så siger han i virkeligheden: Det gør måske lidt ondt i den europæiske selvforståelse. Men vi sender gerne folk, der flygter, i døden for at opretholde den raciale orden.
De europæiske nationalstater er i gang med at befæste en racistisk og globalt ulige orden, som har dybe, historiske rødder. Europa beror på massiv, racialiseret statsvold, historisk såvel som i dag. Ved den polske grænse forsøger flygtninge at lave huller i hegnet med spader og havesakse. På den anden side står soldater med tåregas og geværer og pansrede køretøjer. For alle os, der i en eller anden forstand er europæere, er det tid til at vælge side.
