Billede: Churchill, Roosevelt og Stalin til Yalta conference i februar 1945 hvor de delte verden mellem sig. Foto: Prykel.com
”Vores måde at leve på er truet.” ”Ruslands invasion af Ukraine er en trussel mod vestligt demokrati, og derfor er vi nødt til at stå sammen med vores ”egne herskere” og med NATO.” ”Rusland under Putin er et despoti, som det er nødvendigt at stå sammen imod.” Den type argumenter har vi mødt i det seneste ½ år. Og for de, der kan huske 2002/03, da USA samlede allierede til angreb på Irak, husker man måske argumenter i den familie. ”I skal ikke kritisere USA, havde det ikke været for USA, havde vi i dag levet under nazistisk diktatur”, og andre udtalelser i samme stil.
Umiddelbart lyder det tilforladeligt. Saddam Husseins regime var et brutalt diktatur. Putin er en despot. Rusland har overfaldet en suveræn stat. Krig er noget frygteligt noget. Og det er langt bedre at leve under et borgerligt demokrati end under et diktatur.
Fjendebilleder eksisterer på mange måder, såvel ydre som indre fjender, og er et vigtigt redskab for magthaverne. Referencer tilbage til 2. verdenskrig bruges igen og igen. Putin begrunder invasionen af Ukraine med at ville bekæmpe nazisme, som påstås at florere i landet. Men han er ikke alene, tilbage i 1990erne da USA byggede op til invasion af Irak, var et udbredt argument, at Hussein ikke bare var en grim diktator (dem havde man mange af blandt sine allierede), men en ny Hitler. Det blev gentaget i 2002/03.
”Gode krig”
Referencerne til 2. verdenskrig formidler et billede af den ”gode krig”, som gjorde op med nazismen, og som noget, vi alle skal være glade for, er selvfølgelig velvalgte. Det er noget, der taler til os alle, for nazismen var noget ganske forfærdeligt, som det var godt at slippe af med.
Og der skal ikke være tvivl om, at nazismen med sine bestialske overgreb på jøder, homoseksuelle, romaer m.fl., og dens frontalangreb på arbejderklassen og dens organisationer er noget af det værste, der er oplevet i nyere tid. Noget der skulle bekæmpes, og som skulle have været bekæmpet, før den udviklede sig, som den gjorde i Tyskland.
Churchill – en af ” lederne af den demokratiske verdens krig mod nazismen” – var i 1920erne en stor beundrer af Mussolini. Herhjemme udtalte den konservative Victor Püschel i 1933 i folketinget: ”Man kan lære uhyre meget af nazisterne. Der er meget af, hvad de gør, som er modbydeligt for os danske, og som man ikke forstår, fordi man ikke har levet der i landet.”
Citat: Freddie Nielsen
Men er det så rigtigt, at de allierede førte en primært altruistisk krig for at bekæmpe nazisme og fascisme og for at bevare demokratiet? Jøderne var en velvalgt fjende i Tyskland. De var en minoritet, og kunne beskyldes for både bolsjevisme og kapitalistisk udsugning. Men i Italien blev de først en del af fjendebilledet i løbet af 1930erne, da afhængigheden af Tyskland voksede.
Der var en god grund til forskellen, for den virkelige fjende i såvel Tyskland som i Italien (og andre totalitære regimer) var arbejderklassen – en urolig kraft, der havde lavet oprør og revolution efter 1. verdenskrig.
Churchill – en af ” lederne af den demokratiske verdens krig mod nazismen” – var i 1920erne en stor beundrer af Mussolini. Herhjemme udtalte den konservative Victor Püschel i 1933 i folketinget: ”Man kan lære uhyre meget af nazisterne. Der er meget af, hvad de gør, som er modbydeligt for os danske, og som man ikke forstår, fordi man ikke har levet der i landet.”
Der kan findes mange eksempler, men generelt var billedet i mange borgerlige kredse i Europa og USA, at man nok ikke billigede nazisternes metoder, men man var fuld af beundring over, at de fik togene til at køre til tiden og skabte orden – altså fik stoppet for irriterende strejker og demonstrationer.
På samme måde kan man pege på, at ganske vist var det ikke passende at gribe militært ind i andre lande, men end ikke den økonomiske krig, (opfundet under 1. verdenskrig og som i dag føres massivt mod Rusland), blev brugt. Slet ikke mod Tyskland, og kun halvhjertet mod Italien efter angrebet på Abessinien i 1935.
Spanien
Den helt store test på kampen mod fascismen var i 1936-39, hvor spanske venstrekræfter kæmpede for at bevare den demokratiske republik mod et fascistisk militærkup. Her viste stormagterne sit rette sindelag ved, med England og Frankrig i spidsen, at føre en ikke-indblandings-politik, hvilket var ensbetydende med fascistisk sejr, da Tyskland og Italien støttede massivt op bag Franco-hæren, og direkte testede deres krigsmaskiner.
Med besættelsen af Danmark, Norge, Holland, Belgien og Frankrig, blitzen mod England og offensiven i Nordafrika blev de vestlige imperialistiske interesser imidlertid trådt for nær. For øvrigt er det uforståeligt at Frankrig, med en enorm hær, overgav sig efter få dage, hvis man ikke ser på, at det franske borgerskab var mere bange for sin egen arbejderklasse end tysk besættelse.
Citat: Freddie Nielsen
Stalins Rusland støttede ganske vist republikken, men mest for at undgå en socialistisk revolution, da det kunne forstyrre Ruslands mulighed for alliance med England og Frankrig. Og da alliancen glippede, indgik Stalin en pagt med Hitler. Hans frygt for, at England og Frankrig skulle alliere sig med Tyskland mod Rusland, var ganske vist ikke helt ude i hampen. Men da alverdens kommunistpartier (KP’er), herefter blev tvunget til at se England og Frankrig som den primære aggressor, var det et alvorligt slag for kampen mod nazismen.
Og da Hitler så, med England og Frankrigs billigelse havde annekteret Østrig og Tjekkoslovakiet og delt Polen med Rusland i 1939, derefter førte krigen med angreb mod vest i stedet for øst, begyndte billedet at vende.
Krigen vender
Med besættelsen af Danmark, Norge, Holland, Belgien og Frankrig, blitzen mod England og offensiven i Nordafrika blev de vestlige imperialistiske interesser imidlertid trådt for nær. For øvrigt er det uforståeligt at Frankrig, med en enorm hær, overgav sig efter få dage, hvis man ikke ser på, at det franske borgerskab var mere bange for sin egen arbejderklasse end tysk besættelse.
USA var fodslæbende i de første 2 år af krigen. Store dele af den amerikanske storkapital mente, at man hellere skulle gå i krig mod Sterlingområdet (det stort set lukkede verdensmarked, som England kontrollerede). Præsident Roosevelt, der mente, at det skulle man nok klare, og at det var vigtigere at bekæmpe Tyskland, var i mindretal. Først da han i slutningen af 1941 provokerede Japan til angreb på USA, ved at stoppe olieeksporten til Japan, fik han sin vilje.
Hvis vi så ser på, hvordan krigen førtes, bliver det tydeligt, at det var imperialistiske interesser, der bestemte. Først og fremmest engelske, det var først gennem 2. verdenskrig, at USA vippede England som den betydeligste imperialistiske magt.
Den første engelsk-amerikanske offensiv var i Nordafrika for at redde de engelske interesser omkring Suezkanalen. Og udskydelsen af ”den 2. front” (dvs. en tidlig invasion af det tysk besatte Vesteuropa med henblik på at lette presset på Rusland) skyldtes dels, at Churchill plæderede for at gå gennem Balkan (hvilket ville afskære Rusland for sin del af sejrskagen), og dels at England/USA håbede på, at Rusland og Tyskland ville slide hinanden op på østfronten. Først da dette med Sovjetunionens militære fremgang i 1943 (Kursk-offensiven, overgangen over Dnepr) glippede, blev der reelt arbejdet for den 2. front. Denne blev besluttet på Teheran-mødet i november 1943 som en direkte reaktion på, at den strategiske balance på Østfronten med ét havde ændret sig radikalt til Sovjetunionens fordel, og fra nu af planlagde England og USA D-dagen med invasionen i Normandiet i juni 1944. Vestmagterne ville forhindre, at Sovjetunionen med udsigterne til en nedkæmpning af Nazi-Tyskland ville kunne komme til at erobre hele Vesteuropa.
Imperialistisk krig
Et andet aspekt ved krigsførelsen, der afslører dens imperialistiske karakter, er frygten for gentagelse af arbejderopstande og revolutioner som efter 1. verdenskrig.
Dels offentliggjorde Stalin et krigsmål om store krigserstatninger fra Tyskland og tvang af tyske arbejdere til at genopbygge Rusland, dels var der terrorbomberne over Dresden og Hamburg. Begge var en meddelelse til den tyske befolkning om, at de var venneløse, så en folkelig opstand mod Hitler ville være nyttesløs.
Dels aftalte Churchill og Stalin på Teheran-konferencen delingen af Østeuropa i interessesfærer, dels satte England herefter et 5000 mand stort ekspeditionskorps ind i Grækenland i 1944 for at tvinge den KP-ledede græske modstandsbevægelse fra magten, efter at denne havde tvunget de tyske tropper ud. Ligesom Stalin sendte eksil-lederne af de franske og italienske KPer hjem, med stærke ordrer om at afvæbne modstandsbevægelserne.
Endelig kan nævnes at atombomberne over Japan, primært havde til formål at fortælle Stalin, at han ikke skulle stikke næsen for langt frem.
