Allerede tidligt i det 20. årh. stod det klart, at krigen truede. Socialistisk Internationale (SI) holdt kongres i Stuttgart i 1907, hvor krig var et hovedtema, og i kongresresolutionen hedder det bl.a.:
”De arbejdende klasser og deres repræsentanter [er] forpligtet til at opbyde alt for at forhindre krigens udbrud … skulle krigen alligevel bryde ud, er de forpligtede til at gribe ind for dens hurtige afslutning… ”
Resolutionen blev gentaget på SI-kongressen i 1910 i København. Her kom der forslag om, at kongressen skulle udtale sig for “krigsstrejke” i tilfælde af krig, men det fik Socialdemokratiet (SD) afværget med et mere generelt forslag om afrustning. Igen i Basel i 1912, ja sågar få dage før krigens udbrud, hvor SI’s bureau mødtes, blev resolutionen gentaget. Men da krigen brød ud 1. august 1914, gik der kun få dage, før de fleste af de europæiske socialdemokratier brød eden og støttede egne borgerskaber.
Også SD, der lå på højrefløjen i SI, fulgte trop. Ganske vist var Danmark ikke med i krigen, men for “landets bedste” stemte de for bevillinger til den store sikringsstyrke, der blev indkaldt, og partiet indgik i en generel “borgfred” på rigsdagen. De fem-årige overenskomster, som DsF var gået med til i 1911, kom til at række langt ind i tiden, hvor krig og eksport skabte inflation og dyrtid.
Fagoppositionens Sammenslutning (FS) beregnede i 1916, at lønnen siden år 1900 var steget 37 %, mens priserne var steget 75%. Og det stoppede ikke. Detailprisindekset, der var sat til 100 i 1914, var i 1918 steget til 182. Og endelig satte den uindskrænkede ubådskrig fra 1917 en bremse på eksporten, så arbejdsløsheden steg. I løbet af krigsårene faldt reallønnen 15%.
Mange arbejdere blev derfor trætte af SD og fagbureaukratiets borgfred og tilbageholdenhed. Så de 34 arbejdere, der i 1910 havde stiftet FS, og kun var nået op på 3-400 medlemmer i 1914, var i 1918 vokset til omkring 4.000, og Solidaritet blev dagblad i 1918 med et oplag på 15.000. Og med de russiske revolutioner i 1917 som inspiration, blev venstrefløjen yderligere styrket. I foråret 1918 forlod en mindre gruppe, med Marie Nielsen i spidsen, SD og dannede Socialistisk Arbejder Parti (SAP).
Samtidig bevægede Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) sig også den vej. SUF havde forsigtigt tilsluttet sig Zimmerwald-bevægelsen (Zimmerwald-konferencen i 1915 samlede repræsentanter for SI’s lille venstrefløj til krigsmodstand), meget mod SD’s vilje. Stauning kaldte Zimmerwald-bevægelsen for organisationsskadeligt splittelsesarbejde. Og efter oktoberrevolutionen i Rusland bevægede flertallet i SUF sig mod en konfrontation med SD.
Arbejdet blandt de arbejdsløse
Arbejdsløsheden voksede mod slutningen af krigen, og organisering af de arbejdsløse, med bl.a. store demonstrationer for bedre forhold, var et område, som især FS, men også resten af venstrefløjen kastede mange kræfter ind i.
I december 1918 holdt FS et landsmøde, der opstillede en række krav til afhjælpning af arbejdsløshed og dyrtid, bl.a. at arbejdsløse sikredes en minimumsindtægt på 30 kr. om ugen, og de arbejdsløse blev opfordret til at danne arbejdsløshedsudvalg på tværs af fag. Dette førte til udvalg i de fleste større byer, og disse tilsluttede sig FS’ krav.
SD til og fra
- januar 1918 indkaldte FS til arbejdsløshedsmøder, og man gik i samlet demonstration til rigsdagen. Stauning havde været til stede i Rømersgade og blev nærmest tvunget til at gå i spidsen for demonstrationen. Denne SD-støtte var dog meget kortvarig.
I løbet af januar behandlede folketinget understøttelserne, og selv om de steg, så var det langt fra de arbejdsløses krav. I landstinget blev det yderligere beskåret, men nu var SD stået af på støtten til de arbejdsløse. Faktisk gik partiet i stedet til modangreb på FS, som de nok mente var blevet for stærke.
- januar lød avisernes overskrifter: ”Syndikalisterne har indkøbt flere hundrede revolvere! De har planlagt at storme rådhuset og rigsdagsbygningen!”
Det vakte stor forbavselse, ikke mindst blandt syndikalisterne, der hverken kendte til planerne eller revolverne. Det viste sig, at Stauning aftenen før på et møde i Fællesorganisationen havde “afsløret” planerne og sørget for, at såvel myndigheder som pressen blev adviseret. Der var intet reelt i historien, men når det gælder om at undergrave sine modstandere i arbejderbevægelsen, har SD aldrig været karrig i valg af metoder.
Arbejdsløshedskampen og ”Stormen på Børsen”
Kampen mod arbejdsløsheden kunne være yderst konkret. Når arbejdsløse blev sat på gaden, lavede man ofte demonstrationer, der genindsatte den arbejdsløse i sin lejlighed. Det var også en tid med massebevægelser. Den 29. januar var der atter demonstration for de arbejdsløses krav, denne gang på Grønttorvet, hvor op mod 40.000 arbejdende og arbejdsløse deltog.
Allerede 11. februar var der igen protestmøder mod den ringe understøttelse. Der er tale om den mest berømte af de mange aktioner – den, der er gået over i historien som ”Stormen på Børsen”.
Der var indkaldt til møder i Folkets Hus Rømersgade og i Folkets Hus Jagtvej. De to møder skulle så samles i demonstration og gå et sted hen. Af hensyn til de mange politispioner, udspredte man det rygte, at målet var en “forsyningsaktion” i Kødbyen. Da demonstrationen gik mod sit virkelige mål, et “besøg” på Børsen, varede det noget, før politiet kunne skride ind, da styrkerne var sendt til Kødbyen.
Demonstrationen nåede ind i børssalen og jog børsherrer og spekulanter på porten, men blev dog snart fjernet igen, da politiet fik samlet sig. Senere fik to af hovedmændene, Andreas Fritzner og Poul Gissemann, hver en bøde på 500 kr. for gadeuorden. En mærkelig lempelig straf i betragtning af de domme, der senere blev tildelt Chr. Christensen og Marie Nielsen for ting, de havde skrevet.
Slaget på Grønttorvet
Ved siden af arbejdsløshed var antimilitarisme et område, syndikalisterne lagde kræfter i, især ved at agitere for militærnægtelse. Dette førte i sensommeren til nogle sammenstød med politiet og efterfølgende fængsling af flere af FS’ ledere.
Af den grund indkaldte FS, SAP og det nystiftede Det Uafhængige Socialdemokrati til et protestmøde på Grønttorvet 10. november 1918 med op mod 50.000 deltagere. Her vedtog man to resolutioner, dels til justitsministeren om at løslade de fængslede ledere inden to dage, og dels en opfordring til arbejdspladserne om 24-timers proteststrejke, hvis kravet ikke blev opfyldt.
Justitsministeren opfyldte selvfølgelig ikke kravene, og bortset fra Kalundborg og Køge og nogle få strejker i København, må strejkeopfordringen siges at have været en fiasko. Der mødte dog temmelig mange, formentlig over 30.000, op på Grønttorvet på dagen den 13. november.
Da nogle af demonstranterne begyndte at standse sporvognene, fordi de mente, at sporvejsarbejderne burde strejke, førte det til et større sammenstød med politiet, der resulterede i 150 sårede arbejdere og 30 sårede betjente (nogle tal er højere). Der blev foretaget en del arrestationer, og ikke mindst gik man efter de ledere, “opviglerne”, som havde talt eller skrevet, bl.a. Marie Nielsen og Thøger Thøgersen fra SAP og Gissemann og Chr. Christensen fra FS. På den måde fik myndighederne taget en del af gassen af ballonen for en tid, ved så at sige at kappe hovedet af den revolutionære bevægelse.
Men opsvinget i klassekampen var endnu ikke slut ‒ mere herom i næste afsnit.
Læse tidligere afsnit i serien:
http://socialister.dk/lio-pio-internationalen-og-slaget-paa-faelleden/
http://socialister.dk/storlockout-og-septemberforlig-1899/
http://socialister.dk/arbejderbevaegelsens-historie-del-4-socialdemokratiets-monopol-brydes/
