Arbejderbevægelsens historie, del 4: Socialdemokratiets monopol brydes

Vi er nu nået til de turbulente år 1900-1914 hvor klassemodsætningerne  mellem arbejderklassen og kapitalen over hele kloden spidser til,  og dermed også i Danmark.  I den situation brydes meninger internt i arbejderklassen om vejen frem. Er socialdemokratiets reformisme nok eller skal der mere til?

 I 1906 udkom en bog med titlen Socialdemokratiets Aahundrede, som bl.a. var forfattet af den fremtrædende socialdemokrat, Fr. Borgbjerg. Den beskrev partierne i Socialistisk Internationales (2. Int.) hidtidige sejre. Men den var også en forudsigelse for det 20. århundrede. Og det var ikke helt ved siden af. Fra 1901 til 1920 voksede Socialdemokratiet (SD) fra 30.000 til 126.000 medlemmer, og gik i samme periode fra 19 % til 32 % af vælgerne. Der var dog også en ikke forudset, og af SD uønsket, udvikling i samme periode. SDs patent på arbejderklassen (manifestet fra partikongressen i 1901 erklærede: ”Arbejderklassen og Socialdemokratiet er blevet et!”) blev brudt.

Bortset fra meget kortvarigt i 1890 (se del 2 af serien), havde SD været alene på venstrefløjen. Men, omend det var i det små, så var århundredet ikke ret gammelt, før der opstod alternativer. I 1904 dannedes Socialistisk Ungdomsforbund (SUF), som en organisation i tilknytning til SD, men uden de snævre bånd, som senere SD-ungdomsforeninger fik. Blandt de ledende medlemmer var Chr. Christensen, hans søster Elna og Mikkel Christensen. De havde alle del i at SUF kom til at stå langt til venstre for SD.

I 1906 frigjorde de sig fra SD. De mere socialdemokratiske dele forlod dog SUF og dannede Socialdemokratisk Ungdomsforbund, der var tættere knyttet til moderpartiet. Det oprindelige SUF blev til Socialistisk Arbejderforening (SAF), og gik i syndikalistisk retning. Fra 1. maj 1908 udgav SAF Socialistisk Arbejderblad, der nåede at udkomme med 87 numre indtil september, hvor avisen gik nedenom og hjem, og trak SAF med sig. Men trods alt en stor præstation for en lille forening.

Syndikalismen organiseres

På resterne af SAF blev Syndikalistisk Forbund (SF) dannet i december 1908. Syndikalismen stammede fra Frankrig (afledt af det franske ord for fagforening, syndikat). For syndikalisterne var det centrale fagforeningerne og den direkte kamp mod kapitalisterne. Men desværre tog de reformisternes adskillelse af politisk og faglig kamp med sig, omend i en omvendt form. Som de skrev i Solidaritet: ”Vi adskiller skarpt politik fra fagbevægelsen. Når vi har 1% politiske interesser, har vi 99% økonomiske.”

De afviste også, at arbejderklassen har brug for et særligt lederskab. For syndikalister er arbejdernes kampe omdrejningspunktet, fordi arbejdere herigennem lærer og udvikler klassebevidsthed. Så langt er revolutionære socialister enige. Men fordi bevidsthed er uens og både kan gå frem og tilbage, er det nødvendigt at samle de mest bevidste arbejdere i et politisk lederskab, det er her syndikalisterne står af. SF blev dog Chr. Christensen, for stram og teoretisk. Så han forlod det og på opfordring af nogle oppositionelle arbejdere, skrev han et program for en fagopposition.

Foto: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Fagoppositionens Sammenslutning

Sammen med Andreas Fritzner og en lille flok arbejdere, dannede han Fagoppositionens Sammenslutning (FS) på et møde i Folkets Hus den 22. september 1910. Det var en organisation, der ved stiftelsen talte 34 medlemmer, hvoraf nogle ganske få var kvinder, og flertallet jord- og betonarbejdere. I det første år arbejdede man hårdt for at skrabe penge nok sammen til en bladudgivelse, og 15. december 1911 var ugebladet Solidaritet en realitet. Et blad der levede helt frem til at FS blev sluttet sammen med DKP i 1921. I størstedelen af perioden var det med Chr. Christensen som redaktør.

Nok var FS meget lille i starten, men ikke uden betydning. Mange arbejdere delte ikke fagbureaukratiets positive syn på Septemberforliget (se del 3 i serien), og de var utilfredse med, at der blev handlet hen over hovedet på dem. Kravet om urafstemning i forbindelse med overenskomstafslutninger, stod højt hos FS, og var ikke uden genklang hos mange menige fagforeningsmedlemmer

FS blandt københavnske smede

Dansk Smede & Maskinarbejder-Forbund (DS&MF), hvor forbundsledelsen var hårde modstandere af urafstemningsprincippet, indgik i 1905 og 1910 5-årige overenskomster. Og selv om de var sukret ind i lønstigning, så blev de nemt udhulet over så lang tid. Derfor fangede FS agitation også mange, mest i København. I 1912 fik FS flertal i bestyrelsen for DS&MF afd. 1 – smedenes fagforening.

Det blev dog en kort affære. DS&MF kunne ikke leve med, at dets største afdeling var under syndikalistisk ledelse, så der blev iværksat en aggressiv agitation mod FS, og snart lykkedes det at vælte den nye bestyrelse, som var valgt på brundlag af en ret lav aktivitet. Af 3800 medlemmer deltog under 500 i generalforsamlingen (gf.). Ved den efterfølgende gf. fik bureaukratiet trommet 1400 medlemmer sammen, og selv om FS med 343 stemmer fik flere stemmer end da de blev valgt, så blev de væltet med 949 stemmer. FS havde nok ambitionerne, men kunne ikke slå SD af pinden. Men det var ikke det samme som at de var uden betydning. De havde et vist grundlag, og fik også betydning et andet sted. Det var blandt de københavnske jord- og betonarbejdere, der var organiseret i JBF under Dansk Arbejdsmands-Forbund (DAF).

Foto: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

I Jord- og Betonarbejdernes Fagforening (JBF)

I 1911 strandede forhandlingerne om priskuranten (akkordprislisten), primært pga. arbejdsgivernes ublu krav om at modificere den såkaldte tvungne akkord. Det ville have betydet, at entreprenørerne kunne skære de gode akkorder væk og slippe med timelønnen. Den 14. november startede en overenskomst strejke, og efter 2 uger kom forligsmanden med et (elendigt) mæglingsforslag, som JBF’s bestyrelse anbefalede, men som blev nedstemt med 938 stemmer mod 243. Efter yderligere 2 uger var der en ny gf. hvor bestyrelsen krævede ”frit mandat” (det vil sige ret til at indgå aftale med arbejdsgiverne uden at konsultere medlemmerne) til de fortsatte forhandlinger, også dette blev nedstemt, nu 1211 mod 303, og bestyrelsen trak sig. På en ny gf. en lille uge efter valgtes en ny bestyrelse, bestående af FS’ere, der ville arbejdede for at føre strejken til sejr.

Da strejken efter 4 måneder sluttede 19. marts 1912, var det med noget der må betegnes som et elendigt kompromis. Og for syndikalisterne et nederlag. Den 18. februar, på atter en gf., blev de skiftet ud med den gamle bestyrelse, og da denne indgik en aftale hen over hovedet på medlemmerne, uden at den havde fået frit mandat, kunne syndikalisterne intet gøre.

Svaghederne ved FS

Hvordan det kom dertil, har flere forklaringer. Uden tvivl var der en vis strejke træthed. Og FS’erne må også tilskrives en vis amatørisme. Midt i januar havde de opnået et forhandlingsresultat, men da de fremlagde det for medlemmerne ville de hverken anbefale det eller det modsatte. Og selv om medlemmerne stemte det ned, var den tilgang mest egnet til at skabe forvirring. Men den største skyld, må dog lægges på fagbureaukratiets skuldre, og FS’ernes naivitet i.f.t. samme. Strejken blev et lærestykke i fagbureaukratiets metode. Da den gamle JBF-bestyrelse faldt og FS’erne tog over, startede der straks en smædekampagne, men endnu værre var det at DAF stoppede strejkeunderstøttelsen, og til den handling fik forbundet opbakning fra DsF. Allerede d. 3. januar 1912 inddrog DAF understøttelsen med den begrundelse, at når jord- og betonarbejderne havde nedstemt det forlig, der efter forbundets mening, var det bedst opnåelige i situationen, så ville man ikke længere støtte strejken.

Flere gange løb den gamle bestyrelse stormløb mod FS’erne, og truede sågar med at danne en alternativ fagforening – tilsyneladende afstemt med DAF på forhånd. Og endelig kunne den tidligere formand, Axel Olsen, meddele på gf. 18. februar, at DAF ville genoptage understøttelsen, hvis man skaffede sig af med den syndikalistiske bestyrelse.

Men FS var langt fra slået endnu. Det ser vi på i den næste del af denne serie.

Læs tidligere dele af denne serie:

Del I http://socialister.dk/lio-pio-internationalen-og-slaget-paa-faelleden/

Del II http://socialister.dk/serie-arbejderbevaegelsens-historie-del-2-revolutionsdebatten-i-socialdemokratiet-1875-1889/

Del III http://socialister.dk/storlockout-og-septemberforlig-1899/