Slavernes befrielse kunne altså ikke komme fra andre end dem selv. I sommeren 73 fvt. lykkedes det Spartacus og de ca. 70 andre gladiatorer at flygte fra deres fangeskab i Capua i det sydlige Italien med kødknive fra gladiatorskolens køkken.
Spartacus første sejr og udmærkelse som militærstrateg var, da hans slavehær overvandt en privatmilits på 3000 mand.
I stedet for at lade sig udsulte eller møde militsen i en meget snæver passage, besteg Spartacus’ hær vulkanbjerget Vesuv, og kom om på den anden side ved at kure ned på sammenflettede vinranker – og kunne overraske militsen i et bagholds angreb.
Først i efteråret 73 fvt. sendte senatet en hær på 10.000 mand efter ham. Men Spartacus besejrede også den, og det meste af Syditalien var nu i slavehærens hænder, og de indtog bl.a. havnebyen Thuri, hvor Spartacus trænede hans hær over vinteren. Hæren var nu på 70.000 frigjorte slaver heriblandt kvinder og børn, men også fattige bønder slog sig til hæren.
Efter at have rejst mod nord og alperne, drog Spartacus nu mod syd med en hær på 50.000 romerske soldater, ledet af Crassus, i hælene. De kom ned til Syditaliens spids til halvøen Rhegium, hvor Spartacus ønskede at krydse strædet til Sicilien, hvor de der kunne danne en ny fristat for de frisatte slaver. Men strædet var fuldt af tyrkiske pirater, som snød Spartacus, da de aldrig dukkede op med de skibe, som han havde betalt for.
Spartacus tropper bliver klemt fra flere sider i det sydlige Italien og ifølge romerske historikere døde op mod 100.000 slaver i disse kampe, heriblandt Spartacus. 6.000 slaver blev korsfæstet langs Via Appia der løb imellem Rom og Capua.
Fra republik til kejserrige
Det blev altså ikke slaverne og de fattiges revolter, der direkte skulle vælte republikken. Den rolle fik en rig aristokratisk general ved navn Julius Cæsar, der indledte et militærkup og satte sig selv på tronen, som kejser over Rom. Republikken var borte og et kejserige var født.
Men indirekte var det alle disse opstande, revolter og borgerkrige, der affødte ønsket blandt dele af befolkningen om en stærk hersker, der kunne skabe ro i Rom. De fattige hadede senatet og Cæsar formåede at forføre dem med krig mod dette og uddele masser af gratis korn.
Roms fald
Men Romerrigets grundlæggende modsætninger blev ikke løst med en kejser. I takt med at Rom vandt færre krige og kunne plyndre og underlægge sig nye områder, blev mængden af slaver også mindre og dermed dyrere. Nogle herremænd forsøgte at løse dette ved at lade slaver få børn, men det betød igen øgede omkostninger, imens de var børn.
Samtidig var den herskende klasses smag for luksus ikke blevet mindre, men romerne var ikke gode til at udvikle og særligt benytte sig af nye arbejdskraftbesparende teknologier i produktionen; de var jo vant til at arbejdskraften nærmest var gratis.
Sammenlignet med landbrug udgjorde handel og industri kun en tyvendedel af økonomien. De store byers funktion var primært administrative centre med ringe industri, en parasit på økonomien snarere end et innovativt og skabende element.
Skatterne steg for bønderne, og det betød en regulær flugt fra det hårde arbejde i marken, og love, der tvang bønderne til jorden, fik bare utilfredsheden over styret til at stige og lysten til at kæmpe for riget mod barbarer udefra til at falde.
Som modtræk måtte Rom besinde sig på lejesoldater og i det fjerde århundrede udgjorde de omkring 650.000 mand. Oven i det flyttede rigets center sig fra Rom i vest til Konstantinopel i 330, og gjorde den vestlige del svagere over for de forskellige barbarer.
Den ustabile situation og omkostningerne ved de mange krige tog mange ressourcer. De handlende var mindre villige til at drage afsted fra byerne, og byerne og de omkringliggende landsbyer begyndte i højere grad at samle sig om deres egne lokale herskere for at finde tryghed mod udefrakommende bander.
Desintegrationen af Romerriget og dets fald, kan altså bedre forstås ud fra de materielle omstændigheder end et pludselig moralsk forfald i en dekadent overklasse. De var dekadente og moralsk anløbne helt fra start.
