Amerikanske civilisationer før Columbus

I dette nr. af avisen vil vi præsentere Maya civilisationen, der allerede var en kultur i nedgang, da de spanske kolonisatorer satte deres fod i Amerika.

Billedet foroven viser pyramiderne i bystaten Teotihuacán på Yucatán-halvøen.

I næste nr. vil vi behandle aztekerne og inkaerne og besvare spørgsmålet om, hvordan de spanske besættere med relativt få soldater kunne underlægge sig så store og så avancerede kulturer på meget kort tid.

De første mennesker i Amerika

De amerikanske kontinenter er dem, der senest blev befolket, da mennesket ifølge den allernyeste forskning for omkring 36.000 år siden gik ind i landet Beringa, der på det tidspunkt var over vand, og bandt det nuværende Sibirien og Alaska sammen. Her var de indtil for 20.000 år siden, hvor de første gik sydpå og blev det genetiske ophav til alle nuværende, oprindelige folk på kontinenterne.

Ligesom alle andre folkeslag har de i størstedelen af tiden været nomadefolk, der undervejs har delt sig og vandret forskellige steder hen, hvor de kunne jage og samle, indtil opfindelsen af landbruget i området omkring det sydlige Mexico og det meste af det nuværende Mellemamerika (Yucatán-halvøen) samt et område centreret omkring det nuværende Peru forandrede vilkårene fundamentalt for dem, der boede der for mellem 4000-2000 år siden.

Yucatán halvøen går ud i den mexicanske golf. Halvøen var centrum for bystaterne. De store byer, der har eksisteret, er afbildet.

Den fastboende boform og skabelsen af et mere permanent næringsoverskud i form af korn betød også skabelsen af store lagerrum, der fik karakter af templer og pyramider, som man også så det i de gamle egyptiske og babylonske højkulturer. Og for præsteskabet i templerne betød det dels, at tegn på lertavler – for at holde styr på, hvad der kom ind og ud af templerne – udviklede sig til et talsystem og et skriftsprog – og dels at præsternes maver var fyldte, da størstedelen af befolkningen arbejdede som bønder, så præsterne havde tid og mulighed for at kigge indgående på stjernehimlen om natten, og studere månen og planeternes bevægelse og dermed udvikle en kalender.

At de kunne forudse sol- og måneformørkelser bidrog til opfattelsen af dem som hellige, ligesom at kalenderen kunne bruges til at afgøre, hvornår de forskellige afgrøder skulle sås.

De tidligste eksempler, vi har på en sådan kultur, er den noget mystiske Olmeker-kultur i Mellemamerika, som havde dens storhedstid omkring 1200-800 f.vt. Hvad der gjorde, at den gik til grunde, vides ikke helt, men den lever og udvikler sig sideløbende med den mere kendte Maya- kultur. Det er i Olmeker-kulturen, at man har fundet de tidligste tegn på bl.a. skriftsprog, keramik, boldspil og templer.

Maya-kulturen

Maya-kulturen var mærkeligt nok ikke et sammenhængende rige som mange andre store kulturer, der eksisterede sideløbende med Mayaerne såsom Teotihuacán- og Tolteker-kulturerne, men bestod af en mere løs samling af bystater med samme religion og et fælles lovsystem i området omkring Yucatán-halvøen med hver deres konger, der indgik i skiftende alliancer og perioder med dominans eller underkastelse.

Igennem en 3000 år lang historie udvikler de noget af den fineste malerkunst, skulpturer og keramik, et meget raffineret skrift- og talsystem, høj matematiske kunnen og en meget præcis kalender, der strakte sig frem til år 2012.

Blandt andet blev tallet 0 benyttet i matematikken, tidligere end nogen andre folkeslag og ca. 1000 år før europæernes brug af tallet, og vha. en form for kugleramme og nedskrivning af tal, kunne de administrere regnestykker med summer på flere hundrede millioner. Desuden havde de en ret avanceret lægevidenskab, hvor de bl.a. udviklede proteser og brugte narkose under behandling.

Maya talsystemet virker lige så godt som det arabiske 10-talssystem, det er blot anderledes. Dette er det ældste billede heraf fra 13. eller 14. århundrede
En gengivelse af maya’ernes 20-talssystem
Mayaernes kugleramme hed Nepohualtzintzin på sproget nahuatl. Der var forskellige typer: En af disse sad på armen og tillod hurtige beregninger. Der fandtes også bord-kuglerammer, hvormed man lave mere omfattende beregninger

En video om Nepohualtzintzin – mayaernes kugleramme. Man ser to forskellige typer. Spansk tale, men se billederne: https://www.youtube.com/watch?v=rl0TbxZ-AiU

Storhedstiden lå omkring år 200 til 900 og bestod af mere end 40 byer med et indbyggertal på mellem 5.000 til 50.000 – enkelte dog op mod 120.000 indbyggere. Byerne var inddelt i en række forskellige sociale lag, som dækkede over de religiøse og adelige, som hørte til i de øverste klasser, handlende og håndværkere, som tilhørte en form for middelklasse og endelig bønder og slaver, der sammen med middelklassen udgjorde omkring 90 % af befolkningen.

Tikal var en kæmpe by med 100.000 indbyggere. Her ses tempelområdet. Byens storhedstid var frem mod år 900.

Nedgang

Fra omkring år 900 begyndte folk at udvandre mod nord fra de forskellige bystater og efterlod de enorme, veludviklede byer til tidens tand, der gjorde dem til ruiner. Indenfor 50-100 år var det meste af det oprindelige Maya-rige forladt.

Nedgangen skyldes en kombination af tørke og udpining af jorden, kombineret med en voksende elite af præster, adelige og konger, der rivaliserede indbyrdes og dermed lagde beslag på en stadigt større del af det samfundsmæssige overskud (korn) uden en interesse i at udvikle nye arbejdsbesparende teknologier (bl.a. blev der aldrig brugt hjul eller trækdyr i landbruget), men der fandtes heller ikke andre klasser, der kunne udnytte splittelsen i de øvre klasser og gennemsætte en ny samfundsorden.

Så da de spanske kolonisatorer kom til Amerika, var riget langt fra dets storhedstid, og den sidste Maya-bystat Tah Itzá (eller Tayasal) faldt i 1697.