DKP havde som en del af navnet: ”Sektion af Kommunistisk Internationale” (KI). Det var ikke bare ord, det er væsentligt at have med for at forstå, den måde partiet fungerede på. KI var startet som et redskab for international revolution i 1919, men i takt med Stalins kontrarevolution i slutningen af 20’erne, skiftede den karakter fra et redskab for revolution, til et redskab for Sovjetunionens (SU) udenrigspolitik.
Den tredje ”sekteriske” periode
På KI’s 6. kongres i 1928, blev Stalins teori om ”den tredje periode” vedtaget. Kort fortalt var første periode det revolutionære opsving efter den russiske revolution, denne blev efterfulgt af en periode med kapitalismen reorganisering. Men nu gik udviklingen ind i en ny krise og det endelige revolutionære opsving. Derfor var tiden til direkte kamp ”klasse mod klasse”, og til det formål skulle de kommunistiske partier ”bolsjeviseres” – gøres til kloner af SUKP (SU’s Kommunistiske Parti) – og distancere sig fra alle andre, der per definition var kontrarevolutionære, og klar til krig mod SU, og dets ”lysende eksempel” for alverdens arbejdere.
En del af teorien var at se alverdens socialdemokratier som socialfascistiske. Hvorvidt teoriens ”vise fædre” selv troede på det eller ej, er underordnet. Resultatet var dels en sekterisme, der gjorde de kommunistiske partier utroværdige for mange arbejdere, og som bandt disse partier tættere til SU, og dels at denne anklagen alle andre for fascisme, førte til en undervurdering af den virkelige fascistiske fare.
Moskva griber ind
Det er på den baggrund at vi skal forstå DKP’s indtræden i 30erne, og det helt bogstaveligt. Den 17. december 1929 modtog DKP et ”åbent brev” fra KI, som blev offentliggjort i Arbejderbladet 3. januar 1930. Et kritikpunkt er en leder i Arbejderbladet af Thøger Thøgersen, hvor han havde skrevet: ”at der indenfor fagbevægelsen findes to socialistiske retninger, en socialdemokratisk og en kommunistisk.” Hvorved han undlod ”at afsløre det moderne socialdemokratis socialfascistiske væsen.” Andre kritikpunkter er at man ikke har startet organiseringen til bolsjevikiske bedriftsceller, eller indledt arbejdet med at opbygge den revolutionære fagopposition (RFO).
Thøgersen øvede selvkritik, og DKP gik i gang med at omstille sig, men der var flere problemer med KI’s krav. I 1929/30 var krisen ikke slået igennem i Danmark endnu. Et andet problem var kravet om bedriftscelleorganisering og om at følge ”Strassbourgteserne” (en noget skematisk anvisning på hvordan kommunister organiserer strejker), idet begge dele var udarbejdet til storindustri. Sådan var den danske industristruktur ikke i 30erne, men derimod præget af mange små virksomheder. Når det store flertal af virksomheder ikke havde over 6 ansatte, så er der ikke mange steder det er muligt at have bedriftsceller, og det samme gælder skemaet over valg af strejkeledelse på fabriksplan med delegerede for så og så mange ansatte.
Men krisen kom til Danmark, og arbejdsløsheden voksede. Det var et oplagt arbejdsfelt, og med Aksel Larsen og Martin Nielsen i spidsen (begge nyligt hjemvendt fra partiskole i Moskva) begyndte partiet en målrettet indsats.
Arbejdet blandt de arbejdsløse
De arbejdsløse gik til kontrol dagligt, hvilket lettede agitationen på kontrolstederne. I løbet af januar 1931, fik man skabt aktionsudvalg på de fleste kontrolsteder i København. Arbejdet vekslede mellem pres på kommunale hjælpekasser, demonstrationer og protester, og af og til at blokere for at arbejdsløse blev sat ud af deres bolig. Allerede 10. februar kunne man holde en konference med 150 delegerede fra 32 aktionsudvalg, som opstillede kampprogram og vedtog at demonstrere 25. februar.
I demoen deltog over 20.000, og succesen var så stor at man i de næste år fastholdt datoen som aktionsdag. Det var ikke kun en succes for arbejdsløshedsarbejdet, det styrkede også DKP, der voksede (mest i København). Ved en senere demonstration søgte politiet at forhindre Aksel Larsen i at tale. Det klarede han på en opsigtsvækkende måde, ved at leje en robåd, og tale fra den i Kanal.
Som nævnt talte Thøgersen i Nakskov, forud for forårets slag (del 9). Og i løbet af foråret hævdede DKP at have en afdeling i byen med 200 medlemmer. Det er nok overdrevet, men uden tvivl var partiets aktive indsats blandt de arbejdsløse stærkt medvirkende til gennembruddet.
Ved de arbejdsløses landskonference 31. januar 1932, var de 352 delegerede fordelt på 127 DKP’ere, 63 SD’ere og 162 partiløse. Også i forbindelse med retssagen mod lederne fra Nakskov, var partiet aktivt. Da sagen kom for Højesteret i 1932, var der stor demonstration ved Christiansborg/Højesteret.
Parlamentarisk gennembrud
Parlamentarisk bar arbejdet også frugt. De 3.656 stemmer i 1929 er vokset til 17.179 stemmer i november 1932, og de to første mandater til DKP. Staunings udtalelse på SD kongressen i 1931: ”Enhver kommunistisk spire, der herhjemme viser sig, bør kvæles i fødslen, som det samfundsukrudt den er”, var altså blevet gjort til skamme.
Sideløbende blev også opbygningen af RFO sat i gang. Det blev aldrig nogen videre succes. Ganske vist var der i fagforeninger og på arbejdspladser masser af SD’ere, der var kritiske, eller i opposition til Stauning-regeringens politik, men på grund af den voldsomt sekteriske linje, blev RFO aldrig andet end DKPs faglige arbejde sammen med en mindre gruppe sympatisører.
KI’s socialfascismeteori og ideen om ”enhedsfront fra neden”, var begge en del af problemet og baggrunden for sekterismen. ”Enhedsfront fra neden” afskærer muligheden for en reel kampenhedsfront. Når ethvert samarbejde med SDs ledere afvises, så kan det kun føre til at arbejderne skal have forladt SD før de kan/vil være med. En virkelig enhedsfront er derimod en åben ting, hvor det er konkret indsats i den fælles kamp, der afgør om det er reformisterne eller de revolutionære, der løber af med indflydelsen blandt arbejderne.
Ingen selvkritik
KI (eller DKP) gjorde aldrig virkelig selvkritik for ultravenstrelinjen, eller indrømmede at den var medvirkende til at Hitler kom til magten i Tyskland. Men op til KI’s 7. kongres i 1935 ændrede man på ny linjen, og introducerede i stedet ”folkefrontsstrategien”. Ligeledes katastrofalt, da man nu skulle underlægge sig ”progressive” borgerlige kræfter.
DKP spillede ud med opfordringer omkring enheds-/folkefront med SD, men blev totalt afvist. Det er dog forkert at lægge hele skylden hos DKP, men den tidligere sekterisme gav SD et godt argument, for at afslå noget som de absolut ikke ønskede. SDs linje var nærmere ”hvis de vil samarbejde, så kan de bare melde sig ind i SD”, ligeledes sekterisk.
Hvis ikke DKP havde været underlagt de mange skift fra KI, kunne det nok have været drevet til noget mere i 30erne. Medlemsmæssigt var der fremgang, og det var der også parlamentarisk. Fra folketingsrepræsentationen i 1932, til en fremgang til 27.135 stemmer i 1935 (ganske vist uden flere mandater) til 40.893 i 1939 og et ekstra mandat. Men det var nok partiets held, at sidstnævnte valg fandt sted i april, 4½ måned før Stalin pludselig indgik sin pagt med Hitler, og atter en gang gennemtvang en voldsom forandring af DKP’s politik. Disse pludselige (KI-dikterede) omskiftelser svækkede, sammen med sekterismen, partiets troværdighed, og det udgjorde derfor ikke et alternativ for de mange utilfredse SD arbejdere.
Alle tidligere del af historien om arbejderbevægelsen set med revolutionære øjne kan læses her http://socialister.dk/?s=Arbejderbev%C3%A6gelsens+historie&id=11655
