Billede tekst: Trods kold krig og atomfrygt førte tilslutningen til NATO til en hel del modstand. Foto: Arbejdermuset/ABA.
II verdenskrigs imperialistiske nye opdeling af verden var på plads. De nye modsætninger blev cementeret. Den Kolde Krig var gået i gang. Marshall-hjælpen var på vej ”over dammen”, og snart skulle også NATO opbygges. De fleste drømme om, at krigsafslutningen skulle indvarsle det gode liv for almindelige mennesker, var stort set væk.
I marts ‘46 holdt Churchill en tale, hvor han erklærede, at “et jerntæppe er gået ned gennem Europa”. Allerede i august ‘45 havde USA gjort det klart, at man ikke ønskede USSR’s hjælp til at afslutte krigen med Japan. Og for at sætte trumf på smed de to atombomber.
Folkene blev bildt ind, at nu skulle vi leve i fred og fordragelighed efter verdenskrigens rædsler. Men imperialismen var ikke fjernet, den havde blot fået nye ansigter.
Det gled ikke ubemærket hen over DK. Den Kolde Krig kom til at præge DK, og lå som en dyne over arbejderklassen i årevis. Mangelsituationen lettedes nok, men frem til 1958 var arbejdsløsheden på 9-10%. Og for at føje spot til skade sænkede Venstre-regeringen arbejdsløshedsunderstøttelsen – mest for ikke-forsørgere, der fik skåret 1/3. Fra 45-47 mistede yderligere 3.000 valgretten, da de som langvarigt arbejdsløse måtte søge kommunehjælp.
Et fald i antal strejker
Efter nogle år med høje strejketal faldt de drastisk. Fra kæmpetal på over 1 mio. og knap ½ mio. tabte arbejdsdage i hhv. 46 og 47 sker der et dyk til 8.000 i 48, 10.000 i 49 og under 5.000 tabte dage om året i 50-53.
Reallønnen var ganske vist steget siden ‘45, men der var et kraftigt efterslæb at indhente. Og så stagnerede den igen fra 1950. Desuden var de fleste lønstigninger begrundet i en stor produktionsforøgelse. I perioden 1948-56 voksede industriproduktionen med godt 30 %. Primært pga. rationaliseringer, tidsstudier og skiftehold. Det var alt sammen noget, som fagtoppen og Socialdemokratiet (SD) aktivt plæderede for.
Folkene blev bildt ind, at nu skulle vi leve i fred og fordragelighed efter verdenskrigens rædsler. Men imperialismen var ikke fjernet, den havde blot fået nye ansigter
Citat: Freddie Nielsen
Nu skulle DK’s økonomi udvikles, og det kunne kun gennemføres ved at rationalisere og øge produktiviteten, var deres argument. Mangen et tidsstudie er blevet iværksat og gennemført med fagbevægelsens hjælp, ikke sjældent til undren og direkte modstand blandt de arbejdere (medlemmerne), der blev udsat for det.
Tidsstudier blev brugt til at fastlægge akkordsatser for arbejdet. Alle delopgaver og bevægelser blev beskrevet og delt ind i småbidder, og så blev man udsat for tidsstudiemanden, der med sit stopur bestemte, hvor lang tid hver proces tog, og dette tidsræs dannede grundlag for aflønningen.
I 1950 kunne man læse i en leder i “Arbejdsgiveren”, DA’s organ: ”Hos de intelligente og ansvarsbevidste fagforeningspolitikere spores en voksende forståelse for, at skal fagbevægelsen undgå at grave sin egen grav … så må interessefeltet lægges om fra den traditionelle lønkamp til en indsats for større produktion.” Og videre skamrosning af fagtoppen.
Marshall-hjælp
Ud over stopuret kom der også et andet middel til hjælp for rationaliseringer: Marshall-hjælpen. USA havde med sit intakte produktionsapparat problemer med at få afsat nok af sin produktion til det udmattede europæiske marked. Samtidig kom Truman-doktrinen, der erklærede, at USA kunne gribe ind overalt i verden for at holde kommunismen stangen.
Marshall-hjælpen, der sendte millioner af dollars til Europas genopbygning, indeholdt to betingelser for modtagerne. 1. Ingen kommunister i regeringen, og 2. Ophævelse af begrænsninger på international handel. Det var altså ikke filantropi, derimod tjente det tre centrale formål: At skabe et marked for amerikansk industriproduktion, at binde Europa tættere til USA, og at holde kommunismen på afstand.
Da Marshall-hjælpen også blev tilbudt landene i USSR’s interessesfære i Østeuropa, førte det til, at Stalin/USSR foranstaltede kup og indsatte kommunistiske regeringer. Ikke at det nok ikke var sket alligevel, men det var en anledning. Og dette førte til en skærpelse af den Kolde Krig med udbredt frygt for en atomkrig.
I ‘48 udtalte Hans Hedtoft, SD-formand og statsminister: ”Jeg tror, at klicheen om det kapitalistiske samfund som årsag og forklaring på alt ondt er banal og uredelig”.
Når man har fulgt SD’s politiske udvikling, virker udtalelsen måske som en logisk følge. Men hidtil havde SD, med alle partiets politiske fejl og mangler, dog talt om en eller anden afskaffelse af kapitalismen og haft en grundlæggende kritik.
Hedtoft vælger side
Hedtofts udtalelse ligner måske kun en mindre tvist fra tidligere politik, men er udtryk for en mere udpræget accept af den fortsatte kapitalisme. Og så har den også en helt anden betydning. Med imperialismens inddeling af verden efter to hovedcentre, indbydes der nu til at følge den ene eller den anden.
Med sin dybe antikommunisme, sit nationalistiske ævl og sin store lyst til blot at administrere kapitalismen, vælger SD’s ledelse arbejderklassen fra til fordel for at alliere sig fuldstændigt med det ene imperialistiske center – USA. Og den første konsekvens er at give fuldtonet støtte til oprettelsen af NATO og dansk medlemskab.
Så i DK blev Marshall-hjælpen modtaget med kyshånd, og Hedtoft-regeringen forsøgte så vidt muligt at kanalisere mest muligt af hjælpen ind i at rationalisere og øge industriproduktionen. Især med henblik på eksport, frem for at øge forbrug og velfærd. Og så skal det måske lige nævnes, at NATO-kravene til oprustning slugte mere, end der blev modtaget i Marshall-hjælp.
Med sin dybe antikommunisme, sit nationalistiske ævl og sin store lyst til blot at administrere kapitalismen, vælger SD’s ledelse arbejderklassen fra til fordel for at alliere sig fuldstændigt med det ene imperialistiske center – USA
Citat: Freddie Nielsen
Da regeringen i 1950 måtte gå af, hed det sig at ”Hedtoft gled i smørret”. Det skyldtes, at den kom i mindretal på spørgsmålet om at opretholde smørrationeringen. SD’s politik gik i denne periode ud på at sikre industrien og begrænse forbruget.
Det gør DKP også
Men SD var ikke de eneste der med den Kolde Krig lagde politikken om. Det gjorde DKP også, blot med den forskel, at de deponerede deres politik hos den anden imperialistiske pol – USSR.
I 1943 havde Stalin uden videre nedlagt Komintern (den kommunistiske internationale), i et forsøg på at tækkes de vestlige allierede. Men det ændrede intet på det greb, som USSR havde om verdens kommunistpartier.
Siden midten af 1930’erne hed strategien folkefront. Den blev lanceret som et centralt våben mod fascismen, en kamp der måtte gå forud for alt andet, men i virkeligheden var den mere et værn imod socialistiske revolutioner af hensyn til de mulige vestlige allierede.
Men med den Kolde Krig og NATO blev strategien igen ændret. Og DKP, et af de mere Moskva-tro partier, fulgte den nye strategi til punkt og prikke. Hvor det før var centralt at skabe samarbejde med SD for enhver pris, blev højre-socialdemokrater nu en fjende, der skulle bekæmpes.
I Moskva havde man opfundet teorien om verdens deling i to lejre: Fredens lejr – USSR og de østeuropæiske lande, og imperialismens lejr – USA med allierede. Nu blev kommunistpartiernes primære opgave at sikre freden (altså i endnu højere grad at være udenrigspolitisk redskab for USSR), at forene arbejderklassen med ”fredens venner” imod imperialismen og dens højre-socialdemokratiske håndlangere.
Problemet var dog ikke den kraftige kritik af SD for opslutning bag imperialismen – det var en helt korrekt kritik – men at DKP selv havde gjort det samme overfor Sovjet-imperialismen.
Reelt betød det, at arbejderklassens interesser nærmest var valgt fra for begge de to store partier i arbejderklassen. Fra 1948 og, i hvert fald de næste 5 år frem, drejede alt sig om enten antikommunisme eller fredssagen.
De første 18 dele af serien om Arbejderbevægelsnes historie set med revolutionære øjne kan læses her
