Joe Biden er en skabning af to-parti statsapparatet. En kompromismager af temperament, uddannelse og politik. Han bruger konsekvent sine evner til at begrænse politik til at handle om hvad der gavner storkapitalen. Hans valgkamp skabte så lidt entusiasme, at han kun knap vandt over Donald Trump, hvis katastrofale tilgang til Covid-19 førte til at han havde opnået den højeste negative præsidentielle tillid siden præsident Richard Nixon trådte tilbage efter Watergate-skandalen i 1974. Imidlertid har Biden, siden han blev præsident, ikke blot annulleret nogle af Trumps mest ekstreme tiltag, men fået mange kommentatorer til at udtrykke overraskelse over de “progressive” nye forslag, han har fremsat.
Det rejser et afgørende spørgsmål. Hvor langt går disse forslag egentlig? Hvor stammer de fra? Og hvad betyder det for en periode med Biden som præsident? Blandt de begrænsede indrømmelser til venstrefløjen er grænserne for forslagene tydelige, og nogle af dem har han allerede trukket tilbage. Fremtiden vil vise, stillet over for disse gestuser, om de millioner, der var imod Trump, vil kæmpe for mere omfattende ændringer eller vente og se hvad der sker?
Mangfoldighed i valg af ministre men “business as usual”
Enhver forestilling om, at Biden hemmeligt havde planer om at dreje til venstre, er afkræftet af hans valg af ministre. På trods af megen snak blev ingen af de venstredrejede som Bernie Sanders, eller Elizabeth Warren, udpeget. Det kan nok være “den mest mangfoldige ministerrække” i historien, men den er stadig fyldt med folk fra det militærindustrielle kompleks og fra tidligere demokratiske regeringer.
Bidens valg af direktør for den nationale efterretningstjeneste er Avril Haines, den første kvinde i denne stilling. Hun arbejdede under Barak Obama som stedfortrædende CIA-direktør og var arkitekten bag droneangrebsprogrammet, og spillede en central rolle i tilsløring af amerikansk tortur.
Lloyd Austin, den første sorte forsvarsminister, er en tidligere general, der støttede invasionen af Irak i 2003 og hjalp med at træne de irakiske sikkerhedsstyrker, der er kendt for deres krigsforbrydelser i Mosul. Han er en millionær, der sad i bestyrelsen for den store våbenproducent, Raytheon Technologies.
Bidens udenrigsminister, Antony Blinken, arbejdede med både Clinton og Obama, og godkendt “humanitær intervention”, så længe det flugtede med amerikanske interesser. Han støttede Bushs krig mod Irak i 2003, Obamas intervention i Libyen i 2011 og Trumps bombning af syriske flyvepladser i 2017. Han sidder sammen med Lloyd Austin i bestyrelsen for Pine Island Capital, et private investeringsfirma, der handler indenfor forsvarssektoren.
Ron Klain, hans stabschef, har i årtier bevæget sig i svingdøren mellem Det Hvide Hus baglokaler og den private sektor. Han var en stor lobbyist og står i spidsen for et firma der arbejder med risikovillig kapital, ironisk nok kaldet Revolution LLC. Han er fremdeles fast besluttet på at tjene storkapitalens interesser.
Bidens venstreflanke
Da Biden blev præsident, fik han hurtigt USA til at genindtræde i WHO (Verdenssundhedsorganisationen) og Paris-klimaaftalen. Han har underskrevet bekendtgørelser, der ophæver mange af Trumps beslutninger, herunder forbuddet mod, at transkønnede gør tjeneste i USA’s militær samt indrejseforbuddet, der forhindrede folk fra mange lande med muslimsk flertal i at komme til USA.
Mere overraskende er hans annullering af klimadræberen, Keystone XL-rørledningen. Dette skyldtes mange års determineret protest og at det tiltrak verdensomspændende opmærksomhed, selv om flere lignende projekter fortsat bygges. Mere kompliceret er de omfattende forslag, der skal forhandles og vedtages i Kongressen. Hans plan for ren energi vil betyde en investering på 2 billioner dollars i løbet af hans første embedsperiode, hvis den kommer igennem uændret.
Selv om det ikke opfylder kravene fra de aktivister der kæmper for rettigheder på indvandringsspørgsmålet, så har Biden reageret med et lovforslag, der kan åbne op for en otteårig plan “vej til statsborgerskab” for 11 millioner mennesker i USA uden gyldige opholdspapirer.
Særligt ambitiøst er “American Rescue Plan” (genopretningsplanen, cly). Denne $ 1.9 billioner store Covid-19 hjælpepakke blev fremsat i Kongressen i februar. Dette omfatter fordeling af ”stimulus checks” på $ 1.400 til forbrug, og hundreder af milliarder dollars til udvidet arbejdsløshedsunderstøttelse, støtte til statslige og lokale myndigheder, samt støtte til små virksomheder og penge til skolegenåbning. Det giver også $ 160 milliarder til et længe ventet nationalt program for vaccination og testning.
Hvad ligger der bag Bidens politik?
Trump var en usædvanlig inkompetent, uforudsigelig og splittende præsident. For mange mennesker vil ethvert skridt i retning af selv et udbyttende og ustabil status quo, synes en lettelse i starten.
I den herskende klasse blev Trumps skattelettelser værdsat, men de foretrækker en stabil regering og en teknokratisk tilgang til Covid-19, så længe de stadig kan tvinge deres essentielle medarbejdere til at fortsætte med at arbejde. Biden udfylder denne rolle.
Hovedårsagen til Bidens pengeudpumpning, ligesom de større Covid-19 hjælpepakker under Trump, er de skiftende behov i storkapitalen. Roden til problemet er de lave gennemsnitlige profitrater under det lange opsving fra recessionen i 2008, og den Covid-19-relaterede økonomiske krise oveni. Efter regeringens indgreb i 2008 og 2020 er først finansielle, og nu en bredere vifte af virksomheder, blevet afhængige af statslig intervention. De har været nødt til at droppe deres neoliberale instinkter. Med renten nær nul, nyder big business godt af regeringens låntagning og massive udgifter til hjælpepakker, som en klassisk Keynesiansk stimuli til økonomien som helhed.
Det skal indrømmes at dette giver kun et midlertidig boost til økonomien, og ved at holde visse virksomheder oven vande, forlænger det bare problemerne med profitabiliteten. Men det er den løsning, de tror, de har brug for nu. Det er ikke overraskende at over 150 højtstående ledere i de store virksomheder har skrevet til indflydelsesrige folk i Kongressen og opfordrer til at Bidens plan vedtages. De betaler trods alt ikke for den.
De er også klar over, at for at få de stimuli, de har brug for uden forstyrrende indvendinger fra neden, bliver de også nødt til at accepterer noget hjælp til dem, det gør mest ondt på.
At kalde venstrefløj til orden
Som en overskrift i Financial Times avisen udtrykte det, “Bidenomics kan bevare støtte til kapitalismen.” Dele af den herskende klasse husker, hvordan, efter recession i 2008 og Obamas redning af Wall Streets banker, at Occupy Wall Street bevægelsen bragte folk på gaden og henledte opmærksomheden på den rigeste 1 procent af befolkning. Dette banede vejen for Bernie Sanders fænomenet, og væksten i Democratic Socialists of Amerika. Som Financial Times har skrevet, de store selskaber og de rige kan måske ikke lide alle dele af Bidens reformer, men de vil affinde sig med dem, så længe det ikke udfordrer markedet. Der er et håb om, at det “også kan afværge en større opgør længere henne.”
“Biden går balancegang,” sagde Robert Mann, en tidligere pressesekretær i Senatet. “Han har ikke råd til fuldt ud at skubbe den progressive fløj af partiet fra sig, men heller ikke råd til at blive set som den der giver dem mulighed for at sætte hans dagsorden.”
Politisk, indser mange, at den herskende klasse ikke kan slippe af sted med en ny redningen af storkapitalen, uden at noget bliver brugt til at hjælpe arbejderklassen. Men det er naturligvis ikke nær nok til at vende den stigende ulighed eller trække de fattige ud af fattigdommen, og mange, specielt nogle etniske mindretal og papirløse indvandrere, vil blive fuldstændig udeladt.
Som Biden beroligede sine rige velgørere under sin kampagne, ”intet vil ændre sig grundlæggende” Det er det minimum, der er nødvendigt for at opretholde stabiliteten, og hvor meget stabilitet der er behov for, vil der blive argumenteret med over for Kongressen.
En amerikansk redning?
I “American Rescue Plan” er checken på $1.400 til støtteberettigede allerede blevet udvandet fra det oprindelige løfte om $ 2.000 øjeblikkeligt. Biden har allerede skuffet ved at droppe den lovede stigning i mindstelønnen til $ 15 i timen, og afvise opfordringer til at annullere op til $ 50.000 i studiegæld gennem præsidentielle dekreter. En udvidelse af betalt sygefravær blev også fjernet fra lovforslaget, da det forlod Senatet, uden nogen reel indvending fra Biden. Det største problem med denne engangsudgiftspakke er, at de eneste reelle ændringer den indfører er til gavn for de rige.
Bidens plan har medtaget forslag fra de private sygeforsikringers lobbyvirksomheder, der overfører milliarder af dollars, via offentlige tilskud, til sygeforsikringsselskaber. Dette kan øge mængden af mennesker der er forsikrede, men fjerner ikke patienternes betaling for behandling, og er stadig betydeligt dyrere end statslige sundhedsprogrammer.
Profitter fastholder vækst i Covid-19
Enhver føderal vaccine udbredelsesplan er bedre end ingen, men udbredelse landet over ville nå meget længere ud hvis vi havde et nationalt sundhedssystem. Biden nægter at overveje dette spørgsmål, ligesom han har afvist opfordringer til at lave en Medicare for All national sygesikring.
Biden har heller ikke stillet sig sammen med de overbebyrdede sygeplejersker der via deres fagforeninger presser på for et obligatorisk minimums sygeplejersker-patient forhold, hvilket ville mindske dødsfald blandt Covid-19 patienter samt hjælpe sygeplejerskerne. Bemandingsniveauet er generelt værst på de private profithospitaler.
Bidens Occupational Safety and Health Administration (OSHA, arbejdsmiljøorganisation, cly) har opdateret sin vejledning omkring Covid-19 sikkerhed på arbejdspladsen, men ikke udstedt de regler, der blev bedt om fra fagforeningerne. Hans administration har også ignoreret opfordringer, fra fagforeninger og folkesundhedseksperter, om at stoppe Trumps praksis med ekstrem brug af Defence Production Act til at holde slagterier og kødproduktion i gang, selv når de viser sig at være epicentre for Covid-19 smitte.
Og mest synligt: Biden presser nu på for at åbne skoler over hele landet, før lærerne er vaccineret. Målet er at få forældrene tilbage i arbejde og skabe profit. Mens lærere i mange distrikter modsætter sig skole åbninger modtager Biden nu støtte fra ledelsen af de nationale lærerfagforeninger, der med rette fordømte et lignende pres fra præsident Trump.
En præsident, der bærer en maske og ikke tror Covid-19 eller den globale opvarmning er svindelnumre, kan være en lettelse i betragtning af, hvem der kom forud, men det betyder kun lidt, når profitterne fortsætter med at blive sat over overlevelse.
Klimaændringer
Mens Biden har fået USA tilbage til Paris-klimaaftalen (som er utilstrækkelig og ikke-bindende) har han gentaget mange gange, at han er imod “Green New Deal”, som er fremsat af progressive kræfter. Han lovede at stoppe nye boring på føderale jord – men det er mindre end 10 procent af produktionen. Hans administration har allerede i stilhed udstedt mindst 31 nye boretilladelser på ikke-føderal jord.
Hans velkomne aflysning af Keystone XL-rørledningen var et resultat af mange års dedikerede protester, som fik verdensomspændende opmærksomhed. Han har dog ikke annulleret tilladelsen til den lignende Line 3-rørledning, der stadig er under opførelse, eller gjort indsigelse mod den store Sentinel Mainstream offshore olieeksportterminal, der er planlagt i Golfen ud for Texas.
Biden er glad for at General Motors vil bygge en ny bilpark af elbiler (sammen med deres gas-slugende SUV’er), men han vil ikke mindske den amerikanske bilkultur og foretage de nødvendige masseinvesteringer i bæredygtig offentlig transport. Hvad Biden ikke vil gøre, er at indrømme, at hvad der er godt for General Motors – eller andre af de fossile brændstofselskaber – ikke er godt for verden. Det ville udfordre kapitalismen.
Nye fangelejre
Trumps familie adskillelse og anbringelse af børn i bure var en grufuldhed der blev følt over hele verden, men burene blev først brugt af Obama-regeringen, mens Biden var vicepræsident. Mens Bidens forslag til en 8-årig ikke-garanteret vej til statsborgerskab, som i sidste ende kan hjælpe mange, er det underliggende motiv økonomiens behov for stabil, men lavtlønnet, arbejdskraft. Og det kommer sammen med flere beføjelser til indvandringspolitiet. Biden har skåret ned på finansieringen af Trumps ineffektive grænsemur, men hans plan opfordrer til “omkostningseffektiv” gennemførelse af øget kontrol med den sydlige grænse ved hjælp af “smart teknologi“. Det kan være det bliver en mere smart, IT-styret politik – men bliver på ingen måde en mere human politik.
I dag er Immigration and Customs Enforcement’s (ICE) tilbageholdelsescentre stadig fulde af migranter, der er udsat for misbrug og Covid-19-infektion. Ethvert eftersyn af indvandringsloven bør lytte til migranter, der opfordrer til at “afskaffe ICE,” som er en særlig racistisk og aggressiv politistyrke etableret i 2003. I stedet har Biden udstedt nye retningslinjer, der giver ICE betjente øgede muligheder for at handle efter eget skøn under operationer, noget American Civil Liberties Union har kaldt “et skuffende skridt tilbage.” Biden har nu genåbnet tilbageholdelsesfaciliteter i Texas og Florida for uledsagede migrant teenagere.
Uafbrudt imperialisme?
I sin søgen efter at genetablere USA’s position og omdømme i verden har Biden undgået Trumps “America First” sætning med dennes fascistiske overtoner, men erstattet den med “Amerika er tilbage, klar til at lede verden.” Hans engagement i amerikansk dominans viser sig i hans støtte til amerikanske krige gennem hele sin karriere, herunder de seneste “evige krige.” Mens USA’s andel af verdens BNP (Bruttonationalprodukt) har været faldende over de sidste 50 år, og er ved at blive overgået af Kina og EU, har den amerikanske imperialisme måttet læne sig endnu tungere op ad sin uovertruffen militære magt.
Biden har været dybt involveret i den amerikanske imperialisme i Latinamerika, og er arkitekten bag Senatets “Plan Columbia“, og førende i “Alliance for Prosperity” som vicepræsident. Under dække af ”udvikling” og “krigen mod narkotika” blev regionen pålagte neoliberale økonomiske modeller, stigende fattigdom, ulighed og dødbringende politiundertrykkelse. Et af resultaterne var bølger af migranter, der forsøgte at nå USA og de militariserede grænser som skød op, i et forsøg på at stoppe dem.
Bidens udenrigspolitiske prioriteter er blevet beskrevet som “Kina. Kina. Kina. Rusland.” Hans team – herunder Finansminister Janet Yellen, Økonomi og Handelsministeren, Forsvarsministeren Lloyd Austin – har alle været stærkt kritisk over for Kina. Biden har udpeget en Kina kritiker, Ely Ratner til at lede en særlig Kina Task Force. Ligesom Obamas “fokus på Asien,” er Bidens administration parat til at bruge den “fulde vifte” af værktøjer til at forsvare USA’s interesser i regionen og åbne Kinas statsdominerede økonomi op for neoliberalismen.
Biden har altid været en “stærk tilhænger” af Israel og har bekræftet, at han ikke vil omstøde Trumps chokerende beslutning om at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem. Israel spiller en væsentlig rolle for USA’s imperialisme i regionen. Med Bidens egne ord: “Hvis der ikke var et Israel, ville vi være nødt til at opfinde et for at sikre, at vores interesser blev bevaret”. I overensstemmelse hermed har han konsekvent modarbejdet al kritik, da Israel bombede Gazastriben og udvidede ulovlige bosættelser i de besatte områder. Naturligvis vil Biden fortsætte med at give Israel den traditionelle 3.800 millioner dollars om året i ubetinget militær støtte, der finansierer alt dette. Palæstinensernes fortsatte lidelser er en del af Bidens ”status quo” politik.
Om Iran, hævdede Biden i sin valgkampagne, at han ville genindtræde i den atomaftale, der blev indgået under Obama, som Trump havde dumpede alt imens han indførte yderligere lammende sanktioner. Men håbet om en fredelig tilgang begynder at blegne. Hans udenrigsminister har meddelt, at sanktionerne ikke stopper lige med det samme, og overdriver, hvor tæt Iran er på at skabe en atombombe. Og nu har Saudi-Arabien bygget nye baser til amerikanske tropper, der kan bruges i krig mod Iran. Amerikanske B-52 bombefly fløj tæt på Iran over Den Persiske Golf, bare for at vise USA’s “evne til at indsætte sin luftmagt overalt i verden.” For nylig beordrede Biden amerikanske luftangreb mod faciliteter i det østlige Syrien, der blev brugt af iransk støttede militser, og der blev rapporteret 22 mennesker dræbt.
Mens Biden måske nok ønsker at bringe stabilitet tilbage til Mellemøsten, er det ikke en fredelige stabilitet. Han ønsker fortsat amerikansk dominans, der involverer økonomisk imperialisme, droneangreb og mulige krige.
Da præsident Trump bombede Syrien i 2017, gjorde Jen Psaki ret i at tweete: “Hvad er den juridiske myndighed for disse angreb? Assad er en brutal diktator, men Syrien er et suverænt land. Psaki er nu Bidens pressesekretær, og forsvarer Bidens brug af 500-pund bomber til at “sende et signal.”
Det er hvad man kan forvente af en magtfuld Washington politiker, men anti-krigsbevægelsen er nødt til at modsætte sig Bidens imperialisme og eventuelle nye militære angreb. Anti-krigsbevægelsen blev væsentligt svækket, da Obama kom til magten, og vi må ikke lade det ske igen.
Hvad ned venstrefløjen?
Nogle af “The Squad” (nyvalgte kongresmedlemmer på venstrefløjen af det demokratiske parti) har været stærkt kritiske overfor Bidens bombning. Men de har ikke kontaktet anti-krigsbevægelsen eller opfordret til protester.
Dette er et tilbagevendende mønster. Udtalelserne fra ”The Squad” er ofte spot-on, men de er et mindretal i Kongressen. Endnu vigtigere er det, at de desværre sidder i det Demokratisk Parti hvis strukturer blev opbygget til at begrænse krav fra arbejderklassen der kunne konfrontere konsensus om kapitalismens validitet.
Bernie Sanders har sagt, at han vil presse på for at få en minimumsløn på $ 15 i timen vedtaget i Senatet, men hverken han eller Alexandria Ocasio Cortez har opfordret til masseaktivitet uden for magtens korridorer.
Den fagforeningsstøttede kampagne “Fight for 15!” – der kritiseres for at være top-down, bureaukratisk og ikke forankret på arbejdspladser – har ikke desto mindre bragt arbejderne på gaden i protest. Dette satte fokus på problemet og hjalp til at presse flere stater til at vedtage love som vil hæve minimumslønnen til $ 15 over tid. Minimumslønnen er meget populær, og er støttet af 76 % af amerikanerne, herunder 60 % af republikanerne. Både Biden og Republikanerne i Kongressen, som er imod det, er dygtige til at manøvrer i kongressen. Vores magt derimod er på gaderne og på arbejdspladserne.
Og vi har lært, den lektier i tidligere kampe. Under republikanske George Bush, organiserede vi, “A Day without an Immigrant,” – en massestrejke blandt indvandrere. Og det hjalp til at standse et forfærdeligt anti-indvandrer lovforslag. Bevægelsen kunne være gået længere. Men under Obama blev bevægelsen svækket, og vi så masser udvisninger og ingen bevægelse i retning af at folk kunne opnå statsborgerskab. Vi kan ikke lade dette ske igen under Biden.
En kilde fra en NGO fortalte Politico at Biden regeringen havde “købt sig tid” ved ofte at tale med græsrodsledere i løbet af overgangen fra Trump til Biden. “Spørgsmålet er, hvor længe holder denne goodwill?” tilføjede de. Hvad der sker nu, afhænger mindre af hvad Biden planlægger end om bevægelsen fortsætter selvstændigt, og viser at det ikke kun er Trumpisme, der er problemet, men kapitalismens prioriteter.
Den voksende yderste højrefløj
Endelig, mens en venstrefløj har været voksende, så har den yderste højrefløj også, og den går ikke væk med Trumps nederlag. Fire år mere med nedskæringer og skuffelse om en demokratisk præsident, – som 70 procent af republikanerne siger fik jobbet illegitimt- vil være en opskrift for det yderste højre til at vokse. Venstrefløjen skal arbejde i langt bredere alliancer nu, for at konfrontere det yderste højre, når de forsøger at intimiderer lokale samfund og opbygge.
Men vi skal også dyrke den uafhængige, revolutionære venstrefløj. Vi kan ikke lade højrefløjen være det eneste alternativ til Bidens status quo. Uligheden bliver stadig større, og når Covid-19-krisen dør, vil klimakrisen stadig være med os. Drastiske ændringer er nødvendige, og det er indlysende, at Biden er ude af stand til at give os dem.
Eric Fretz er medlem af Marx21 i New York
Læs også:
http://socialister.dk/venstrefloejen-og-praesidentvalget-i-usa/
http://socialister.dk/aktioner-i-usas-arbejderklasse-imod-racisme-og-politivold/
