I juni 2019 skrev Marx21 US:
“På trods af den dybt reaktionære og vilde situation under Trump-æraen har vi set nogle meget opmuntrende udviklinger på venstrefløjen og i arbejderbevægelsen. De Demokratiske Socialister i Amerika (Democratic Socialists of America – DSA) er vokset med raketfart, og socialismens popularitet blandt unge er et tegn på de tektoniske skift, der sker i USA. Det faktum, at Det Demokratiske Parti, et af de to partier i den herskende klasse, nu har at gøre med et socialdemokratisk oprør inden for sine egne rækker, er meget sigende. Uanset begrænsningerne ved en sådan strategi viser det faktum, at det sker inden for Det Demokratiske Parti, klart den åbning, der findes for socialistiske og radikale ideer i USA.
Revolutionære har brug for at være i stand til at forholde sig til denne venstredrejning og ikke sidde på sidelinjen og blot påpege dets strategiske begrænsninger, men aktivt deltage i kampene og trække aktivister til venstre mod radikal, antikapitalistisk politik.
Samtidig har vi set en række lærerstrejker sprede sig som en løbeild i de “røde stater” (stater domineret af det Republikanske Parti) og vinde vigtige indrømmelser og sejre, som vi ikke har set i årtier. Ikke siden 1980´erne har flere arbejdere i USA strejket end i år. Det faktum, at en strejkebølge med meget høj deltagelse af kvinder kan sprede sig over USA og vinde, selv i disse mørke tider, siger meget om, hvad der er muligt for arbejderbevægelsen og venstrefløjen i dag.”
Democratic Socialists of America
DSA blev dannet i 1982 og var en af de største socialistiske organisationer i USA med omkring 5000 medlemmer. DSA har rødder i tidligere socialistiske organisationer i USA. Siden 2016 er de vokset eksplosivt og har nu 60.000 medlemmer organiseret i 200 regionale enheder.
Partiet har en “inside-outside-strategi” i forhold til parlamentarisk arbejde. Det betyder, at medlemmer kan arbejde indenfor og støtte det Demokratiske Parti eller udenfor og støtte andre partier, f.eks. De Grønne. Bernie Sanders’ kampagne for at blive nomineret som kandidat til præsidentvalgene i 2016 og 2020 er det nyeste eksempel på denne strategi, som både har boosted DSA og Bernie Sanders kampagne. Det kunne se ud som en åben og fleksibel strategi, men reelt er det en modsætning.
Det Demokratiske Partis historie og struktur har gentagne gange vist, at det ikke er muligt at fastholde et principielt politisk standpunkt efter en valgkampagne. Tværtimod er venstrefløjen og sociale bevægelser blevet mobiliseret, har undgået kritik af Demokraterne og derefter stået svagere over for den højredrejning, som satte ind efter valgkampen.
Knæfald for parlamentarisme
Denne glidebane har en lang historie. Værst under Bill Clinton, som fortsatte Reagans afvikling af den amerikanske udgave af velfærdsstaten. Seneste eksempel er antikrigs-bevægelsen, som under Bush talte hundredtusinder. Efter at have støttet Obamas valg i 2008 og betragtet ham som en allieret, gik antikrigsbevægelsen ned. Ikke fordi Obama indfriede sine valgløfter, tværtimod fortsatte han krigen i Afghanistan med endnu større kraft, men fordi Det Demokratiske Parti trak sin støtte tilbage og efterlod de øvrige aktivister demoraliserede tilbage.
Clare Lemlich, medlem af DSA og Marx21, påpeger: “Min opfattelse er, at det centrale spørgsmål for den amerikanske venstrefløj i dag ikke handler om, hvorvidt man skal arbejde indenfor eller udenfor Det Demokratiske Parti. Det handler om, hvorvidt man skal have fokus på parlamentarisk politik eller på opbygning af sociale bevægelser og klassekampen. Selvom forskellige dele af DSA og den bredere venstrefløj mener, at socialister skal forstå valg og valgkampe som taktiske spørgsmål, så foregår en stor del af debatten på den amerikanske venstrefløj om parlamentariske spørgsmål på en selvbegrænsende måde. For både “inside” og “outside” tilhængerne undervurderer klassekampen som grundlag for at opnå resultater.”
Hun forklarer endvidere, at det meste af venstrefløjen kastede sig ind i Bernie Sanders’ kampagne i 2016 og 2020 uden en “ikke-parlamentarisk” strategi for et nederlag. Det betød, at den revolutionære venstrefløj ikke, hverken før eller efter Sanders’ første kampagne, for alvor brugte sine kræfter på at bygge modstand i arbejderklassen eller de sociale bevægelser.
“Parlamentarisme eller abstentionisme er den tveæggede arv, som venstrefløjen står med i dag,” skriver Lemlich.
Bernie Sanders’ kampagne
Sanders’ kampagne i 2016 var det parlamentariske udtryk for den utilfredshed med skiftende regeringers nyliberale politik, som simrede under overfladen efter finanskrisen i 2008. Den voksende uligheden førte til Occupy Wall Street-bevægelsen i 2011. Mere end 13 millioner stemte på ham som præsidentkandidat, der ville beskatte de rige, så uddannelse og sundhed kunne være universelle goder for alle. Det var et kvalitativt skift til en venstre-socialdemokratisk politik. Sanders fik stor opbakning blandt unge vælgere, mange blev aktivister i hans kampagne, og kampagnen modtog enormt mange mindre, individuelle støttebeløb.
Kun én større fagforening, National Nurses United, støttede Sanders. Men han havde det største antal lokale fagforeningers støtte, og hans opstilling rejste debat i fagforeningerne om, hvilken kandidat man skulle støtte. Sanders blev opfattet som “outsider” – altså en, der ikke var en del af det politiske “establishment”. Det samme gjorde Trump. Og det var en stor overraskelse og et chok for alle, at han vandt.
Trump-æraen begyndte, og det skabte hurtigt stor modstand blandt kvinder og antiracister. Det fik også mange til at tilslutte sig DSA, som de næste par år voksede til 40.000 medlemmer og gjorde “socialisme” til en positivt ord i USA. Det var også i denne période, at “The Squad” – fire farvede kvinder ved navn Alexandria Ocasio Cortez, Ilhan Omar, Ayanna Pressley og Rashida Tlaib – blev valgt ind i kongressen. De var bl.a. med til at lancere Green New Deal-projektet. Sanders’ kampagne i begyndelsen af 2020 tegnede håbefuldt, for den byggede videre på de sidste fire års fremgang for venstrefløjen og fagbevægelsen.
Men Det Demokratiske Partis “establishment” satte en brat stopper for Sanders’ kampagne, da alle øvrige kandidater trak sig og støttede Joe Biden.
En revolutionær organisation er nødvendig – og mulig
Clare Lemlich stiller spørgsmålet, om DSA’s prioritering af det parlamentariske arbejde under Trump har styrket venstrefløjen. Hun mener, at det har styrket de socialistiske holdninger i USA, selvom der endnu ikke findes en udenomsparlamentarisk social kraft, som kan sætte politikken igennem.
Hun tilføjer, at med mindre der er en vedvarende social kamp, som overbeviser folk om deres egen styrke, så vil mange tage til takke med en “realistisk” kandidat som Joe Biden. Biden har så siden fremlagt et ret progressivt, grønt og antiracistisk program – nok prisen for at få støtte af Sanders, “The Squad” og de mange, som siden sidst i maj har været involveret i BLM-bevægelsen i USA.
Betingelserne for at skabe en organisation af revolutionære socialister med forbindelse til arbejderklassens kampe og de millioner af aktivister i Black Lives Matter-bevægelsen har aldrig været bedre.
Denne artikel bygger primært på: “Bernie Sanders, the DSA and the new US left” af Care Lemlich i International Socialism 167.
http://isj.org.uk/bernie-sanders-the-democratic-socialists-of-america-and-the-new-us-left/
Clare Lemlich er medlem af Marx21 US (Internationale Socialisters søster-organisaton i USA) og DSA.
