Billedetekst: Den igangværende revolutionsprocess i Sudan rejser det klassiske spørgsmål om reform og revolution. Foto: Socialist Worker
Det seneste årti har været fyldt med opstande, oprør og revolutioner over hele kloden. Og i hver af opstandene har spørgsmål om revolutionære strategier og mål været mere end abstrakte debatter. For de folkemasser, der skaber revolutionen, er disse spørgsmål om liv og død.
Nye og fortsatte opstande i Sri Lanka og Sudan kan trække på erfaringen fra 2010’ernes revolutionære bølger i Mellemøsten og Nordafrika. En ny bog, Revolution is the Choice of the People, af Anne Alexander, kaster lys over disse indsigter.
Den analyserer de betingelser, der skabte dem, de involverede sociale kræfter, hvordan de tabte, og hvordan de kunne have været vundet.
Hvad er en revolution?
Det er en bog om selve revolutionens proces, og den begynder med det mest fundamentale spørgsmål – hvad er en revolution?
Alexander tager udgangspunkt i de definitioner, som Vladimir Lenin og Leon Trotskij udarbejdede på baggrund af deres roller i den Russiske Revolution i 1917.
For Lenin opstår en revolutionær situation, når systemet gennemgår så dyb en krise, at det begynder at falde fra hinanden. Denne krise har sine rødder i et modsætningsforhold i hjertet af kapitalismen selv – mellem dem, hvis arbejde producerer samfundets rigdomme, og dem, der udbytter arbejdet for profit.
De, der sidder på magten, kan ikke længere herske, som de har gjort. Men helt afgørende må dem på bunden også have en følelse af, at de ikke længere er underlagt det hidtidige regime.
Dyb og grundlæggende forandring er en væsentlig bestanddel af revolutionen. Den kan f.eks. bringe forandring fra diktatur til et liberalt, kapitalistisk demokrati.
Men den kan også gå meget længere. Sammenstødet mellem udbytterne og de udbyttede kan udvikle sig til en kamp om, hvordan samfundet skal styres og organiseres. Udfaldet afhænger af, om arbejderne bruger deres magt til at afmontere det gamle samfund og opbygge et nyt selv.
Revolutioner begynder altid med reformkampen
Revolutioner begynder altid med krav om reformer, og det var også tilfældet i det arabiske og afrikanske forår.
Ofte var det de mennesker og politiske kræfter, der blev styrket af de indledende revolutionære udbrud, der senere ønskede at inddæmme dem og begrænse forandringen.
For Lenin opstår en revolutionær situation, når systemet gennemgår så dyb en krise, at det begynder at falde fra hinanden. Denne krise har sine rødder i et modsætningsforhold i hjertet af kapitalismen selv – mellem dem, hvis arbejde producerer samfundets rigdomme, og dem, der udbytter arbejdet for profit.
Citat: Nick Clark
I Mellemøsten og Nordafrika kom disse reformistiske strømninger til udtryk i mange forskellige politiske former, både islamister, liberale, nationalister og socialister. De var ofte ledet af elementer fra middelklassen, som havde deres egne klagepunkter over for de gamle regimer.
Denne reformisme betød blandt andet katastrofale forhandlinger og aftaler, der bibeholdt militæret i magtfulde nøglepositioner. I både Egypten i 2011 og Sudan i 2019 betød dette, at man lod generalerne sidde på meget direkte roller i regeringerne. Begge steder skulle generalerne snart starte blodige kup.
De nye regeringer lod generalernes magt stå uberørt, fordi de ønskede at bevare og administrere den eksisterende stat. Alexander opridser generalernes meget direkte involvering i økonomien og industri:
Op gennem 1970’erne og 80’erne gav reformer, der åbnede økonomierne i Mellemøsten og Nordafrika op for det frie marked, anledning til, at USA kunne få foden indenfor. I mange tilfælde endte privatiserede industrier med at blive administreret af statsbureaukraternes nære slægtninge. Og i Egypten opbyggede militæret en portefølje af private forretninger, der var centrale i landets økonomi.
Staten er et instrument for den herskende klasse
Alexander viser, hvordan dette demonstrerer Lenins pointe om, at staten er et instrument for den herskende klasse. Den faciliterer ikke blot profitmaksimering for ”egne” kapitalister. Den er også et undertrykkelsesværktøj, der beskytter systemet mod oprør fra neden. Det betyder, at snarere end at gå efter reformer inden for den eksisterende stat, må revolutionære bevægelser konfrontere den.
Alexander vender tilbage til Lenin og Trotskij og de teorier, de udviklede om “dobbeltmagt” og ”permanent revolution”. Dobbeltmagt beskriver den situation, der opstår, når arbejdernes egne former for organisering, opbygget under revolutionen, bliver en direkte udfordring af den kapitalistiske statsmagt.
Permanent revolution er den proces, der skaber mulighedsbetingelserne for, at en sådan udfordring kan opstå. Mens den revolutionære bevægelse udvikler sig, skaber den udfordringer, der trækker folk fra arbejderklassen henimod at overskride de indledende krav om reformer.
Dobbeltmagt beskriver den situation, der opstår, når arbejdernes egne former for organisering, opbygget under revolutionen, bliver en direkte udfordring af den kapitalistiske statsmagt.
Citat: Nick Clark
Organer såsom arbejderråd eller revolutionære komiteer begynder som organisationsformer under demonstrationer eller strejker. De kan begynde at påtage sig den svækkede kapitalistiske stats funktioner. De er dog ikke blot en erstatning for den kapitalistiske stat, men en opposition til den. De forener arbejderklassens politiske og økonomiske krav i en revolution. Og de udgør basis for et nyt samfund baseret på arbejdermagt.
Den permanente revolution
Den permanente revolution beskriver som begreb også, hvordan de svage led i det gamle system giver plads til, at revolutionære bevægelser kan sprede sig på tværs af grænser. Alexander beskriver, hvordan revolutionerne i Mellemøsten og Nordafrika var forbundne gennem regionalt betingede uligheder og konsekvenserne af nyliberale reformer på tværs af landegrænser.
De revolutionære bevægelser, som Alexander fokuserer på i bogen, havde alle mindst et potentiale til at udvikle sig i en proces af permanent revolution eller at producere former for arbejdermagt. I Egypten og Tunesien drev arbejdere organiseret i fagforeninger revolutionen fremad – og forenede de politiske og økonomiske krav.
Men i Tunesien lykkedes det aldrig arbejderne at bryde løs fra fagbureaukratiet, der gerne ville forhandle med den siddende regering. I Egypten åbnede demonstrationerne i gaderne og pladsbesættelserne også muligheden for, at arbejdere kunne strejke. Og dog formåede revolutionens to grene ikke at overvinde splittelsen i deres politiske og økonomiske krav.
Det revolutionær partis afgørende rolle i revolutionen
Alexander mener, at hvis man skal kunne overvinde alle disse forhindringer og skubbe arbejdernes organisering videre i den permanente revolutions proces på vejen mod at kunne konfrontere staten, må man have et revolutionært parti. Et sådant parti eksisterede i Egypten. De Revolutionære Socialister forsøgte tappert at samle revolutionens forskellige tråde. Men som en af aktivisterne fortalte Anne Alexander: ”Problemet var – og det var et problem med hele revolutionen som sådan – at vi ikke var klar til at udvikle bevægelsen. Men staten var klar.”
I Sudan er modstands-komiteer blevet storslåede organisatorer for revolutionen, men er også begyndt at udvikle deres egne regeringsplaner. Det er et tegn på, at den revolutionære proces, der begyndte i 2011, ikke er slut. Og opstanden i Sri Lanka viser, at den samme form for oprør kan bryde ud på baggrund af lignende forhold som for ti år siden.
Hver af disse opstandes succes afhænger af, om arbejderklassens folk er i stand til at stå fast på deres egne krav i bevægelsen – og om de har organiseringen til at kunne gøre det.
Bogen kan købes på modstand.org og koster 150 kr. plus forsendelser.
