Den 20. september strejkede og demonstrerede 4 mio. i 150 lande i hele verden, og den 27. september strejkede og demonstrerede 2 mio. mennesker i adskillige lande.

Med 6 mio. deltagere er der tale om en af de største demonstrationer overhovedet nogensinde: Den absolut største var protesterne mod krigen i Irak i 2003, hvor ca. 15 millioner (eller mellem 8 mio. og 30 mio. … ) deltog https://en.wikipedia.org/wiki/15_February_2003_anti-war_protests I efteråret 1983 demonstrerede 3 millioner i Vesteuropa imod opstillingen af atomvåben https://en.wikipedia.org/wiki/Anti-nuclear_protests

For første gang siden “skolestrejkerne for klimaet” begyndte for et år siden på Greta Thunbergs og #FridaysforFuture’s opfordring, har unge i vidt omfang fået fat på deres forældre og fået dem med ud på gaden. Fagforeninger med tilsammen millioner af medlemmer mobiliserede til klima-strejken. Talrige mennesker forlod deres arbejdspladser og tilsluttede sig de unges demonstrationer fredag den 20. september.

Historisk store demonstrationer i Tyskland og Storbritannien den 20 sept

I Tyskland var der 575 demonstrationer og tilsammen 1,4 mio. demonstrerende: 270.000 demonstrerede i Berlin, 100.000 i Frankfurt, 100.000 i Hamborg, 70.000 i Köln, 40.000 i München og 40.000 i Hannover, 40.000 i Bremen og tusinder i mange andre byer. Alle steder kom langt flere end forventet. Angela Merkel-regeringen kunne så absolut føle presset og annoncerede lige op til demonstrationerne en ny klimalov, der skal bruge 50 mia. euro til at nedbringe CO2-udledningen frem til 2030. Tidligere i januar 2019 har Tyskland vedtaget en “kul-exit”, der skal udfase brugen af stenkul og brunkul frem til 2038, dvs. over 20 år. Men det tog ikke vinden ud af sejlene på klimabevægelsen, som mener, at “kul-exit’en” og de andre tiltag kommer for sent og sker for langsomt. Fagbevægelsen var splittet, idet metalarbejderforbundet IG Metall samt forbundet for minearbejdere, kemi og energi gik imod, mens forbundet for offentligt ansatte m.m. Ver.di gik ind for det.

I det Brexit-splittede Storbritannien var der ca. 200 demonstrationer med ca. 300.000 til 350.000 deltagere, de største miljø-demoer nogensinde i landet. I London gik 100.000 på gaden. Tidligere på året har det britiske parlament vedtaget en “klima-undtagelsestilstand”, men for mange politikere er det udelukkende tomme løfter: Således nægtede den konservative undervisningsminister Nick Gibb at give skoleeleverne fri, så de kunne demonstrere. – Lederen af Labour, Jeremy Corbyn, tilsluttede sig derimod de unge og talte i London til demonstrationen om behovet for en “grøn industriel revolution”.

I Frankrig måtte klima-demonstrationen i Paris med mindst 15.000 deltagere afbrydes, da 7.500 stærkt voldelige politifolk forfulgte de såkaldte “sorte veste”, der havde deltaget i de “gule vestes” demonstration imod massiv fattigdom, arbejdsløshed og angreb på pensionsrettigheder. De “sorte veste” løb ind i klima-demonstrationen for at søge ly, og uden skrupler affyrede politiet tåregas imod dem ind i demonstrationen.

I det kul-producerende Polen – hvor højre-regeringen er stærkt imod enhver tale om klimaforandringer – demonstrerede et betydeligt antal i Warszawa.

Demonstrationer i 150 lande

I USA demonstrerede 250.000 i New York og tusinder af andre i Washington D.C., Boston, Miami og San Francisco. Greta Thunberg holdt en tale for de vældige forsamlinger – dagen før FN’s klimatopmøde, hvor hun også talte til hele verdens ledere. Et par dage forinden havde den 16-årige skolepige holdt tale som en statskvinde i USA’s kongres, hvor hun forlangte, at den brød med den hidtidige laden-stå-til og handlede aktivt imod klima-forværringen.

I USA var der 1.000 arrangementer, og alt i alt er der tale om meget betydelige mobiliseringer overalt i landet.

Greta Thunberg taler den 20 sept til en kæmpe klima-demonstration i New York

I Bolsonaro’s Brasilien, hvor de store påsatte skovbrande i Amazonas har gjort opmærksom på denne trussel mod klimaet, gik unge i Rio de Janeiro, São Paulo og hovedstaden Brasília på gaden i protest.

I Mexico City sang de demonstrerende i kor: “Se ve, se siente / la tierra está caliente” – “Du ser det, du føler det / Jorden bliver varmere”.

Der blev demonstreret i 150 lande verden over – hvert sted med sin tillægs-dagsorden: På øerne i Stillehavet drejede det sig om havets stigning, der permanent vil sætte mange ø-samfund under vand. Der blev derfor aktioneret i en hel stribe ø-stater. – I Sydafrika var gift-affald i fokus, I Indien plastik-affald og luftforurening, Australien udvindingen af kul og i Argentina et nej til at modtage affald fra rige lande i Nord.

I Australien havde den australske finansminister Mathias Cormann dagen før demonstrationen sagt, at eleverne skulle følge undervisningen i stedet for at strejke. Australien er verdens største eksportør af kul og flydende naturgas (LNG), og denne forretning skulle nødigt gå tabt … Men det blev trodset af 300.000 ved 100 demonstrationer. Et stop for opførelsen af den nye Adani-Carmichael kulmine i delstaten Queensland blev også krævet. Således er klimaet blevet et kæmpe-spørgsmål i Australien – og en betydelig trussel mod big business. I Melbourne demonstrerede 100.000, i Sydney 80.000 og tusinder af deltagere i en stribe byer.

80.000 strejkede og demonstrerede i Sydney

I Japan blev der demonstreret i et dusin byer. – I Kina, verdens største CO2-udleder, havde myndighederne forbudt demonstrationer. Det samme i Rusland, hvor modige aktivister ikke desto mindre brød forbudet i 30 byer. – I Indien – der lider under kraftig luftforurening – blev der demonstreret i New Delhi. I Thailand var klima-demonstrationen i Bangkok rettet imod den kolossale plastik-forurening.

Gigantiske demonstrationer den 27. september i Canada

Det menes, at op imod en million demonstrerede i Canada i 85 byer.

Montreal i Canada er en by, der er en anelse større end Storkøbenhavn. Hvor der i København kom 5.000 til demonstration, var tallet i Montreal 500.000. Montreal ligger i den fransktalende delstat Québec, og derfor sås både franske og engelske demonstrationsskilte i det kolossale menneskehav. Greta Thunberg talte til demonstrationen og var overvældet over størrelsen. – I Vancouver demonstrerede 100.000.

Da Montreal og delstaten Québec er fransktalende, var der både fransk-sprogede og engelsk-sprogede skilte i demonstrationen: “Havet stiger – ungdommen rejser sig”

Canada er et af de lande i verden, der har den største CO2-udledning pr. indbygger, og landet producerer olie fra bl.a. tjæresand.

De kolossale menneskemængder i Montreal

1 million demonstrerede i Italien den 27. sept.

Der blev strejket og demonstreret i 180 byer i Italien https://www.repubblica.it/cronaca/2019/09/27/news/clima-237064333/?ref=RHPPLF-BH-I237047295-C8-P2-S1.8-T1&refresh_ce

I Rom gik 200.000 på gaden, i Milano 150.000, i Torino 50.000 og det samme i Napoli, og 20.000 i Bologna.

3,5% af New Zealands befolkning gik på gaden

170.000 deltog i historisk store demonstrationer i 40 byer.

…. dog ikke i Danmark

I København deltog 5.000, Aarhus 1000, Odense 300, Aalborg 500 i klimastrejken. Men der var klimastrejker af forskellig størrelse i 20 byer, så alt i alt deltog 8000. Altså meget beskedne tal i forhold til tidligere klimastrejker i Danmark og i forhold til resten af verden.

Tilbage den 15. marts havde skolestrejkerne for klimaet været en stor succes. De borgerlige nyhedsmedier kunne ikke ignorere dem eller tale nedladende og hånligt om dem, og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen følte sig presset til at bevæge sig ud på Christiansborg Slotsplads og tale til de tusinder af unge. Det gav genlyd i de borgerlige medier.

Op til folketingsvalget den 5. juni accelererede klima-spørgsmålet til at blive det største blandt vælgerne. I løbet af ganske kort tid gjorde det sig så massivt gældende, at selv de sorteste partier i “blå blok” pludselig blev nødt til at forholde sig til det.

Klima-spørgsmålet var et af de helt store temaer, som fik vælgerne til at ønske sig en ny regering. Og efter valget følte den nye Mette Frederiksen-regering sig åndet så stærkt i nakken, at den sammen med støttepartierne fik aftalt en ny handlingsplan for klimaet.

Udviklingen har medført, at de borgerlige medier er begyndt at skrive og berette om klimaet på en helt anderledes måde, der er meget forskellig fra tidligere, og nu går der næppe en dag, uden at spørgsmålet er fremme.

Danmark er et af de lande i verden, hvor den vedvarende energi udbygges mest, og hvor der næsten dagligt tales om udfasning af fossil energi. Havvindmølleparkerne udbygges kraftigt – Horns Rev 3 i Vesterhavet er netop blevet indviet og snart følger Kriegers Flak i Østersøen.

I Danmark er den generelle klima-politiske situation karakteriseret ved, at regeringen og deres støttepartier arbejder hen imod deres klimamål. Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale kræver stop for nye aftaler om Nordsøolien. Dansk Industri og Pensionskasserne præsenterer prangende klimaplaner, ja selv skibsfarten iklæder sig nu de grønne farver.

Samtidig er der imidlertid meget få kræfter, som udfordrer den opfattelse, at Danmark er et foregangsland og på rette spor; og endnu færre, som kaster kræfterne ind i at mobilisere og organisere til klimastrejkerne.

Konsekvenserne

Det betyder, at der kun bliver lagt et meget beskedent parlamentarisk pres på regeringen og folketinget for at stoppe olie-udvindingen i Nordsøen – og derfor sker der ikke noget håndfast: Det ville ellers være oplagt at stoppe Nordsø-udvindingen nu, nu hvor Tyra-feltet og 90% af den danske gas-udvinding er ved at blive lukket ned, fordi de gamle produktions-platforme skal skrottes, idet de skal afløses af nye for 21 mia. kr.

Tyra-feltet lukker ned: Hvorfor ikke lukke det permanent?

Det betyder, at der ikke bliver lagt nævneværdigt pres på regeringen for at gribe ind mod landbrugets massive udledning af drivhusgasser.

Det betyder, at kraftværker, cementfabrikker og varmeværker kan afbrænde vældige mængder træflis, der helt forkert beskrives som “CO2-neutralt”.

Og det betyder, at dansk erhvervsliv uhindret kan importere varer som stål og plastik, der er fremstillet sammen med en massiv CO2-udledning i de lande, hvorfra det importeres.

Aktiviteter kloden rundt

Unge fra et indfødt folk i Quezon City på Philippinerne demonstrerer med skilte på deres eget sprog og engelsk

Fra Frankrig til Philippinerne
Fra Argentina til Afghanistan
Fra Serbien til Solomon Øerne i Stillehavet
Fra Belgien til Bangla Desh

På samme tid i 150 lande har millioner aktioneret. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det fantastisk!

Dette faktum, at så mange millioner har aktioneret i så mange lande, er kun blevet strejfet forbigående i de danske borgerlige mainstream-medier.

Et af de ganske få medier, der systematisk har opsamlet demonstrationerne i alle 150 lande, er Wikipedia: September 2019 climate strikes
https://en.wikipedia.org/wiki/September_2019_climate_strikes

I København i Danmark kom der 5.000 – men i Luanda i Angola den 22. sept. kom der 40.000 !

Videoer af de verdensomspændende protester (de største kommer først)

Hele verden rundt: En opsamling foretaget af avisen The Guardian på demonstrationerne verden rundt den 20 sept

Montreal den 27. sept. – 500.000

Klimastrejker i Canada den 27. sept. – 1 mio.

Berlin den 20. sept – 270.000

Rom den 27. september – 200.000

Milano den 27. sept. – 150.000

New Zealand den 27. sept – 170.000

London den 20. sept – 100.000

Sydney den 20. sept – 80.000

Warszawa den 20 sept

Madrid den 27. sept

Lissabon den 27. sept

Haag, Hollands regeringsby – 15.000 til 30.000