I år er det 100 år siden, den tyske skole for arkitektur, design og kunst startede op i 1919 – og fik en epokegørende indflydelse på det 20. århundrede. Bauhaus havde et stort ønske om at udforme boliger til arbejderklassen – men efter 2. Verdenskrig endte skolens impuls desværre med primært at være for de rige. Her vender vi imidlertid tilbage til Bauhaus’ oprindelige tanker.
Bauhaus er født ud af opgøret med det tyske kejserrige, som gik under i den tyske Novemberrevolution 1918 – 19. Her trådte den tyske arbejderklasse frem for allerførste gang – og her opstod ønsket hos mange radikale om at gøre op med den hidtidige borgerlige kultur og den måde, som kapitalismen byggede boliger på. Ikke alle Bauhaus-folk var revolutionære, men de fleste ønskede at gøre noget for arbejderklassen. Derfor var skolen da også en torn i øjet på alle reaktionære. Nazisterne lukkede den i 1933, og de mest kendte Bauhaus-folk måtte flygte.
På mange måder var Bauhaus’ kunst, arkitektur og design så radikalt anderledes, end hvad man hidtil havde kendt, at det i høj grad udviklede sig til, at det desværre mere var en velhavende avantgarde, der tog det til sig. Herved blev det til ny kunst og nyt byggeri for de rige, der således kunne profilere sig. Et eksempel er arkitekten Arne Jacobsen i Danmark.
Bauhaus-impulsens betydning for de velhavende feinschmeckere præger fuldstændigt 95% af alle bøger og hjemmesider om emnet – hvorimod Bauhaus’ betydning for arbejderbevægelsen er næsten ukendt.
I 1933 blev Bauhaus splittet ad ved nazisternes magtovertagelse, og mange Bauhaus-folk måtte flygte. Nogle af de mest toneangivende kom til USA – og her endte de med at blive arkitekter for de rige samt for store koncerner. Efter 1945 udviklede den såkaldte “internationale stil” sig, der var ret kraftigt påvirket af Bauhaus – men på en mere neddæmpet måde. Den “internationale stil” bredte sig fra USA, og kom ikke mindst til at præge store selskabers prestigebyggerier i 50’erne og 60’erne. Således udviklede den sig til stilen for de store skyskrabere – f.eks. spiritus-firmaet Seagram i New York. Berømte eksempler er FN-bygningen i samme by og Brasiliens nye hovedstad Brasilia med parlamentet. Danmarks Nationalbank samt SAS Royal Hotel i København tegnet af Arne Jacobsen er markante eksempler på denne stil i Danmark.
Denne udvikling, der primært blev til gavn for velhavende enkeltpersoner og de store virksomheder, var imidlertid overhovedet ikke det, som Bauhaus havde ønsket – tværtimod!
Meget anderledes arbejderboliger
Den kommunistiske Bauhaus-arkitekt Ernst May tegnede et rækkehusbyggeri i Frankfurt am Main. Det blev færdigt i 1928. Her indrettede den ligeledes kommunistiske arkitekt Margarete Schütte-Lihotzky et køkken, der i ét og alt rettede sig efter arbejdernes behov – “Frankfurter-køkkenet”. Det er et af de første køkkener, der er forberedt til at blive fremstillet industrielt, således at kvaliteten kunne blive max og prisen minimal.
Ideen var, at køkkenet skulle være praktisk, således at de daglige rutiner kunne afvikles lettest muligt. Ligesom byggeriet i Dessau-Törten (se nedenfor) var det imidlertid tilpasset den fremherskende kønsopdeling, hvor arbejderkvinderne stod for arbejdet i køkkenet. Det fulgte dermed ikke de radikale ideer, som Alexandra Kollontai og Inessa Armand i Sovjet-Rusland havde fremført, nemlig at arbejderkvinden skulle befries fra det daglige slaveri ved at indrette kollektiv bespisning og børnepasning – med det sigte at frigøre kvinderne fra undertrykkelsen i familierne. Så vidtgående var Ernst Mays bebyggelse i Frankfurt ikke, og det præger da også Margarete Schütte-Lihotzkys køkken, der “kun” har lettelsen af arbejderkvindens daglige arbejde i fokus.
Desværre lykkedes det ikke at gøre rækkehus-bebyggelsen så billig, at almindelige arbejdere kunne få råd til en bolig her. Det havde imidlertid så absolut været den kommunistiske arkitekts klare hensigt.
I dag er en bolig i bebyggelsen indrettet som museum, og heri er det oprindelige “Frankfurter-køkken” blevet genskabt.
En video med fokus på boligens og køkkenets indretning og stil https://www.youtube.com/watch?v=5-DnyOZzyTc
Se mere om huset og køkkenet (på tysk) https://ernst-may-gesellschaft.de/mayhaus/frankfurter-kueche.html
En ny type boliger til arbejdere
I Dessau, 125 km sydvest for Berlin, ledede arkitekten Walter Gropius i 1926 opførelsen af en arbejderbebyggelse i bydelen Törten, der var helt anderledes end alt andet: I stedet for tætpakkede lejekaserner i flere etager uden lys og luft, var der tale om et tæt-lavt byggeri af rækkehuse.
Walter Gropius søgte at tage udgangspunkt i arbejderfamiliernes behov: Han ønskede at skabe et design, hvor funktionen var i fokus og funktionen skulle vise sig i formen. Han ønskede at bygge industrielt, således at arbejderne ville kunne få boliger i max kvalitet til en minimal pris. Men i stedet for, at støbeformene og byggekranerne skulle komme til at bestemme udseendet, arbejdede han kunstnerisk med at skabe en helt ny æstetik, således at de præfabrikerede boliger kunne blive spændende. Samtidig tog arkitekturen og æstetikken udgangspunkt i arbejderboligernes funktion. Bauhaus fik stor betydning for funktionalistisk arkitektur og design, også selvom de ikke skabte begrebet “form og funktion”.
Opgaven lykkedes ikke helt i Dessau-Törten, idet der blev begået bygningstekniske fejl, ligesom byggeriet – trods ønsket om det modsatte – endte med at blive for dyrt.
En bolig i Dessau-Törten, “Haus Anton”, er blevet ført tilbage til den oprindelige tilstand og åbnet som museum.
Besøg det store Bauhaus-museum i Dessau (på engelsk): https://www.bauhaus-dessau.de/en/index.html
“Folkets behov i stedet for luxus-behov”
I årene 1927 – 30 var den schweiziske arkitekt Hannes Meyer direktør for Bauhaus. Da han var kommunist, har han i en lang periode nærmest været tiet ihjel i Vesttyskland og i de “fine” kunsthistorier. Det blev ikke bedre af, at han – efter at være blevet fyret – i 1930 tog til Sovjetunionen, og senere måtte leve i eksil i Mexico.
I 1929 – 30 ledede han og et arkitekt-kollektiv opførelsen af boligblok-bebyggelsen Laubenganghäuser i Dessau-Törten. Her var udgangspunktet, at huslejen max måtte udgøre 1/4 af en arbejderløn. Dette var helt centralt. Indenfor denne meget snævre ramme gjorde Hannes Meyer alt for at gøre arbejderboligerne så optimale som overhovedet muligt. Således forsøgte han at undgå alle de traditionelle boligblokkes ulemper. Blandt andet vender stuerne alle mod syd for at få så meget lys ind som muligt, og vinduerne er store. Og så var der minsandten også råd til centralvarme, bad og WC – den vildeste luxus …
Arkitekturen er stærkt begrænset af kravet om, at byggeriet skulle være billigt. Til gengæld viser byggeriet sin sande kvalitet i stuen, hvor lyset strømmer ind. Og på varme sommerdage kunne man sidde i skygge på altangangene på nordsiden. Og så var der centralvarme, bad og WC – en uhørt luxus for arbejdere på tidspunktet.
Siden 2017 har boligblokkene været ophøjet til Unesco-verdenskulturarv, og hermed er Hannes Meyer med årtiers forsinkelse endelig blevet rehabiliteret.
Se en fremragende video om altangangshusene, om hvordan Hannes Meyer konsekvent søgte max kvalitet til den absolut laveste pris til lavtlønnede arbejdere (med engelske undertekster) https://www.youtube.com/watch?v=LWAFWYhEMF8
Den nye funktionalistiske arkitekturs æstetiske stil
De ledende lærere ved Bauhaus fik med vilje ikke “fine” titler, men blev kaldt mestre for at sidestille dem med håndværksmestre for at få det ned på jorden.
Boligerne til mestrene blev kaldt mesterboliger, og de skulle naturligvis demonstrere den nye arkitektur, design, kunst og indretningsstil.
En sammensmeltning af kunst, håndværk og industriel produktion
Bauhaus ønskede at så mange ting som muligt skulle kunne fremstilles industrielt for at få prisen i bund, således at arbejdere ville kunne få råd til virkelig kvalitet. Dette gav en udfordring med at skabe et helt nyt funktionelt design, der stilistisk passede naturligt til den industrielle produktionsmåde. Men samtidig ønskede skolen at integrere håndværket og kunsten i hele dens virke – man ønskede at overvinde skellet mellem “håndens og åndens arbejde”. Bauhaus-folkene (“die Bauhäusler”) var stærkt optaget af at integrere industriel fremstilling med kunst, håndværk og design. Håndværket kom især ind i billedet ved udviklingen af prototyper.
Målet var at kunne give impulser til intet mindre end en helt ny verden, der var bedre, billigere og meget mere kunstnerisk. Imidlertid var Bauhaus kunstnerisk og stilistisk så avangardistisk, at mange mere traditionelt prægede i samtiden havde svært ved at kapere det.
Den splinternye abstrakte kunst og konstruktivistiske kunst, der inden for ganske få år var kommet fra Rusland, Hviderusland og Ukraine – uden diskussion den mest avancerede kunst i verden på tidspunktet – blev øjeblikkeligt integreret i kunst, arkitektur og design på skolen. En kraftig inspirationskilde var den polsk-ukrainske-sovjetiske maler Kasimir Malevitj, men da hans tysk var for dårligt, kunne han ikke få ansættelse på skolen. Josef Albers’ og László Moholy-Nagys abstrakte værker ved Bauhaus kan ses som et svar på Malevitj’s nye konstruktivistiske kunst fra Sovjetunionen. Ved siden af Sovjetunionen udviklede Bauhaus sig hurtigt til at blive et af de vigtigste centre i verden for den nye kunst.
Et eksempel på den nye, abstrakte kunst er Gunta Stölzl’s vævede tæppe med geometriske figurer fra 1926:
Tekanden af Marianne Brandt har form som en halvkugle, med et forskudt håndtag, der gør tekanden spændende. Den er fra 1924. Ganske vist blev det kraftigt kritiseret, at den blev lavet i de dyre materialer sølv og ibenholt, men Marianne Brandt forsvarede sig med, at hun ønskede at få den masseproduceret industrielt i langt billigere materialer:
Joost Schmidts plakat fra 1923 er et eksempel på den nye, abstrakte kunst indenfor grafisk design:
Bauhaus var intet mindre end en kunst-vulkan, der opsugede alt det nyeste nye indenfor mange forskellige områder, foto-montager, keramik, vævning, design i stål og glas, arkitektur og maleri.
Den russiske Bauhaus-maler Vassilij Kandinskij var en af den nye, abstrakte kunsts pionerer. Han havde deltaget i denne kunst-revolution fra ca. 1910, og havde været fremtrædende indenfor kunstverdenen i Sovjet-Rusland, inden han kom til Bauhaus.
Kvinderne ved Bauhaus
Det kneb med ligestillingen ved Bauhaus: Ca. 1/3 af eleverne og lærerne var kvinder, og de var (ligesom mændene) umådeligt talentfulde. Imidlertid har man efterfølgende kritiseret, at kvinderne ikke fik den anerkendelse, som de retteligt fortjente.
Kvinderne var i høj grad henvist til væveriet og keramik-værkstederne, mens de fleste mandlige arkitekter ikke var meget for kvindelige kolleger. Det lykkedes dog enkelte kvinder at bryde med disse levn fra den hidtidige kønsopdeling, f.eks. Marianne Brandt på metalværkstedet (hende, der lavede tekanden ovenfor).
Bauhaus’ påvirkning i Sovjetunionen og DDR
I Sovjet-Rusland / Sovjetunionen fik Bauhaus en kort overgang indtil 1932 en vis indflydelse på de arkitekterne, der tegnede de nye “socialistiske byer” (på russisk Соцгород sotsgorod). Men i 1932 slog Stalin ned på den nye arkitektur, kunst og design – og arkitekterne, kunstnerne og designerne blev forfulgt. Bauhaus-folkene, der var flygtet til Sovjetunionen – ikke mindst “Ernst May-brigaden” – måtte snart forlade landet, og de kunne ikke vende tilbage til Tyskland, der jo var blevet overtaget af nazisterne.
I DDR i 60’erne opførtes også “socialistiske byer”, som f.eks. Halle-Neustadt. Fremtrædende arkitekter, ikke mindst Hermann Henselmann og Richard Paulick, var som udgangspunkt ret påvirkede af Bauhaus’ funktionalisme – Richard Paulick havde arbejdet sammen med Bauhaus-folkene i 1920’erne. I 50’erne var Bauhaus imidlertid politisk tabu i DDR, men i 60’erne blev mulighederne for at genoptage tråden fra Bauhaus meget bedre, men først så sent som i 70’erne blev Bauhaus erklæret til at være en del af DDR’s kulturarv. Helt konkret førte det til, at Bauhaus-bygningen i Dessau blev genopbygget i dette årti efter at være blevet ødelagt under krigen. – Men arkitekterne og designerne kunne stadig ikke få lov til at eksperimentere med Bauhaus’ mere radikale, avantgardiske stil – som derfor i DDR blev meget afdæmpet for ikke at sige udvandet. Samtidig dikterede stalinismens oppefra påtvungne patriarkalske familiestruktur fuldstændigt byggeriernes og boligkvarterernes udformning.
Bauhaus’ påvirkning af design i DDR (på engelsk) https://www.bauhaus100.com/programme/eventdetails/186/
I Eisenhüttenstadt lidt nordøst for Berlin (som er bygget i Stalin-tidens arkitektur og derfor i sig selv en arkitektonisk seværdighed, der er fredet i dag) finder en udstilling sted i “Partiernes og masseorganisationernes hus” om Bauhaus’ påvirkning af DDR’s design (på tysk) https://www.alltagskultur-ddr.de
Bauhaus genopstod i 15 år i Ulm i Vesttyskland
I 1953 genoplivede tidligere Bauhaus-folk og venner heraf en ny design-skole i byen Ulm ved Donau-floden i Baden-Württemberg, Hochschule für Gestaltung Ulm. Den fungerede indtil 1968.
Hochschule für Gestaltung Ulm fik en ret stor betydning for udvikling af designer-professionen i efterkrigstidens Vesten. I centrum stod det industrielle design. Nogle af de mest fremtrædende ex-Bauhaus-folk og andre særdeles betydende funktionalistiske arkitekter, designere og kunstnere var lærere eller i perioder gæste-undervisere.
Der går en lige linie fra computerfirmaet Apple’s produkter til Hochschule für Gestaltung Ulm, idet Apple’s hidtidige chefdesigner Jonathan Ives er stærkt påvirket af den minimalistiske, funktionalistiske tyske designer Dieter Rams, der var tilknyttet skolen. Dieter Rams var chef-designer for firmaet Braun, der fremstillede talrige elektriske apparater, som vakte opsigt for deres udformning i 60’erne. The Braun Products That Inspired Apple’s Iconic Designs (2012) https://www.cultofmac.com/188753/the-braun-products-that-inspired-apples-iconic-designs-gallery/
Hochschule für Gestaltung Ulm var politisk klart venstreorienteret, og ragede hurtigt uklar med delstaten Baden-Württemberg, som i alle årene var styret af det konservative CDU.
Designskolen i Ulm formåede ikke at påvirke det sociale boligbyggeri og indretningen af arbejderboliger i Vesttyskland på samme måde, som Bauhaus havde forsøgt det. Det sociale boligbyggeri i Vesttyskland var gennemgående fuldstændigt uden markante, positive visioner for, hvordan arbejderfamilier kunne komme til at bo meget bedre. Det skyldtes naturligvis de fantasiløse socialdemokratiske boligselskaber, der var totalt tilpasset det omgivende, borgerlige samfund.
Med deres radikale ideer var både Bauhaus og Hochschule für Gestaltung Ulm en torn i øjet på de borgerlige og traditionelt tænkende.
