Den 1. oktober vil Kina fejre 70 års-dagen for grundlæggelsen af Folkerepublikken. Storstilede parader vil blive organiseret, børn vil synge patriotiske sange, hvis tekster de har lært udenad uden at forstå dem, militært isenkram vil blive højglanspoleret. Multi-millionærerne, som styrer Kinas økonomi, vil beundre sig selv i deres nye, skræddersyede tøj.
Fotografiet viser Folkets Befrielseshærs sejrsparade på Den Himmelske Freds Plads i Beijing den 1. oktober 1949, dagen hvor “Folkerepublikken Kina” blev udråbt.
På denne nationaldag og i løbet af de følgende vil Kinas ledere i lyriske vendinger beskrive landets utrolige økonomiske forvandling. Men de vil også minde Kinas arbejdere om, at der er behov for, at mere bliver gjort. Millioner vil således blive pålagt at indhente den tabte produktion på den 1. oktober ved at arbejde den efterfølgende weekend.
Arbejderne vil stå og se på fejringen og lytte til sangene og talerne. De vil beundre festfyrværkeriet og delvist glemme deres egne bekymringer, mens den nationale enhed bliver fejret. De håber på en lysere fremtid, og at de en skønne dag vil blive i stand til at få råd til de forbrugsvarer, som de fremstiller. Men tvivl om den store ulighed, fattigdom, miljø-ødelæggelse og korruption vil næppe kunne være fraværende fra deres tanker, når de tager hjem og forbereder sig til at vende tilbage til arbejdet. Millioner af kvinder vil spørge sig selv om, hvorfor de forbliver andenklasses borgere.
Folkerepublikken
Mao Zedongs proklamering af Folkerepublikken den 1. oktober 1949 markerer den revolutionære forandring af det kinesiske samfund. Den havde størst indvirkning på herremændene på landet, på krigsherrerne og den korrupte og ondskabsfulde Guomindang-regering, som flygtede til Taiwan. Og samtidig med at Kinas gamle samfundsorden blev fejet til side, således skete det også med landets underkastelse under imperialismen. Revolutionen var ikke socialistisk, men den gav løfte om at forberede vejen for national befrielse og udvikling.
Da den fulgte umiddelbart i hælene på Sovjetunionens ekspansion ind i Østeuropa efter 2. Verdenskrig, rystede den kinesiske revolution Vesten. I USA bebrejdede republikanerne den demokratiske præsident Truman for “tabet af Kina”, samtidig med at de gødede jorden for senator Joseph McCarthys hysteriske, anti-kommunistiske heksejagt i de følgende år. Her gjorde amerikansk imperialistisk tankegang sig gældende for fuld musik, for revolutionens rødder befandt sig ikke i det amerikanske udenrigsministerium, men derimod i det kinesiske samfund samt i dets relationer til de udenlandske magter.
Revolutionens rødder
Revolutioner indbefatter strategiske beslutninger, organisering og planlægning udført af bevidste, sociale aktører. Men revolutioner er rodfæstede i dybtliggende sociale strukturer og bør forstås i sammenhæng med det, som den franske historiker Fernand Braudel kaldte “la longue durée” – ( = “den lange varighed”), dvs. forstået i perspektivet af en udvikling over lang tid:
I over et århundrede blev Kina (som var verdens største økonomi i 1820) udsat for den vestlige imperialismes ydmygelser. Vestlige lande fik “rettigheder”, og de brugte deres militære magt til at sikre sig adgang til Kinas økonomi ved at kontrollere kystbyer og områder, herunder Shanghai og Hong Kong. Ydmygelsen blev forstærket af vestlig racisme: I Shanghai blev parken langs med vandet reserveret for vesterlændinge med skilte, hvorpå der stod: “Ingen hunde eller kinesere”. Der var en udbredt følelse af nedtrykthed over denne underordning, men det kom til nogle oprør (både imod kejseren og imperialismen) i den anden halvdel af det 19. århundrede, og i perioder gav det håb om frelse. Bokser-opstanden i år 1900 blev nedkæmpet af 8 udenlandske hære, men i 1911 gjorde Wuchang-oprøret en ende på Quing-dynastiet og førte til den republikanske æra. Kinas nye herskere tog imidlertid fejl, da de forventede, at sejren i 1. Verdenskrig til de borgerlige demokratier ville tillade Kina at slå ind på den uafhængige udviklings vej. I stedet fortsatte ydmygelserne ind i 1920’erne. På dette tidspunkt havde den bolsjevikiske revolution i 1917 frembragt et håb samt en model for, hvordan en revolution kunne gennemføres for verdens kolonialiserede og mindre udviklede lande. Det var på denne baggrund, at Kinas Kommunistiske Parti blev grundlagt i 1921. Det kom snart til at stå over for og tabe i en meget stor udfordring.
Arbejdermagt
Mellem 1925 og 1927 udviklede der sig en stærk revolutionær bevægelse med arbejderklassen i centrum, især i sydøst. Den omfattende millioner af arbejdere og bønder, der til at begynde med blev mobiliseret omkring det nationalistiske ønske om at få gjort Kina fri for vestlig og japansk imperialisme. Det skete efter en britisk massakre på demonstranter i Shanghai i maj. Strejker blev iværksat imod udenlandske firmaer og en generalstrejke, der kom til at vare et helt år, blev udløst i det britisk-kontrollerede Hong Kong.
Disse kampes nationale fokus tillod det nationalistiske parti Guomindang at vokse og udfordre det republikanske regime. Men dets krav om national enhed blev snart offer for klassemodsætninger. På landet vendte bønderne sig imod deres umiddelbare undertrykkere, herremænd og pengeudlånere. I byerne voksede fagforeningernes medlemstal med raketfart, og arbejderne blev i stigende grad bevidste om deres egne uafhængige interesser. Strejker blev nu organiseret imod kinesiske kapitalister, og dette afslørede modsætningerne i centrum af den nationale bevægelse.
I 1926, da nydannede arbejder-militser tog kontrol med gaderne i nogle byer, var den nationale enhed fordampet, og en arbejder-revolution var hastigt under udvikling. Guomindangs afhængighed af mobiliseringen af de underordnede klasser for at kunne nå sine mål gav nu bagslag. Partiets voldsomme svar i 1927 på situationen, som det havde mistet kontrollen over, afslørede hvor dybt det var villigt til at synke i bestræbelserne på at bevare Kinas kapitalisters og herremænds magt.
I provinserne støttede Guomindang herremændenes vilde og blodtørstige reaktion imod bønderne. I april 1927 vendte det sig imod arbejderne i Shanghai: 50.000 blev slagtet og deres organisationer ødelagt. Titusinder blev myrdet andre steder. Guomindang var ansvarlig for massakrerne, men arbejderklassens forsvarsløshed imod angrebet hang sammen med den strategi, som Kinas Kommunistiske Partis (KKP) ledelse fulgte.
Det kommunistiske parti
Revolutionen forøgede KKP’s medlemstal fra 1.000 i 1925 til 30.000 tidligt i 1927. Partiet blev en central aktør i kinesisk politik, særligt i byerne, og det havde en voksende indflydelse i arbejderbevægelsen. Men denne indflydelse var af den udvikling, der under Stalin skete i Moskva og i den Kommunistiske Internationale (Komintern). Denne verdensorganisation var oprindeligt blevet søsat af bolsjevikkerne i 1919 med det formål at fremme verdens socialistiske revolution, men efter Lenins død degenererede den politisk under Stalin.
I 1924, da sovjetiske rådgivere begyndte at hjælpe Guomindang med at opbygge sin partiorganisation og træne dens væbnede styrker til at udfordre imperialismen, var stalinismen indenfor Komintern allerede på vej. Stalinismens mest skæbnesvangre konsekvens for den verdensomspændende arbejderbevægelse var dens manglende evne til at forhindre den tyske (og senere den spanske) fascismes opståen. Og fundamentet til denne katastrofale udvikling blev lagt i Kina.
Stalinismen afspejlede interesserne hos en ny herskende klasse, som var opstået som følge af de tab, som arbejderklassen i Sovjet-Rusland havde lidt under borgerkrigen efter 1917 samt under de krige, der skyldtes de udenlandske interventioner. Stalinismens magt, der blev opbygget gennem kontrollen med staten og statens ejendom, blev konsolideret gennem den bolsjevikiske Venstre Oppositions nederlag samt med etableringen af den topstyrede centrale planlægning i 1928. Den nye bureaukratiske stats herskende klasse var ikke interesseret i at støtte socialistiske revolutioner – men i at beskytte det, som den så som Sovjetunionens nationale interesser og dermed sin egen magt. På samme måde blev Komintern staliniseret, og verdens kommunistiske partier blev værktøjer for den sovjetiske herskende klasse.
Hovedtruslen imod Sovjetunionen udgik fra den vestlige imperialisme. Med henblik på at svække imperialismen, og samtidig søge at hindre dannelsen af en ny, revolutionær stat uden for sovjetisk kontrol, støttede Stalin Guomindang og pudsede dets radikale glorie. I marts 1926 definerede Kominterns eksekutivkomité Guomindang som en “revolutionær blok af arbejdere, bønder, intellektuelle og demokratiet i byerne” og så på det som et “sympatiserende parti”.
Konsekvenserne blev katastrofale. Komintern insisterede på, at KKP skulle indgå i en alliance med Guomindang. Dette førte til, at KKP’s uafhængighed blev indsnævret ved at det blev opfordret til at prædike, at arbejderbevægelsen skulle være tilbageholdende. Og da arbejdernes “allierede” Guomindang i april 1927 angreb arbejderbevægelsen, var den dårligt forberedt på at kunne forsvare sig selv. Rent faktisk havde KKP i 1925-27 fungeret som Guomindangs venstrefløj, og kun en eller to ledere i KKP havde krævet alliancen afsluttet. Mao Zedong hørte ikke til dem og støttede alliancen med Guomindang til den bitre ende. Men der var et alternativ.
Permanent revolution
Den ukrainsk-russiske marxist Trotskijs teori om den permanente revolution var blevet udviklet efter den russiske revolution i 1905. Leon Trotskijs teori om den permanente revolution argumenterede for, at i lande, der var mindre udviklede og halvt afhængige af imperialismen såsom Rusland, bevirkede den kapitalistiske klasses svaghed, at de var ude af stand til at overvinde reaktionen og fuldføre en borgerlig revolution. Det betød, at en sejr over det russiske zar-styre ville kræve massernes støtte.
I et altovervejende landbrugs-samfund, omend der var mindre områder med mere udviklet industri og en koncentration her af arbejderbevægelsen, måtte en stor del af den vrede, der kunne gennemtvinge samfundsmæssige forandringer, komme fra bønderne. Men deres geografiske spredning og skillelinjerne mellem rige og fattige bønder gjorde dem ude af stand til at forene sig og føre revolutionen fremad. Denne opgave ville kun kunne gennemføres af arbejderklassens koncentrerede styrke og organisation.
Dette udgjorde et problem for kapitalismen, for når først arbejderklassen var blevet mobiliseret, ville dens egne interesser uundgåeligt begynde at komme i forgrunden. Hvis, som Trotskij argumenterede, den borgerlige revolution udelukkende ville kunne blive fuldført af arbejderklassen, så ville revolutionen hurtigt udvikle sig til en egentligt socialistisk revolution. Revolutionen ville således blive “permanent”, som Trotskij udtrykte det.
Den russiske Oktober-revolution i 1917 demonstrerede korrektheden i Trotskijs analyse. Og tragisk nok gav begivenhederne i Kina i årene 1925-27 en negativ bekræftelse af Trotskij. Både Komintern og KKP argumenterede præcist modsat af Trotskij. De formåede ikke at styrke arbejderklassens uafhængige interesser, påtvang en betydelig begrænsning af arbejdernes aktiviteter og udspredte den idé, at Guomindang ville kunne føre en succesrig kamp imod imperialismen. Hvor Trotskij argumenterede for, at kun et program for radikale sociale forandringer ville kunne mobilisere masserne og “forsvare revolutionen imod militære nederlag påført udefra”, så forvirrede KKP massebevægelsen og udsatte den for Guomindangs nedslagtning. I 1931 mødte den japanske invasion af nordøst-Kina næsten ingen modstand.
Den lange vej til 1949
Nederlaget i 1927 efterlod et uudsletteligt mærke på 1949-revolutionen. I 1926 var Trotskij den eneste i Sovjetunionens Kommunistiske Partis politbureau, der stemte imod at udnævne Guomindang-lederen Jiang Jieshi, den kommende slagter fra Shanghai, til æresmedlem af Komintern. Nu brød KKP med Guomindang, omend det flyttede dets sympati over til “venstre-Guomindang”-regeringen i Wuhan, indtil denne også, som Trotskij forudså et par dage forinden, angreb arbejderne i byen i slutningen af maj.
Maoismen blev resultatet af dette nederlag. Nedslagtningen i Shanghai og andre steder havde ødelagt KKP’s arbejderklasse-basis. Mao og de andre ledere var i stand til at holde partiets spredte tilbageværende dele sammen, men herefter var partiet karakteriseret af en bonde-basis og en intellektuel ledelse med rod i byerne.
De tilbageværende dele havde til at begynde med nogen succes med at etablere røde baser ude på landet, hvor Guomindang var relativt svag. Men i begyndelsen af 1930’erne slog Guomindang tilbage. Ved slutningen af 1934 konkluderede KKP’s ledelse, at partiets overlevelse ville være afhængig af en strategisk og geografisk retræte.
Dette blev kendt som “Den lange march” og blev en heroisk dåd. Næsten 100.000 tog afsted i oktober 1934, men et år senere ankom kun 8.000 i den nordlige provins Shaanxi, langt væk fra Guomindangs styrkepositioner mod syd. Undervejs havde Mao demonstreret store taktiske evner til at have med herremænd og krigsherrer at gøre, samt en evne til at mobilisere støtte fra bønderne. Mao havde nu et fast greb om KKP, og han brugte Shaanxi som en base til at genopbygge partiets militære styrke og rodfæste dens rødder blandt bønderne.
Shaanxi blev også den base, hvorfra KKP ydede modstand imod den japanske imperialisme. Dette øgede yderligere respekten for partiet, men dets perspektiv forblev helt igennem stalinistisk. I 1935-36 foreslog Mao, at KKP og Guomindang skulle danne en “enhedsfront imod Japan”. Som følge heraf begravede KKP sit mål om et “demokratisk arbejder-bonde diktatur” samt sit ønske om at fratage herremændenes ejendomsret. Den foreslåede alliance med klassefjenden afspejlede de stalinistiske europæiske kommunisters og Kominterns folkefronts-taktik.
Mens bestræbelserne på at sikre en folkefront igen påtvang tilbageholdenhed hos arbejderne, så bevirkede KKP´s opposition imod japanerne, at det påny blev en politisk kraft med masseopbakning, med næsten en million medlemmer i 1940. I mellemtiden var Guomindang opsplittet mellem forskellige fraktioner, og – ganske som Trotskijs teori om den permanente revolution havde forudsagt – håbløst ude af stand til at besejre imperialismen. Da Guomindang var ude af stand til at forsvare Kinas uafhængighed, blev partiets påstand om at repræsentere de nationale interesser undermineret.
Ved slutningen af 2. Verdenskrig kontrollerede KKP’s Folkets Befrielseshær 10% af Kina og øvede indflydelse i store dele af resten af landet. Lige så snart krigen sluttede, udbrød der borgerkrig, men sammenlignet med 1927 var situationen vendt. Nu var KKP bevæbnet, og selv om Guomindang besatte 90% af Kinas territorium, så var det ikke i stand til at opildne befolkningsmasserne til at støtte det eller dets egne hære. I oktober 1949 havde Mao erobret magten, og Guomindang var flygtet til Taiwan.
Den nationale revolution
Set ud fra en marxistisk synsvinkel ledede Mao ikke en socialistisk revolution. Som han udtrykte det kort før oktober, var KKP’s mål at reformere kapitalismen i stedet for at styrte den. Og rent faktisk var det sådan, at når Folkets Befrielseshær indtog og befriede byerne, sendte de øverste officerer besked til arbejderne om at forblive på arbejde. Men selvom Oktober 1949 ikke førte til, at den kinesiske arbejderklasse kom til at befri sig selv, så førte begivenhederne ikke desto mindre så sandelig til en revolution.
Omstyrtelsen af den gamle samfundsorden styret af Guomindang førte også til, at imperialisternes ydmygelse af Kina sluttede. Herved opstod en mulighed for at realisere drømmen om en national udvikling, men den kinesiske privatkapital var for svag til at skabe den nødvendige kapital-akkumulation og foretage de nødvendige investeringer. Ligesom i Sovjetunionen blev staten mobiliseret som en økonomisk aktør, og en ny herskende klasse bestående af højtstående parti-bosser, industri-ledere og militære chefer opstod.
Hovedbegivenhederne og den statslige politiks zig-zag kurs kan kun forstås, hvis vi forstår, at de kinesiske ledere indgår i en bureaukratisk statskapitalistisk herskende klasse. Den naturlige følge heraf er, at arbejderklassen har været et passivt objekt for statens politik, en kilde til økonomisk produktion og politisk støtte – men ikke nogen kraft, der udfolder et selvstændigt initiativ, og har nogen som helst politisk styrke. Indimellem er arbejdere og bønder blevet mobiliseret af den herskende klasses rivaliserende fraktioner, for straks efter at blive demobiliseret igen, når kampen var blevet afgjort – eller hvis massernes egen selvstændige aktivitet truede med at bryde de snævre begrænsninger, der blev påtvunget oppefra. Den store såkaldte “proletariske kulturrevolution” i midten af 60’erne er nøgleeksemplet herpå.
Kun de, der ikke er i stand til at se bagom titler – “kommunist” f.eks. – eller til at forstå den udbyttende sociale realitet bag den form for statsejendom, vi kan se i Folkerepublikken, kan tro på, at landet er noget som helst andet end en form for kapitalisme. Kina opstod som et billede på Stalins Sovjetunion i 1949 og har lige siden i bund og grund været statskapitalistisk.
Heri ligger håbet for fremtiden. For alle former for kapitalisme, uanset om de befinder sig i Hong Kong, Hunan eller i Halifax (i Canada), er afhængige af, at arbejderne frembringer merværdi. Og som Folkerepublikkens 70 år kan bevidne, så er arbejderne ikke passive iagttagere til deres egen udbytning eller tavse om undertrykkelsen. Lige fra den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1976 og 1989, over “demokrati-murene” over hele Kina i slutningen af 70’erne og til strejkebølgerne i årene 2007 til 2015 samt til kampen i Hong Kong idag, har kinesiske arbejdere vist, at kun de har styrken til fuldføre den kinesiske revolution.
Artikel fra Socialist Review, Socialist Workers Party UK’s måneds-tidsskrift – oversat af Jens Riis Bojsen
Læs mere om Kina historie: http://marxisme.dk/arkiv/hore/1987/kina/?fbclid=IwAR3ezeuJWepJEcJCzWFuc_Zv8bptpWl9lTwHa7r0lOJq6ysrTZxIHEluauk
