Trump sagde ikke, hvorfor han ønskede at købe Grønland, men Grønlands øgede militære betydning plus ressourcerne af de såkaldte “sjældne jordarter” må anses for at være oplagte årsager til Trumps ønske om, at USA erhverver sig Grønland.

Der er sket et betydeligt skifte i det militære styrkeforhold: USA er kommet til at frygte atommagterne Rusland og Kina – betydeligt mere end for blot 3 år siden. Meget tyder på, at en ny uhyggelig og skræmmende Kold Krig er under udvikling:

Alle i Danmark og Vesteuropa ved, at der især siden Putins annektering af Krim-halvøen i 2014 har været en skarp konfrontation mellem USA og Vesteuropa i forhold til Rusland. Således er det danske forsvar inddraget i den militære konfrontation med Rusland i Østersøen og Baltikum. Denne konfrontation omfatter de konventionelle våben. Men en voldsom konfrontation har også udviklet sig på et meget mere skræmmende område:

Sandsynligt at DK og Grønland af USA vil blive forsøgt trukket ind i en optrappet ny Kold Krig med atomvåben

Den danske offentlighed blev taget fuldstændigt på sengen, da Trump i begyndelsen af august meldte ud, at han ønskede at købe Grønland. Det faktum, at offentligheden var totalt uforberedt herpå, illustrerer på den mest slående vis, hvor lidt de store borgerlige mainstream-medier har fortalt om 1) Grønlands stigende militær-strategiske betydning på atomkrigs-området, og 2) den markant øgede atom-konfrontation i de allersidste år som følge af styrkelsen af Ruslands og Kinas atomslagstyrker. 

De fleste i den bredere offentlighed i Danmark og Vesteuropa ved naturligvis, at der i 90’erne efter den Kolde Krigs ophør skete en ret betydelig nedrustning af atomvåben. Men herefter ophørte de borgerlige mainstream-medier sig stort set for at interessere sig for atomvåben – interessen skiftede i stedet over til “krigen mod terror”. I 30 år har atomvåbnene næsten været helt været væk fra nyhedsbilledet. Derfor ved de færreste i Danmark, at der i de sidste 15 år er sket en betydelig udvikling af Ruslands og Kinas atomvåben – som nu truer USA på en helt anden måde end for ganske få år siden.

Mens medierne har brugt masser af plads på at fortælle om Nordkoreas meget primitive og tilbagestående atomvåben – som reelt er en ret beskeden trussel imod USA – så har de næsten intet oplyst om den massive udvikling af Ruslands og Kinas atomvåben, som militær-teknologisk befinder sig i en helt anden liga og i modsætning til Nordkorea udgør en virkelig militær udfordring for USA.

Offentlighedens mangel på oplysning om udviklingen i den internationale militær-strategiske situation omkring Grønland bevirker, at der for tiden heller ikke endnu er mange, der forstår, hvordan Danmark via rigsfællesskabet med Grønland i de kommende år sandsynligvis af USA vil blive forsøgt trukket ind i USA’s atom-konfrontation med Rusland og Kina. – Dette skal vi naturligvis sige nej til! Den internationale arbejderklasse har absolut ingen fælles interesser med hverken Trump, Xi Jinping eller Putin. – Socialistisk Arbejderavis vil her i en af de eneste artikler på dansk afdække betydningen af Thule og Grønland under den skærpede atom-rivalisering mellem USA, Rusland og Kina. 

Grønlands og Thules militære betydning for USA i forhold til Rusland og Kina

Thule radar-stationen holder primært øje med russiske og kinesiske interkontinentale raketter affyret fra både landjorden samt fra strategiske atomubåde, der har holdt sig skjult under Nordpolens is. Radarstationen ved Thule overvåger himmelrummet sammen med 4 andre tilsvarende radarstationer på den nordlige halvkugle, radarstationer som tilsammen er meget vigtige for USA’s forsvar. 

Thule radar-stationen observerer himmelrummet i en radius på 5.000 km for angribende interkontinentale raketter affyret af Rusland eller Kina. Thule kan naturligvis også holde øje med raketter affyret fra Nordkorea, såfremt de skulle komme ind i Thule-radarens observations-område.

Thule-radaren overvåger sammen med 4 andre radarer luftrummet over Nordamerika, det nordlige Atlanterhav og Arktis

USA’s radarstation ved Thule er stort kun interessant for atomkrigsførelse – det er så godt som udelukkende det, det handler om.  

På ganske få år er Danmark via rigsfællesskabet med Grønland – på grund af USA’s radarstation ved Thule – blevet en meget vigtigere brik i atomvåbenkapløbet med Rusland og Kina, end det har været  tilfældet tidligere. Ingen siger det så tydeligt som seniorforsker Kristian Søby Kristensen ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet:

Kristian Søby Kristensen

“Siden 2016 har USA fundamentalt revurderet sit syn på verdens – og USA’s – udfordringer”, skrev Kristian Søby i Jyllands-Posten den 27. august. – “Afgørende for den gældende analyse i USA er en stadig mere intens og konfliktfyldt stormagtskonkurrence. Derfor er det amerikanske forsvar i gang med at stille skarpt på først og fremmest Kina, men også Rusland og de militære udfordringer, de to stormagter udgør for USA. Den revurdering bringer Grønland i USA’s militære fokus på en måde, Grønland ikke har været siden Den Kolde Krig. Frontlinjerne mellem USA og Rusland tegnes skarpere op – også i Arktis. Her vækker Ruslands omfattende militære kapaciteter i regionen stigende bekymring hos amerikanske militære planlæggere”. 

Atomvåben er en forbrydelse mod menneskeheden, idet krigsførelse hermed uundgåeligt fører til uhyrlige tab. – Som socialister anser vi USA, Kina og Rusland som kapitalistiske magter, som alle på lidt forskellige måder har imperialistiske ambitioner. Derfor er der ingen af dem, som vi på nogen måde kan holde med: At Rusland og Kina er ved at give den hidtil største og stærkeste magt USA militære problemer, får os ikke til at se på dem med lidt mildere øjne. Tværtimod udgør Ruslands og Kinas opbygning af et militær baseret på atomvåben en uhyrlighed og en trussel mod menneskeheden og mulighederne på sigt for den internationale arbejderklasse at opbygge en socialistisk fremtid.  

USA er ikke længere usårlig som atommagt – og det bekymrer Washington

Den intensiverede rivalisering mellem USA på den ene side og Kina og Rusland på den anden side kom til udtryk den 2. august, da USA trak sig fra den hidtidige traktat om loft over antallet af atombevæbnede mellemdistance-raketter, som havde været gældende siden 1987. Det har været en meget vigtig traktat, på engelsk kendt som “INF Treaty”, som blev indgået mellem USA og Sovjetunionen, og siden fulgt af Rusland. Kina har aldrig været omfattet af traktaten, da landet i 1987 var en 3. rangs atommagt, der var langt bagefter. Præsident Trumps beslutning om at forlade INF-traktaten blev set som et alvorligt nederlag for alle håb om at kunne bremse en uhæmmet oprustning med atomvåben. 

USA beskyldte Rusland for at have brudt traktaten. Bag denne overflade-uenighed gemmer sig en udvikling, hvor USA og Nato (med Danmark som medlem) er blevet markant mere aggressiv overfor Rusland – som naturligvis har svaret igen med samme mønt. Vi kan ikke her gennemgå udviklingen op til bruddet med INF-traktaten – men kun pege på, at der generelt er ved at ske en betydelig skærpelse i atomkapløbet mellem USA, Kina og Rusland – og det betyder, at USA ikke længere vil finde sig i, ikke at kunne opruste uhindret: 

Trump og Putin

Hidtil har USA siden den Kolde Krigs afslutning været verdens eneste supermagt, men landets militære overmagt er ikke længere nær så stor, som den hidtil har været: Sandsynligvis er USA’s overmagt endda sat ud af spillet. Under alle omstændigheder er USA ikke længere en urørlig magt, der uden risiko for gengældelse med militære midler vil kunne diktere dets vilje helt som det ønsker. Disse tider ser ud til at være ovre. – Men dette er imidlertid ikke kendt i en bredere offentlighed i Danmark og Vesteuropa, som for størstepartens vedkommende kender meget lidt til den aktuelle udvikling i atom-kapløbet mellem USA, Rusland og Kina: 

Indtil ca. 2015 til 2017 var USA militært dominerende indenfor de strategiske atomvåben i forhold til Kina, og det samme gjaldt Rusland. – Kina havde hidtil rådet over en vis militær gengældelsesevne, men i en virkeligt afgørende atomkrig ville landet uundgåeligt tabe. Kina var før 2015 til 2017 klart underlegen, mens USA på området for de strategiske atomvåben var en virkelig supermagt. Men fra og med dette tidspunkt er USA imidlertid begyndt at miste dette overherredømme, idet Kina for alvor er ved at opnå en virkeligt effektiv atomslagstyrke så stærk, at det er ved at blive umuligt for USA at angribe og besejre Kina med atomvåben – med mindre herskerne i Washington er villige til at ville acceptere uhyrlige tab for USA. Noget lignende er også ved at gøre sig gældende i forholdet mellem USA og Rusland, idet Rusland militært er ved at blive væsentligt styrket.

Bemærk, at seniorforsker Kristian Søby med hensyn til tidspunktet for skiftet i militærbalancen mellem USA, Kina og Rusland ovenfor udtalte, at dette i USA førte til, at “ … siden 2016 har USA fundamentalt revurderet sit syn på verdens – og USA’s – udfordringer”.  

Der er altså ved at ske en meget vigtig ændring i den atomare magtbalance mellem USA, Kina og Rusland.

Kinas atomvåben har taget et stort skridt fremad

Kinesisk strategisk atomubåd type 094 med interkontinentale raketter JL-2, hvis kurs korrigeres af satellitter for max præcision

Således kan Kina idag vha. satellitter overvåge USA’s militær på en helt anderledes effektiv måde, end man kunne tidligere. Og med det kinesiske militære satellit-navigationssystem BeiDou kan de interkontinentale raketter og deres sprænghoveder blive styret mod de amerikanske mål med en præcision, som var utænkelig for ganske få år siden. Såfremt Kina skulle vælge at “trykke på den røde knap” som den første, vil man formentligt kunne ødelægge en betydelig del af den amerikanske atomslagstyrke, radarer og militære kommunikations- og kommandocentre i ét eneste “first strike” – men endnu ikke størsteparten, idet Kina endnu råder over for få atomsprænghoveder til at kunne gøre det. Men Kina vil formentligt kunne ødelægge centrale dele af den amerikanske atomslagstyrke – og det betegner en ny udvikling.

Men såfremt Washington i en krisesituation som modtræk skulle beslutte sig for at være den, der først iværksætter et “first strike” mod Kina for at komme et atomangreb herfra i forkøbet, så har det kinesiske forsvar opnået en så stor evne til, at så stor en del af dets atomslagstyrke kan overleve et sådant amerikansk angreb, at Kina har opnået evnen til med sin tilbageværende atomstyrke at kunne iværksætte et gengældende “second strike” på USA med en så frygtelig virkning ( … ), at herskerne i Washington fra nu af vil blive afskrækket fra bare tanken om som de første at angribe Kina. Og det er nyt!

I en atomkrigsførelse er det fuldstændigt centralt, at så store dele af ens atomslagstyrke kan overleve et fjendtligt “first strike”, at man er i stand til at kunne gennemføre et gengældende “second strike” mod fjenden med en virkning så voldsom, at han afskrækkes fra overhovedet at tænke på at indlede et angreb.

De kinesiske atomvåbens overlevelsesevne er øget betydeligt: Den amerikanske tænketank Rand mener, at de fleste kinesiske atomvåben så sent som i 2003 ville blive udslettet ved et amerikansk “first strike”-angreb – men i 2017 ville betydeligt flere kinesiske atomvåben kunne overleve et amerikansk angreb, og ville kunne iværksætte en gengældelse mod USA: An Interactive Look at the U.S.-China Military Scorecard > Nuclear stability https://www.rand.org/paf/projects/us-china-scorecard.html#nuclear

Der er således sket en markant udvikling i den kinesiske atomslagstyrke. USA har således ikke længere mulighed for at kunne true Kina på samme måde som tidligere. 

Kinesisk interkontinental, ballistisk raket DF-41: Rakettens kurs korrigeres af satellitter for maksimal præcision. Raketten er mobil for bedre at kunne skjules i forhold til amerikanske rekognoscerings-satellitter

Og noget lignende gælder det russiske atomforsvar, som ligedes har gennemgået en kraftig udvikling.

USA’s radarstation ved Thule skal varsle fjendtlige interkontinentale raketter og deres individuelt styrbare atomsprængladninger på vej mod USA hen over Arktis, og således er Thule et temmeligt vigtigt led i USA’s atomslagstyrke. Med Ruslands og Kinas øgede styrke er Thule blevet vigtigere for USA end tidligere. 

På alle militære områder er der sket en afgørende styrkelse af Kina og Rusland: I rummet arbejder de på aktivt på at kunne ødelægge amerikanske militære satellitter, der er fuldstændigt afgørende for USA. – På jorden udvikler Kina og Rusland metoder til at kunne sabotere de amerikanske miltære computer-netværk – cyber-warfare. 

Trump og Xi Jinping

Ruslands atomvåben – fra svækkelse til en afgørende styrkelse

Det er ikke kun Kina, der har taget store skridt frem mht. evnen til at kunne føre atomkrig:

Rusland oplevede i 90’erne en voldsom militær svækkelse efter Sovjetunionens ophør i 1991 og landets efterfølgende økonomiske krise. Men fra og med ca. år 2.000 har Rusland oplevet en betydelig økonomisk vækst, og Vladimir Putin har satset stærkt på at genvinde den tidligere styrke, både mht. atomvåben og konventionelle våben. Og her er Rusland kommet særdeles langt i de sidste 15 år – også selv om landets militærbudget “kun” er 1/10 af USA’s. 

Ruslands meget store økonomiske og militære svækkelse i 90’erne fik betydelige konsekvenser dengang: Som et eksempel var udviklingen af den interkontinentale raket “Bulava”, der affyres fra atomubåde, plaget af spektakulære fejl med uacceptabelt mange mislykkede prøveaffyringer. Landets mest kostbare våbenprojekt truede med at kuldsejle, og chefkonstruktøren trådte tilbage i utilfredshed. I denne forbindelse kom det frem, at der på tidspunktet simpelthen var for få penge og ressourcer til denne raket, der var mere krævende, end den involverede industri dengang “kunne gabe over”. Udviklingen blev forsinket med flere år inden problemerne endelig blev løst i 2013. 

I 90’erne og et stykke ind i 0’erne var Rusland militært afgørende svækket i forhold til USA. Men det har siden ændret sig: I de sidste 10 år har Rusland satset stærkt på at udvikle en helt ny generation af våben, både atomare og konventionelle, til afløsning af de gamle fra Sovjet-tiden. Her har det været nødvendigt at undgå flere alvorlige “børnesygdomme” à la “Bulava”-raketten, og derfor er der sket en væsentlig opgradering af militærindustrien. 

Fra omkring 2010 er Ruslands økonomi blevet væsentligt bedre. Herved er Putin kommet til at råde over langt flere midler til at investere i militæret – og det har forrykket balancen ift. USA:

Af det amerikanske “forsvars”-ministeriums årlige oversigt over udviklingen på atomvåben-området, “Nuclear Posture Review” 2018, kan man tydeligt se, at Pentagon ikke kan lide, at Rusland og Kina er blevet stærkere. 

En amerikansk viceadmiral beskriver her, hvordan Rusland i hurtigt tempo har indhentet USA’s hidtidige militær-teknologiske forspring – med hovedvægt på atomubåde og søkrigsførelse: US Naval Institute (2016) “The Fourth Battle of the Atlantic” https://www.usni.org/magazines/proceedings/2016/june/fourth-battle-atlantic 

At de vestlige magthavere må formodes at være bekymrede over Kinas og Ruslands hurtigt voksende militære styrke, kom frem på en enkelt dag i 2016 i de vestlige, borgerlige mainstream-medier: Her afslørede det Nato-venlige “Internationale Institut for Strategiske Studier” (IISS, baseret i London), at Vesten er bekymret over, at Kinas og Ruslands militære styrke haler kraftigt ind på Vesten:

Berlingske Tidende 9. feb. 2016: “IISS: Vestens militære overlegenhed forsvinder” https://www.b.dk/globalt/iiss-vestens-militaere-overlegenhed-forsvinder

DA IISS advarede om det samme i februar 2018, fandt det ikke vej til nogen danske mainstream-medier, men kun til nogle få udenlandske: https://www.independent.co.uk/news/world/politics/china-russia-us-military-challenge-western-allies-nato-strategy-war-military-balance-a8209771.html

Et kvantespring fremad i militær teknologi

Ved at bruge satellitter til at korrigere kursen på de interkontinentale raketter og deres individuelt styrbare sprænghoveder, kan Rusland og Kina idag ramme militære mål i USA med en helt anden præcision end for få år siden. Kina råder i dag over satellit-navigationssystemet BeiDou og Rusland over GLONASS (svarende til det amerikanske GPS), både i en civil og i en militær udgave. Korrektion af de interkontinentale raketters kurs under flyvningen ved hjælp af satellitter er et teknologisk kvantespring – og det har den allerstørste militære betydning. 

Kinesiske satellitter sikrer, at atomvåbnene rammer med utrolig præcision: Video om opsendelsen af Kinas første satellit fra den næste generation af BeiDou-satellitnavigationssystemet BDS-3 (tages i brug i 2020). Opsendelsen af den første satellit til BeiDou-3 skete i april 2019 – et indslag fra kinesisk TV https://www.youtube.com/watch?v=6j365DVnDhc

Kinas militær har gennemgået en meget kraftig modernisering, og Xi Jinpings magt over det er blevet væsentligt styrket. I 10 år var han formand for Den Centrale Militærkommission – han lægger stor vægt på betydningen af militær styrke. – Plakat fra 2014 med Xi Jinping: “Drømmen om stærke soldater er min drøm”

Ruslands udvikling af hypersoniske våben – en helt ny type våben

Hypersoniske krydsermissiler flyver langt hurtigere end almindelige krydsermissiler. Hastigheden ved Ruslands nye “Kinzhal” under udvikling er 7 gange lydens hastighed (mach 7) eller 8.500 km/t. Det giver næsten ingen tid for USA til at prøve at skyde det ned, såfremt man skulle have held til at opdage det. “Kinzhal” er et præcisionsvåben, der skal foretage overraskelsesangreb på militære mål af den allerstørste vigtighed. “Kinzhal” starter oppe i luften fra en russisk MiG-31 interceptorjager, og flyver herefter fuldautomatisk i en zig-zag kurs imod sit mål.

Det russiske “Kinzhal” hypersoniske missil https://en.wikipedia.org/wiki/Kh-47M2_Kinzhal

“Kinzhal”-missilet ophængt under en MiG-31 interceptor-jager

Meget svære at opdage: Nogle af de hypersoniske krydsermissiler danner en plasma-sky omkring våbnet: Herved bliver det umuligt at opdage for radarstationer på jorden samt for AWACS-radarfly i luften. Det kaldes plasma-stealth ( = “plasma-usynlighed”) https://en.wikipedia.org/wiki/Plasma_stealth .

Bl.a. det russiske hypersoniske krydsermissil “Zirkon” menes at gøre brug heraf. Dette missil er ved at blive færdigudviklet og tages i første omgang i brug på krigsskibe. Det menes også at skulle installeres på atomubåde. 

Det russiske “Zirkon” hypersoniske missil https://en.wikipedia.org/wiki/3M22_Zircon

Meget svært at bekæmpe, hvis USA skulle have held til at opdage det: Såfremt USA skulle forsøge at skyde det ned, vil “Kinzhal” missilet fuldautomatisk opdage dette, styre uden om og i zig-zag trænge igennem det amerikanske anti-missil forsvar, således at det er meget sværere at bekæmpe end hidtidige krydsermissiler. På grund af de hypersoniske missilers meget høje hastighed er der næsten ingen tid for USA til at forsøge at opdage og bekæmpe dem.   

Krydsermissiler er våben, der kan navigere med en fantastisk høj præcision, og derfor kan de ramme deres mål  utroligt præcist – dvs. inden for et par meter. Da de er svære at opdage, er de yderst velegnede til overraskende angreb på militære mål af den allerhøjeste vigtighed. 

De hypersoniske krydsermissiler “Kinzhal” og “Zirkon” betegner den allerførste generation af en helt ny type våben, som ikke har eksisteret tidligere. Her er tale om et kvantespring fremad i militær teknologi. Der kan ikke være den mindste tvivl om, at Rusland forlængst er i gang med at udvikle efterfølgere til denne første generation. Og USA ser ud til at være bagud på området …

Det russiske hypersoniske “Avangard” fartøj kaldes på engelsk “hypersonic glide vehicle” – HGV. Det er noget Pentagon interesserer sig meget for i sin årlige “Nuclear Posture Review” 2018 om truslerne mod USA på atomvåbenområdet. Med andre ord er det noget, som USA virkeligt tager alvorligt og frygter. 

Det hypersoniske fartøj “Avangard” – der følger den røde streg – zig-zagger uden om de amerikanske radarer og luftforsvar

“Avangard”  fartøjet er så langt fremme i udviklingen, at serieproduktionen af det allerede er begyndt her i 2019. Fartøjet vil dog næppe være fuldt operationelt førend om et par år. “Avangard” fortøjet sendes op med en landbaseret, interkontinental ballistisk raket. Når raketten er kommet op i en vis højde og flyver 6 – 7 gange lydens hastighed, frigives “Avangard” og flyver selv videre. Dette speeder hastigheden op til max 27 gange lydens hastighed (mach 27 = 32.000 km/t). “Avangard” er beskyttet imod, at spidsen på fartøjet bliver opvarmet til 2.000 grader under flyvningen igennem atmosfæren. “Avangard” styrer fuldautomatisk uden om det amerikanske luftforsvars forsøg på at opdage det vha. radar. Det kan flyve så lavt, at det er svært at opdage for radarfly, der søger at spore krydsermissiler. Og det flyver under Thule-radarens radar-horisont, således at denne radar på land næppe kan opdage det. Fartøjet zig-zagger med sin ekstreme hastighed igennem det amerikanske luftforsvar – så hurtigt, at amerikanerne næsten ingen tid har til at registrere det og forsøge at iværksætte modforholdsregler, såfremt dette overhovedet skulle være muligt.

For tiden opsendes “Avangard” fra ældre, modificerede interkontinentale raketter, men en ny, RS-28 “Sarmat”, er meget langt fremme i udviklingen, og den er født til at sende en blanding af individuelt styrbare sprænghoveder med atomvåben op sammen med “Avangard” fartøjerne. Disse sidste har en brintbombeladning på 2 megatons, dvs. 100 gange kraftigere end Hiroshima-bomben. Denne ladning er betydeligt kraftigere end normalt. Dermed må formålet med “Avangard” være at kunne tilintetgøre de allervigtigste dele af den amerikanske atomslagstyrkes underjordiske, svært befæstede bunkers med kommandocentraler og kommunikationsanlæg i ét eneste “first strike”: Herved får den amerikanske atomslagstyrke “hugget hovedet af” og bliver “blindet”, og dermed får det amerikanske atomforsvar væsentligt sværere ved at kunne fungere. 

Wikipedia om “Avangard” https://en.wikipedia.org/wiki/Avangard_(hypersonic_glide_vehicle)

“Avangard” klarede den første test: https://www.janes.com/article/85511/russia-announces-successful-flight-test-of-avangard-hypersonic-glide-vehicle

Tegning af det hypersoniske fartøj “Avangard”. Snuden er beskyttet mod temperaturer på 2.000 grader pga. luftens gnidningsmodstand under den ekstremt høje hastighed igennem atmosfæren

USA mangler et militært forsvar imod Ruslands og Kinas nye hypersoniske våben under udvikling

Hvor atomvåbnene var det 20. århundredes mest sofistikerede og banebrydende våben, er man begyndt at tale om de hypersoniske våben som det 21. århundredes mest betydningsfulde nye våben.

Indenfor det amerikanske militær har man diskuteret, om Ruslands og Kinas hypersoniske våben virkeligt er realiteter – eller om det dækker over våbenprojekter, der ikke kan holde, hvad de lover. Men meget højstående militærfolk siger, at der er så mange tegn på, hvilken udvikling, der er igang, at det ville være en alvorlig fejltagelse at afvise dem. Således pegede luftvåben-general Paul J. Selva, der en overgang var viceformand for USA’s stabschefer (Joint Chiefs of Staff), i 2018 på, at Kina har gjort udviklingen af hypersoniske våben til en topprioritet, og er villig til at investere kæmpebeløb heri.

Og luftvåben-general John E. Hyten, øverstbefalende for United States Strategic Command, dvs. USA’s atomslagstyrke, kommenterede på en konference i april 2018 Vladimir Putins udtalelser om russiske hypersoniske våben under udvikling, og herom sagde general Hyten: “Vi skal tro på alt, hvad han siger, at han arbejder med … Vi lytter meget nøje til, hvad de siger, og intet af det, som han sagde, overraskede mig”. 

Den øverstbefalende for USA’s atomslagstyrke, United States Strategic Command, luftvåben-general John E. Hyten

Derfor er Pentagons budget til udvikling af hypersoniske våben da også eksploderet: Hvor der i mange år blev brugt 50 til 100 mio dollars årligt, steg det i 2019 til 250 mio. dollars – og i 2020 til 2,6 mia. dollars!

Military & Aerospace Electronics 1. maj 2019: “The emerging world of hypersonic weapons technologyhttps://www.militaryaerospace.com/power/article/14033431/the-emerging-world-of-hypersonic-weapons-technology

Ruslands og Kinas udvikling af hypersoniske våben har udløst nervøsitet i Washington. Til senatets udvalg for de væbnede styrker sagde general John E. Hyten, United States Strategic Command, i marts 2018: 

“USA har intet forsvar, som vil kunne afvise brugen af sådan et våben imod os”. Det amerikanske forsvar ville i stedet bestå i at true Rusland og Kina med andre atomvåben, sagde general Hyten. 

“The Hill”, 27. marts 2018: “Russia, China eclipse US in hypersonic missiles, prompting fears”. https://thehill.com/policy/defense/380364-china-russia-eclipse-us-in-hypersonic-missiles-prompting-fears

I Pentagons årlige vurdering af situationen på atomvåben-området, “Nuclear Posture Review” 2018, fremgår det ligeledes meget klart, at USA her-og-nu ikke kan forsvare sig imod disse våben.

På grund af den militære hemmeligholdelse er det for alle udenfor de allerinderste magthavercirkler i Washington svært mere præcist at kunne vurdere, hvor meget styrkebalancen mellem USA’s, Kinas og Ruslands strategiske atomvåben faktisk er ved at forrykke sig. Pentagon er naturligvis meget tilbageholden med at sige hvor meget. Men blandt andet ud fra offentliggjorte rapporter fra det amerikanske militær til USA’s kongres kan vi få nogle beskedne hints om det selvsamme militærs stigende bekymring over den hastige udvikling af fjendernes strategiske atomvåben:

United States National Air and Space Intelligence Center in collaboration with the Defense Intelligence Ballistic Missile Analysis Committee: “Ballistic and Cruise Missile Threat” (June 2017) https://www.nasic.af.mil/LinkClick.aspx?fileticket=F2VLcKSmCTE%3d&portalid=19 – Se side 3, side 8 og 38 om de nye hypersoniske våben.

USA’s anti-missil forsvar er fuldt af huller

Allerhelst ville USA kunne råde over et “skjold”, der ville kunne afvise alle fjendtlige atomvåbenangreb og gøre USA fuldstændigt usårligt. Radarstationen ved Thule indgår i et forsvar mod Rusland og Kina – men forsvaret er langt fra så udbygget, at USA kan føle sig usårligt. Det er bedst mod “slyngelstater” med primitive våben som Nordkorea, men meget ringe imod russiske og kinesiske interkontinentale raketter og hypersoniske våben med de allernyeste og mest sofistikerede metoder til at trænge igennem det amerikanske anti-missil forsvar. Det kan man læse “mellem linierne” i Pentagons årlige vurdering af situationen på atomvåben-området, “Nuclear Posture Review” 2018.  

USA’s anti-missil forsvar ser imponerende ud – men det er fuldt af huller

I den Kolde Krigs sidste 10 år havde USA’s præsident Ronald Reagan store planer om et super-kostbart forsvar både i rummet og på Jorden, der skulle gøre landet immunt imod angreb fra dengang Sovjetunionen. 

Men da Sovjetunionen ophørte med at eksistere i 1991, blev det i USA ikke længere politisk muligt at forsvare astronomiske udgifter til udviklingen af et ultra-kostbart anti-missil forsvar. Teknologisk var og er det nemlig yderst vanskeligt at udvikle – og tilsvarende kostbart … – USA’s såkaldte “forsvars”-udgifter gik kraftigt ned i 90’erne, hvilket Pentagon var yderst utilfreds med. Men fra og med 2001 begyndte de at stige kraftigt igen – men nu til den såkaldte krig mod “terror” i Afghanistan og Irak. Disse krige blev så kostbare, at det indenrigspolitisk blev et problem i USA: Udgifterne til USA’s militære indsats i Afghanistan og Irak sløres bevidst af Pentagon, men vurderes tilsammen at nå op på 3.000 mia. dollars (det var ingen skrivefejl: Tre tusinde mia. $ ! ) https://en.wikipedia.org/wiki/Financial_cost_of_the_Iraq_War Præsidenterne Bush og Obama havde derfor ikke ryggen fri til at afse penge til at udvikle et anti-missil forsvar.

I rummet er USA’s forsvar imod fjendtlige satellitter ligeledes mangelfuldt.   

Resultatet er, at USA i dag næppe råder over noget effektivt “skjold” imod Ruslands og Kinas sofistikerede atomvåben, hverken de hidtidige eller de nye hypersoniske. Anti-missil forsvaret ser ud til kun at være effektivt imod Nordkoreas primitive våben. 

Når USA den 2. august forlod INF-traktaten må den reelle årsag således formodes at være, at landet ønsker at være helt frit stillet til at kunne udvikle militære svar på den øgede udfordring fra Rusland og Kina. 

Trump lagde i 2018 op til massive stigninger i de amerikanske militærudgifter: https://www.youtube.com/watch?v=avOpSbVL-uM

Læserne af denne artikel kunne måske få det indtryk, at Ruslands militærudgifter må være steget til svimlende højder: Men ifølge det uafhængige svenske fredsforskningsinstitut SIPRI var det russiske militærbudget i 2018 på 61 mia. dollars, mens det amerikanske var på vanvittige 649 mia. dollars (1/3 af verdens samlede udgifter til militær !), dvs. 10 gange så stort som det russiske! Kinas militærbudget nåede i 2018 250 mia. dollars, eller noget under det halve af USA’s. Det er steget uafbrudt igennem 25 år. – Saudi Arabien, Indien og Frankrig bruger hver for sig flere penge på militær end Rusland, som “kun” er nummer 6 på listen over de lande i verden, der bruger flest penge på militær.  

Den højreorienterede tænketank Heritage Foundations beskrivelse af USA’s manglende anti-missilforsvar https://www.heritage.org/military-strength/assessment-us-military-power/ballistic-missile-defense

Også Kinas og Ruslands konventionelle styrker har gennemgået en betydelig udvikling. Det betyder, at de to magter i et vist omfang vil kunne føre krig under atomtærskelen – og dermed undgå de uhyrlige tab, som en atomkrig uundgåeligt vil føre til.

Det er vigtigt at forstå, at en magthaver, hvad enten det er i USA, Kina eller Rusland, aldrig har frie hænder til at starte en krig, hvad enten den er konventionel eller atomar. Selv en mere begrænset konventionel krig vil kræve en politisk situation, der “retfærdiggør” en krigsindsats, idet denne hurtigt vil kunne udvikle sig til at blive særdeles kostbar og give tab, der hurtigt kan blive særdeles upopulære på hjemmefronten. Konkrete eksempler er Sovjetunionens krig i Afghanistan 1979 – 89, og USA’s krige i Afghanistan 2001 – 14 samt den 2. Golf-krig med besættelsen af Irak 2003 – 11.

Men selv om en magthaver som USA’s præsident således ikke uden videre kan true modparten med våben, konventionelle eller atomare, så har det naturligvis en betydning at besidde en militær overlegenhed. Det er da også derfor, at stormagterne bruger vældige summer på både atomare, kemiske, biologiske og konventionelle våben. – Alle fornuftige mennesker betragter atomvåben som galskab, men magthaverne gør ikke, og af samme grund bruger de utrolige ressourcer på at udvikle dem. 

Moderniseringen af Thule-radaren illustrerer Grønlands strategiske betydning

Radarstationen i Thule er blevet moderniseret kraftigt i 2009 sammen med de fire andre tilsvarende radarer i Nordamerika og i England. Det viser noget om, at USA anser Grønland for at være en ganske vigtig brik i USA’s atomforsvar.

Thule-radaren: Således ser der ud i det rum, hvorfra luftrummet overvåges

I takt med den militære udvikling skal Thule-radaren yderligere moderniseres, således at den ikke blot kan opdage interkontinentale raketter affyret fra landjorden samt fra atomubåde, men også (såfremt det teknologisk skulle blive muligt) hypersoniske krydsermissiler affyret fra fly, krigsskibe eller atomubåde. USA håber på at kunne blive i stand til at opdage den russiske fjendes hypersoniske missiler og få mulighed for at udvikle militære teknologier til at kunne ødelægge dem. Kun tiden vil vise, om USA vil kunne få opfyldt sit ønske – her-og-nu er det umuligt for USA. 

Thule-radaren skal også kunne opdage missiler affyret fra satellitter i rummet, således at USA – håber man – skal kunne blive i stand til også at bekæmpe dem.   

Thule: Ballistic missile radars pushed to detect widening range of threats http://mil-embedded.com/articles/ballistic-pushed-detect-widening-range-threats/

Thule-radaren kan ikke bruges til at spore fjendtlige krydsermissiler, der flyver under radar-horisonten: Her er USA’s luftvåben afhængigt af radar-fly (AWACS-fly), der i militære krisesituationer vil være på vingerne konstant. Fjendtlige krydsermissiler kan affyres fra fly i luften, fra krigsskibe eller fra neddykkede atomubåde, der bryder op fra deres skjul under Nordpolens is. 

I 2016 tog USA’s rumstyrker et nyt antenneanlæg ved Thule i brug, kaldet POGO-Charlie: Dette skal sammen med 7 tilsvarende anlæg andre steder i verden følge satellitter i rummet, både egne og fjendtlige. Det kan kommunikere med mere end 175 amerikanske og allierede satellitter i rummet. Beliggenheden ved Thule er ideel til at tracke satellitter hen over Arktis. 

USA’s rumstyrker om Thule-antenneanlægget https://www.afspc.af.mil/News/Article-Display/Article/902362/thule-welcomes-new-antenna-to-the-family/

POGO-Charlie anlægget ved Thule til sporing af satelitter i rummet over den nordlige halvkugle

Arktis er et af af de vigtigste atomkrigs-konfrontations-områder

Igennem USA’s Thule radarstation samt via Nato-medlemskabet og rigsfællesskabet med Grønland er Danmark således en ikke uvæsentlig brik i stormagternes atomare konfrontation. Og her tyder meget på, at USA og Nato vil forsøge at inddrage Danmark og Grønland stærkere i USA’s atom-optrapning mod Rusland og Kina – samtidig med at Danmark på det konventionelle område også via Nato er stærkt involveret i den optrappede konfrontation med Rusland, især i Baltikum. 

Kort over Arktis

Lige siden 60’erne har Nordpolen været det perfekte skjulested for de tidligere sovjetiske og nuværende russiske atomubåde med interkontinentale, atomvåbenbærende raketter. Atomubådene kan være neddykkede i ca. 3 måneder, og under den metertykke is er de umulige at opdage fra amerikanske satellitter eller fly. Desuden er forholdene under Nordpolens is sådan, at det er næsten umuligt for amerikanerne at spore de russiske atomubåde ved hjælp af undervands-mikrofoner. 

De russiske atomubåde har overhovedet ingen problemer med at bryde op fra deres skjulested op igennem den ca. 2,5 meter tykke is (hvor der ikke er tyk pakis eller isbjerge) og affyre de interkontinentale missiler imod USA. 

Skulle USA have held til at ødelægge store dele af Ruslands atomslagstyrke, vil en større del af de russiske atomubåde under Nordpolen have rimelige chancer for at have kunnet skjule sig og overleve, og vil derfor kunne iværksætte et gengældende “second strike” med en uhyrlig, altødelæggende virkning på USA. Derfor har atomubådene under Nordpolen spillet en militært uhyre vigtig rolle for Sovjetunionen og Rusland i årtier. 

Det er den ene årsag til Arktis’ enorme militære betydning. 

Den anden årsag er, at mange af de russiske interkontinentale missiler, der affyres fra det russiske fastland, vil flyve hen over Arktis på ved mod deres mål i USA. Og her ligger Thule-radarstationen og skal varsle dem. 

Derfor er Arktis’ internationale militære betydning meget høj: At den nu er stigende, afspejler, at Rusland og Kina militært er blevet styrket i forhold til USA – og at Arktis udgør en af de virkeligt vigtige militære “fronter” i verden. 

En russisk atomubåd bryder op genem isen ved Nordpolen og affyrer et interkontinentalt missil: En video med filmklip fra 1995, hvor den russiske atomubåd “Severstal” 01,12 minutter inde i videoen bryder op igennem isen ved Nordpolen, der senere bliver markeret med flag. Senere 03,59 minutter inde i videoen foretager “Severstal” en prøveaffyring af et R-39 interkontinentalt missil, og det filmes fra isen. – Der er tale om en atomubåd af “Tyfon”-klassen, som blev taget i drift i 80’erne, og som nu er ved at blive udfaset. Atomubådens kaptajn Aleksander Bogatjov fortæller, og vi ser billeder og film fra atomubåden omgivet af Nordpolens metertykke is – dette er langt den bedste video om russiske atomubåde ved Nordpolen: https://www.youtube.com/watch?v=dvMt1vZuO1s

Kraftig oprustning i Arktis involverer Grønland og Danmark

I de sidste 5 år har Rusland anlagt en række baser langs Sibiriens ishavskyst, og på øer langt nord for. Dette oplever USA, Nato og Danmark som en kraftig og stigende trussel. F.eks. er der russiske MiG-31 jagere med “Kinzhal” hypersoniske missiler på den helt nye Nagurnoye base på øer 1.000 km nord for Sibiriens ishavskyst – og herfra er der kun 1.500 km til Thule, som er et oplagt mål. Samtidig er Nagurnoye basen sikret imod angreb fra USA og Nato. 

Pga. at Thule-radaren er så forholdsvis vigtig for USA, er det derfor meget sandsynligt, at amerikanerne på et tidspunkt inden så længe vil lægge pres på Danmark og Grønland for at give sig selv lov til at beskytte Thule mod russiske krydsermissiler og hypersoniske missiler affyret fra enten fly fra baserne nord for Sibirien eller fra russiske atomubåde i skjul under Nordpolens is. Lige nu mangler Thule denne beskyttelse, udtaler seniorforsker Kristian Søby fra Center for Militære Studier i Jyllands-Posten 27. august. Arktis’ øgede militarisering vil derfor højst sandsynligt snart få USA til at forsøge at trække Grønland og Danmark endnu længere ind i atomkrigs-konfrontationen med Rusland og Kina. 

Tegning af den lidt ældre russiske atomubåd af klassen “Oscar II”, der i neddykket tilstand affyrer krydsermissiler, som ses gennembryde havoverfladen. Over vandoverfladen flyver disse i en zig-zag kurs, så de er svære at bekæmpe, og får kursen korrigeret undervejs af russiske fly. Både denne atomubåd og dens krydsermissiler er ved at blive udfaset til fordel for stærkt moderniserede typer

Video på engelsk om den splinternye russiske militære base kun 1.500 km fra Thule – Nagurnoye basen på Franz Josef Land, verdens nordligste base, mere end 1.000 km nord for Rusland, og 500 km øst for Svalbard. Et indslag fra april 2019 af det kinesiske TV https://www.youtube.com/watch?v=WEx1Tym6tck

USA ser også Kina som en trussel i Arktis: USA har i forbindelse med et møde i Arktisk Råd i maj 2019 udsendt en bandbulle mod Kina for indflydelse i Arktis og Grønland. Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, er en markant forkæmper for ”China Threat”- tesen, og han meddelte, da han ankom til rådsmødet, at nu var det forbi med at se Arktis som et lavspændings- og samarbejdsområde: Arktis var nu et område for magt og konkurrence.

USA’s udenrigsminister Mike Pompeo sagde endvidere på mødet i Arktisk Råd, at Grønland skulle knyttes stærkere til USA, og at USA var villig til at iværksætte aktioner, som skulle hindre kinesisk indflydelse i Arktis, ikke mindst i Grønland. 

Video på engelsk fra 2018 om den helt nye russiske atomdrevne angrebs-ubåd Yasen-M med krydsermissiler, der naturligvis kan ramme Thule-basen: Yasen-M er en moderniseret variant af Yasen, der har været i brug siden 2013 – og hvis teknologi har vakt opsigt i den amerikanske flåde. Denne atomubåd har ikke til opgave at affyre interkontinentale ballistiske missiler, men derimod med krydsermissiler at angribe sømilitære mål samt mål på land, som f.eks. Thule-radaren. Inden længe vil den sandsynligvis blive udstyret med hypersoniske missiler i form af en variant af “Zirkon”. Pga. militær hemmeligholdelse er der desværre ingen filmoptagelser inde fra ubåden – kun udefra: https://www.youtube.com/watch?v=UEzgQ26W4hE

Der er ikke længere brintbomber ved Thule-basen

Under den Kolde Krig havde USA altid et antal langtrækkende B-52 jet-bombefly med brint-bomber på vingerne. Disse kunne starte og lande ved Thule-basen. I 1968 skete der det, at en B-52’er styrtede ned, og brintbomberne faldt ned og gik i stykker, da de ramte isen (men eksploderede ikke, da de ikke var afsikrede), og radioaktivt materiale blev spredt over et større område. Flere hundrede danske Thule-arbejdere blev indsat for at fjerne det radioaktive materiale, og mange blev udsat for de giftige og radioaktive stoffer. 

Dengang var Danmark officielt atomvåbenfrit. Men da B-52’eren styrtede ned i 1968 med sine brintbomber, blev det afsløret, at Danmark under de socialdemokratiske statsministre H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Kragh i de foregående 10 år under bordet havde affundet sig med de amerikanske atomvåben på Grønland. 

Men i dag er der ikke længere atomvåben i Thule: Ikke desto mindre er Grønland en betydningsfuld brik i den imperialistiske atom-rivalisering mellem USA og dets fjender. 

Videoer af de russiske og kinesiske våben, som Thule-radaren skal søge at opdage

Da atomvåbnene i de sidste 25 år generelt har været næsten væk fra medierne, har store dele af offentligheden så godt som intet kendskab til disse strategiske våben. På grund af militær hemmeligholdelse er der kun meget få, interessante videoer med dem. Her koncentrerer vi os om de russiske og kinesiske:

Thule-radaren: Videoen viser det netværk af radarstationer, som Thule er en del af https://www.youtube.com/watch?v=_NR8b4Lm4zI

Interkontinentale raketter affyret under vandet fra strategisk russisk atomubåd: Video med en prøve-affyring i maj 2018 af hele 4 russiske interkontinentale ballistiske atomvåben-bærende raketter (uden sprængladninger) af den nyeste type “Bulava”, der affyres fra en neddykket atomubåd, “Jurij Dolgorukij” af den allernyeste “Borei”-klasse., fra det Hvide Hav i den europæiske del af nord-Rusland. Man ser, hvordan raketmotorerne først tænder, efter at de 4 raketter én efter én er kommet op over havoverfladen. Herefter ser man, hvordan raketternes navigationssystem fuldautomatisk retter kursen ind. Herefter flyver “Bulava”-raketten med dens individuelt styrbare sprænghoveder 7.000 km til Kamtjatka ved Stillehavet, hvor sprænghovederne (uden ladning) skal lande så præcist som muligt i forhold til det udpegede mål. – Videoen er offentliggjort af det russiske forsvarsministerium (Минобороны России – Minoborony Rossii, en forkortelse for ministeriet) https://www.youtube.com/watch?v=VUdIUdouLv0

Video med prøve-affyring den 24. august i Barents Havet af interkontinentale ballistiske atomraketter (uden sprængladninger) af den næstnyeste, “Sineva”, og den nyeste type, “Bulava”, fra to neddykkede atomubåde. Raketmotorerne tænder først, når raketten er kommet op over havoverfladen. Raketterne flyver ca. 7.000 km til Kamtjatka ved Stillehavet, hvor man registrerer hvor præcist de rammer det udpegede mål. Til sidst ser man billeder af atomubåden “Jurij Dolgorukij” af nyeste type, Borei-klassen:  https://www.youtube.com/watch?v=y79V5gAPVQk

Kinas nyeste atomubåd: Video med glimt af Kinas nyeste strategiske atomubåd, type 094, med 12 interkontinentale atombevæbnede raketter, JL-2, hvis kurs korrigeres vha. satellitter: https://www.youtube.com/watch?v=qixPiMcwXaQ

Videoer om Ruslands hypersoniske, atombevæbnede fartøj “Avangard”, der kan zig-zagge igennem USA’s forsvar

Video udsendt af det russiske forsvarsministerium (ingen lyd) fra juli 2018: Først ankommer en kolonne af køretøjer med en ældre, modificeret UR100 interkontinental raket, som skal opsende “Avangard”. Raketten sænkes ned i raketsiloen på Orenburg-stepperne i den sydøstlige del af europæisk Rusland. Den vejer lidt over 100 tons. Herefter ser vi opsendelsen af UR 100-raketten. En animation viser, hvordan “Avangard”-fartøjet frigøres fra raketten og fuldautomatisk flyver selvstændigt videre til målet på Kamtjatka ved Stillehavet, 6.000 km borte. Animationen viser, hvordan det er konstrueret til i zig-zag at flyve udenom de amerikanske radarer og luftforsvars-installationer https://www.youtube.com/watch?v=FDJwAUsX9DU

Video fra december 2018, hvor det russiske forsvarsministerium viser en opsendelse med “Avangard” med ældre, modificerede UR100 raketter fra raketsiloer på den snedækkede steppe ved Orenburg https://www.youtube.com/watch?v=2IQ0TEpnUUo

Det ser ud til, at USA ikke har noget militært svar på de hypersoniske “Avangard” fortøjer https://www.youtube.com/watch?v=j9kbiXVjeMc

Video med et TV-indslag fra Ruslands største TV-kanal “Rossija 1” om det hypersoniske “Avangard” fartøj.  En computer-animation af fartøjet vises 2,29 minutter inde i indslaget, og 4,39 minutter inde ser man prøveopsendelsen med den ældre UR100-raket i det snedækkede landskab ved Orenburg. 6,30 minutter inde vises de forskellige faser i rakettens opsendelse og punktet, hvor sprænghovederne og “Avangard”-fartøjerne frigøres fra det 3. raket-trin. Fra minut-tal 7,06 ses, hvordan “Avangard” fartøjet speeder op til opimod 27 gange lydens hastighed og zig-zagger afsted https://www.youtube.com/watch?v=WpFrq7MJ8tA

Video fra det russiske forsvarsministerium fra marts 2018, der viser en prøveopsendelse af den nye interkontinentale ballistiske raket RS-28 “Sarmat” – der vejer 200 tons – og som er langt fremme i udviklingen, og som skal medføre både individuelt styrbare atomsprængladninger plus det hypersoniske fartøj “Avangard” https://www.youtube.com/watch?v=6MsCsEhyvjI

Video fra marts 2018 viser raket-montagen på den fabrik Krasnojarsk i Sibiren, hvor de nye landbaserede RS-28 “Sarmat” interkontinentale ballistiske missiler bliver monteret https://www.youtube.com/watch?v=J_GAaGw8q9o

Videoer om russiske hypersoniske krydsermissiler

Video med TV-indslag fra den 21. februar fra den russiske landsdækkende TV-kanal “Rossija 24” om det hypersoniske krydsermissil “Циркон Zirkon” imod fjendtlige sømilitære mål https://www.youtube.com/watch?v=qpYMuTK8amo

Video med TV-indslag fra den 10. marts 2018 fra den russiske TV-kanal “Rossija 24” om det hypersoniske krydsermissil “Кинжал Kinzhal”, der affyres i luften fra et MiG-31 interceptor-jagerfly https://www.youtube.com/watch?v=B3vWFozHzTI

Ombord på en strategisk russisk atomubåd med interkontinentale raketter

Der findes kun ganske få film, der viser lidt af det indre af atomubåde. Det skyldes, at samtlige atommagter omfatter dem med stram hemmeligholdelse. Og vigtige dele af atomubådenes indre bliver aldrig filmet – eventuelt bliver det sløret. 

En strategisk atomubåd er et dommedagsvåben, der kan ødelægge mere og slå flere mennesker ihjel end noget som helst andet våben! Samtidig har de været nogle af de allermest kostbare at udvikle, da de er proppet med den mest avancerede teknologi, der var til rådighed, da atomubåden blev bygget. 

Her ser vi på russiske atomvåben, som Thule-radaren skal søge at opdage:

Inde i den strategiske russiske atomubåd af typen “Delta III”: En video fra 2018 – med engelske undertekster – viser det indre og ydre af en ældre atomubåd, mens den endnu var fuldt operationel, umiddelbart før den blev udfaset sidste år. Når man filmer atomubåde foretrækker man, at det er de gamle, der alligevel er ved at være forældede og snart skal skrottes. – Atomubåden har Nato-betegnelsen “Delta III” og den russiske “Projekt 667 BDR “Kalmar””. Den har base på Kamtjatka-halvøen ved Stillehavet, hvor temperaturen på optagelsesdagen er minus 22 grader. – En sådan atomubåd til interkontinentale raketter er pga. disses størrelse mange gange større end andre typer ubåde. Den store “pukkel” på atomubådens ryg huser de store, 13 meter høje raketters siloer. – Atomubåden blev sat i drift i 1980, og det ses på instrumenteringen indvendig, hvor man tydeligt ser, at der er mange ældre, analoge instrumenter, som på moderne russiske atomubåde idag naturligvis er afløst af computerskærme. Atomubåden medførte 16 interkontinentale raketter af typen R-29. De kunne ikke få korrigeret kursen under flyvningen ved hjælp af satellitter, og derfor er disse mindre præcise, ældre raketter blevet udfaset, ligesom atomubåden selv. – 6 minutter inde i videoen præsenteres atomubådens evne til at kommunikere med satellitter og andre krigsskibe – og opdage andre neddykkede atomubåde. Dette tema bliver forklaret nærmere 17 minutter inde i videoen: Både fra snuden og fra agterdelen kan den neddykket opfange lyde fra havet: Computere kan analysere lyden og afgøre, om der er tale om en fiske-trawler, dyr i havet som f.eks. rejer, en torpedo eller en ubåd, konventionel eller atomdrevet – og finde ud af, om det er en ven eller en fjende, position og kurs. Eksperter i militær hydroakustik (undervands-akustik) til atomubåde fra det statslige institut “Океанприбор Okeanpribor” i Sankt Petersborg fortæller om denne teknologi, der har en ekstremt stor militær betydning – noget af det virkeligt vigtige for atomkrigsførelse. Udstyret og den computer-arbejdsstation, hvor de hydroakustiske signaler analyseres ombord på ubåden, præsenteres. – Til sidst ses den nyeste strategiske atomubåd af “Borei”-klassen, som afløser de ældre, der udfases. https://www.youtube.com/watch?v=euyrvmDueww

Inde i den strategiske russiske atomubåd af typen “Tyfon”: En video fra 2004 – med engelsk tale – optaget af det russiske filmselskab Corona Film af den ældre russiske atomubåd “Severstal” med Nato-betegnelsen “Typhoon” (eller på dansk “Tyfon”) og den russiske “Projekt 941 “Akula””. Den har base ved atomubåds-basen Zapadnaja Litsa ved Barents havet, kun 100 km fra den norske grænse. – “Tyfon”-atomubådene blev bygget i slutningen af 70’erne og 80’erne og er gradvist i løbet af de sidste 20 år blevet udfaset. Atomubåden medførte 20 interkontinentale raketter, hver med 10 individuelt styrbare atomsprænghoveder à 100 kilotons, dvs. ialt 200 sprænghoveder, og hvert eneste af disse havde en sprængkraft svarende til 5 – 6 Hiroshima-atombomber. Blot en enkelt af disse 20 raketter er med sine 10 sprænghoveder rigeligt til at udrydde hele New York og New Jersey metropolitan regionen – resten af de 20 raketter er rigeligt til at udrydde alle store befolkningscentre i Nordamerika. Således er én eneste atomubåd altså rigeligt til at pulverisere et helt kontinent – det er der ingen andre våben i hele verden, der kan. I alt blev der bygget 6 Tyfon-atomubåde, og det betød, at man ALTID ville kunne udslette USA og hele det nordamerikanske kontinent, også selv om et par ubåde skulle blive ødelagt, have tekniske problemer eller et par besætninger skulle nægte at følge ordren. – Raketterne af typen R-39 fik ikke korrigeret kursen med satelliter, og er dermed forældede og bruges ikke mere. Raketterne var 16 meter høje og deres siloer var en af grundene til atomubådens enorme størrelse, 48.000 tons neddykket. Raketternes rækkevidde var 10.000 km. – Atomubådens kaptajn Aleksander Bogatjov fortæller om livet ombord på atomubåden “Severstal”, som vi ser mange billeder af. Atomubåden kan dykke ned til 400 meters dybe, og opholder sig normalt tre måneder nede under havet uden kontakt med atmosfæren. Apparater fremstiller ilt vha. elektrolyse af havvandet, mens andre fjerne CO2’en fra atomubådens luft. Den kan navigere i zig-zag under Nordpolen med stor præcision ved hjælp af de meget avancerede navigationssystemer. Normalt vil den holde sig under havets overflade eller under Nordpolens is for at undgå at blive opdaget af amerikanske satellitter. Den foretrækker at affyre raketterne neddykket, men bryder den op igennem isen, affyres raketterne fra overfladen. https://www.youtube.com/watch?v=RAMQRmAb888

En video om Ruslands nyeste landbaserede interkontinentale raketter med atomvåben

En video med engelsk tale fra 2015 præsenterer Ruslands mobile interkontinentale raketsystem “Topol-M”. Disse mobile raketter er i forhold til dem i siloer specielt egnede til at kunne skjule sig i forhold til amerikanske rekognoscerings-satellitter i rummet. Og hvis amerikanerne ikke kan finde dem, kan de heller ikke bekæmpe dem. Landbaserede raketter er mere præcise end dem på atomubåde. De landbaserede vil derfor typisk indgå i et “first strike”, men skulle amerikanerne være de første til at indlede et angreb, vil de mobile “Topol-M” bedre kunne skjule sig og have større chancer for at overleve og kunne svare igen med et “second strike” – sammen med de strategiske atomubåde, hvis rolle er at være “second strike”-våben. “Topol-M” er blevet moderniseret med satellit-korrektion af rakettens kurs under flyvningen, hvilket gør den væsentligt mere præcise end ældre typer. – For at minimere risikoen for at blive opdaget af fjendtlige satellitter efter affyringen er raketmotoren kun virksom i ganske kort tid, når raketten stiger til vejrs, da det er i denne fase, den lettest kan blive afsløret. En videreudvikling af raketten er designet til at undgå samt forvirre det amerikanske anti-missil forsvar, når dette aktiveres for at nedskyde “Topol-M” https://www.youtube.com/watch?v=m678KG7_u0c