Den historiske kontekst
For at forstå imperialismen er man nødsaget til at anskue begrebet i en historisk kontekst.
Imperialismen bliver som regel placeret tidsmæssigt i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. En tid præget af konkurrence mellem verdens stormagter om besiddelse af kolonier overalt på kloden. Det var først og fremmest Afrika og Asien, der udgjorde de områder, der blev kæmpet om.
Karl Marx havde allerede i midten af 1800-tallet skrevet, at stærke kapitalistiske virksomheder ville akkumulere kapital og opsluge mindre konkurrencedygtige virksomheder. I stedet for en økonomi domineret af mange mindre virksomheder ville udviklingen gå i retning af få store monopolvirksomheder.
Fra primært at operere inden for nationale rammer, begyndte disse monopolvirksomheder omkring starten af 1900-tallet for alvor at handle og konkurrere på globalt plan ved at udnytte ny teknologi som f.eks. jernbanesystemet.
Lenin og Bukharin
Hvis vi trækker på Lenin og Bukharin, som var de marxister, der klareste formulerede kapitalismens overgang til imperialisme, kan det sammenfattes således:
Kapitalismen havde nået et udviklingstrin, hvor stat og privat monopolkapital bliver integreret og internationaliseringen af produktivkræfter tvinger kapitaler til at konkurrere om markeder og råstoffer på globalt plan. Med andre ord: Kapitaler ekspanderer med bevæbnede stater i ryggen. Efterhånden som hele kloden er opdelt, kan de ikke ekspandere yderligere, uden at staterne støder sammen, og der bliver krig.
Det helt centrale i denne teori er, at imperialismen ikke er en “politik”, som disse lande kunne vælge eller vælge fra. Derimod er det et stadie, et udviklingstrin, i kapitalismen, hvor lande og firmaer, der ikke deltager i den har tabt på forhånd.
For det andet findes der ikke længere en “ren” (fredelig) økonomisk konkurrence. Microsoft, General Motors og Exxon er allesammen afhængige af, at de har amerikansk militær i ryggen, når de ekspanderer – ligesom den amerikanske stat er afhængig af, at disse firmaer ekspanderer. Rivaliseringen er ikke kun økonomisk, men også militær. Krig er indbygget i kapitalismen.
Endelig skaber imperialismen et verdenssystem, hvor forholdet mellem nationalstaterne er meget ulige. Nogle få dominerende (imperialistiske) lande dominerer i kraft af deres økonomiske og militære ressourcer resten af verden.
Krig
Denne farlige cocktail førte direkte til 1. og 2. verdenskrig. Disse første industrielle krige myrdede hver især flere mennesker end alle hidtidige krige tilsammen.
Krigene havde enorme civile ofre og viste, at kapitalistiske magter vil gå til de yderste grænser (fx atombomber) for at sikre deres position og privilegier.
Men imperialismen skabte også andre krige end imperialistiske rivaliseringskrige.
Mange undertrykte lande, f.eks. Vietnam, kæmpede mod kolonimagten. Efter de to verdenskrige lykkedes det mange af dem at tilkæmpe sig selvstændighed.
Mens vi fordømmer og bekæmper imperialistiske rivaliseringskrige, så støtter vi undertrykte nationer i deres kamp mod imperialistisk undertrykkelse. Vi støtter ubetinget, men kritisk.
Fra kold krig til ny verdensorden
De to verdenskrige havde militært og økonomisk opdelt verden mellem de to supermagter USA og USSR. Frem til midten af 1970’erne oplevede kapitalismen sit største og længstvarende økonomiske opsving, og rivaliseringen mellem supermagterne brød ikke ud i varm krig, men forblev “kold”.
Da USA satte trumf på rivaliseringen mellem de to supermagter med sit Stjernekrigsprojekt, kunne USSR ikke længere følge med. USA viste endnu en gang, at økonomisk og militær konkurrence var to sider af samme sag: Kampen om verdensherredømmet.
Ny verdensorden
Efter murens fald og USSR’s sammenbrud 1989-91 så USA ud til at være den eneste supermagt i verden. Man annoncerede et nyt “verdenssamfund” med USA som leder og politibetjent mod “slyngelstater”.
Det er rigtigt, USA var verdens stærkeste enkelt magt, såvel militært som økonomisk. Men USA havde langt fra den styrke, det havde 50 år tidligere, hvor 40 pct. af verdens produktion foregik i USA. I dag er USA’s økonomi afhængig af militær overlegenhed. Men hverken den økonomiske eller militære overlegenhed er længere altdominerende. USA har både økonomiske og militære konkurrenter, som ikke bare kan negligeres.
Styrkeforholdet mellem de stærkeste magter på verdensplan har ændret sig betydeligt gennem de seneste par årtier. Samtidig er verden inde i en langvarig økonomisk krise.
USA er i konflikt/handelskrig med EU. Og med Rusland, som nu står stærkere i Mellemøsten. Endelig er Kina i dag den økonomiske magt, som for alvor truer USA’s førerposition. Rusland og Kina er imperialistiske lande, som fungerer efter samme imperialistiske logik som USA. Derfor støtter vi ikke vores “fjendes fjende”, omend de er knap så stærke.
Imperialisme i dag
Krigene mod Afghanistan og Irak blev begrundet med ønsket om at stoppe terrorismen, fjerne diktatorer og fremme demokrati og menneskerettigheder. Irak og Afghanistan var vigtige militære strategiske brikker, som man vil udnytte til at fremme vestlig kapitals interesser i de områder ved at udnytte naturressourcer og sikre sig markedsandele. Denne geopolitiske eller imperialistiske rivalisering involverer ikke kun stormagterne, men også regionale magter. I Mellemøsten, f.eks. spiller regionale magter, som Iran, Tyrkiet, Saudi Arabien og Israel en stadig større rolle.
Rød-hvide imperialister
Først kongehuset og siden den danske stat har været en meget aktiv deltager i den imperialistiske kamp. Nemlig kampen om nye markeder, hvor man kan sælge varer og udbytte arbejderne så effektivt som muligt. De danske kolonier i Asien, Afrika, Amerika og Grønland handlede sammen med slavetransporterne alene om profit uanset de menneskelige omkostninger.
Siden 2001 har Danmark har været og er aktiv deltager i USA og NATO’s krige. A.P. Møller Mærsk tjener penge på at sejle krigsmateriel for amerikanerne. Netop A.P. Møller er et godt eksempel på de monopolvirksomheder, som både Lenin og Bukharin skriver om.
Vi lever i dag i en stadig mere globaliseret og konkurrencefyldt verden. Monopolvirksomheder kæmper en hård kamp mod hinanden med støtte fra stater og militær om at blive endnu større. Kapitalismen i den imperialistiske epoke betyder krig og ødelæggelser. Enorme menneskelige, miljømæssige og økonomiske ressourcer går til spilde.
En anden verden er mulig og nødvendig – det haster.
Om imperialismens oprindelse:
http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=23918
