Enhedslisten (EL) og SF har bundet sig til en S-regering, som fører an i den racistiske udlændingepolitik, er fodslæbende overfor de nødvendige miljøindgreb overfor industrien og landbruget og blot ønsker, at velfærden ikke forringes yderligere. Heldigvis får det mange – især unge mennesker – til at sige: Der må gøres noget, og til at kaste sine kræfter ind i diverse bevægelser og forskellige former for aktivisme. Men der er også mange som efterlyser et alternativ til EL.
Begge disse forhold: Mange radikaliserede unge som er parate til at slås, og bredere lag i befolkning som efterlyser et alternativ til de vattede socialistiske partier i Folketinget, fordrer et svar.
Behovet for et revolutionært alternativ
Bundlinjen er, at der er skrigende behov for et aktivistisk og revolutionært socialistisk alternativ. Et alternativ, der har en teoretisk forståelse af hvor alle disse elendigheder kommer fra – den globale kapitalisme og dennes altødelæggende markedsmekanisme. Og som ser det som sin opgave at omsætte denne forståelse i praksis. Derfor skal der opbygges en organisation som både kan propagandere for et nyt system, og samtidig deltage i reform kampen mod systemets forskellige problemer.
Der kræves faktisk kun tre ting for at deltage i at opbygge sådan en organisation. For det første, at man mener at det system vi lever under er råddent og bør skiftes ud med et andet – med socialismen. For det andet, at man er overbevist om at det ikke kan gøres gennem Folketinget. For det tredje, en erkendelse af at i sidste ende er arbejderklassen nøglen til socialismen.
Alle kan være med i kampen, men det er arbejderklassen, der med sin placering i samfundet kan sætte samfundet i stå, og sætte det igang igen i en ny form. Og for at slå det helt fast, arbejderklassen er ikke bare metalarbejdere i blå kedeldragter, men alle de mange lønmodtager både i servicefagene og på det offentlige arbejdsmarked, der har dårlige og almindelige lønninger, og som har begrænset eller ingen indflydelse på sit arbejde og liv. Altså flertallet i befolkningen.
Endemålet skal holdes i sigte
Racisme, klimaødelæggelser, ulighed, arbejdsløshed og alle de andre problemer, vi bokser med, er alle relateret til og skabt af kapitalismens profithunger. Så længe det system, der sætter profit over mennesker og natur, får lov til at overleve, så kan vi gennem vor kamp højst kun udskyde eller begrænse onderne lidt. Derfor skal det rives op ved roden.
Man kan sige, at hvis man bare er ude at gå, så er det ligegyldigt hvor man går hen (bare man kan finde hjem igen), men hvis man går efter et mål, så er det ret væsentligt at man kender retningen. Derfor er det som socialist heller ikke nok bare at være i bevægelserne. Det er lige så vigtigt at organisere sig sammen med andre socialister for at diskutere og forsøge at angive retningen.
Omvendt er det heller ikke nok bare at være organiseret i et revolutionært socialistisk parti, hvis man vil være med til at lave verden om. Partiet er dog vigtigt – ja, nødvendigt. For det at skabe et menneskeligt samfund, hvor vi kan leve i pagt med naturen, er en kompliceret opgave, som har mange – rigtig mange – og stærke fjender. Derfor skal det også være velorganiseret og teoretisk stærkt.
Hvilke slags aktivisme og organisation?
Det er den ene side. Den anden er at folk kæmper for at fjerne de onder de kan se, ikke for et eller andet abstrakt endemål. Men når vi erkender at endemålet er vigtigt, så er det netop opgaven at forsøge at forbinde kampen mod de synlige onder med det mere abstrakte mål. For det meste vil det være gennem at organisationens medlemmer forsøger at pege på hvordan kampen bredes ud og hvad der er næste skridt. For eksempel, hvordan syrernes sit-in kan sprede sig til en generel kamp mod regeringens racistiske flygtningepolitik.
Vi skal på ingen måde forvente eller ønske, at bevægelsens politik bliver ren IS politik, for så vil det nemt betyde at bevægelsen snævrer ind og kun tiltrækker få. Vi skal indgå i samarbejde med andre gode kræfter i den enkelte bevægelse. Men vi skal forsøge, gennem vores forslag og argumenter at gøre folk interesserede i revolutionær socialistisk politik. Det er ingen nem opgave.
Vi må tage det yderst alvorligt, at der er så få revolutionære som der er. At skole og uddanne hinanden politisk er et must. Partiet må være aktivistisk og skal præges af strategi, teori og historie, såvel som politisk indsats i klassekampen og spørgsmål der måtte rejse sig blandt medlemmerne. Både de der er tænkte og de der opstår ud af praksis. Partiet er medlemmers parti, men også et redskab til forandring i den virkelige verden.
Derfor er kollektiv aktivisme og praksis essentielt. Udadvendt aktivitet er organisationens ilt. Det er et spørgsmål om at komme ud med ideerne, men også et spørgsmål om at få dem testet op mod den aktuelle virkelighed. Har vi ret i vores analyse? Hvad sagde folk osv.?
At opbygge sådan et alternativ er ikke nogen nem opgave, men det er essentielt, hvis den revolutionære socialistiske bevægelse skal præge fremtidens verden. Internationale Socialister er ikke den organisation, og vi forventer heller ikke bare at vokse stille og roligt til at blive det. Derimod mener vi at det er utænkeligt, at den organisation skulle materialisere sig, uden at IS vil være et vigtigt element i den.
